0 nal e . e ee tet F- - erer n- 22 ‘ye eas aera re tm Swe theo a Pe 5 ints Bete Pm te Ail tatetie 3 — a, — u d- -F pote a ar ee ne Cena er ee ee ee —— > n on tg Satna! =f Faite?-e eee — n * e ; i a ny A N At 6 eh rece Oe By IGNATIUS DONNELLY. Csar’s CoLuMN: A Story of the Twentieth Century. 12mo. Cloth, $1.25. Paper, 50. Swedish translation of above. Cloth, $1.25, Paper, 75c. German and Norwegian trans- lations now in preparation. Doctor Hucuet: A Novel. 12mo. Cloth, $1.25. Paper, Soe. RAGNAROK: The Age of Fire and Gravel. Illustrated. Large 12mo. Cloth, $2.00. Tue GREAT CRYPTOGRAM: Francis Bacon's Cipher in the So-called Shakespeare Plays. Illustrated. 8vo. Cloth, $2.50. Mailed to any address on receipt of price. F. J. SCHULTE & CO., PUBLISHERS, 298 DEARBORN ST., CHICAGO. C/ESAR'S COLUMN (Ceefars Uoile. ) En Beretning fra det tyvende Aarhundrede af Edmund Boisgilbert, M. D. (IGNATIUS DONNELLY.) „Den ſande Digter er kun en forkledt Striftefader, Hvis ſpecielle Funktion er at viſe, hvad ſom er farligt i Tanke og fordeervende i Handling ved en livlig Skildring af Folgerne. — Goethe, CHICAGO: F. J. SCHULTE & COMPANY, 1892. hoe Al Rights Reserved. 5 Til Almenheden. Det er dig, o tenkende og forſtandige Almenhed, jeg tilegner denne Bog. Maatte den med Guds Sjelp blive til Velſignelſe ſaavel for den nulevende Slegt fom for kommende Generationer. Jeg nerer det oprigtige Haab, at den af mig i dette Veerrk nedlagte Mening ikke blir misforſtaaet. Ingen maa tro, jeg Inſker Civiliſationens Omſtyrtelſe, fordi jeg beſkriver den. Profeten er ikke anſvarlig for den Begivenhed, han forudſiger. Maaſte han tanker derpaa med den dybeſte Sorg. Kriſtus greed over Skjcbnen, fom ventede Jeruſalem. Og heller ikke er jeg en Anarkiſt. Jeg maler kun et ſkrœkkeligt Billede af den Verdensomveltning, fom en hel— dig Anarkisme vilde foraarſage. For de handlekraftiges, de riges og megtiges Bren ſkal jeg preedife den ſtore Sandhed, at Ligegyldighed for deres Medmenneſters Lidelſer og det Broderſkabets Baand, fom udgjor ſelve Kriſtendommens Grundvold, ſamt at den blinde, brutale og nedverdigende Dyrkelſe af bare Rigdom mao, hvis den faar Tid til pderligere at udvikle fig, ende med Samfundets Omſtyrtelſe og Civiliſationens Undergang. Jeg gaar til Kirken med Hjertet fyldt af den Hpiefte Agtelſe for Religionens Grundſandheder; jeg ſoger at viſe dem, hvorfor de har tabt ſin Magt over de fattige — den ſtore Skare, Guds Riges udkaarede — og jeg udpeger for dem, hvorledes de ſkal kunne gjenvinde denne Magt; omta— ler, at hvis Religionen ſkal tilbageerobre fin gamle Stil⸗ ling fom Menneſkeſjclens kronede Herſkerinde, maa den ftaa med klar, ſkinnende Saying, med Slangen under — fine 2 Fodder, fom Menneſkehedens Forkjcemper og Beſkytter mod alle dens Undertrykkere. Verden raaber idag efter Handlinger, ikke efter Troes— bekjendelſer; efter Brod, ikke efter Dogmer; efter Barm— hjertighed, ikke efter Ceremonier; efter Kjerlighed, ikke efter iskold Fornuft. Nogle vil ſige, at de heri nedtegnede Tildragelſer er abſurde og umulige. Hvo er vel den, fom kjender fig tilfreds med Samfun— dets nubverende ulykkelige Tilſtand? Det medgives, at Livet for den ſtore Masſe af Menneſkeſlœgten er et mörkt, elendigt Gjogleſpil. De mange plyndres, for at de faa fan blive rige. Uhyre Kombinationer nedtrykker Arbeidslonnen og foroger Priſen par Livsfornodenheder. De rige forag— ter i Regelen de fattige, og de fattige paa jin Side begyn— der at hade de rige. Arbeidernes Trek formprfes mer og mer, den gamle, kriſtelige Kjerlighed er forſvunden; ſtaa— ende Armeer dannes paa den ene Side, ſtore kommuniſtiſke Organiſationer paa den anden; Samfundet deler ſig i to fiendtlige Leire; intet Fredsflag bringes fra den ene til den anden — de venter kun paa, at Trommen ffal lyde, og Trompeten indkalde dem til den vebnede Konflikt. Disſe Forholde er indtraadt paa mindre end et Aarhun— drede, de fleſte af dem i de ſidſte fem og tyve Aar. Mul— tiplicer dem med Aarene af endnu et Sekel, og hvem tor paaſtaa, at de af mig ſkildrede Begivenheder er umulige? Der er en voxende Bevagelſe i de menneſkelige Affcerer ſom i Tyngdelovens Operationer. Det udffudte Projektil gloder fluttelig ſom Folge af Friktionen i Rummet, og ſelve Luften fatter Fld. Masſernes Intelligents foroges, jo ulykkeligere de blir, og er bedre iſtand til Samvirken, jo mere de nermer fig Fortvivlelſens Afgrund. De nuverende Arbeiderorganiſationer vilde for femti Aar ſiden have veret en Umulighed. Og hvor ſindes vel noget, ſom kan hindre Virkning at folge paa Aarſag? Hvor findes det, ſom kan pals, ik hindre Nattens Komme og Jorden fra at dreie fig om fin Axe? En Daare fan udraabe: „Nogen Nat fkal aldrig komme!“ Men Timerne ſkrider, og vi nermer os cal med uſtanſelig Fart. En og anden tenfer maaſke, at Coesars Column ilrke burde veret offentliggjort, ſelv om alt dette er ſandt. Kan det fremrykkende Onde ſtanſes derved, at vi ignorerer det? Hvad ſkulde man tro om den Kirurg, ſom ſiger til fit Patient, naar de forſte Tegn til Kreft viſer ſig, at der ingen Fare er tilſtede og leende neddysſede ham i Sikkerhe— dens Spon, medens Ondets Rodder jnoede fig ind mod de ſtore Pulsaarer? Hvis mit Budſkab er ſandt, da bor det ogſaa udtales. Kraeften ſkal bortſkjceres, medens det endnu er Zid. Thi ſker ikke det, „Vil kun en Hinde Saaret deekke, Og Ondets Rodder dybere fig trenge.” Da jeg tror at have opfattet Fremtiden ret, vilde det vere en Forbrydelſe af mig at tie. Jeg beder inderlig om hoiere og edlere Tanker i Menneſkenes Sjele; om en mere vidtomfattende Kjeerlighed og en rigere Barmhjertig— Hed i deres Hjerter; om en Fornyelſe af Broderfkabets Baand mellem Klasſerne; om Retferdighedens Styre paa Jorden, hvilket ſkal udſlette det gruſomme Had og tilintet— gjore de onde Lidenſkaber, der nu ſkiller Verden ad. Om Gud agter paa noget jaa ringe ſom denne Bog, da beder jeg, at han vil benytte den fom et Redſkab til Sleg— tens Vel; tht han ved, at jeg elffer hans menneſkelige Vee— ſener og vilde hjelpe dem, hvis jeg evnede. Ceesars Column. I. 1 Den ſtore Stad. (Denne Bog er en Rakke Breve fra Gabriel Welſtein j Nen Pork til hans Broder Heinrich Welſtein i Staten Uganda, Afrika.) New York den 1Cde September 1988. Min kjere Broder! Her er jeg endelig i denne ſtore Stad. Mine Dine er trette af Beſkuelſe, og min Mund er ſtum af Beundring. Min Hjerne gjennemſtrommes beſtundig af den Tanke: Underfuldt! — Underfuldt! — J hptefte Grad underfuldt! Hvilket uendeligt Veeſen er ikke Menneſket, fliq ſom det aabenbarer ſig i den Civiliſation, det har frembragt. Disſe uendelige Skarer af arbeidsſomme, altformaaende Myrer ſynes at vere ſtore nok til at angribe ſelve Himmelen, bare de fandt et Hvileſted for ſine Stiger. Hvem kan ſette en Grendſe for Slegtens Intelligents og Fremſkridt? Men vor Beundring kan vere her, vore Hjerter andet— ſteds. Og faa vender jeg Tanken bort fra al denne Pragt og Herlighed tilbage til det gamle Hjem i Dalen mellem Afrikas hyle Bjerge; til det primitive, ſimple Hyrdeliv, til min elſkede Moder, til dig og alle vore kjcere. Dette pragt— fulde Veerrelſe blegner, naar jeg med Aandens Sie fer de gronne Bakler, de perlende Stromme, de dybe Fjelddale, hvor vore Hjorder gresſe i tuſindtal, og jeg Herer endnu Tonerne fra vore Hyrders Schweitzerhorn gjenlyde fra de ſnekledte Tinder. Men Drommen er over. Bulderet fra den veldige Stad hores paa nyt ing mig ſom Dronnet fra meegtige Vandfald. New Pork, Verdens ſtorſte Stad, ja den folkerigeſte By, (900 10 ſom nogenſinde exiſterede paa Kloden, har ti Millioner Indbyggere. Det er vanſkeligt at ſige, hvor den begynder og ender; thi Villaerne jtreffer fig i en uafbrudt Reeffe lige fra Philadelphia; i pit, veſt og nord Hever fig preg— tige Boliger langt udenfor Byens Greendjer. Men hvilken vidunderlig Stad! Lad mig give dig en Beſkrivelſe af den. Da vi nermede os Byen i vort Luftſkib kommende fra Oſten, kunde vi i hundrede Miles Afſtand fra Faſtlandet fe Glanſen af dens Millioner magnetiſke Lys ligeſom Skinnet fra en ſtor Ildebrand. Disſe Lys erholder ikke, ſom i gamle Dage, fin Noring fra elektriſke dynamos; men ſelve Planetens Magnetisme anvendes til Menneſkenes Nytte. Denne meekverdige Jordkraft, ſom Indianerne kaldte „Aandernes Dans“, og ſom de civiliſerede Menneſker gav Navnet aurora borealis eller Nordlyſet, anvendes nu til at belyſe den ſtore Stad med et klart, mildt, hvidt Lys lig Fuldmaanens, men mange Gange klarere. Og Kraſten er ſaa meſterlig kon— ſerveret, at den ſtrommer tilhage til Jorden igjen, uden at Planeten taber noget af ſin Magnetisme. Menneſket har kun gjort et tilfeldigt Laan fra Naturen, for hyvilket det ingen Rente betaler. Her er jaa at ſige en evig Dag; thi det magnetiſke Lys tiltager automatiſk i ſamme Grad, ſom Dagslyſet forſvin— der, og i Byens Forretningskvarterer myldrer det af Folk ligeſaavel i Midnatstimen ſom ved Middag. J gamle Tider, har man fortalt mig, reſerveredes en Strimmel paa hver Side af Gaden for Fodgjengere; Midten derimod overlodes til Heſte og Kjoretbier. En Perſon kunde da ikke pasſere tvers over Gaden uden Fare for at blive ihjeltraadt af Heſte. Men da Byen voxte til, fandt man, at Fortaugene ikke kunde rumme de ſtore bevegende Folke— masſer; de trengtes ud i Gaderne, og mange Ulyffer Hhendte, Myndighederne ſaa ſig endelig nodt til at udelukke — Sat {ict alle Heſte fra Gaderne i Stadens Forretningskvarterer og at opfylde den midterſte Del i Hpide med Fortaugene for ſiden at overlades udelukkende til Fodgjeengere. Hiſt og her blev opreiſt Pilarer af Sten for at dele de Skarer, ſom bevegede fig i en Retning fra dem, der kommer fra den modjatte Kant. Disſe Gader er takkede med Glastag for at udeſtenge Regn og Sne, men ei Luften. Og hvor preegtige er ikke Butikkerne! De overgaar al Beffrivelfe. Under Forretningskvartererne lober underjordiſke Gader, hvor uhyre Banetog drages af elektriſte Motorer uden Rog og Stei, nogle medbringende Pasſagerer, andre Fragt. Paa hvert Gadehjorne findes elektriſte Heiſeindretninger, ſom bringer Pasſagererne til og fra Togene. Og hpit over Huſene ligger andre Jernbaner, der er byggede paa Pilarer af Staal. De ligner ikke disſe ſtygge Hoidebaner, Hooray vi jaa Afbildninger i vore Skoleboger, men ftreeffes Diagonalt over Staden i en betydelig Hpide for paa bedſte Maade at indſpare Tid og Diſtance. Hele Strekningen mellem Broadway, Bowery, Broome Street og Houſton Street er optaget af de interkontinentale Luftliniers Stationer, og det er et forbauſende Syn at ſe Skibene ſtige op og ned lig kjcempeſtore Fugle, ſorte med myldrende Skarer af Pasſagerer til eller fra England, Sydamerika, Stillehavskyſten, Auſtralien, Kina, Indien og Japan. Disſe Luftlinier er to Slags — de anfrede og de uaf— hengige. De forſtneevnte heenger ved roterende Hjul paa joere i Luften udjpendte Metaltraade, ſom holdes oppe ved fijfformede og af Aluminium forferdigede Balloner, der er ſaaledes konſtruerede, at de dreier ſig med Vinden altid vendende den mindſte Flade mod Luftſtromningerne. Hvor Linierne krydſer Verdenshavene, er disſe Balloner fœeſtede til ſtore Tommerper, hver ankret til Havets Bund med fire [vere Metalfettinger, der ftreffer fig i nord, ſyd, pit og veſt, ſamt er ſterke nok til at modſtaa hvilke fom aki | ae helſt Storme. Paa disſe kunſtige Der findes Boliger, hvori de Perſoner, ſom forſyner Ballonerne med den nod— vendige Gas, har fit Tilhold. De uafheengige Luftlinier er ftore cigarformede Balloner, ſom ikke er feſtede til Jor⸗ den; de beveges ved Hjelp af Elektricitet og drives frem med ſaadan Styrke og Hurtighed. at Vinden har lige jaa liden Indflydelſe paa dem ſom paa en Kanonkugle. Luft⸗ ſkibets Seil er ſaaledes arrangerede, at de, om Vinden ikke er ſtik imod, Drage Fordel deraf ſom Seilene paa et Far⸗ toi. Ballonen ſtiger eller ſenker fig ligeſom Fuglene, og Luftſtrommen trykker den op eller ned efter Omſtendighe— derne. Ligeſom en gammeldags Oceanfarer var forſynet med Redningsbaade, ſom Pasſagererne kunde tage ſin Til— flugt til, Hvis det var Fare for, at Skuden gik tilbunds, jaa er de pore Def i disſe Luftſkibe forſynede med Fald— ſkjcerme, hvortil Baade er faſtgjorte. J Tilfelde af Ulykke henviſes to Somend og ti Pasſagerer til hver Faldſkjeerm. Lang Praxis har lert de djerve Navigatorer at ſenke fig lige faa behendigt ſom en Maage ſelv ei ſtormende Veir. En hel Befolkning af Luftſtippere har i Virkeligheden voxet op til at navigere disſe Skibe, hvorom vore Forfeadre ikke engang dromte. Som du ved er disſe Luftfareres Hurtig— hed meget ſtor; det tager kun ſex og tredive Timer at ſeile fra London til New Pork under almindelige Veirforholde. Tab af Menneſkeliv har veret mindre end paa de gammel— dagſe Dampfkibe; thi efterjom de, der beveger fig zit, gaar heiere end de, ſom gaar veſtover, er der ingen Fare for Sammenſtod, og de flyver ſedvanlig ovenover den Taage, der i jaa hoi Grad foroger Spreiſens Farer. J Tilfelde af Orkan, ſtiger de piebliffelig til Luftlaget over Stormen. Med vor Tids Videnjfabelighed er det ikke vanſkeligt at forudſige en Cyclones Komme mange Dage i Forveien, ja ſelv de Strpg i Luften, gjennem hvilke den kommer til at bevege fig. Jeg kunde tilbringe Timer, kjcere Broder, med at beſkrive 21 dette pragtfulde Hotel, kaldet The Darwin til Gre for den ſtore engelffe Filoſof i forrige Aarhundrede. Det optager et helt Kvartal, fra Femte Avenue til Madiſon Avenue og fra 46de til 47de Gade. Hele Bygningen beſtaar af en uendelig Rekke klogt arrangerede Indretninger til Menne— ſkenes Fornpielſe og Tilfredsſtillelſe. En af Henſigterne ſynes at bere at fritage Gjeſterne fra al Muſtelbevagelſe. De gammeldagſe Elevatorer eller lift, ſom de kaldtes i England, er udvidet, indtil nu hele Verelſer fyldt med Damer og Herrer driſtig heiſes op fra forſte Etage til Taget, medens en profesſionel Muſiker ſpiller paa Pianoet ikke disſe gammeldagſe Tingeſter, fom vore Bedſtemodre brugte, men et ſtort Inſtrument, der frembringer alſlags Harmoni, fra en Nattergals Triller til Tordenen fra et Orcheſter. Og naar du kommer til Hotellets Tag, befinder du dig i en glasteffet tropiſk Skog fyldt med Duften af mangehaande Blomſter, af guldglinſende kvidrende Fugle, alleſlags ſmeegtende Toner fylde Luften, og mange ſkjonne, ſtraalegiede Piger, Gjeſter i Hotellet, vandre omkring halv- ſkjulte af Lovverket fom Hurierne i Muhameds Paradis. Men da jeg kjendte mig ſulten, ſteg jeg ned i Spiſeſalen. Den er 300 Fod lang, en uhyre Menneſfkare indtog der fit Maaltid under en uafbrudt Taushed. Det betragtes her ſom upasſende at forſtyrre Fordgielſen ved en Samtale, ſaaſom denne gjor, at Livskraften fjernes fra Maven til Hovedet. Naar vore Forfedre fad tilbords, var det en given Sag, at de maatte fore en belivet Samtale kryd— ret af Visdom og Vittigheder. Jeg ſatte mig ned ved et Bord, til hvilket jeg blev fort af en alvorlig, erefrygts— indgydende Herre i en imponerende Uniform. Efter at have indtaget mit Sede, ſatte min egen Vegt et Mafkineri i Bevegelſe. Nogle Fod foran mig ſteg pludſelig et ſtort, opretſtaaende Speil, eller noget, ſom lignede et ſaadant, op fra Bordet, og vieblikkelig kom en uhyre Spiſeſeddel, hvor- paa forſkjellige Retter var nummererede, tilſyne deri. Hele 3 Verden var taget i Tjeneſte for at tilveiebringe de paa denne Seddel anforte Retter; hverken Nordens kolde Regioner eller Sydens varme Lande var ſparet; alſlags Fede ſaa— vel fra Dyre- ſom Planteriget, Fugle, firfoddede Dyr, Krybdyr, Foden af en Elefant, Pukkelen paa en Boffel, Kinas ſpiſelige Fuglerede, Snegler, Ederkopper, Skaldyr; de beſynderlige, bloͤde Skabninger, hvilke i den ſenere Tid er fundne i Verdenshavene, og ſom ſpreenges op med Dy- namit; ja i Virkeligheden enhver Form af Fode, der er behagelig for den menneſkelige Gane, fandtes der. Thi, ſom du ved, gives der nu Perſoner, Hvilfe fortjener ſtore Summer ved at preſervere og opfode altſlags Vildt, ſaa— ſom Raadyr, Ren, Elg, Boffel, Antiloper og mange andre, ſom, Hvis de ikke paa den Maade bevaredes, for lenge ſiden vilde veret udryddede. De nedſctter fig i golde og for Agerbrug lidet fkikkede Regioner beliggende i et mildt Klimat, indhegner ſtore Strokninger med Gjerder af Staaltraad og avler en ſtor Maengde af disſe veerdifulde, madnyttige Dyr, ſom de ſel— ger til meget hoie Priſer til de ſtore Byers Laekkermunde. Jeg blev forvirret, vendte mig til den ſtore Mand, ſom ſtod i min Meerhed, og begyndte at nevne nogle af de Retter, jeg onſkede. Han lo medlidende over min landlige Uvidenhed og henledede min Opmeerkomhed paa den Kjends— gjerning, at der i Bordet foran mig fandtes hundredetals Knapper, at disſe ſtod i Forbindelſe med elektriſke Traade, der forte til Hotellets Kjokken, ſamt om jeg vilde obſervere Nummeret paa den Ret, jeg öonſkede, og trykke paa den Knap, hvilken havde et tilſvarende Nummer, blev min Middagsmad rekvireret paa et lignende Speil i Kjokkenet; Maaltidet vilde da i ſtorſte Haſt blive ſerveret. Jeg fulgte gieblikkelig Opfordringen. Efter kort Tids Forlob ringede en elektriſk Klokke i min Nerhed; Spiſeſeddelen forſvandt af Speilet: en ſagte, klirrende Lyd hortes; Bordet delte jig foran mig; det Sthykke, fom indeholdt de eleftriffe Knapper, veg tilſide, og op gjennem Aabningen fom min Middagsmad, omſorgsfuldt anrettet paa et Bord, der fuldſtceendigt pasſede til Aabningen. Det er unpdvendigt at tilfgie, at jeg i hoieſte Grad blev forbauſet. Jeg be— gyndte at ſpiſe, og piebliffelig begyndte den Klokke, fom tilkjendegav Spiſeſeddelens Forſvinden, at ringe paanyt. Jeg jaa op, og Speilet indeholdt nu Navnet paa hver Stat i Republikken fra Hudſonbugten til Dariennedfet ſamt Navnene paa alle Verdens Nationer, og hvert Navn var nummereret. Oppasſeren, der ſaa min Forlegenhed, fejtede min Opmeerrkſomhed ved, at Siderne paa det Bord, fom bragte op min Middagsſpiſe, havde et andet Rad af eleftrijfe Knapper modſvarende Speilets Nummere; han for klarede, at om jeg vilde udvelge nogen Stat eller noget Land og trykke paa den tilſvarende Knap, faa ſkulde Da— gens Nyheder derfra viſe ſig i Speilet. Hver Gjeſt i Spiſeſalen havde foran ſig et lignende Speil, og mange af dem leeſſte Dagens Nyheder, medens de indtog fit Maaltid. Jeg rorte ved den Knap, ſom ſvarede til den nye Stat, Uganda, i Afrika, og piebliffelig kom tilſyne i Speilet alle mulige Nyheder derfra — Forbrydelſer, Ulykkesheendelſer, Forretninger, Udbyttet af Gruber, Markedspriſer, fremra— gende Mends Ord og Handlinger, kortſagt hele Samfunds— livet rulledes frem for mig ſom et Panorama. Derefter trykkede jeg paa Knappen for en anden afrikanſk Stat, Nyanza, og ſtrax begyndte jeg at leſe om nye Jernbaner; om nye Dampfkibsflaader paa dens ſtore Indſo; om ſtore Kolonier af hvide Menneſker, ſom begyndte at ſlaa ſig ned i nye Stater paa Hpilandet i Afrikas indre; om Folkets Boger og Aviſer, ijer en Afhandling vedrorende Chaucers Snille, ffreven af en Zuluprofesſor, der havde vakt ſtor Interesſe blandt de leerde Samfund i Transvaal. Jeg rorte ved Knappen for Rina og leſte den Nyhed, at denne ſtore og i hoi Grad civiliſerede Nations republikanſke Kongres hapde beſluttet, at Engelſk, Univerſalſproget for — den porige Del af Jordkloden, herefter ſkulde benyttes i alle Retter og leres ved alle Skoler i Landet. Saa kom den Underretning, at en mandſchuriſk Proſesſor havde ſkrevet et leerd Verk paa Engelſt, gaaende ud paa at beviſe, at Georg Waſhingtons Gent og moralſte Storhed var bleven “meget overvurderet fom en Folge af hans Landsmeends Partiſthed. Profesſoren erholdt Svar fra en lerd Doktor i Japan, ſom argumenterede, at alle ſtore Maends Storhed ſimpelthen beroede paa heldige Leiligheder, og at for hver beromt Mand, der lyſer paa Hiftoriens Blade i Forbin— delſe med vigtige Begivenheder, har hundredetals dygtigere Mend levet og dodt ukjendte. Striden raſede paa det heftigſte. Rina og Japan hHavde delt ſig t to ſtridende Partier i Anledning af dette vigtige Sporgsmaal. Bore ſtakkels uvidende Forfedre drak for hundrede Aar ſiden Alkohol i forſkjellige Former og iſen Mengde, fom Legemet ikke kunde konſumere eller asſimilere. Folgen blev, at den pdelagde deres Organismer og forkortede deres Liv. En ſtor Agitation opſtod, indtil Tilvirkning og Salg af alkoholiſke Drikke blev forbudt neſten over Hele Verden. Endelig opdagede Videnſkabsmendene, at Begjaret efter Alkohol var grundet paa Legemets naturlige Behov, at Alkohol fandtes i faa Kvantiteter i neſten alle Fodeartikler, at den rette Maade at gaa tilveerks paa var at foroge Alkoholmcengden i Foden uden at tilfredsſtille Ganen og derved forebygge Slappelſe af Livskreſterne. Det er loierligt at leſe om disſe Dage, da Folk behovede Piller, Mixturer og Pulvere. Nu er Legemidlet i vor Fode, og Legerne foreſkriver endel Artikler, ſom ſral ſpiſes eller undgaaes efter Omſtendighederne. Ved bare at betragte ſit Livskraft-Uhr, der angiver enhver Forandring i Legemets magnetiſke og elektriſte Krefter, kan man fe, hvorledes ens fyſiſke Styrke aftager eller pges for derefter at modificere fin Diet; man kan f. Ex. udvalge en Ret, der har fterf Tilſœtning af Kinin eller Jern, og ſom peal pam alligevel er fuldt appetitlig. Af den Grund er en Hun— dredeaaring blandt de formuende Klasſer nu ligeſaa al— mindelig ſom en Syttiaaring for hundrede Aar tilbage, og mange overſkrider langt denne Alder i fuld Beſiddelſe af fine Evner. Jeg ſaa mig omkring i den ſtore Spiſeſal og betragtede mine Naboer. De bar alle Preget af Rigdom; de var ſtille, verdige og hoflige. Det undgik ikte min Opmerk— ſomhed, at alle Kvinder, unge ſaavel ſom gamle, i visſe Henſeender var meget lig hverandre, fom om nogle felles Aarſager havde modelleret dem i ſamme Form. Deres Pander var vel formede — brede, kraftige og dybe fra iret fremover; deres Kjever var ogſaa jterft udviklede, brede fom en Soldats, medens Profilen var klasſiſk i fin Regelbundethed og udmerfedes ved Faſthed. Det meerfe- ligſte ved dem var deres Dine. De havpde paa ingen Maade det blöde, milde, kjerlighedsfulde Blik, ſom pryder vor Moder og andre bekjendte Kvinder. Tvertimod, deres Blik var djerve, gjennemtrerngende, ubeffedne, og for at bruge det Udtryf — grendſende til Vildhed; de udfordrede, de indbod, de holdt Konverſation med din Sjal. Meendenes Anſigtsudtryk rpbede forſt og fremſt Mis— tenffombed, Vantro, Sluhed, en ſkarp Jagttagelſesevne og Hjertelsshed. Jeg jaa ikke et godmodigt Anſigt i hele Salen; men kraftfulde fandtes der, det kan du forlade dig paa — med hpie Neſer, beſlutſomme Drag om Munden, fine Pander, alle Tegn paa Sluhed og Energi — en kraft— fuld og dygtig Race; men det var ogſaa alt. Jeg faa ikke en eneſte, min kjere Broder, om hvem jeg kunde ſige: „Den Mand vilde opofre fig for en anden; han elſker fine Med— menneſker.“ Jeg kunde ikke andet end tenfe, hvor altomfattende og uimodſtagelig Tidsalderens Indflydelſe havde veeret, ſaa— fom den kunde ſtobe alle disſe Mend og Kvinder i ſamme ſjeelloſe Form. Jeg folte Medlidenhed med dem; Medli— 218. denhed med Menneſkeſlegten, der faa ubonhorlig er fangen i disſe vidt forgrenede Tendentſers Net. Jeg ſpurgte mig ſelv: Hvor vil alt dette ende? Hvad kan vi vente os af en Slegt uden Hjerte og uden Wre? Hvad fkal vi vere ſorberedt paa, naar den hoieſte Ciwiliſations Krefter alene har Tigerens og Ulvens Inſtinkter? Kan Menneſkets Hierne florere, leve og virke til Slegtens Vel, naar dier⸗ tet er dodt? Jeg ftod op og forlod Spiſeſalen. Jeg havde meerket, at Luſten i Hotellet var behageli— gere, renere og kjoligere end ude i Gaderne. Jeg bad en af Opvarterne forklare Grunden dertil. Han forte mig ud til et Sted, hvor vi kunde overſkue Hele Bygningen, og vifte mig et malet Nor af Seildug ſtigende hoit ovenover Hotel— lets Tag. Folgende dette med Oinene ſaalangt Synet ſtrak til, pegte han paa en Ballon ankret med Kabler og jaa Heit oppe, at den viſte ſig kun ſom et lidet ſort Punkt mod den blaa Himmel. Han fortalte mig, at det ftore Nor var dobbelt; at gjennem den ene Afdeling ſteg Hotellets varme, ſorbrugte Luft op, og at det derved frembragte kraftige Drag ſatte i Bevegelſe et Maſtineri, ſom pumpede ned den rene, behagelige Luft fra de hpiere Regioner flere Mil over Jorden; naar Strommen engang var kommen i Bevagelſe, holdt Trykket af den koldere Atmoſſcere det Hele gagende, og Luften blev da gjennem Piber fordelt over hele Hotel— let. Ligeledes berettede han mig, at Stadens Hoſpitaler forſynedes paa lignende Maade, og Folgen heraf var, ſagde min Meddeler, at Dodeligheden formindſkedes til det Halve; thi den Luft, ſom paa den Maade tilfortes, var aldeles fri for Bakterier og fuld af helſebringende Egenſkaber. Et Kompani var organiſeret for at forſyne de riges Huſe med den kolde, rene Luft for en vis Sum pr. tuſen Fod, paa ſamme Betingelſe ſom Gas i ſvundne Tider ſkaffedes tilveie. Jeg kunde ikke andet end tenke, det i hoieſte Grad var nodvendigt, at en eller anden Perſon aabnede Forbindelſe 2 med ſelve den barmhjertige Guds hoie Regioner for at ned— bringe Broderkjcrlighedens velgjorende Aand til vor haardt hjemſogte Jord, ſaa at den maatte ſpredes gjennem alle af Korruption beſudlede Hoſpitaler til Legedom for Folfets Hjerte og Sjal. . Denne Opvarter, der lod til at vere en Slags hpiere Tjeneſteperſon, var meget hoflig og forekommende, og da han faa, jeg var en fremmed, vedblev han at fortelle mig, at Hele Staden opvarmedes med hedt Vand, hentet fra en uhyre Dybde i Jorden, og fordeltes mod en vis Afgift gjennem Piber til alle Huſe i Byen, paa ſamme Maade ſom Drikkevand tilveiebragtes for et Aarhundrede ſiden. Denne Opvarmningsmethode er faa almindelig og jaa billig, at den aldeles har fordrevet Ved, Kul, naturlig Gas oſv. Og faa berettede Tjeneren noget, fom i hpiefte Grad ryſtede mine Nerver. Du ved, at ifolge vor gamle Opfat— ning er det uret, at et Menneſke tager Livet af ſig ſelv, hvorved det fremſkynder det Sieblik, da det treder ind for den evige Skaber, for Tiden. Vi er af den ſamme Me— ning ſom Hamlet, „at Gud i ſin Lov har forbudt Selv— mord.“ Bil du tro det, min kjcre Broder, at man i denne Stad ligefrem hjeelper Folk til at tage ſig afdage? En Klasſe Filoſofer er fremftaaet i de ſidſte femti Aar, hvilke argumenterer, at da Menneſket ikke raadſpurgtes om ſit Komme til Verden, har det fuldkommen Ret til at forlade den, naar ſomhelſt den blir ubehagelig. Disſe beſynderlige Argumenter underſtottedes af Okonomerne, fom altid har dannet en megtig Klasſe i dette Egennyttens Land. De paaſtod, at da Menneſkene ikke kunne forhindres fra at tage Livet af fig ſelv, naar de engang har beſluttet at gjore det, kunne de ligeſaa godt afryſte de jordiſke Leenker paa den Maade, der foraarſager mindſt Bryderi for de efterlevende. Som det var forhen, forgiftedes Floder og Drikkevandet af Selvmordernes Lig og ſkaffede Byen ſtore Üdgifter og Be— joer i at gjenfinde og identificere dem. Saa kom Men— —90— neſkevennerne med fine Argumenter. De fagde, at mange Perſoner, der har beſluttet at tage Livet af fig ſelv, ikke kjendte den bedſte Maade at gaa tilverks paa, idet de ſonderfloengede ſig med Kvive og Revolverſkud, og de reſo— nerede ſom faa, at naar en Perſon hapde beſluttet at dreebe fig ſelv, faa var det i Menneſkehedens Interesſe at hjelpe denne herfra paa en jaa behagelig Maade fom mulig. Disſe Anſkuelſer blev endelig de dominerende. Nu har de paa alle offentlige Steder og i alle Parker opfort vakre Huſe, ſmukt moblerede og forſynede med Verelſer og Senge. Hvis en Perſon beflutter at do, gaar han did. Forſt blir vedkommende fotograferet; derefter nedſkrives hans Navn, hvis han finder forgodt at opgive det, ligeſaa Bopel, og han giver fine Inſtruktioner om, hvad der ſkal gjores med hans Lig: Der findes Bord, hvor Affkedsbrev kan ſkrives til Slegtninge og Venner. En Lage forklarer de forſfjel— lige Giftſtoffes Natur og Virkninger, og han udvalger det, han foretrekker. Man venter, at han medbringer de Kle— der, i hvilke han onſkes brendt. Han ſvelger en liden Pille, legger ſig ned paa en Seng, eller, om han foretrak— ker det, i Ligkiſten; en behagelig Muſik ſpilles for ham; han gaar til Hvile og vaagner op paa den anden Side af den ſtore Grendſelinie. Hver Dag omkommer hundredetals Perſoner, Mend og Kvinder paa den Maade. Myndighe— derne forſikrer, at dette er en meget forbedret Methode i Sammenligning med den forrige; men ifolge mine Anſkuelſer er Det Hele en gresſelig Sammenblanding af Ugudelighed og en beſpottelig Filantropi. Det ſande Forhold er, at Menneſkene i denne ſtore, overbefolkede Stad er en Over— flodighed, og jeg tror, at mange Mend og Kvinder ender ſine Dage under Folelſen af fin egen Übetydelighed; — med andre Ord, paa Grund af den trevttende Folelſe, at naar de intet er, blir de intet. Jeg maa ajflutte dette Brev; men forend jeg gaar til— ſengs, jtal jeg aflegge et Beſog i de ſtore Gjeſteſtuer 1 —21— Hotellet. Du antager, jeg vil ſpadſere der. Paa ingen Maade, kjcere Broder. Jeg ffal jette mig ned i en Stol; der er et elektriſt Magaſin i Scedet. Jeg rorer ved en Fjer, og afſted berer det. Jeg ſtyrer den med mine Fod— der hen til en af de ſtore Heiſeindretninger; ſtiger ned til den Etage, hvor de ſtore Sale findes; rorer atter ved Fje— ren, og inden nogle Minutter beveger jeg mig omkring i den fore Salon ſtyrende min Stol for at undgaa Sam— menſtod med nogen af de hundredetals andre, der glider omkring, okuperede af ſtatelige Mend og de vakre, ffarp- pede, uſympathetiſke Kvinder, jeg har beſkrevet. Slegten har voxet i Magt og fint Üdſeende; men jeg frygter, den har tabt fin Elſtveerdighed. Farvel! Hilſener til alle fra din hengivne Broder Gabriel Welſtein. S c IPPVE_”>R PP II. Mit Wventpr. Min Here Broder Heinrich! Lidet anede jeg igaar, da jeg ſkrev til dig, at mine Omſtendigheder i fire og tyve Timer ſaa fuldſteendig ſkulle forandres. Da var jeg en Zjeſt i det paladslignende Hotel Darwin nydende al dets Luxus og Glans. Nu er jeg gjemt i et fremmed Hus og ſkjcelver for min Frihed; men jeg ſkal berette dig det Hele. Da jeg igaarmorges hapde afleveret Prover paa vor Uld og veret Hos Mineralunderſogeren for at viſe ham nogle Exemplarer af vore mineralſke Opdagelſer, men uden at treffe ham hjemme, vendte jeg atter tilbage til Hotellet. Efter at have erholdt endel Oplysninger hos en af Betjen— tene i „Underrettelſesbureauet“ beſteg jeg der Hoidebanen til den ſtore Centralpark. Jeg ſkal ikke hefte mig ved en lengere Beſkrivelſ aef Dette merfoerdige Steds mange Sevardigheder; jeg ſkal bare i Korthed nevne, hvorledes de vilde Dyr ſtreifede omkring mellem Treerne, tilſyneladende fat i en farlig Frihed, men i Virkeligheden indelukkede med for Oiet neſten uſynlige Staaltraadgjerder; at de ftore Indſder vrimlede af Verdens mangehaande Vandfugle, hvorledes Luften var fyldt af de vingede Skarer, Fugle, ſom udmeerfede fig ved fin pregtige Fjcerbedekning og melodiſke Sang; hvorledes de ſekelgamle Trœer ftode der, veeldige og kunſtneriſk grup— perede; hvorledes vakre Smaaborn legte paa Gronſveret ledſagede af Amme og mandlige Tjenere — den hele Scene dannede et Helligdagsbillede. Overalt mellem Treeerne jaa * — 4 : —23— jeg hvide, glimrende Statuer af de mange Hundreder ſtore Mend og Kvinder, der har prydet dette Lands Hiſtorie i de ſidſte to Aarhundreder — Digtere, Malere, Komponiſter, Krigere, Filantroper og Statsmend. Da mine Sine en Tid Havde fraadſet paa dette indta— gende Billede af landlig Skjonhed, forlod jeg Parken. Strax efter at have pasſeret gjennem den ydre Port, hvor Vagter patruljerer for at udeluffe den fattige og lurvede Del af Befolkningen, men fom paa ſamme Tid hyflig ind— lader i Parken lange Rakker af ſtatelige Ekvipager, feſtedes min Opmerkſomhed ved Udraabet: „Se op der!“ Jeg vendte mig om og iagttog et Syn, der bragte Blodet til at ſtanſe i mine Aarer. En graahaaret, pukkelrygget Tigger, kledt i Filler, krydſede Gaden foran et Par vakre Hefte forjpendt en aaben, pregtig Ekvipage. Den tykke, ubeha— gelige Kuſk, ſom var kledt i et glimrende Livre, havde udtalt Advarſelsraabet; men gjorde ſamtidig ikke det rin— geſte Forſog paa at ſtanſe ſine kraftige Heſtes Trav. J et Sieblik var Tiggeren veeltet omkuld og kommen under Heſtene. Kufken ſkrattede! Jeg ſtod kun nogle Fod derfra paa Fortauget. Hurtig fom Lynet greb jeg fat i Heſtenes Bidſel og trykkede dem tilbage med hele min Styrke. J det Sieblik kravlede Tiggeren, ſom havde ligget nedtrampet under Heſtefodderne, ſig til Vognens Fremhjul, og Kufken, forbitret over at noget faa usſelt ſkulde ſtanſe hans ſtate— lige Ekvipage i dens Lob, tildelte Staklen et haardt Slag med Svoben, da denne reiſte fig paa Fodderne igjen. Jeg merkede, hvorledes Piſken ſnoede fig omkring Mandens Hals; flap Heſtene, ſom nu hapde ſtanſet, ſprang frem, greb fat i Svoben, da denne faldt til et andet Slag, rykkede den ud af Uslingens Hender og af alle Livſens Krefter brugte jeg den paa ham. Hvert Slag, ſom faldt, rev Kjod og Blod med fig. To lange, rode Striber viſte ſig piebliffelig paa Skurkens Anſigt. Han flap Tommerne og ſkreg hoit af Smerte holdende ſine Hender op for at beſkytte Anſigtet. —24— Lykkeligvis havde en Folkehob ſamlet ſig, og nogle daarlig kledte Perſoner faaet Tag i Heſtene, ellers vilde de ſand— ſynligvis have lobet deres Vei. Da jeg loftede min Haand for at tildele Udyret endnu et Slag, naaede et kvindeligt Skrig mine Oren, og jeg blev da var, at tvende Kvinder fad i den aabne Ekvipage. Min Hoflighedsfolelſe over vandt i et Oieblik min Forbitrelſe; jeg tog et Skridt til— bage, loftede paa Hatten og begyndte at bede om Undſkyld— ning ſamt forklare Grunden til min Opforſel. De ukjendte Damer var to unge Piger af ujedvanliq Skjonhed, men forpvrigt meget ulige i Udjeende. Den, der fad nermeſt mig, og ſom havde udſtodt Skriget, var omkring tyve Aar gammel, faa vidt jeg kunde ſtjonne, havde ſkarpt udpregede Anſigtstrek, Ornenceſe, morke Oine og fort Haar. Hver Del af Anſigtet var formfuldendt; men der var et djervt, hverdagsligt Blik 1 de ſtraalende Dine. Hendes Ledſagerinde feengslede med et Hele min Opmeerkſomhed. Jeg ſyntes aldrig at have ſeet et vakrere og mere indtagende Anſigt. Hun var to eller tre Aar yngre end hendes Ledſagerinde; havde et ſtjerere Üdſeende; hendes rige, guldgule Haar faldt i ſvore Lokker, omſlyngende hendes Perſon ſom et ſtinnende Kledebond, lige ned til Midjen. Hun havpde ſtore, blaa, vidt adſkilte Dine, og i dem ſaavel ſom i Hele Anſigtskon— turen faa der et Brag af Heder, Verdighed og Intelli— gents i en Grad, man fjelden blir Vidne til hos Kvinder. Hun ſyntes ikke at vere det ringeſte ſkremt. Da jeg berettede, hvorledes Kuſken piſkede den gamle Tigger, klar— nede hendes Anſigt, og hun ytrede med en mild, rolig Stemme, der gjorde et fterft Indtryk paa mig: „Vi er Dem megen Tak ſkyldig, min Herre; hvad J gjorde, var fuldkommen ret.“ Jeg var iferd med at ſvare, da jeg folte, nogen traf mig voldſomt i Frakken, og da jeg vendte mig om, blev jeg meget forbauſet over, at Tiggeren med hele ſin Styrke traf mig bort fra Kjoretviet. Ikke mindre beſtyrtet blev 5 jeg over hans forandrede Üdſeende. De, vifte jig iffe det ringeſte Spor af hans Skrobelighed; en gron Lap, ſom jeg havde iagttaget over hans hpire Die var falden af, og hans forte Dine hapde et befalende og kraftigt Udtryk, der ſtod i en ſkjcrende Kontraſt med Oldingens graa Haar, hans frogede Ryg og Filler. „Kom!“ ytrede han med en hes Hviſken. „Kom ſtrax, ellers blir vi arreſterede og kaſtet i Feengſel.“ „Hvorfor?“ ſpurgte jeg. ; „Det {fal vi tale om ſenere. Se bare!“ Jeg ſaa mig omkring og meerkede, at en ſtor Folkehob havde ſamlet ſig lige ſom ved et Trylleſlag; thi denne By med ti Millioner Indbyggere er jaa overfyldt af Menne— ſker, at den ubetydeligſte Hendelſe paa nogle Minutter til— kalder en veldig Skare. Jeg lagde Meerke til en unifor— meret Politibetjent borte i Folkehoben. Kuſten faa ham ogſaa, hvorved han gjenvandt ſit Mod og raabte: „Arre— ſter ham! Arreſter ham!“ Poltitibetjenten fattede mig i Kraven. Jeg obſerverede ſamtidig, at Tiggeren hviſkede ham noget i ret; piebliffeliq flap Lovens og Ordenens Haandhever fit Tag. J nejte Wieblif ſkreg Tiggeren af alle Livſens Kreefter: „Tilbage! Tilbage! Tag jer iagt! Dynamit!“ Hoben veg tilſide i ſtorſte Forvirring. Jeg folte, at han f{ebte mig undaf gjentagende jit Advarſels— raab for hvert Skridt, efterſom vi veg bort, indtil hele Skaren flygtede i alle Retninger i den vildeſte Uorden, og jeg befandt mig endelig i en liden Sidegade.“ Kom, kom!“ raabte min Ledſager, „der er ingen Tid at ſpilde. Skynd dig, ffynd dig!“ Vi ſtyrtede afſted; thi Tiggerens Opfpr- ſorſel indgjod hos mig en Frygt, ſom jeg ikke kunde for— klare. Vi fortſatte ſaaledes, indtil vi havde pasſeret flere Baggader, hvor Tiggeren ſyntes at vere vel kjendt og kom endelig ud paa en ſtor Gade. Paa et Hjorne gik vi med Elevatoren op til en af de Luftbaner, ſom jeg allerede har, beſkrevet. Efter at have kjort to a tre Mil ſkiftede vi Tog 1 * aS fs, ae 8 22 og fra dette bar det over i et andet leggende vor Vet frem og tilbage ovenover den ſtore By. Tilſidſt, da Tig— geren ſyntes, vi havde kjort langt nok for at Lede vore Forfolgere paa Vildſpor, ſteg vi ned paa en myldrende Forretningsgade og ſtanſede ved et Hjorne. Min Ledſager ſyntes at fe efter en Droſche, men Lod et Duſin pasſere forbi noiagtig betragtende deres Kuſke. Endelig gav han Tegn til en, og vi indtog vore Seder. Han tilhviſkede ham nogle Oplysninger, hvorefter det bar afſted i ſtryhgende Fart. „Kaſt den der ud gjennem Vinduet!“ ſagde han. Jeg fulgte den Retning, i hvilken han ſtirrede, og ſaa, at jeg endda havde i Haanden den guldknappede Svobe, font jeg rykkede fra Kuſken. J min oprorte Sindstilſtand havde jeg aldeles glemt, at den var i min Beſiddelſe. „Jeg vil ſende den tilbage til Eieren“, ſvarede jeg. „Nei, nei, kaſt den! Svoben er nok til at domfelde Dem for Stratenroveri.“ Det kvak i mig, og jeg udbrod: „Nonſens! Stratenroveri at piſke en Nidding?“ „Ja. De ſtanſede en Ariſtokrats Kjoretoi; rykkede Svo— ben ud af Kuſkens Haand og tog den med. Er itke det Roveri, hvad ſkal det faa vere? Kaſt den bort.“ Hans Optreden var bydende. Jeg flap Svoben ud gjennem Vinduet og henſank i morke Tanker. Af og til kaſtede jeg et ſtjaalent Blik paa min beſynderlige Ledſager, der, tiltrods for fin Tiggerdragt og Alderdommens graa Haar, havde en faa befälende Mine og optraadte med ſlig en Sikkerhed og Beſtemthed. Efter halvanden Times Kjoretur ſtanſede vi paa et Gade— hjorne udenfor et ſimpelt, men efter Udjeende at domme reſpektabelt Hus. Det ſyntes at ligge i den eeldre Del af Byen. Min Ledſager betalte Kujfen og tog Afſked med ham, aabnede Doren, og vi traadte ind. Jeg behover vel neppe at ſige, jeg begyndte at tro, denne Mand var noget mere end en Tigger. Men hvorfor denne Forkleedning? Og hvem var han? pe III. Tiggerens Hjem. Det Hus, i hvilket vi traadte ind, var mobleret med en vis Eleganſe, hvorom dets Yodre ikke gav nogen Anelſe. Vi gik op ad en Trappe og traadte ind i et vakkert Ve— relſe, rundt omkring behengt med Malerier og prydet med Boghylder. Tiggeren forlod mig. Jeg ſad en Stund, betragtende mine Omgivelſer, og tenkte paa de beſynderlige Heendelſer, ſom havde fort mig did, men endnu mere paa min hemmelighedsfulde Ledſagers Fremfcerd. Jeg var nu ſikker paa, at hans Filler kun var Forkledning; thi han traadte ind i Huſet med en Mine af en Herre og Meſter: hans Sprog var velvalgt, Udtalen korrekt, og den prydedes af disſe fine Tonefald og Intone— ringer, der udmeerfer en dannet Perſon. Med disſe Tan— ker ſad jeg, da Doren gik op, og en vakker, ung Mand, fleedt efter alle Modens Fordringer, traadte ind i Varelſet. Jeg ſtod op og begyndte at bede om Undſkyldning for min Indtreengen og forflarede, at jeg var bleven didfprt af en Tigger, hvem jeg havde gjort en liden Tjeneſte ude paa Gaden. Den unge Herre lyttede med et ſmilende Anſigt, og reeffende mig fin Haand ſagde han: „Jeg er Tiggeren, og jeg vil nu gjore, hvad kun Speen- dingen og Hajtverfet hindrede mig fra — jeg takker Dem, fordi De frelſte mit Liv. Hvis De ikke var kommen mig tilhjelp, vilde jeg ſandſynligvis veeret ihjeltraadt af Heſtene eller idetmindſte ilde tilredt af den brutale Ruff.” Udtrykket i mit Anſigt tilkjendegav uden Tvivl den aller— hoieſte Grad af Forbauſelſe; thi han vedblev: — Oa „Jeg jer, at De er overraſket; men der er faa mange rare Ting i denne ſtore By. Jeg var forkledt i et Oie— med, hvilket jeg ikke kan forklane Dem. Tor jeg udbede mig den Herres Navn, til hvem jeg er i faa ſtor Taknem— melighedsgjeld? Har De imidlertid nogen ſomhelſt Grund til at fortie det, beder jeg Dem betragte Sporgsmaalet ſom ikke fremſat. „Nei,“ ſvarede jeg leende, „jeg har ingen Hemmelighe— der. Mit Navn er Gabriel Welſtein; jeg bor i den nye By Stanley beliggende i den afrikanſke Konfoderation mellem hin Verdensdels Bjerge. Jeg tilhorer en Koloni af Schweitzere fra Kanton Uri, hvilke under min Bedſtefaders Ledelſe boſatte ſig der for ſytti Aar tilbage. Jeg kom her— til Staden igaar for at underſoge, om jeg ikke kunde ſelge min Uld direkte til Fabrikanterne og derved undgaa de ſkammelige Udpresninger af den ſtore Uld-„Ring“, der ikke alene har vort Land men hele Verden i ſin Magt; men jeg finder, at Fabrikanterne er bundne paa Hender og Fodder ſamt bange for denne megtige Kombination. De vover ikke at handle med mig, og ſaaledes er jeg nodt til at afhende mine Varer til den gamle Bris. Dette er en ſkammelig Tilſtand i et Land, der ſelv kalder ſig frit.“ „Undſkyld et Oieblik“, ſagde den unge Mand og forlod Verelſet. Da han kom tilbage vedblev jeg: „Men nu, da jeg har fortalt Dem, hvem jeg er, haaber jeg, De venligſt beretter mig noget angagende Dem ſelv.“ „Naturligvis“, ſvarede han, „med ſtorſte Fornsielſe. Jeg er fodt i denne By; mit Navn er Maximilian Petion; jeg er Sagforer af Profesſion og bor i dette Hus ſammen med min Moder, for hvem jeg ſnart ſkal have den For— nptelfe at preſentere Dem.“ „Tak“, ſvarede jeg, fremdeles iagttagende min nye Be— kjendts Anſigt. Hudfarven var mprf, Oine og Haar neſten forte. Hans Blik var meget ſkarpt og gjennemtrengende; Panden hoi, bred og fremſtagende; Neſen kraftig formet, —29— og der faa et Drag om Munden af Faſthed, ikke uden en vis Blanding af Godhed. Med faa Ord: det var et Anſigt, ſom indgav Agtelſe og Tillid. Men jeg beſluttede ikke at fide for meget paa yore Tegn. Jeg kunde ikke glemme denne Forandring, jeg havde veret Vidne til, fra en fillet, gammel Tigger til den velfledte, unge Herre. Jeg var bekjendt med, at Forbryderklasſen ofte pleier at anvende ſaadanne Forkleedninger. Af den Grund anſaa jeg det bedſt at fremſette nogle Sporgsmaal, der kunde ſprede Lys over Sagen. „Tor jeg ſporge“, ytrede jeg, „hvilke Grunde De havde til jaa ffyndjomt og is ae alae at fore mig bort fra Indgangen til Parken?“ „De ſvevede i en ſtor Fare“, reh han, „og De ydede mig en meget vigtig Tjeneſte. Jeg kunde ikke forlade Dem der for at blive arreſteret og ſtraffet med en lang Inde— ſpœerring i Fengslet, fordi De handlede efter Hjertets Ind— ſkydelſe, reddede mit Liv og piſkede den Usling, der vilde have overkjort mig.“ „Men hvorfor vilde man have ſtraffet mig med en lang Tids Indeſpeerring i Feengslet? J mit eget Land havde en ſaadan Handling vundet alles Bifald. Hvorfor bad De mig ikke kaſte vet denne Svobe piebliffeltg, faa det ikke vilde faaet Udjeende af Tyveri, og ſtanſet for at vidne til min Fordel, om jeg var bleven arreſteret?“ „De ved altſaa ikke, hvis Kuſk De piſkede?“ „Nei“, ſvarede jeg, „hvorledes ſkulde jeg kjende ham? Jeg kom jo hid til Byen igaar.“ „Ekvipagen tilhorte Fyrſt Cabano, den rigeſte og meſt Heevngjerrige Mand i Hele Staden. Derſom De var falden i Politiets Heender, vilde De ſandſynligvis have faaet mange Aars Fangſel.“ „Mange Aar!“ udbrpd jeg.“ „Domt til Fengſelſtraf for at have piſtet en uforſkammet Ruff! Umuligt. Ingen Jury vilde domme mig for en ſaadan Forbrydelſe.“ —30— „Jury!“ ſagde han med et bittert Smil; „man kan tyde⸗ lig ſkjonne, De er en fremmed og kommer fra en nybeboet Del af Verden og ikke Fender noget til vor moderne Civi- liſation. Juryen vilde gjore hvadſomhelſt, Prins Cabano forlangte af den. Vore Retter, Dommere og Juryer er blot Verktoi i de riges Hender. Retfaerdighedens Gudinde har taget Baandet fra det ene Mie og bruger nu fine Vegt— ſkaaler til at veie de Stikpenge, hun modtager. En almin⸗ delig Borger har ikle ſtorre Haab om en retfeerrdig Bee handling ved vore Domſtole, med en Millioncer til Mod— part, end et nyfodt Barn har til at leve i en Ulvekule.“ „Men“, ſvarede jeg ganſke heftigt, „jeg ſkulde gjennem Aviſerne appellere til Almenheden for at erholde Retfeer— dighed.“ „Aviſerne“, ſagde han med en dyſter Mine, og hans Anſigt blev morkere, efterhvert fom han talte, „Aviſerne er kun Pengemagtens leiede Taleror, Djœvelens Haandlangere i den moderne Civiliſation. Deres Indflydelſe ſtaar altid til den hoiſtbydendes Tjeneſte. Deres Pligt er at under— trykle, forvrenge Sandheden, og det gjor de virkelig grun— digt. De betales for at vildlede Folket under Maſken at forſvare det. Hermed begyndte de for hundrede Aar ſiden; har vedblevet dermed, ja blir endog verre og verre. Nu er det gaaet faa vidt, at Folket bare ſkratter ad Aviſernes Meninger, ſamt tvivler endog paa deres Rapporter om Tildragelſer.“ „Kan det vare muligt?“ ſpurgte jeg. „Jeg ſkal viſe Dem det“, ſvarede han, idet han gik hen til Veggen, talte ſagte gjennem en Telefon, hvoraf der ſandtes mange feſtede her og der. Han ſagde: „Giv mig noiagtig Underretning om Piſkningen af Prins Cabanos Kuff i Eftermiddag ved Central Parks ſondre ort.“ 1 Naſten vieblikkelig ringede en Klolke, og paa den mod— fatte Veg viſte fig, paa hvad jeg havde antaget at verve et Speil, disſe Ord: 2 Fra Evening Guardian: 5 En ſtrekkelig Forbrydelſe! Stratenröveri! — Tuſen Dollars Belönning. J Eftermiddag ved Tretiden heendte ved Central Parks ſondre Port en Begivenhed, fom paa en flaaende Maade viſer de lavere Klasſers oprprife og ondſkabsfulde Sinde— lag ſamt paaviſer, hvad vi gjentagende Gange har udtalt: Nodvendigheden af ſtrengere Love og en kraftigere Regjering. Da en vor agtede Medborger Prins Cabano tilhprende Ekvipage, hvori befandt ſig tvende Damer, Medlemmer af hans Familie, i al Stilhed kjorte ind i Parken, greb plud— ſelig en hoi, ſteerk Vagabond, pienſynlig en Üdlending med langt gult Haar reeffende lige ned til Skuldrene, den verdiſulde, guldbeſlagne Spobe ud af Kuſkens Hernder og piſkede denne, der forſogte at hindre Rpveriet, i Anſigtet tilfbiende ham ſvcere Saar. Heſtene blev meget ſkremt, ogen forferdelig Ulykkesheendelſe vilde ſandſynligvis have indtruffet, hvis ikke to agtede Mend, John Henderſon i No. 5222 Delaware Street, og William Brooks boende i 7322 Bismarck Street, havde fattet dem i Bidslet. Polttibetjen- ten No. B 17,820 fakkede Skurken; men denne flog om— kuld Lovens og Ordenens Vogter og undkom fulgt af en gammel, lurvet Mand, der ſyntes at have veret hans med— ſktyldige. Det antages, at Tyvenes Henſigt var at beſtjele de i Ekvipagen verende kvindelige Perſoner; thi den lange nermede ſig Damerne; men netop da jaa hans Kammerat Politibetjenten komme, advarede ham, og de flygtede ſam— men. Fyrſt Cabano er ſelvfolgelig meget forbitret over denne ffjendige Daad, og han har udlovet en Belonning af tuſen Dollars for Paagribelſen af hver af Forbryderne. Opdagelſelpolitiet har efterſporet dem i en betydelig Di— ſtance; men efter at have forladt Hoidebanen er ethvert Spor af Usgjerningsmendene tabt paa en pludſelig og myſtiſt Maade. Svoben blev fort efter funden paa Bomba Street og gjenkjendt. Ingen af Forbryderne kjendes af Politiet. Den leengſte var ganſte ung, temmelig velfledt, og faa ikke ilde ud, medens hans Ledſager havde en Tig— gers Udſeende ſamt fod til at vere henved Syttiaarsalderen. Politichefen vil betale en liberal Belynning for enhver Underretning, der kan fede til Rovernes Paagribelſe. „Se der!“ ſagde min Ledſager, „hvad tror De om dette? Jeg behover neppe at fige, at jeg blev hoilig beftyrtet over denne behendige Blanding af Logn og Sandhed. For forſte Gang indſaa jeg det farlige ved min Situation. Jeg var en fremmed i den ſtore By uden Venner og Bekjendte efterſporet fom en farlig Forbryder! Medens alle disſe Tanker ſuſede gjennem mit Hoved, erindrede jeg alligevel med Tilfredshed det ſmukke Anſigt, det ſode Smil og de ſtraalende Blikke af Taknemmelighed og Bifald, ſom jeg fik af hende, fordi jeg piffede den brutale Kuſk. Men om min nye Bekjendt havde Net; om man hverken kunde appe— lere til Domſtole, Juryer, Aviſer eller den offentlige Mening for at vederfares Retfeerdighed og Beſkyttelſe, da kunde jeg ſandelig blevet ſendt til Strafanſtalten fom en Forbryder for Udovelſen af den meſt retferdiqge Handling. Hvis det var ſandt (jeg havde virkelig hort noget lignende i mit fierne afrikanſke Hjem) at Penge regjerede alt i dette ſtore Land, faa kunde den ophidſede Prins Cabano viſtnok knuſe mig, om han fandt for godt. Endſkjont fordybet i ſaa— danne Tanker obſerverede jeg, at en elektriſk Klokke ringede paa Verelſets ene Ve, og en Lider Kasſe aabnede fig, ud af hvilken den unge Mand fremtog et meget tyndt, tetffrevet Ark Papir. Jeg jaa, det var et Telegram. Han leſte det noie, og jeg meerkede, at han nu og da kaſtede et ſtjaalent Blik hen paa mig, ligeſom om han ſammenlignede hvert eneſte af mine Trek med noget, ſom var ſkrevet paa Papiret. Da han var fordig, kom han hen til mig med et gledeſtraalende Anſigt, rakte mig Haanden og ſagde: „Jeg har allerede hilſet paa Dem fom min Velgjorer og Redningsmand, tillad mig nu at kalde Dem min Ven!“ „Hvorfor ſiger De dette?“ ſpurgte jeg. „Jo“, ſvarede han, „jeg ved nu, at alt, De har berettet om Dem ſelv, er bogſtavelig ſandt, ſamt at Deres perſon— lige Karakter er ſaadan, at De fortjener alle Menneſkers Agtelſe og Venſtab. De lader til at blive forbauſet. Jeg ſkal forklare mig noget nermere. Nys berettede De mig Ge Deres Navn og Hjemſted. Jeg tilhprer en Forening, der har Afdelinger over hele Verden. Da jeg gif ud af dette Verelſe, foreſpurgte jeg mig i Deres neermefte By om en ſaadan Perſon, fom De opgav at vere, boede der. Jeg ſkal ikke ſaare Deres Abrlighedsfolelſe ved at lœeſe det Svar, fom er ind{pbet. De vil tilgive denne Mistro og det med Rette, naar det gjeelder fremmede, ja endnu mere da det angaar Bekjendtſtab. Jeg kunde jo ikke vere ſikker paa, hvor— vidt De ei ſtod i Tjeneſte Hos vort Selſkabs Fiender og ſogte at vinde min Fortrolighed ved at gjore mig en Tje— neſte; thi de Kneb, Detektiverne finder paa, er utallige. Nu har jeg fuld Fortrolighed til Dem, og jeg ſtaar til Deres Tjeneſte i alt.“ Jeg trykkede med Varme hans Haand og takkede paa det hjerteligſte. Det var en Umulighed lengere at tvivle paa det frimodige og venlige Anſigt. „Men“, ſpurgte jeg, „ſvever vi iffe i en ſtor Fare? Er det ikke muligt, at den Ruff, ſom kjorte os hertil, for Belonningens Skyld underretter Politiet om vort Opholds— ſted?“ „Nei“, ſvarede han, „derfor behover De ikke at frygte. Lagde De ikke Meerke til, at jeg Lod et Duſin andre Droſcher pasſere forbi, inden jeg raabte paa den Kuff, fom bragte os hid? Denne Mand bar et Tegn, Hvilfet til— kjendegav, at han tilhprte vort Broder ſkab. Han ved, at derſom han forraader os, vil han inden fire og tyve Timer were et Lig; at der ikke findes nogen Magt paa Jorden, fom kan redde ham. Om han flygtede til Verdens yderſte Grendfer, rammede Straffen ham alligevel med en Skjcebnes uundgaaelige Sikkerhed. Veer derfor ikke bange! Vi er ſaa ſikre her, ſom om en Armee paa hundrede tuſen Mand omgav Huſet.“ 7 „Er dette ogſaa Noglen til den Gaade, at Politibetjen— ten faa hurtig flap Taget i min Frakkekrave?“ ſpurgte jeg. „Ja“ „ſparede han roligt, at ye „Nu vel”, ytrede jeg, „hvem er egentlig denne Fyrſt Cabano? Og hvorfor berer han Titelen Prins? Jeg troede, at eders Republik ſkyede alt Titelvceſen.“— „Det gjor den ogſaa“, ſvarede han. „Loven anerkjender ikke adelige Titler; men vi har dog en Mengde alligevel, idet de anvendes i Selſkabslivet fom en Hoflighed. Prin— ſen f. Ex., naar han undertegner et Dokument, hedder ret og flet Jacob Iſaaes. Men da hans Fader blev meget rig og cergjerrig, kjobte han et Fyrſtendomme i Italien for en ſtor Sum, og den italienſke Regjering, der befandt ſig i ſtor Pengeforlegenhed, lod Titelen folge med Eiendommen. Hans Son, den nuverende Iſaaes, arvede ſelvpfolgelig Faderens Titel og Eiendomme.“ „Iſaacs“, ſagde jeg, „er jo et jodiſk Navn.“ „Ja“, ſvarede han, „Verdens Ariſtokrati er nu neſten udelulkende af hebraiſk Herkomſt.“ „Virkelig? — Men hvorledes har det gaaet til?“ ſpurgte jeg. „Jo“, ſvarede han, „det var den gamle Regel, at den ſterkere ſeirer over den ſvagere. De kriſtne overfaldt Jo— derne, der oprindelig var et Folk af Agerdyrkere og Hyrder, og lod dem i Aarhundreder gjennemgaa de ſpereſte Prover og Forfolgelſer, ſom Menneſkeſleegtens Hiſtorie ved at berette om. Kun de, der Havde ſteerke Legemskrefter, de fluefte, de argeſte, de meſt udholdende; de, ſom var iſtand til at ernere fig, hvor en Hund vilde do, overlevede denne Provens Tid. Wblet falder ikke langt fra Stammen. Nu betaler den kriſtne Verden med Taarer og Blod de Lidelſer, fom de bigotte, uvidende Fedre foraarſagede en edel Sleegt. Da Frihedens og Retfeerdighedens Time ſlog, blev Joden Meſter over ſine Undertrykkere, der hadede og frygtede ham.“ ; „Joderne er de ſtorſte Pengeſamlere i Verden. De fteg fra Handlende med brugte Kleeder og Skreppekarle til Kjobmend, Bankorer og Prinſer. De blev faa ubarm⸗ 2 1 ay |, ae hjertige mod de friftne, fom disſe Havde veerer mod dem. De ſagde med Shylock: „Den Nederdregtighed J har Lert mig, vil jeg udfore, og det ſkal gaa haardt til, om ikke Leerlingen overgaar Meſteren.“ Lykkens Hjul er kommet i fuld Gang, og de gamle Sfreppefarles Efterkommere bor nu i de Paladſer, udenfor Hvis Bagdpre deres Fedre engang ſtod og tiggede gamle, aflagte Rieder, medens de forrige Slotsherrers Wtlinger i mange Tilfelde er ſunkne ned i de lavere Klasſers Elendighed. Vi lever i en ſor— gelig Verden, og at betragte den er nok til at gjore en Mand til Filoſof; men han vil neppe blive enig med ſig ſelv, enten han ffal tilhore den leende eller gredende Skole — til Demokritos eller Herakleitos.“ „Tor jeg ſporge“, faldt jeg ind, „af hvilken Natur er Deres Selſkab?“ „For nerverende“, ſagde han, „kan jeg ikke give ner- mere Oplysning, end at det er en hemmelig politiſk For- ening, der har milliontals Medlemmer, og fom udjtreeffer fig over Hele Verden. Dens Formaal er Menneſkeſlegtens ſande Vel. En Dag haaber jeg, De vil leere den nerx— mere at kjende. „Kom“, tilfgiede han, „lad mig viſe Dem mit Hus og preſentere Dem for min Moder.“ Han berorte en hemmelig Fjer i Veggen, en Londyer aabnedes, og vi traadte ind i et lidet Kammer. Jeg tro- ede at vere indkommen i et Theaters Toiletverelfe. Rundt om Verggene hang en Mengde Koſtumer, mandlige ſaavel ſom kvindelige, af ulige Storrelſe og pasſende til alle Livs⸗ ſtillinger. Paa Bordet ſtod en Samling af Flaſter, hvilke han fortalte mig indeholdt Haarfarver af forſtjellige Rolprer. Der fandtes ligeledes et Asſortement af Paryker, Skjceg og Muſtacher i alle Farver. Blandt Parykerne troede jeg at gjenkjende den foregivne Tiggers grove, hvide Haar. Jeg pegte paa den. 8 „Ja“, ſvarede han leende, „jeg kan paa en Tid ikke bruge den der.“ = BR Paa et andet Bord var der en ſkrakindjagende Samling af Dolke, Piſtoler og Geverer ſamt nogle rare Tingeſter af Jern og Kobber, fom han fortalte mig var Dynamit— patroner og andre forferdelige exploderende Sager. Jeg forftod, at min mye Bekjendt var en Konſpirator. Men af hvilket Slags? Jeg kunde imidlertid ikke tenke noget ondt om ham. Hans Anſigt bar Preeget af God— modighed og Mandighed, der qjorde en ſaadan Tanke umu— lig, uagtet de fremſtaaende Kjcver og de energiſke Trek ved Munden tydede paa en Natur, ſom i hoieſte Grad kunde blive farlig, og jeg merkede undertiden et uroligt, vildt Blik i hans Oine. Jeg fulgte ham ind i et andet Verelſe, hvor han pre— ſenterede mig for en mildt udfeende gammel Dame med den ſamme brede Pande og beſtemte men venlige Mund, der udmerfede hendes Son. Det var vpienſynligt, at en ſterk Kjerlighed raadede mellem dem, endſkjont hendes Anſigt antog et ſorgmodigt, uroligt ÜUdtryk, naar hun faa paa ham. Det forekom mig, at hun vidſte, hendes Son var indviklet i farlige Foretagender. Hun kom mig ſmilende imode, greb begge mine Heender og ſagde: „Min Son har allerede fortalt mig, at De idag har giort ham ſaavel fom mig en uvurderlig Tjeneſte. Jeg behover neppe at ſige, jeg takker Dem af mit ganſke Hjerte.“ Jeg ſvarede, at hvad jeg havde gjort ikke var noget at omtale, ſamt at jeg ſtod i en ſtorre Taknemmelighedsgjeeld til hendes Son end han til mig. Strax efter ſatte vi os tilbords for at indtage et Maaltid, hvortil det forekom mig, Hele Verden havde bidraget. Vi hapde en meget behagelig Konverſation; thi baade Vert og Vartinde var kundſtabs— rige og dannede Perſoner. J gamle Dage pdflede vore Fedre megen koſtbar Tid paa at lere Sprog, fom et leen— gere taltes paa Jorden, og Civiliſationen drog ſom paa et Mareridt Skyggen af det gamle romerſte Keiſerdomme, Hvis dode men ſcepterberende Guverener fra fine Grav⸗ urner fremdeles regjerede Menneſkeſjcelene. Nu anſees hver Time at vere dyrebar til Erhvervelſe af virkelig Kundſkab om Kjendsgjerninger og Ting ſamt til ÜUdvikling af Sja- lens Dyder. Meenneffeflegten har tiltaget i Visdom og Kundſkab, i Hoflighed og gode Manerer. Jeg udtalte mine Tanker i faa Henſeende til Maximilian, og han ſvarede: „Ja, det er det bedryveligſte af alt, at en jaa edel og ſtjen Civiliſation ſkulde blive faa hul og gjennemraadden.“ „Gjennemraadden!“ udbryd jeg meget forbauſet. „Hvad mener De?“ „Hvad jeg mener er, at vor Civiliſation kun er et glim⸗ rende Skal, en Humbug, at den udvendig er vakker at je til men indvendig fuld af Forraadnelſe. Det er nedſlagende at tenfe fig, at Menneſkeſlegten, der er faa civiliſeret og forfinet, og ſom kunde gjore godt, i de pverſte Samfunds⸗ lag er gjennemtrengt af en Gruſomhedens, Magtſygens, og Sdelceggelſens Aand, medens der hos de nederſte Klas— ſer herſker Elendighed, Lidelſer, Synd og Skam.“ „Hvad mener De?“ ſpurgte jeg endnu en Gang. „At Civiliſationen for ſyv Tiendedele af Menneſkeſlegten i en forjerdelig Grad er mislykket; at ſyv Tiendedele af Menneſkene er utiljtreffelig kleedte, mangler tiljtreffelig Fode, lever i Fortvivlelſens Armod med Sjelen fyldt af Bitterhed mod Verdensaltets Ophav. Det er ſorgeligt at tenfe paa, hvad Samfundet er og paa ſamme Zid fore— ſtille fig, hvad det kunde have veeret, derſom ikke vore For— fedre havde ladet udmeerfede Anledninger gaa upaaagtede hen — hvis de ikke havde kaſtet dem for Gjerrighedens, Fraadſeriets, Drukkenſkabens og Uſceedelighedens Svin.“ „Men“, ſvarede jeg, „Verden ſynes ikke at vere jaa daarlig, ſom De beſkriver den. Jeg har i min Familie— kreds ofte udtalt min ſtore Glede over Menneſkets veldige Triumfer over Naturen, hvorved Univerſets hemmelige Kͤrafter legges Beſlag paa til Menneſtehedens Nytte. O, —88 — min Ven, denne Stad pradiker overalt, i hver Gade, i hver Allee, i hvert eneſte Verkſted og hver eneſte Fabrik om Menneſkeaandens Storhed, Civiliſationens Glans.“ „Sandt nok; min Ven“, ſvarede Maximilian; men De fer kun Overfladen, Skallet, det udvendige af Livet i denne ftore By. Imorgen gaar vi ud tilſammen, og jeg ſkal da viſe Dem vor moderne Civiliſations Frugter. Jeg kom— mer ikke til at fore Dem til Samſundets pverfte Dok, hvor Flagene vaier, hvor det gaar for ſtrygende Bor under Muſik og klingende Spil, men ned i de morke, fuldpakkede Rum i det ſtore Slib, hvor de ſveddryppende Jordaander i den glodende Stenkulsvarme tilveiebringer den Kraft, ſom driver den ſtore pragtſulde Skude hen over Tidens Bolger, Vi ffal beſoge Under verdenen.“ Men jeg maa ſlutte for jaften og tegner uu fom altid Din hengivne Broder Gabriel Weltſtein. ae * 1 * IV. Underverdenen. Min kjere Heinrich! Siden jeg tilſkrev dig igaaraftes, har jeg veeret Dien⸗ vidne til forferdelige Scener. Jeg har gjennemvandret Dpden i Livet. Jeg har med egne Dine beffuet Helvede. Jeg er ſyg i mine inderſte Hjerterpdder. Min Sjel ſor⸗ ger for Menneſkeheden. Max (thi faa har jeg begyndt at kalde min nyfundne Ven) vekkede mig meget tidlig, og vi ſpiſte Frokoſt ved Lampelys. Igaar farvede han mine lyſe Lokker myrkbrune, ja neften ſorte, og klippede mit Haar. Derpaa ſendte han Bud efter en Skredder, og ſnart var jeg ifort en Kledning efter det meſt moderne Tilſnit, pasſende forgvrigt min Legemsbyg— ning til Fuldkommenhed. Gaarsdagens eiendommeligt ud— ſeende Fjeldbo, hvilken jaa nyie efterſporedes af Politiet, og for Hvis Hoved der var udlovet en Belpuning af tuſen Dollars (aldrig har mit Hoved veret taxeret faa hyit) var nu helt forandret; der fandtes abſolut intet i mit Udſeende, fom ſkilte mig fra tuſindtals andre eljfverdige, unge Mend i den ftore By. Et Kjoretyi ventede os ved Doren. Vi talte ſammen, medens vi kjorte henad de ſtille Gader. Jeg ſpurgte ham: „Er de degraderede, ja endog Forbrydere, Medlemmer af eders Samfund?“ „Nei, ikke Forbryderklasſen“, ſvarede han; thi der gives intet i deres fordcervede Natur, paa hoilket man kan bygge Tillid og Fortrolighed. Kun de, ſom har Kraft nok til at vedblive med fit Arbeide under Forholde, der ſterkt friſter 39 1 1 Menneſket til at betrode Laſtens Vane, kan blive Medlem— mer af vort Broderſamſund.“ „Maag jeg ſporge, hvor frort er Medlemsantallet i eders Forening?“ „J Hele Verden gaar det op til over hundrede Millioner.“ Jeg ſprat op af Forbauſelſe. „Men blandt et faa ſtort Antal, er der visſelig nogle Forrcedere?“ ytrede jeg. „Sandt nok; men de ſtore Masſer har intet at berette. De er ſaa at ſige alene Organiſationens Lemmer; den ſty⸗ rende Wand, Intelligentſen, findes andetſteds. Masſerne er lig Soldaterne nen Armee; de vil adlyde, naar Tiden fone mer; men de er ikke med i Krigsraadet.“ Eu halv Times Kjorſel bragte os til de fattiqes Om⸗ raade. f En endelos Procesſion af Mand og Kvinder, berende ſmaa Blikſpand og endun mindre Kurve, ſtrommede nedad Gaderne paa ſin Vei til Arbeidet. Klokken var endnn ikke Jer, Jeg obſerverede, at faavel Kvinder fom Mend var lave af Vert, og at de i hoi Grad lignede hverandre, fom om en ſalles Aarſag havde tryklet dem ned og fat paa dem jit undſlettelige Stempel. Der var ingen Elaſtiſitet i deres Trin, ikke en Gledeſtraale i deres Blik; alle var tynde, magre og faa ud til at vere dumme og hungrige. De middelaldrende Mends Anſigter bar et Biſterhedens og Haabloshedens Prog. Mange af dem kaſtede morke, fares truende Blikke paa os, da vi pasſerede ſorbi i vor Droſche. En mere glodeslos og vranten Folkeſkare har jeg aldrig ject, Gade efter Gade var fuldt af disſe Armodens Ofre bevagende ſig fremover for at paabegynde Dagens Stra⸗ badſer. Det faa ud til at vere Millioner af dem, alle daarlig klodte, ja mange i Pialter. Kvinderne, med den ſidſte Reſt af Skjonhedsſans, havde forſogt at ſmykke fig, idet man her og der kunde fe et Stykke glinſende Farve pan Hat eller Forklade; men Hovedbedeekningen repreſen⸗ nae e ry 7 * N U — | lerebe en Mobe for ti Aar tilbage. Forklaberne var alt— for ofte fillede eller ſtibne, og bar Praget af at have til hort lylleligere Cievinder, Der var en ſtor Mengde Byrn; men der hyrtes ingen Barnelatter, der ſages ikke Spor af den Munterheb, den lyſtige Overgivenhed, ſom karalteriſe— rer ſelv Dyrets Unger; iffe engang en Vinterfugls Kvid— ren var at hyre blandt Floklen; deres Anſigter bar ‘Brag af Alderdom for Tiben, og deres Fine rpbede, at Synd iffe var fremmeb for dem. Hvert eneſte Barn hapde dette ivrige, energiſle Übſeende, der tilfjendeqav, at den grasſe— lige Kamp for Livet og Brybſmulerne var begyndt. Mengben ſyntes, ſaavidt jeg kunde dymme, at vere en Blanding af alle Nationer — Franſtmaend, Tyfkere, Ir— fenbdere, Ungarer, Italienere, Rusſer, Jyder, kriſtne, ja endog Kineſere og Japaneſere; thi de mange ffjave ine og tartariſte Anſigtstrk mindede mig om, at den Lov, ſom Republiken gav i laengſt henſvundne og bedre Dage, mod de monqoliffe Horders Indvanbring, for lange fiden var bleven et bybt Bogftav. Hvad fom meſt {log mig, var Tausheden i denne utal— lige Mengde. Det forefom mig, at jeg beſkuede de dydes Opſtandelſe; at disſe ftore, endelyſe, bevagende Folleſkarer, var de forbymte marſcherende ſtille ſom Skygger paa Veien til evig Fortabelſe. De ſyntes kun at vere ſelvbevegelige Figurer i en ubarmhjertig Skjcebnes Hander. De levebde og ryrte fig, men var uden Hjerte og Haab. Inbbild— ningskraftens Illuſtoner, Fremtibshaabet, der vinker os alle fremab ſelv over de meſt tornebeſtryede Stier, de myrkeſte Dale og Tkygger, var forſpvundet fra deres Synuskreds. De vibſte, at Morgendagen iffe bragte dem noget bedre end idag — den ſamme ffammelige, bebryvelige og forag- telige Kamp for blotte Tilperelſen. Var Livet elendigt og indholdslyſt for dem ſelv, faa var Eſterkommernes Ud- ſigter lige faa mprfe, og kun mobvilligen og ubden egentlig at ynſte det, avlede de Bern; thi de vidſte, at de arme 3 ſmaa maatte trede i Forceldrenes Fodſpor, betrede den ſamme mprfe, trange med hoie Mure omgivne Sti, hvorfra de ikke kunde komme bort, hvilken begyndte i Barndommen og endte i Tiggerens Grav — — nei, jeg tar feil: ikke engang i Fattighjornet paa Kirkegaarden; thi da kunde de maaſke have erhvervet enſlags Eiendomsret til den Jord, jom efter Doden indeſlutter dem i fin kolde Favn og blan- des med deres Stov. Den offentlige Sikkerhed og Viden— ſkabens Fordringer har for Longe ſiden givet Anledning til, at de fjernes, faa ſnart Sjel og Legeme er ffilt ad, et Snes eller to ad Gangen fort paa Jernvogne til den hvidglodende Ovn, hvor de med en knitrende Lyd oploſes i ſamme Oieblik, de bringes ind, og opftiger i navnloſe Gaſer gjennem den hoie Skorſten. Dette ſtorartede Struk- tur er det eneſte Mindesmeerke over Millioner af disſe fattige. Deres Gravfted er Luften. Naturen fordrer fit tilbage med ſaadan Hurtighed, at den ſynes at misunde dem ſelv det Stov, den har laant dem under deres elen— dige Pilgrimsfcerd. Det urolige, arbeidende, travle, bul— drende og ſtoͤnnende Univers, ſvanger med mye Beefener, ſynes at udraabe: „Vaek med dem! Vf med dem! De har havt fin Tid. De har fuldendt fit Verk. Her er en Billion Aander ventende paa den Subſtans, jeg laante dem. Aandernes Tal er uden Greendfer; Materien er knap. Bort med dem!“ Jeg behover ikke, min fjere Broder, at ffildre alle de Verkſteder og Fabrikker, vi beſogte. Den ſamme Hiſtorie gjentog jig overalt. Her faa vi et fuldjtendigt Exempel paa den „Daglonnens Jernlov“, de gamle Okonomer talte om; d. e. den ved Konkurrance foraarſagede Reduktion af Lonnen til den laveſt mulige Sum, ved hvilken Arbeiderne kunde opholde Livet og vedligeholde Mufkelſtyrke nok til at üdfore det paalagte Arbeide ſamt bevare et lidet Overſkud af Livskraft, der udkrevedes til at forplante den elendige Slegt, for at Verdens Arbeide ikke jfulde ſtanſes ved en —43— ihjelſulten Generations Dod. Jeg ved ikke, om der findes et Helvede i den aandelige Verden; men hvis det ilke er Tilfceldet, burde visſelig et Pineſted ſfkabes for de Menne— ffejjele, hvilke opfandt en faa fordommelſesveerdig Lere. Den er nok, om intet andet, at gjore en Mand til en frt- ſten, naar man erindrer, hvor ſtik modſat den milde Naza— rœers ſtorſlagne GroderfjerlighedenS Leere var denne Gru- ſomhedens og Morkets Djevletro med alle fine Verdens— rœdſler, for hvilke hele Univerſet bever. O, hvilke ſorgelige Scener har jeg ikke veret Dienvidne til, min kjere Broder! Rum efter Rum — en endeles Rekke af boiede, tyſte Arbeidere, gamle og unge, Mend, Kvinder og Born. Det ynfveerdigite af alt var de ſmilende, ſkammelige, indbydende Blikke, Fruentimmerne kaſtede paa os, da de jaa to velfledte Perſoner gaa forbi. Det var ikke Kjerlighed eller Nydelſesbegjeer, ikke engang Vellyſt; det var ſelve Fornedrelſen — villige at falbyde alt for en Smule Brod. Og ſaadanne Rum — Kviſtverelſer, Skur — merke, forpeſtede, overbefolkede, fyldt af en faa ſtin— kende, tyk Luft at vi ſnappede efter Veiret, da vi traadte ind, en Atmoffere fuld af Liv, fiendtligt mod Menneſkets Sundhed. Tenf, min flere Broder, naar du ſidder paa din Bjergſkraaning omgiven af dine fromme Faar, indaan- dende Hpilandets ypperlige Luft og ſkuer hen over den hemmelighedsfulde gamle Verden; de ſtore Floddale, ſom forer hen til det underbare Nilland i det fjerne — Temp⸗ lernes, Ruinernes og Pyramidernes Land, Civiliſationens Vugge, Keiſerrigers Grav — tenk ſiger jeg, paa disſe Millioner fordomte til at henleve fit forte, haabloſe Liv under jaa redſelsfulde Omftendigheder! Se dem, naar de ſpiſer ſin Middagsmad! Ingen vederkvegende Hvile efter behageligt Arbeide; intet vakkert deekket Bord; ingen ſmi— lende Anſigter rundt et rigeligt Maaltid med Delikatesſer fra alle Verdens Kanter; ingen behagelig Samtale krydret med Visdom og Vittigheder, Hoflighed og Glade — intet, Seti nei intet af dette, Uden at ſtanſe t fit Arbeide og med vrautne Forntend over fig ſluger de ſom Vilddyrene i ſtor— ſte Haft Bidter af fit haarde, morke Brod. k) Arbeide, Arbeide, haardt Arbeide fra tidlig om Morgenen til ſent paa Aftenen, hvorefter de ſtrommer hiem; kaſter fig paa fine usle Senge nydende nogle Timers urolig Sovn kicmpende med Utwi i en uſund Atmoſſcere, for igjen at ftaa op til ſamme Slid og Slab, Og ſaa gaar det i en uendelig glodeslos, haablos Kredsganug, indtil de om nogle faa Aar, nedbrudte af Sygdom — halvraadne — dor og transporteres til de ſtore, gloende Ovne, hvor deres Legemer ſorteeres af Luerne, ligeſom deres Liv blew ſortqcret af Samfundet. Jeg ſpurgte en af Formendene, hvilken Lon disſe Mend og Kvinder erholdt. Han fortalte mig det. Det ſyntes naſten umuligt, at Menneſker kunde ernere fig af en faa dan Spotſtyver. Jeg ſpurgte ham derefter, om de nogen— finde ſpiſte Kjod. „Nei“, ſvarede hau, „ikke undtagen de har en Rotte eller Mus.“ „En Rotte eller Mus!“ raabte jeg. „Aa jo“, ſvarede han, „Rotter og Mus er vigtige Fodeartikler — netop ſom de har veret i Aarhundreder i Mina, De mindre Born, ſom endun ilke er iſtand til at arbeide, fanger dem i Kloakerne med Krog eller Net paa ſamme Maade, ſom der blev gjort i Paris under den ſtore tyltefranffe Krig for et hundrede Aar ſiden. En Hund“, tilſpiede han, „er rigtig en Lokkerbiſfen. Naar Myndig hederne drober de omflakkende Hunde, er der altid et ſtort Slagsmaal blandt de ſattige om Skrotten.“ Jeg blev oprort over disſe Meddelelſer. Det randt mig i Tanke, at en eller anden Filoſof havde paaſtaget, at Kanibalisme har exiſteret lige ned til vor Tid paa nogle Oer i det ſtille Ocean, fordi der ikke fandtes nok af ſtore *) Af et Vidnesbyrd aflagt for en af Parlamentet nedſat None misſton 11888 fremgaar det, at Arbeiderne 1 de ſaakaldte “sweating” shops 1 London behandledes paa den Maade; arbei— dede 15 til 16 Timer om Dagen og indtog fine Maaltider paa novnte Vis. Dyr, faa Beboerne kunde tilfrebsſtille fit forfcerdelige Be— gjer efter Kjod, og af den Grund aad de fine Fanger. „Indgaar disſe Menneſker Asgteſkab?“ ſpurgte jeg. „Asgteſkab!“ raabte han og ſtrattede. „De har ikke engang Raad til at erlͤgge den Afgift, Loven forbdrer, Og hvorfor ſkulle de gifte fig? Der er ingen Dyd iblandt dem. „Nei“, tilfpiede han, „de er omtrent nebſjunkne paa ſamme Trin fom de auſtraliſke vilde, der, hvis de ikke forhindres af Politiet, tilfrebsſtiller fine dyriſte Lidenſka— ber paa Gaben.“ Maximilian fortalte mig, at denne Mand tilhyrte Bro- derſtabet. Det forundrede mig ikke. Fra den hederlige Induſtries Verkſteder og Fabrikler forte Maximilian mig (det var endnu hpilys Dag) til Forbryderkvartererne. Vi jaa Vilddyrene i deres Huler indeſtengte i de Omſtendighedernes Jernbur, fom Civili— ſationen har bygget for dem, hvorfra de altfor ofte bryder ud for at poelegge og plyndre fine Medmenneſter. Men ogſaa her viſte Frugterne af en daarlig Styrelſe fig. Der— fom det var os muligt, kunne vi fra den eller den Rover og Morder — en Hyenne i Menneſkeſtikkelſe — ſpore til— bage et langt Slegtled af brutale Individer, indtil vi fandt, at Forbryderen nedſtammede fra en eller anden fattig Bonde i Middelalderen, trampet under Lensherrernes Fod— der og dreven ind paa Forbryderbanen. Det lille Svag⸗ hedens og Ondſkabens Frß er omſorgsfuldt blevet opelffet og neeret af Samfundet Generation efter Generation, indtil det endelig ſprang ud i fuld Blomſt i dette farlige Uhyre. Civiliſationen har dannet en ny Varietet af Sleegten homo, fom uundgagelig forplanter fig. De faa leve fom Snylteqjefter paa de mange og igjen nogle faa af de mange fom Snyltedyr paa alle. Sidſt— nente er de brutale Forbrydere, der ſendes til Strafan— ſtalten eller Skafottet, fordi de overtreder en Lovbogs For— ftrifter, i Ly af hvilte en almindelig Uretſcerdighed foſtres. 8 Hvis der gaves et tilftreeffeligt Antal ſaadanne Misdedere, kunde de oprette et ſerſkilt juridifk Syſtem, ifolge hvilket det vilde bere tilladt at rpve og myrde aabenbart eller med den ſterkeres Ret, men en Forbrydelſe at ſtyrte Millioner i Armod ved fint udtenfte Kunſter. Og i et-to-tre vilde Feengſlet bytte Beboere, hvorved de brutale Plyndrere af de faa kom til at give Plads for de dannede Individer, der rover fra den ſtore Masſe. Naar du overveier disſe Ting, min kjere Broder, hvorledes ſkal vi ſammenligne den Ulykke, ſom rammer den rige Perſon, der kun er bleven frarpvet Uhr eller Penge— pung, ſelv om det ſkeede paa Bekoſtning af et blaat Sie eller ſoͤnderfleenget Hoved, ſom kan blive helbredet igjen om nogle Dage, med den forferdelige Skjcbne, der moder de trellende Millioner, hvilke fra Vuggen til Graven arbeider uden Haab? Hvem vilde tage fit Uhr og fin Pung til⸗ bage mod at nodes til at bytte Plads med en af disſe elendige Skabninger? Og hvo er vel den, naar Valget blev givet, ſom iffe hellere vilde foretreeffe piebliffeliq Dod, der kun er en Om⸗ bytning, en Flugt fra den ene Verden til en anden eller i verite Fald Tilintetgjorelſe, fremfor at blive nedſleengt i den levende Grav, ſom jeg har beſkrevet, for der at jamre og vride fig, plaget af ſkidne Omgivelſer, indtil Doden kom ſom en Befrier? Saaledes forekommer det mig ved en grundigere Under— ſogelſe, at Verdens ſtorſte Forbrydere ikke er disſe Vilddyr, ſom overtreder alle Love, og hvis Egoisme antager Form af en blodig Kniv, Ildebrand eller Svolk; men tvertimod de Individer, der er ligeſaa egenkjerlige, og hvilke gjor ſelve Regjeringens Udſpring korrupt; ſkaber Love og Tile ſtande, faa Millioner lider, og ud af hvilke disſe Rovere og Mordere helt naturligt har fit Udſping. Men jeg maa afſlutte dette lange Bred, og tegner jeg med Hilſener til alle Din hengivne Broder Gabriel, v. Eſtella Waſhington. Min kjere Broder Heinrich! En Morgen efter Frokoſten jad Max og jeg i Biblio⸗ theket nydende vore Formiddagscigarer, da jeg, efterſom Konverſationen begyndte at gaa iſtaa, fpurgte ham, om han havde givet Agt paa de to unge Damer, der befandt ſig i Prins Cabanos Ekvipage den Morgen, jeg piſtede Kuſken. Max ſvarede, at han ikke havde lagt videre Merke til dem; thi han var for meget ophidſet og bange for min Sikkerhed til at ſkjeenke noget andet fin Opmerkſomhed; men han havde dog ſeet, at tvende Kvinder befandt fig i Kjoretpiet, og at begge var vakre. „Har du nogen Ide om, hvilke de var?“ ſpurgte jeg efter en Pauſe; thi jeg vilde ikke leegge for Dagen den Interesſe, jeg i Grunden nerede for dem. „Nei“, ſvarede han ligegyldigt. „Sandſynligvis et Par af Fyrſtens Metresſer.“ Det Ord ſtak mig fom en Hugorm; jeg reiſte mig halvt i Stolen: mit Anſigt rodmede, og mine Wine fik et Udtryk af Indignation. 8 „Hvad? — Hvad feiler dig?“ ſpurgte Max; „jeg haa- ber, at jeg ikke har ſagt noget, der ſaarer dig.“ Jeg ſank tilbage i Stolen ſkamfuld over, at Folelſerne jaa rent havde lobet afſted med mig, og ſvarede: „Aa nei, jeg er ſikker paa, at du tar feil. Derſom du kun for et Dieblik havde betragtet den yugſte af de to, vilde du aldrig have gjort en ſaadan Bemeerkning.“ „Jeg mente ikke noget ondt“, ſvarede han; „men Prin- fen er Enkemand; han har et fuldftendigt Harem i fit Palads; overalt har han ſine Agenter, der opkjsber ſmukke 5 6 3 a a 3 3 14 Kvinder, og da jeg opdagede to ſaadanne 1 hans Ekvipage, kom jeg ſelvfolgelig til den Slutning, at de var af den Slags.“ „Opkjober Kvinder!“ udbrod jeg; hvad ſnakker du om? Saadant kan gaa for fig i det frie Amerika til og med i det tyvende Aarhundrede. Du drommer viſt, at det er et muhamedanſk Land?“ „Det er ikke det halve ſaa bra“, gjenmelte han; „det er det i Slaveri nedſunkne Amerika, og jo eldre vi blir, deſto verre blir det med os. Der var engang en Guldalder i Amerika — en Frihedens Periode; en Tid da Formuen var nogenlunde ligelig fordelt, og da Inſtitutionerne var demokratiſke; men nu har vi kun Skallet igjen af den gam— melamerikanſke Frihed. Amerika er Republik kun i Nav— net, frit alene i Formen. Muhamedanismen (vi maa, af Retferdighed mod den arabiſke Profet, tilſtaa, at han grundlagde en Nogterhedens og Renhedens Religion uden Spor af Overtro) kjendte aldrig, ſelv paa dens veerſte Stadier, en fuldjtendigere og ſkammeligere Despotisme end den, vi lever under. Og ligeſom det vilde vere forfeerde— ligere at ſulte ihjel ved Synet af de meſt udſogte Retter end i Midten af en Orken, ſaaledes tjener de Forſikringer, hvilke beſtandig tudes os i Orene af de leiede Aviſer, kun til at gjore Slaveriet faa meget mere undholdeligt og bit: tert. Men hvad Opkjobet af Kvinder til de riges Hare— mer angaar, jaa er dette en gammel Hiſtorie. For mere end et Aarhundrede ſiden blev Redaktoren for en ledende Avis i London fengſlet, fordi han afſlorede det. Det dy— dige Samfund ſtraffede den Mand, ſom proteſterede mod dets Synder og trykte Synderen til fin elffede Barm. Og i dette ſidſte Aarhundrede er Sagerne blevne verre og verre. Hungeren beſeirer alle Sadelighedsfolelſer; den moralſke Overbevisning maa vige for Legemets Krav. Poeten ſagde for Tenge ſiden: Sterk er ei Kvinden, ſelv naar Lykken ſmiler, Og hun 115 nok af Glans og Pragt i Salen; Men ud af 71 og Nod trykt ned Menederſte blir den reneſte Jomfruen. ede... Han burde dog ikke have indſkreenket denne Obſervation til Kvinderne alene. Mandenes alvorligſte Beſlutninger ſmelter i Begjerets Ild fom Voxfigurer. Moralitet hos Mand og Kvinde er en ſmuk Blomſt, fom kun udfolder fig paa Velſtandens Mark; joef Jorden, og den visner. Gi— ves der Tilfelder, font modſiger dette, er det kun fordi Trykket ikke er blevet ſteerkt nok; Jordsmonet lider endda iffe Mangel paa Nering. Veerdighed, Anſteendighed og Are blegner, naar Mand eller Kvinde bringes ned 1 ſaa— dan Usſeldom. Overfor Mavens bydende Sprog tier Sje— len ſtille.“ „Jeg er ikke iſtand til at tro det,“ ſvarede jeg. „Teenk paa Martyrerne, der har lidt Flammedoden for en Me— ning. „Ja“, foarede han, „det er let at do i Begeiſtringens Henrykkelſe over en Troeslœre, medens Hele Verden fer paa, og at ombytte Livet med evig Wre; men bring den Jomfru, der, uden at ffreffes tilbage for Flammerne, vilde gaa mod Baalet eller Arenaens Vilddyr, ind i en usſel Fabrik, til en elendig Baggade, omgiven af de i Laſten nedſjunkne, de uvidende, de nederdregtige; afjteng fra hende hvert Glimt af Haab, enhver foredlende Tanke og Synet af heltemodige Handlinger; lad faa den afmagrede Skik— kelſe tvinges til et aldrig endende Arbeide, plaget af en haablos Hunger, og hele Sjelen blir gjennemraadden. Intet er da igjen af hende uden blotte Dyret, ſom maa mettes under enhver Omſteendighed, koſte hvad det vil. Og kom ihu, min fjere Broder, at Kydſthed er Civiliſationens Blomſt. Barbarismen kjender den ikke. Den Kvinde, ſom har mindſt af den, er blandt mange Stammer vurderet hoieſt og eftertragtes af unge Mend for Adgteſkab.“ „Min fore Maximilian“, ſvarede jeg, „dette Livsſyn er altfor degraderende. Renhed er naturlig for Kvin— den. Du fan ofte finde den hos de vilde. Men las os igjen tage fat paa det Thema, hvor vi begyndte. Jeg er ſorvisſet om, at den hugſte af de tvende Kinder, vi faa i Vognen, er ren. Gud ſatte aldrig et faa majeftetiff og delt Auſigt paa en Perſon, hvis Sjat er fordervet, An— a ſigtet er gleunemſigtigt; Siclen titter udgjennem de ſtore Mine, og det er en ophsiet, del og god Sjel, „Hvad for noget?“ udbrod han leende. „Gud Amor har allerede med fin ffarpe Pil gjennemſkudt dine ſiloſofiſke Pantſere, min kiere Gabriel.“ „Det vil jeg netop ikke paaſtaa,“ ſvarede jeg, „endſkiont jeg medgiver, at have Lyſt til at vide noget mere angaa— ende den unge Dame; thi aldrig har jeg feet et Anſigt, der interesſerede mig haelſten jaa meget.“ „Nu ffat du ſaa fe,” ytrede han, „hvad det vil ſige at have en Ven. Jeg kan faa Rede paa alt, hvad man ved om hende. Vi har Medlemmer af vort Broderſkab ! hver Rigmands Familie i New York, Forſt maa jeg ef terſorſte, hvem hun er. Jeg vil ſporge Overtjeneren, der er Medlem af vor Forening, hvilke Damer det var, ſom beſandt fig i Vognen, da vort Wentyr heendte. Jeg kan ſcotte mig 1 Forbindelſe med ham ved Help af Siſſerſtrift.“ Han gik til Vaeggen; rorte ved en Fler; en Dor aabe nede ſig; et Giemmeſted indeholdende Pen, Blk og Papir kom tilſyne; han ſkrev et Brev, lagde det ien indre Fore dybning, der ftod i Forbindelſe med et pueumatiſk Ror og ringede med en Klokke. Inden foa Minutter horte vi Ly— den af en anden Mokke, og han tog frem af en lignende Fordybning et Brev. Han Leefte folgende: „Den eeldre Dame, Miſs Fredrikka Bowers; den yugre, Miſs Eſtella Washington; begge Medlemmer af Prinſens Husſtand.“ „Eſtella Waſhington“, gientog jeg; „et cedelt Navn, Kan du give mig naermere Underretning om hende?“ „Naturligvis“, ſvarede han. Vi har et Underrettelſes— bureau i Forbindelſe med vort Broderſkab, og vi beſidder den meſt ſuldſteendige Oplysning, ikke alene med Henſyn —351— til pore eqne Medlemmer, men ogſaa om enhver anden i Samfundet af nogen Betydning. Vent et Lieblik.“ Han aabnede det ſamme Gjemme i Veggen; ſkrev nogle Ord paa et Ark Papir og afſendte det gjennem det pneu— matiſke Ror til Diſtriktets Centralkontor, hvorfra Brevet ſtrax afſendtes til Adresſaten. Der hengik maaſke femten Minutter, inden Sparet kom. Det {yd ſom felger: Miſs Eſtella Waſhington. — Alder 18 Aar. UÜdſeende: Legemsbygning hyi og yndig; lys Hudfarve; Dine blaa; langt, gyldent Haar; vakkert Anſigt. Slaegt: Nedſtammer i lige Linie fra Lawrence Waſhington, Broder til Republikens förſte Preſident. Forceldre: William Waſhington og Sofia, hans Kone. Faderen graduerede fra Virginia Univerſitet; var Profesſor 1 indo-europciſt Literatur i 10 Aar ved Har- vard Univerſitet. Bedſtefaderen, Lawrence Waſhington, var Dommer i For. Staters Hpieſteret i 15 Aar. Sofia, Eſtel— las Moder, fodt Wainwright, lerd i Grefé og Sanſtrit; Datter af Profesſor Elias Wainwright, fom i tyve Aar indehavde Profesſoratet i Pſykologi ved Yale College. Begge Forceldrenes Familier beſtod af Perſoner af hpi Lerdom og ſocial Stilling, men ingen Formue i nogen af Grenene. Levnetsbeſkrivelſe: Faderen dyde, da Eſtella var otte Aar gammel, efterladende ſin Familie i fattige Om— ftendigheder. Ti Aar gammel adopteredes hun af Maria, Enke efter George Waſhington, Eſtellas Farbroder. Enken giftede ſig ſenere med en Ezekiel Plunkett, ſom ogſaa er dod. Maria Plunkett er en Kvinde af lav Byrd, en ſim— pel Karakter og meget liſtig; hun bor i No. 2682 Grand Avenue. Mrs. Plunkett Havde lagt Merke til, at Eſtella par en lovende Skjonhed, og da ingen anden gjorde For— dring paa Barnet, tog hun Eſtella til ſig i den Henſigt at opfoſtre hende godt, forbedre hendes Üdſeende ved alle de Kunſter, hvilke ſaadanne Kvinder kjender til, og ſiden ſeelge hende for en Hpi Sum til en eller anden rig Ariſtokrat ſom Matresſe; hun troede nok ogſaa, at Pigens berpmte Slegt— ſkabsforbindelſer vilde forpge den Sum, hvilken hendes perſonlige Yudiqheder vilde indbringe. Den H5te Dag i forrige Maaned folgte hun hende for $5,000 til Overtje— neren hos den ſaakaldte Prins Cabano, og hun fortes til hans Hus. Eſtella, ſom er aldeles ukjendt med Verdens Lhe A hae ar y's Nn —82— Daarlighed, tender ikke fin Tantes ſande Karakter. Hun f Hever en varm Hergivenhed og Taknemligbedsſfolelſe for Mrs. Plunkett og tror, at bun flat tienſtglore fom Selſkabs⸗ dame bos Fredrikka Bowers, Fyrſtens Favoritmotresſe, men ſom Eſtella troy er Hans Niece, Du, min kicre Broder, har et godt Hierte, og jeg ved, du elſter din Huſtru, kan foreſtille dig de Kvaler, font pla⸗ gede og ſonderſted min Stiel, da jeg Tottede til denne for ferdelige Underretning. ens rolige, ſolelſesloſe, oſſieielle Karakter ſorogede denne gresſelige Forbryderhiſtories Red⸗ fer, paa ſamme Tid ſom den dekraſtede Sandheden af det : meddelte. Tenk dig ent ſkion, ren, dannet og uſkyldig Pige, knapt ſuldvoxen, prisgiven en faa gruopvekkende Skicbne af en, fom dun elſtede og havde Tillid til! Og det for fordelige Lys, font denne Beretning kaſtede over Tilſtanden inden det Samſund, hvor ſaadant kunde gaa for ſig. Jeg glemte den paatagne Ligegyldighed, ſprang op, og ſkicl⸗ vende i bver enefte Fiber raabte jeg: „Hun maa reddes!“ Ogſaa Mapimilian, ſtiont mere koldvlodig og berdet ved Berorelſen med denne fordervede Tidsalders Skygge⸗ ſider, blev ryſtet i fit Hiertes inderſte Dyb. Hans Anſigt blusſede, og dan greb min Haand. Han ſagde; „Jeg ſtal bielpe dig, min Ven.“ „Men Hoad ffal vi giore?“ ſpurgte jeg. „Vi ſtal veſoge dende ſtrax“, ſvarede han, „og Hvis det ilte allerede er ſorſent, bortfſore hende fra det ſordomte Sted, fra dette Helvedesbus og dets dicvelſte Eiermand, der fraadſer i Ungdom og Uſtoldigbed. Det er en Sag, ſom er til vor Fordel. Overtjeneren, fom kjobte Eſtella, er ſamme Perſon, der deſvarede mit forfte Bren. Har tik boxer vort Broderſkab, bvilket jeg allerede bar berettet dig. Jeg bar bam i min Magt. Han flat indlade os til den ſtaktels Pige og givre, bvad font dlir nodvendigt. Kom, lad os gaa!“ | De tynde, beſlutſomme Leber var faſtere ſammenpres ſebe end nogenſinde; de ſmulle Fine luede af Vrebens Alb, og han ſtyndte fig picbliffelig ind i fit hemmelige Vorelſe. „Tag denne Baglabningspiſtol og denne Kniv“, ſagde han, ibet han overleverebe mig et Slybevaaben og en lang Bowiekniy indſtullen i en gulbbeſlagen Slebe. „Vi begiver 04 til en Forbryberhule, hoor man maa vere forberedt paa det veerſte. Drag albrig ub denne Kniv, for du er tvun⸗ gen til at bruge den; thi en Skramme af den betyder pie- bliklelig Dyed; Blabet er beſmurt med den ſterkeſte Gift, fom den femiffe Vibenſlab har kunnet frembringe. Hem⸗ meligheben ljender alene vort Broberſlab. Opfinderen er en italienſl Profesſor, Meblem af vor Jorening.“ VI. Beſsget. Vi beſteg en af de elettrijie Jernbaner og var ſnart i Prinſens Hus. Vi gik hen til Tjenernes Indgang i Pa⸗ ladſet, hvor Maximilian ſendte ind ſit Viſitkort til Over⸗ tjeneren, der ſnart viſte jig bukkende cerbodigt for min Ven. Han forte os ind i fit private Rum. Maximilian aflaaſede forſt Doren og underſogte derefter npiagtig Verelſet for at je, om nogen var ſkjult bagom Tapetſeringen eller Mob⸗ lerne. Verelſet var, ligeſom enhver anden Del af Palad— jet, mpbleret paa den odfleſte og meſt extravagante Maade. Tilfreds med Reſultatet af fin Underſogelſe vendte han fig mod Rudolf, ſom Overtjeneren hed, og overleverede ham det Brev, han havde modtaget, indeholdende Eſtellas Lev- netsbeſkrivelſe. „Les dette’, ſagde han. Rudolf lefte det med en urolig Mine. „Ja, jeg kjender de fleſte af de her nedtegnede Fakta og tror, at de alle ſammen er ſande. Hvad vil De, at jeg ſkal gjore?“ „Forſt“, ſvarede Maximilian, „onſker vi at vide, om Eſtella er uvidende angaaende det Oiemed, for hvilket hun bragtes hid.“ „Det er hun“, ſagde Rudolf; „thi Fredrikka er ſtinſyg paa Eſtella og har ikke ladet Prinſen faa ſe hende. Hun Inſker ikke at je fin Plads indtaget af en yngre og vakrere ſvinde.“ 2 „Gud veere Lovet for denne Skinſyge“! raabte Maximi⸗ lian. Vi maa ſe Eſtella. Kan De arrangere et Sammen— tref med hende?“ —55— „Ja“, ſvarede han, „jeg ffal fore hende hid. Jeg ved, hun er i Paladſet, da jeg jaa hende for kun nogle Minut⸗ ter ſiden. Forbliv her en Stund.“ „Vent“! ſagde Maximilian. „Har De Mrs. Plunketts Kvittering for de fem tuſen Dollars?“ „Nei, men jeg kan tilveiebringe den.“ „Godt! Og naar De har fort Pigen ind her, ſaa pre— ſenter mig ſom Mr. Martin og min Ven ſom Mr. Henry for hende; hun kan maaſke negte at modtage vor Asſiſtenſe, og vi maa beſkytte os mod Prinſens Forfolgelſer.“ „Som De befaler“, ſvarede Rudolf, der hele Tiden op— traadte, fom om han befandt fig i en hoeiere Befalings— mands Neervarelſe. Medens vi ſad og ventede, var jeg i en ganſke engſtelig Sindsſtemning. Gleden over at hun endnu var den rene Engel, jeg havde tilbedt i mine Dromme, blandede fig med Been over ſnart at befinde mig i hendes Nerhed. Doren aabnedes, og Rudolf traadte ind. Bag ham kom den hoie, ſmukke Pige, jeg havde ject i Vognen. Hun ſyn⸗ tes yndigere end nogenſinde. Hendes Wine faldt forſt paa mig; hun ſtudſede, og en Rodme floi over det ſmukke An⸗ ſigt. Det var tydeligt, hun gjenkjendte mig, og jeg for- modede, at Gjenkjendelſen ikke var hende ubehagelig. Hun vendte ſig derefter til Maximilian og endelig til Rudolf, der preſenterede os, ſom vi havde forlangt. Jeg bod hende en Stol. Pigen ſatte fig ned gienſynlig forbauſet over et ſaadant Mode, men lod fig intet merke. Efter et Siebliks Stilhed (thi Maximilian var, hyilket han ſenere berettede mig, faa fuldkommen forvirret over hendes ſtraalende Skjon⸗ hed, at han ikke ſtrax kunde ſige noget) ytrede hun med en mild og velklingende Stemme: „Mr. Rudolf ſiger, J enſker at tale med mig angaa- ende vigtige Sager.“ Paa et Tegn af Maximilian laaſede Rudolf Doren. Hun ſyntes at blive bange, og det forekom mig, at hendes Sine —so— med ſtorre Tillid vendte fig mod mig end til nogen af de andre. „Miſs Waſhington“, begyndte Maximilian, „det er ſandt, vi onſker at tale med Dem om Sager, der er af aller ſtorſte Vigtighed for Deres egen Perſou. Vi kommer til at noone Ting faa overraſkende for Dem, faa forferdelige, ſaa gruſomme og i den Grad ſtridende mod Deres nuve— rende Meninger, at jeg neſten ikke ved, hvorledes jeg ſkal ytre mig? Medens han talte, begyndte hendes Kinder at blegne, og jeg faldt da ind: „Vor forvisſet om, at det kun er den ſtore Agtelſe, vi norer for Dem, og vort inderligſte Onſke at redde Dem fra den visſe Ruin, der bevoger os til at trede ind i dette Hus og uleilige Dem.“ En ſtedſe tiltagende Frygt afmaledes i hendes Anſigt. Hun lagde Haanden paa Hjertet ligeſom for at ſtille dets heftige Slag og ſagde derpaa med tilkjqmpet Vordighed; „Jeg forftaar eder ikke, mine Herrer. Jeg kiender ikke de Farer, til hvilke J hentyder. Kan J ikke ſnakke i et tydeligere Sprog?“ „Jeg antager“, ſagde Maximilian, idet him ſkottede hen paa mig, „at De allerede har gjenkjendt min Ven Mr. Henry.“ „Ja“, foarede hun rodmende atter. „Hvis jeg ikke tager feil, er han den Herre, fom for nogle Dage ſiden reddede en ſtakkels Tiggers Liv og gav vor uforſkammede Kuſk den Straf, han faa rigelig havde fortjent. Miſs Fredrikka, Prinſens Miece, har paa mit Forlangende ſenere negtet at lade ham kjore os, naar vi er ude tilſammen, hvilket ofte hender. Jeg er glad over endun en Gang at kunne takke Dem“, ſagde hun med et fortryllende Smil, „takke Dem for den edle Handling, De udforte, da De reddede en ſtakkels Mands Liv.“ „Det var kun en Übetydelighed“, ſvarede jeg; „men om 7 Tjeneſten var af noget Verb, faa er den tuſinde Gange bleven gjengjceldt ved Deres venlige Ord.” „De kan let forſtaa“, ſagde Maximilian, at min Ven efter hint Myde var nysgjerrig efter at lere Dem ner⸗ mere at kjende.“ Hun rydmede og flog inene ned. Den Tanke flyi ſam⸗ tidig gjennem min Hjerne, at hun var ligeſaa nysgjerrig at faa nermere Beſled angagende min Perſon. „Jeg er Medlem af en hemmelig Forening“, ytrede Maximilian. „Vi har et Underrettelſesbureau, hvis Pligt er at indhente Underretning angagende hver Perſon af nogen Betydenhed. Disſe Oplysninger blir npiagtigt nedtegnede ſamt opbevarede; de pges Dag for Dag, og hvert Sieblik ſtaar de indfomne Underretninger til vore Embedsmeends Raadighed. Da min Ven pujfede at vide noget angaaende Deres Perſon“, (her ſank de blaa ſpyrgende Vine igjen) „ſendte jeg en Depeſche til vort Underrettelſesbureau og mobtog et Svar, ſom jeg har hos mig. Jeg er bange for at viſe Dem det. Slaget vil blive for haardt, da De i et Dieblik faar vide, hvor forfcerdelig usſel den er, til hvem De har havt fuld Tillid. Jeg frygter, De ikke har Kraft nok til at udholde det, Mod nok til at hyre en faa gyſelig Beretning; men paa ſamme Tid ved jeg ingen bedre Maade at meddbdele en ren og uſtyldig Pige disſe ryſtende Kjends— gjerninger, hville det er min Pligt at afflyre.“ Eſtella ſmilte, rakte Haanden ud efter Brevet med al den Verdighed, ſom alene medfpdt Mod og Bevidſthe— den om, at en edel Sleegts Blod gjennemſtrͤmmer ens Aarer, kan give. „Lad mig leſe det“, ſagde hun; „jeg tror ikke, det fan berette noget, jeg ikke er iſtand til at udholde.“ Maximilian overleverede hende Brevet. Jeg iagttog npie hendes Anſigt, medens hun leſte det. Forſt ſyntes hun at blive forbauſet over det npiagtige Kjendſtab til hendes Fa— milie, Depeſchen aabenbarede; derpaa blev Interesſen end f if ie 75 . Nt mere ſpendt; de blaa Dine udvidedes af Skrok, medens i novfte Dieblik et Üdtryk af Forbitrelſe viſte fig paa hendes Anſigt, og da hun havde loſt det ſidſte Ord, kaſtede hun Papiret fra fig, ſom om det havde vevet en Slange, reiſte ſig op i fin fulde Hoide, i Sandhed et pregtigt Billede paa Vrede, vendte ſig mod os og raabte: „Dette er en nedrig Logn! Et kujonagtigt Kneb for at ſaare mig! Et ſkammeligt Forſog paa at ſkade min kjere Tante!“ Derefter vendte hun ſig med flammende Dine mod Ru— dolf, idet hun ſagde: ‘ „Luk op Doren! Jeg vil ſtrax meddele Prinſen dette uforſkammede Angreb paa hans og Miſs Fredrikkas gode Navn. Hvorfor vover De at bringe disſe Mend til Prins Cabanos Hus med ſaadanne Logne?“ Rudolf, der var red for fit eget Skind, ſenkede Hovedet i Taushed. Han ſkjalv voldſomt. „Rudolf“, ſagde Maximilian, „ikraft af den Ed De har aflagt, opfordrer jeg Dem til at ſige, om Indholdet af dette Brev er ſandt.“ „Jeg tror, det er ſandt“, ſvarede Rudolf med lav Stemme. Det var interesſant at ſe den fine Indignation, det ſkarpe, gjennemborende Blik, der lyſte ud af hendes Oine, da hun forſt faa paa Rudolf og derefter paa Maximilian. „Rudolf“, ſagde Maximilian, „fortcel denne Dame, om De modtog Kvittering fra hendes Tante for de Penge, De betalte hende.“ „Jeg erholdt Kvittering“, ſvarede Rudolf. err 9 : Wie ‘% Tou = § „Miſs Waſhington“, ſagde Maximilian med en Advakats Beheendighed, naar denne har veret faa heldig at lede Samtalen direkte til det vigtigſte Punkt i Sagen (han var en dygtig Juriſt), „vilde De gjenkjende Deres Tantes Haandſkrift, om De fik ſe den?“ „Naturligvis.“ „Har De ofte feet hende ſkrive? peal”, tom „Ja, hundredetals Gange.“ „Har De nogen Grund til at misteenfe denne gode Mand Rudolf? Ved J ikke, han reſikerer at ruinere fig ſelv, idet han bevidner Sandheden?“ „Jo, jo“, ſvarede hun forvirret og engſtelig. „Les Kvitteringen, Rudolf!“ befalede Maximilian. Rudolf leſte i ſamme fave, meeften ſkjcelvende Tone folgende: „New Pork den Ste Auguſt 1988. Modtaget af Mattew Rudolf paa Prins Cabanos Vegne den Sum fem tuſen Dollars, for hvilket Belob jeg til nœvnte Prins overleverer min Niece Eſtella Waſhingtons Legeme, og ſom hendes Formynder forpligter jeg mig her— ved til aldrig at kreve yderligere Betaling af Prins Ca⸗ bano for min Niece, ligeſom jeg forbinder mig til aldrig at aabenbare Pigens Opholdsſted for nogen af Eſtella Waſhingtons Slaegtninge. Maria Plunkett. Da han hapde left Kvitteringen, rykkede Eſtella den hur⸗ tigt ud af hans Haand og betragtede npie Underſtriften. Om et Wieblif blev hun dedelig bleg og vilde have faldt til Gulvet, hvis jeg ikke havde grebet hende i mine Arme. O, hvilken koſtelig Byrde! Jeg bar hende til Sofaen. Rudolf kom ſtrax med Vand og badede hendes Anſigt. Om nogle Wiebliffe gjenvandt hun Bevidſtheden. Hun betragtede os forſt med nysgjerrige Blikke; men da Hukom⸗ melſen vendte tilbage, flͤi et Smertens Udtryk over hendes Anſigt, og jeg frygtede, hun igjen kom til at beſvime. Jeg gav hende Vand at drikke. Den ſkjonne Pige betragtede mig opmeerrkſomt, da jeg faldt paa Kne ved hendes Side. Derefter kaſtede hun Blikket hen paa Maximilian og Ru⸗ dolf, ſom ſtod i fort Afſtand fra hende. Taarer flod ned ad hendes Kinder. En ny Tanke ſyutes at dukke op, og hun reiſte ſig. „Det kan ikke vere ſandt. Min Tante kunde ikke gjore det. J er for mig ukjendte Perſoner. Det er en Sam⸗ menſveergelſe. Jeg vil ſporge Fredrikka.“ „Nei, nei“, ſvarede Rudolf, „ikke Fredrikka. Det vilde ikke vere i hendes Interesſe at ſige Sandheden. Er der nogen af Tjenerne, til hvem De nerer ſtorre Tiltro end nogen anden?“ „Jo“, ſvarede hun, „her er Marte Callaghan, en eilig Pige, Hvis nogen er det. Jeg tror ikke, hun vilde ſkuffe mig.“ „Da burde De ſende Bud efter hende“, ſagde Rudolf. „Ingen af os fkal tale til hende, jaa De ei ſkal falde paa den Tanke, at vi tvinger hende at tale, ſom vi onſker. Vi ſkal gjemme os bag Tapetſeringen. Tor af Deres Taarer, ring efter en Tjener og bed Marie komme herind. Sporg hende ſaa hvad De behager.“ „Dette ſkeede, og inden nogle Minutter kom Marie — en erlig, tykladen, roſenkindet irjf Pige med de frimodige blaa Wine og venlige Smil eiendommeligt for hendes Nationalitet. „Marie“, ſagde Eſtella, „du har altid veret venlig mod mig. Holder du ſaa meget af mig, at du vilde ſige Sand— heden, hvis jeg tilſtillede dig nogle Sporgsmaal?“ „Visſelig gjor jeg det, min kjcre“, ſvarede Marie. Sig mig da, Marie, om Fredrikka er Prins Cabanos Niece.“ „Ikke en Blodsdraabe i Slegt med ham“, ſvarede hun. „Hvad gjor hun da i hans Hus?“ ſpurgte Eſtella. „Ja, Fore Froken, ſvarede jeg paa det Sporgsmaal, vilde det koſte mig min Plads, og nu for Tiden er det vanſkeligt for en hederlig Pige at faa noget at beſtille. Havde ikke Barney MeGwiggan, der giftede fig med min Broders Kuſine, og fom ſelv er Soſkendebarn til Mr. Flaherty, Kjeldermeſterens anden Asſiſtent, hjulpet mig, vilde jeg iffe paa nogen Maade have faaet min nuverende Kondition. Sagde jeg et ondt Ord om Fredrikkä, kunde jeg ligeſaa godt gaa ud af Huſet med det ſamme, og hvor ſkulde jeg ſaa finde Tjeneſte igjen?“ 301 „Taler du Sandhed, Marie, ſkal ingen Skade vederfa— res dig. Ikke en levende Sjal ſkal faa vide, hvad du forteller mig. Det er ikke bare af Nysgjerrighed, jeg ſporger; thi paa dit Svar beror meget.“ „Ja, Froken“, ſvarede Marie, „havde De ikke veret jaa uſkyldig, ſom De er vakker, havde De faar lenge ſiden fun— det Svar paa Deres Sporgsmaal. Men kjere, alle Men⸗ neſker i Huſet ved jo, at hun er (her nermede Marie fig og hviſkede i Eſtellas Ore) Prinſens Favoritmetresſe.“ Eſtella veg et Skridt tilbage, idet Afſky og Foragt ſtod malet i hendes Anſigt. Efter en Pauſe ſpurgte hun: „Sig mig, Marie, hvilke er de andre unge Damer, ſom vi kalder Prinſens Kuſiner — Miſs Lucy, Miſs Julia og de vvrige?“ „Hver eneſte en af dem er af ſamme Slags. Det er akkurat ſom jeg fortalte Hanna, Kokkens Medhjalperſke: jeg troede, De ikke vidſte det ringeſte om, hvad der foregik i Huſet. Sagde jeg ikke ogſaa, at Miſs Fredrikka forſogte at holde Dem borte, faa Prinſen ikke fik Wie paa Dem; at det var Aarſagen til, hun tog Dem med paa Kjoretur hver Dag flere Timer i Trek og lod Dem anviſe Sove— rum i en fjerntliggende Del af Paladſet; thi derſom Prin⸗ fen nogenſinde kom til at feſte fine ſtyhgge Oine paa Fro⸗ kenen, vilde det vere ude med Miſs Fredrikka.“ Jeg kunde ſe fra mit Gjemmeſted, at Eſtella greb fat i en Stol for at ſtotte fig. Jeg hörte hende ytre med lav Stemme: „Nu kan du gaa, Marie. Jeg er meget taknemmelig for dit Venſkab og din Vrlighed.“ Vi fandt hende ſiddende i en Stol med Anſigtet ſkjult i fine Heender ſukkende voldjomt. Endelig faa hun op og udbrpd: „O, min Gud! Hvad fkal jeg gjore? Jeg er folgt — ſolgt — en hjeellpelss Slavinde. O, det er forfeerdeligt!“ „De ſkal aldrig vere uden Venner, jaa lenge vi lever“, ſagde jeg og neermede mig hende. 2 „Jeg mad flygte!“ raabte hun; „men hvorledes, — hvorhen?“ : „Min bedſte Miſs Waſhington“, ſagde Maximilian i den allervenligſte Tone, „jeg har en kjer Moder, der med Glede vil byde Dem velkommen fom fit eget Barn. J vort ſtille Hjem er De ſikret mod Prinſens Magt, og De kan da faa Tid til at logge Deres Planer for Fremtiden. Beflutter De at forblive hos os for beſtandig, er De ſaa meget mere velkommen. Her er Rudolf, ſom kan gaa i Borgen for, at jeg er en erlig Mand, og at De kan anbe— tro Dem til mig uden Frygt.“ „Ja“, ſvarede Rudolf, Maximilian Petion er en He— dersmand. Blot hans Ord er mere verd end en andens Ed.“ „Lad os da flygte ſtrax“, ſagde Eſtella. „Nei“, ſvarede Rudolf, det nytter ikke; dette Hus er bevogtet og fuldt af Spioner. De vilde blive forfulgt og gjentaget.“ „Hvad raader De os da til at gjore?“ ſpurgte Max. „Lad mig je“, ſvarede den gamle Mand tenkende; idag er det Torsdag. Neeſte Mandags Aften har ,,Regjerin- gens“ Medlemmer fit Mode her. En Mengde beſogende blir tilſtede, og mer eller mindre Uorden kommer til at herſke. Flere Vagter behoves, og jeg ffal da arrangere det ſlig, at en af Broderſkabet kommer til at patruljere ved den Dor, ſom aabner Adgang til en Korridor, hvilken forer til den Trappe og Dor, jeg omtaler. Jeg ffal an— ſkaffe en Mansdragt for Eſtella; hun er hoi af Vert og kan i Morket let tages for en Mandsperſon. Endvidere vil jeg forſkaffe eder Adgangsbillet for et Kjoretpi til Slots— gaarden. J maa benytte en lukket Vogn og vente med de ovrige Ekvipager i Neerheden. Imidlertid maa jeg have nogen til at ledſage Miſs Eſtella fra dette Verelfe til Ekvipagen; thi ſelv tor jeg ikke viſe mig.“ Jeg traadte frem og ſagde: „Jeg fkal ledſage hende.“ „Det er et farligt Foretagende“, ſagde Rudolf oq betrag— — Suan tede mig fritijf. „Hvis De blir opdaget, vil De komme til at bpde med Livet.“ „Jeg vilde paatage mig dette Hverv, om Faren var ti Gange ſtorre“, ſvarede jeg. Eſtella rpdmede og gav mig et taknemmeligt Blik. „Det er en Vanſkelighed“, bemeerfede Maximilian. „Hvilken?“ ſpurgte Rudolf. „Jeg betcenker mig paa at lade Miſs Wafhington for— blive fire Dage udſat for Fare i dette Hus.“ „Den Sag fkal jeg arrangere“, fodrede Rudolf. „Hun maa nu foregive at bere ſyg og forblive paa fit Verelſe Hele Tiden. Det er beliggende i en af de pverſte Etager, og ſaafremt hun holder ſig der, er Faren, at Prinſen kom— mer til at ſe hende, forholdsvis liden.“ „Miſs Waſhington“, ſagde jeg overleverende hende den Dolk, Max hapde givet mig, „tag dette Vaaben! Det er forgiftet af det meſt dodelige Stof, Menneſket fender. En eneſte liden Skramme tilfpiet af denne Dolk er ſikker Dod. Benyt den til at forſvare Dem, hvis De blir angrebet.“ „Jeg ved, hvorledes jeg ſkal bruge den ſom det ſidſte Middel“, ſagde hun betydningsfuldt. „Bedre Renhed i Doden, end Nedverdigelſe i Livet“, ſvarede jeg. Hun takkede mig med et venligt Blik, tog Vaabenet og gjemte det i ſin Barm. „Endnu en Sag“, ytrede Rudolf til Max, „Möodet neefte Mandagsaften vil blive af megen Vigtighed at domme efter visſe Tegn. Det er ſammenkaldt i den Henſigt at tage Forholdsrealer mod et forventet Opror af Folket. Det ſkulde vere priffeligt, ſom hidtil, at en eller anden paali— delig Perſon, der kunde rapportere til Dem alt, ſom heen— der, var tilſtede. Hvis De ſender mig en diskret Mand, ſkal jeg gjemme ham, hvor jeg for har ſkjult vore Brodre.“ „Kunde ikke jeg ſvare til Siemedet?“ ſpurgte jeg — maa vare her alligevel, og da jeg er nodt til at opholde mig, indtil Modet er over, kan jeg ligeſaa gadt Here paa For— handlingerne.“ „Han er ikke en af vore“, ſagde Rudolf tvivlraadig. „Nei“, ſvarede Max; „men jeg vil indeſtaa for ham med mit Liv.“ „Lad det faa fe!” ſagde Rudolf. „Miſs Waſhington vil begive ſig herfra gjennem den borterſte Dor; efter en Stunds Forlob ſkal vi pasſere gjennem en ſammenheen— gende Rekke Verelſer, og jeg ſkal da viſe Deres Ven, hvor jeg agter at ſtjule ham. ge ee ee ee . VII. Skjuleſtedet. Hvad jeg for havde ſeet af denne Tidsalders Pragt og Glans overſtraaledes fuldſtcndig af de pragtfulde Verelſer, gjennem hvilke Rudolf forte mig. Det er umuligt tilfulde at beſkrive dem. Vi beveegede os hen over de tyffe fom et rigt Gronfoer blode Gulvteepper, uden at en Lyd hortes; de var farvede med de vakreſte Kolprer, udſtaferede med alſkens Figurer og forfcerdigede paa Verdens ſtyrſte Ve— verſtole. J Sammenligning med disſe ſyntes Naturens gronne Tappe kun en Übetydelighed. Vi gik op ſtore Vindeltrapper, faa brede, at det forekom mig, tre Vogne kunde pasſere jevnſides; ved hvert Trin var vi omgivne af ypperlige Billedhuggerarbeider og ſtorſlagne Malerier. Veien gik gjennem ſtore Bibliotheker, hvor det milde Lys faldt paa utallige Rekker af pragtfuldt indbundne Veerker; men de ſyntes kun at vere en Dod Intelligents, bunden af en Hexemeſters magiſke Formler. Ingen blege Studenter ſaaes her ved Bordene nydende af de Skatte, fom det har taget Aarhundreder at ſamle, og af hvilke endel neppe fin— des paa noget andet Sted. Mend og Kvinder gik forbi og modte os igjen; thi Huſet var jaa fuldt af Tjenere, at det i og for fig ſyntes at vere en By. Her og der ftode alvorlige Vagtmeend, hvilke gjorde ſamme Tjeneſte fom Politi i en ſtor Stad, og Hvis Pligt det var at vaage over den Mangfoldighed af Sager, der overalt mpdte Diet — koſtbare Böger, Kunſtgjenſtande, Bronſefigurer, Juvel— ſkrin, Muſikinſtrumenter, ſmaa Grupper af udſogte vakre Statuer, Gravorſager, Kurioſiteter etc. fra alle Verdens Kanter; kort ſagt, det hele . den uindſkreenkede as, KN. ow 0 —66— Rigdoms Luxus og Overdaadighed. Hvert Rum ſyntes at indeholde en Konges Skatte. Jeg kunde ikke andet end ſammenligne denne unyttige og extravagante Luxus, der ikke tiente til den ringeſte Nytte uden fom Stas og Forfceenge— lighed, med de fattiges elendige Hjem og Arbeidsſteder, jeg havde beſoͤgt Dagen forud. En Roſt ſyntes at gjenlyde i mit inderſte Hjertedyb, gjennemtraeengende alle dets Vrager, i ffingrende Toner: Hvor lenge, o Gud, hvor lenge? Og derefter faldt Tanken paa, hvor tynd den Jordſkorpe i Grunden var, fom adſkilte denne Pragt fra dette Elen— dighedens brendende Helvede under den. Teenk om denne Redſlernes ſmeltede Masſe gjennembrod fine Deemninger og overſvommede Jorden! Det forefom mig, at Planeten allerede ſkjalv; jeg kunde höre de vulkanſke ÜUdbrud; jeg kunde fe Hungerens og Vredens raſende Flodbolger rulle henover disſe Koſtbarheder, Hevnens Stromme bruſe ind gjennem Vinduer og Dore bortfeiende al denne Pragt efter— ladende uendeligt Morke og Ruin. Jeg ſtod ſtille fordy— bet i disſe alvorlige Reflexioner, da Rudolf greb min Arm og forte mig gjennem en ſtor Sal, behangt med heden— gangne Fedres Portretter, ind i et pragtfuldt Varelſe. J Midten var placeret et ſtort Bord; rundt om dette ſtod et Par Sneſe Stole, alle forarbeidede af en moörk, tropiſt Trœſort. Varelſet lignede en Regjerings Raadskammer med Kongens Trone i den ene Ende. „Her“, ſagde Rudolf t en hoitidelig Hviſken, „her er Forſamlingsverelſet. Dette er det virkelige Centralpunkt for Styrelſen paa det amerikanſke Kontinent; Reſten er kun Skin og Form. De Mand, jom forſamles i dette Verelſe beſtemmer de hundredetals Millioner Menneſkers Skjeebne, hvilke bor i det ſtore Land, ſom opdagedes for Verden af Columbus. Her ſkabes og tilintetgjores politiſke Partier, her indſettes og afſcettes Dommere, Juryer, Guvernorer, Legislaturer, Kongresſer, Preſidenter; fra dette Sted kon— trolleres og bevogtes de i Üdforelſen af fine mangehaande pea ES Funktioner. De her fattede Beflutninger ekkoes 1 hundrede tuſindtals Aviſer og udbaſuneres af en Heerſkares Mang— foldighed af Talere; og de haandheves af en utallig Armee Soldater, Tjenere, Redſkaber, Spioner, ja ofte Snigmor— dere. Den, ſom ſtaar i Veien for de Mend, der ſamles her, gaar tilgrunde. Den, fom modſatter fig, tager Livet i ſine egne Hender. Det er, unge Mand, ſom om jeg havde fort Dem til Jordens Midtpunkt; lagt Deres Haand paa ſelve den veloliede Axe, om hvilken Kloden Ihdlöoſt dreier jig, og hvorfra de ſtorartede Krafter, der holder alting ſammen, udſtrommer.“ Jeg var overveeldet af Bevegelſe. Det var ſom om megtige Wander ſelv 1 det Sieblik beboede den tyſte, mprfe Sal; onde, fiendtlige Aander af hvilke Menneſkene engang var Underſaatter og Ofre. Jeg fulgte Rudolf paa Taa— ſpidſene, efterſom han beveegede fig mod Enden af Veerelfet. „Her“, ſagde han, idet vi traadte ind gjennem en bred Buegang, „er et Konſervatorium, der ſtadig forſynes med de ſmukkeſte Blomſter fra Paladſets Drivhuſe. Det eneſte menneſkelige Tref ved Prinſen er hans Kjerlighed til Blomſter. Yer har han lagt fin Elſk paa disſe eiendom— melige mexilanſte og ſydamerikanſke Planter, cactaces, der paa ſamme Tid forener de vakreſte Blomſter med en groteſk og modbydende Form, deeffede med ſtore, ſpydlig— nende Torner, og ſom kun trives paa pde Trakter i mager Jord. Mellem disſe Planter har jeg tillavet det Gjemme— ſted, hvorom jeg talte. Her er nogle, fom er femten Fod hpie; de berprer Veereljets Tag. Omkring dem har jeg arrangeret et fuldſtendigt Hegn af mindre Planter tilhp- rende ſamme Familie, voxende i ſtore Kasſer. Intet kan gjennemtreenge denne tornede Veg; og jeg har ſammenfsiet disſe Kasſer med Haker og Kramper paa Indſiden. Der gives imidlertid en, fom en fterf Mand kan flytte tilſide; gjennem den ſaaledes frembragte Aabning er han iſtand til at kravle frem til Midten af Barrikaden, og feſtes faa 8 Hakerne igjen, vil det vore en Umulighed at naa ham. Mellem den ſtjulte Perſon og Raadsverelſet har jeg ane bragt et Hegn af Blomſter, der vil ſkjule Dem i Deres fulde Hoide, medens De gjennem Blomſterne kan iagttage alt med liden Reſiko at blive ſeet. Men i det Tilfalde, De hendelſesvis blir opdaget, vil De bagenfor Dem finde et Vindu, fom jeg, da Veiret er varmt, vil lade ſtaa gaabent. Udenfor er der en ſtor Vinranke for nok til at bere Dem. De faar da lide paa Kaktustornerne bag Dem, gjore et kraftigt Hop til Vinduet, og under en Regn af Piſtolkugler, ſkjult af Morket, flygte ud i Haven. Jeg ſkal viſe Dem Slottets Omgivelſer, jaa De ikke behover at vere i Forlegenhed, om det ſkulde gaa fan vidt. Hvis De blir greben, maa De foregive at verve en Indbrudstyv, der kom ind gjennem Vinduet i det Oiemed at plyndre. Det vilde ikke vere til nogen Nytte at kaſte Skylden paa mig; thi det tjente kun til, at begge blev domte til en vieblikkelig Dod ſom Spioner, medens en formodet Ind— brudstyv kun vilde blive overleveret til Politiet og er— holde en Tids Fengſelsſtraf. Jeg giver Dem disſe Inſtruktioner, endſkjont jeg haaber, De ikke vil have Brug for dem. Dette Skjuleſted har veret benyttet mangfoldige Gange, og Ariſtokratiets dybeſte Hemmeligheder er ſaaledes blevne aabenbarede for vort Broderſamfund uden Opdagelfe, og Hvis De er Flog og varſom, er der intet at frygte. Raadet moder Kl. 8; en halv Time for er det min Pligt at efterſe, at Verelſerne er i Orden og forvisſe mig om, at der ikke er Spioner eller andre, ſom har trengt ſig ind, ſamt perſonlig rapportere til Prinſen og overlevere ham Noglen til den ydre Dor. Jeg ſtal ſorge for, at De uden paa Deres Kleder faar en Dragt tilhorende en af Huſets Tjenere og ligeſom tage Dem med for at vere behjelpelig med den ſidſte Underſogelſe. Naar Leilighed tilbyder fig, kan De ſmutte ind i Skjuleſtedet forſt efter at have taget af Tjenerdragten, fom vi vil gjemme mellem Planterne, e * — Sy ae De maa vere bevebnet og forberedt paa hvad ſomhelſt. Jeg ſkal mode Dem i Haven Kl. halv ſyv. Inden vi ſtilles, vil jeg levere Dem en Nogle til en af de yore Porte, hvorigjennem De kan trede ind. Saa jnart Raadet er over, vender jeg atter tilbage til Verelſet. De maa da atter ifpre Dem Tjenerens Dragt. Prinſen beverter altid fine Gjeſter med Lunch og Champagne, inden de ſkilles. J Mellemtiden vil jeg bringe Eſtella til mit Verelſe; J kan da gaa ud ſammen og kjekt begive eder til Vognen. De maa forſt komme overens med Maximilian, hvor den ſkal vente, og den ved Doren ſtaaende Vagt ffal viſe eder Ekvipagen. Er J forſt komne i den, fier med Vindens Hurtighed! De bor arrangere med Maximilian, hvad der ffal gjores, ſaafremt De forfolges; thi i det Lilfelde er det ikke raadeligt at fpre direkte til hans Bolig. De maa ſammen med Eſtella trede ind i et eller andet Hus tilhs⸗ rende en af Broderſkabet, pasſere hurtig gjennem ſamme til en Vogn, der ſtaar i Beredſkab i en Baggade. Det er npdvendigt, at J har et eller flere ſaadanne Tilflugtsſteder; thi J har at gjore med uſcdvanlig megtige og ſlue Mend, Hvis Arme reœkker overalt, og den Aften, de holder fine Raadſlagninger — ja i Virkeligheden til enhver Tid — vrimler Paladſet tilligemed dets Omgivelſer af Spioner.“ Jeg forbauſedes over Mandens Intelligents, Forſtand og exekutive Dygtighed. Jeg ytrede: „Hvoraf kommer det, at en Mand, der indehar en ſaa— dan Tillidspoſt ſom De, en Stilling, hvori Lonnen viſtnok er alt, De kan pnijfe, paa ſamme Tid er Medlem af en Forening, der, hvis jeg er rigtig underrettet, truer med at omſtyrte den nuverende Tingenes Orden? Det er ikke Nod eller Undertrykkelſe, fom driver Dem til Opror.“ „Nei“, foarede han. „Jeg blev opdraget i Heidelberg; jeg tilhorer en rig Familie; men i min Ungdom, da jeg enthuſiaſtiſk elſkede Frihed og Menneſkeheden, blev jeg Med- lem af en tyjf Gren af denne megtige Forening. Som fav SL, (yea mange andre dromte jeg om at reformere Verden; men ved en beſynderlig Heendelſe blev mit Medlemſkab bekjendt, og jeg blev nodt til at tage Flugten, forſkudt af mine Slegt— ninge, til Amerika. Her levede jeg en Tid i Fattigdom, indtil Broderſkabet kom mig tilhjelp, og ſkaffede mig en Plads ſom Tjener her i Paladſet. Jeg har gradvis ſteget til min nuverende Poſition. Samtidig med at jeg ikke er faa enthufiaftifé, ſom jeg engang var, eller faa ſangvinſk angagende de gode Folger af den Revolution, Proletariatet forbereder ſig paa, har jeg ikke deſtomindre inden disſe Vagge ſeet nok til at overbeviſe mig om vor Sags Ret— ferdighed og Nodvendigheden af en eller andenſlags Re— formation, Jeg kunde iffe treeffe mig tilbage nu, ſelv om jeg onſtede, og jeg tror heller ikke, jeg vilde gjore det, Hvis det ſtod i min Magt. Vi bevager os alle paa den raſende Stroms Overflade, og hvorhen den tilſidſt bringer os, ved ingen. Men kom“, tilfviede han, „ud i Haven, ellers kan vor lange Konverſation veekle Mistanke.“ 7 + yy ee ee r ei N * VIII. Broderſkabet. Jeg kan ikke, kjcere Broder, give dig en detaljeret Be⸗ retning om hver Dags Hendelſer, endſtjont jeg ved, at din Kjerlighed til mig vilde gjyre den mindſte Begivenhed interesſant. Jeg ffal imidlertid nedtegne mine Reflexioner paa Papiret og ſende dem til dig, naar Leilighed gives. Jo mere jeg fer, og jo mere jeg konverſerer med Maxi⸗ milian, deſto klarere indſer jeg, at den civiliſerede Verden befinder fig i en yderſt farlig Tilſtand. Dette Odeleegel— ſens Broderſtkab med jit ſkrekkelige Formaal og uhyre Medlemsantal er en Virkelighed. Hvis den regjerende Klasſe bare havde at gjpre med en underkuet Bondeſtand, kunde de, ſom i andre Tidsaldere, trampe de ſtyrede under fine Fodder i den Grad, at de, lig Dyret, blev udygtige til at organiſere og forſpare ſig; men det offentlige Skole— ſyſtem, der tilligemed andre republikanſke Former endnu opretholdes, har bevirket, om ikke fuldt ud, at idetmindſte et betydeligt Antal af den ulykkelige Arbeiderklasſe er intelligent. J Virkeligheden er de merkveerdig oplyſte; deres Organiſationer har for dem veret Klubber, Debat— foreninger og Legislaturer. Og du ved, at alle Verdens ſtorſte Mond er udſprungne fra Masſerne, om ikke direkte, jaa idetmindſte efter en eller to Generationer. Det hpiere Ariſtokrati har kun i ubetydig Grad ſkjcenket Verden Mend af uſcdvanlig Storhed. Du vil viſtnok ikke blive overraſket ved at höre, at i disſe ſtore Organiſationer blandt ſelve Arbeiderbefolkningen er der opſtaaet ypperlige Talere, dygtige Organiſatorer, dybe Forffere paa det ſocialgkonomiſte Omraade, Stats⸗ mend og meſterlige Politikere. Naturen, der kjender ingen Grendſer med Henſyn til Dannelſen af nye Arter, og ſom har at gjore med hundredetals Millioner, ligeſom den bee ſidder utallige Elementer til at blande i fine Kombinatio— ner — har frembragt nogle beundringsverdige Ledere blandt disſe fattige Mend, Deres haarde Lod har jaget ud af Tankerne alt Blendverf, al Fantaſi, al Poeſi, og med hoitideligt Alvor har de forberedt fig paa den forfer— delige, tyſte Kamp mod fine Omgivelſer. Uden Fantaſi, ſiger jeg; tht dette ſynes at verve en Verden uden Sang. Til de ftore Masſers Herder vere det ſagt, at de er ſkarpſynte nok til at anerkjende de dygtige Mend, fom op— ſtaar iblandt dem, ja til endog af ſine ſurt erhvervede Midler at underſtotte dem, hvorved de fritages for legem— ligt Arbeide, faa de helt og holdent kan ofre ſig for fin Wands Udvikling og Üdforelſen af det ftore Hverv, der er dem paalagt. Det er ikke Tvivl underkaſtet, at hvis den regjerende Klasſe havde veret villig til at anerkjende disſe naturlige Ledere font Menneſker tilhorende ſamme Race, Blod, Tungemaal, i Beſiddelſe af ligeſaa ſtor Dyg— tighed font dem ſelv og rakt dem den venlig, hicelpende Haand, kunde for lang Tid ſiden en Sammenflutning mellem de to ſtore Afdelinger i Samfundet have foregaget. En ſaadan Anerkjendelſe af Arbeidets Bord vilde have bragt Lykke med ſig til de fattige, medens de riges Nydelſer ikke i nogen veſentlig Grad kom til at mindſkes. Men de Begivenhe— der, font gik forud for den ſtore Krig mod Ariſtokratiet i England i 1640, den franffe Revolution af 1789 og den ſtore Borgerkrig her i Landet i 1861—64, viſer tilfulde, hvor umuligt det er ved Argumenter at bevege en privi— legeret Klasſe til at give flip paa en eneſte af fine For dele. Der gives intet Bigotteri faa blindt og umedgjor— ligt ſom Kaſteveſenet, og ſekelgamle Uretfeerdigheder kan alene udryddes med Ild og Sverd. Af den Grund ſynes Fremtiden mig faa mork. De bverſte Klasſer kunde refor— mere Verden; men de vil ikke; de nederſte Samfundslag 8 — vilde; men de fan iffe, og i de ſidſte Par Menneſkealdere er de fattige komne til den enſtemmige Overbevisning, at det eneſte Botemiodel er en almindelig delceggelſe. Vi kunne ſige, ſom hin Mand ytrede ved Begyndelſen af Cromwell⸗Kampen: „Gud hjelpe det Land, hvor Ruin ſkal reformere!” Men Proletariatet er i Beſiddelſe af et fortvivlet Mod. Det ſtaar ferdigt ſom den blinde Samſon til at rive ned Templets Pilarer, ſelv om det begraves i Faldet og ſonderknuſes i Ruinerne; thi „uendelig lyſere er Gravens Ro end de Hjem, hvori de bo.“ Maximilian har fortalt mig, at deres Broderſkabs Organiſation er den meſt fuldſteendige. Enhver af de hun- drede Millioner er bevebnet med en af de nyeſte forbed— rede Wiagazingeverer. Anvendelſen af hvidt Krudt for— mindſker betydelig Patronernes Styrrelſe; Kuglerne er og— ſaa meget mindre, end de var forhen; men hver indeholder et forfeerdeligt Spreengſtof, der river i Stykker det Offer, ſom rammes. Omkring hundrede af de ſmaa Patroner opbevares i Piben og Geveerkolben, der er af Staal. Hver Soldat er ſaaledes i Beſiddelſe af et Vaaben, hvilket er neſten lige faa godt ſom Fortidens Gatling- eller Arm— ſtrongskanoner. Den Maade, hvorpaa disſe Geveerer anjfaffes, viſer Organiſationens meerfverdige Natur og dens Reſurſer. De fandt, at Geverernes Koſtende i Hpi Grad forpgedes ved Fabrikanters og Mellemmends Fortjeneſte, ligeſom de indſaa, at det var tvivlſomt, hvorvidt Styrelſen vilde til— lade dem at kjobe Vaaben i nogen ſtorre Mengde, hvor— for de beſluttede at fabrikere dem ſelv. Dybt nede i for— ladte Kulminer, beliggende i en af Tennesſees vildeſte Bjergegne, anlagde de for mange Aar tilbage fine Geveer— fabrikler og Stoberier. Foregivende at drive Kulgravning og Jerninduſtri didforte de Medlemmer af Broderfkabet, Arbeidere fra de nationale Geveerfabrikker; disſe opleerte ae tare hundreder af andre i Profesſionen, og arbeidende Nat og Dag med dobbelt Styrke har de voret iſtand til at fore ſyne alle vaabenfore Mend af Broderſkabet i Europa og Amerika med Geverer vg behsrig Ammunition. Omkoſtnin— gerne ved alt dette reduceredes til et Minimum og er blevne betalt derved, at Broderſkabets Medlemmer hover Uge har ydet en liden Del af ſin knappe Lon. Men for at Udbrud ikke ſkal finde Sted fortidligt, inden Lederne giver Ordre, er Gevorerne ikke overleverede til Eierne direkte, men til „Kommandanter over ti“, ſom de kaldes; thi Bro— derſkabet er delt i Grupper af ti. Det er disſe Befalings— mands Pligt at nedgrave Vaabnene og Ammunition i Jorden opbevarede i Gummipoſer, der er anſkaffede for Oiemedet, og kun overlevere dem, naar Signal til Udbrud gives. J Mellemtiden pves Mendene i alle Soldater— manovrer benyttende Kjgppe iſtedetfor Geverer. Du kan Je, hvor klogt dette Syſtem er indrettet. En Forreder kan ikke forraade mer end ni af fine Kammerater, og hans Dod er vis. Hvis Befalingsmanden over en Trop gaar over til Fienden, kan han alene overgive ni Mend, ti Gee vorer og maaſke aabenbare et formodet Navn paa en, fom maſteret har konfereret med ham fra Moderforeningen. Men naar Signalet til det ftore ÜUdbrud gives, vil hun— drede Millioner velovede Soldater ftaa Side om Side bevobnede med de farligſte Vaaben, fom Menneſkets Snille har kunnet frembringe, og kommanderede af en Cenſtral— ſtyrelſe af overordentlig Dygtighed. Over al denne ſkrak— kelige Forberedelſe vedbliver Verden at ſynge og danſe, tage til Wate og give til Wate ligeſaa uvidendende om den foreſtagende Kataſtrofe fom Pompejis Befolkning i de vakre Auguſtdage Aar 79, fort for Staden begravedes af Aſke. Den forferdelige Vulkan Havde exiſteret Generation efter Generation i Byens Neerrhed, og mere end en Gang havde den ſtjẽlvende Jord varflet, hvad der muligens vilde komme. od, Be Hvis jeg kunde tenke mig Muligheden af, at dette under- fulde Broderſtab var iſtand til noget mere end blot og bart Sdelceggelſe, vilde jeg ikke fe Fremtiden impde med ſaadan Gru. Efter Odelceggelſe maa Gjenopbyggelſe finde Sted; Lov og Civiliſation maa gjenoprettes paa Ruinerne af den nuverende Tingenes Orden. Hvem kan tro, at disſe fattige, underkuede Menneſker, bevebnede til Teen⸗ derne med dodelige Vaaben, gjennemſyrede af Lidenſkab, Had og Hevn, {fal kunne veeffe til Liv igjen det ſlagtede Samfund? J det civiliſerede Samfund maa Masſerne arbeide. Hvor mange af disſe befriede Slaver vil vere ferdig til at nedlegge Vaabnene og gjenoptage Arbeidet? Da Negrene paa San Domingo reiſte ſig til det verdens⸗ beremte, blodige Opror, befandt de fig. efter Seiren i et tropiſt Land, hvor Naturen udfoldede fine rige Velſignelſer, hvor der hang nok af Rede paa hvert Bre og hver Bufk; men i Amerikas og Europas tempererede Regioner kan de ſtore Menneſtemasſer alene leve ved anſtrengende Arbeide, og derſom ingen vil arbeide, maa alle ſulte ihjel; men inden dette ſker, vil de drebe hverandre, og det betyder en almindelig Konflikt, Vildhed, Barbari, Kaos. Jeg ſtjclver, min kjcre Broder, jeg ſkjeelver af Redjel, naar jeg tenker paa, hvad fom kryber os impde med lyd⸗ loſe Trin, ſnigende, tyſt, forrederifé fom Panteren; det torre Lo rasler neppe, naar Udyret beveger fig, og naar det med glinſende Wine, ſammentrukne Lemmer gjor jig ferbdigt til det fatale Sprang. Naar fer det? Jaften? Imorgen? En Uge herefter? Ja, hvem kan ſige det? Den Tanke tvinger ſig uafladeligt ind paa mig: Kan jeg gjere noget for at afvende Kataſtrofen? Er der intet Haab? Menneſteſlegten er i fig ſelv jaa edel, jaa ſkjyn, jaa evnerig og formagende; dens Higen fremad er veerdig dens ſtore Maal; den har Forſtand nok til at omfatte Univerſet. Tonk paa det ſmukke Par, den forfte Mand og den forſte Kvinde, fom de ſtod der i Paradiſet hin forſte 1 —7§— Aften af deres Liv, medens den nedgaaende Sol kaſtede fit roſenrode Skier over dem — ferdige fra den Almegtiges Hender, hans behagelige, fuldkomne og ophviede Tanke! Hvilken Kjerlighed lyſte der ikke af deres Dine! Hvilken Godhed ſpirede ikke i deres Hjerter! Og til dette ſkulde alt komme — til dette! — et Helvede af Uretferdighed, endende i et forferdeligt Menneſkeſlagteri. Hos Gud ligger ikke Feilen. Naturen kan ikke bebreides. Civiliſationen ſom betegner Sleegtens forogede Fremſkridts— evne, er ikke anſvarlig; men det graadige Menneſke — den blinde, umettelige, menneſkelige Graadighed; de laveſte, ſmudſigſte, de meſt egoiſtiſke Inſtinkter har foraarſaget alt! Rotterne ved ſaa meget, at de ikke gnaver Hul paa det Skib, der borer dem; men disſe ſaakaldte viſe Mand i Verden har paa tuſindtals Steder gnavet bort Samfun— dets Veegge, indtil de er blevne faa tynde fom Papir, og de raſende Havbolger er tferd med at ſkylle ind gjennem hvereneſte Revne. Dette tiltrods lyder deres uforſkammede Haanlatter over Bruſen fra de graadige, bundloſe Vande, der netop er rede til at begrave dem i Dybet. Opfyldt af disſe Tanker, der hindrer mig fra at ſove om Natten og forfolger mig i mine vaagne Timer, har jeg vandret omkring nogle Dage ledſaget af Maximilian, idet vi har bivaanet Arbeidermoder i alle Dele af Byen. Den regjerende Klasſe negtede forlenge ſiden Arbeiderne Talefriheden under Paaſkud af, at Samfundets Sikkerhed krevede det. Ved denne Handling ffruede de ned Sikker— hedsventilen, medens Damp alligevel holder paa at danne ſig. Af den Grund kommer Mendene ſammen i Kjeldere under gamle Ruiner af Bryggerier og Varehuſe for at diskuttere den lidte Uret og raadſlaa om Botemidlet; der nede i de ftore, Lave Rum oplyſte af Talgpraaſer, der kaſter et uſikkert Lys mod de morke, fugtige, rogede Voegge, fame les de myldrende Masſer for mundtlig at opflamme hver— J andre mod ſine Undertrykkere og nyde Fremtidstanker, der 4 sa ea ate So er 1 8 "hg? * 7, J f udtryffes med mange hemmelige Antydninger til Vredens og Hervnens ſtore Dag, fom de ved er ner forhaanden. „Og blege Leber hvijfe Med Lengſel og med Haab: Imorgen — ja fanjfe idag Skal Hevneren ſtaa op.“ Disſe Moder er blot og bart frivillige Arbeiderſammen⸗ komſter og ikke at betragte ſom Broderſkabets Raadſlag⸗ ninger. Hvert Medlem af den hemmelige Forening tillades at medbringe en Ven, og da hvemſomhelſt kan vere en Forreder, er Ytringerne varſomme og gaadefulde. Mere end en Gang har jeg talt til dem i disſe morke Haller. Omendſtjont jeg fuldt ud ſympathiſerer med dem i deres Lidelſer, og er ligeſaa forbitret paa deres Under⸗ tryffere ſom Arbeiderne ſelv, har jeg alligevel bedt dem holde fine Hender tilbage, ikke ſoge at poelegge, men at reformere. Jeg taler til dem om Civiliſationens Velſig⸗ nelſer; jeg ſtildrer dens Udvikling i Tidernes Lob; hvor ſagte og gradvis den udfoldede ſig, men hvilke Stormſtridt den har taget i de ſenere Aarhundreder, indtil Naturen idag ligger for Menneſtets Fodder ſom en bunden Slave, der udfprer fin Herres Befalinger. Jeg forteller dem, at en brutal Perſon med et eneſte Slag af ſin Klubbe kan poelegge et Menneſkes Liv; at ſelv om alle Leger, Viden⸗ ffabsmeend og Filoſofer i Verden ſtuderede ſammen i Aar⸗ hundreder, kunde de ikke gjengive, hvad han paa en faa raa Maade havde pdelagt. Saaledes fremholder jeg, at Civi⸗ liſationen, hvilken trevede Aarhundreder for at blive til, kan bortfeies paa en eneſte Time, og at der ilke exiſterer en Magt paa Jorden, ſom kan gjenopbygge den. De fleſte af dem har lyttet opmerkſomt; nogle har for⸗ ſogt at ſvare mig, medens andre har ſpottet; men det er ſom at bonfalde en Hob lenge inbdeftengte Forbrydere, der med Kniven mellem Fingrene Hprer fine Venners Tor⸗ denſlag paa Fengſelsporten, ikke at ty til Voldſomheder for ei at ffade Samfundet. De ffal ud, ſelv om Himmel og Jord ſtyrter ſammen! Man kunde ligeſaa godt Hvijfe til Niagarafaldet om at ſtanſe ſit Lob eller bede den uimodſtaaelige Hvirvelſtorm ſkaane Roſenbuſkene paa fin af Dod og Ruiner beſtrpede Vei. IX. Den giftige Hniv. Da vi fom Hjem Sondags Aften, fandt Max det Gjem— meſted i Veeggen, der ſtaar i Forbindelſe med det pneu— matijfe Ror, aabent. Han tog ud derfra en Sifferdepeſche og leſte med overraffet Mine nogle Linier, hvorefter han ſagde: „Her er vigtige Nyheder, Gabriel; de meddeles i en af Broderſkabets Siffere, hvilke jeg ſkal overſctte for dig. Det er Rudolfs Nummer, og Depeſchen er adresſeret til mit eget, Inden Broderſkabet fender vi hverandre ikke af Navn, men ved det Nummer vi har ſom Medlemmer. Lyt: „Fra Nummer 28,263 M 2 til No. 160,053 P 4. Sfre- vet i den dodsdomtes Hus — No. 826 B — den 719.“ „Dette“, forklarede Maximilian, „betyder Prins Cabano“. Han vedblev at leſe: „Overraſkende Begivenheder har fundet Sted, ſiden jeg faa Dem. 826 B.s forrige Favoritmetresſe, der maatte vige Pladſen for Fredrikka, er en franſk Pige ved Navn Celeſtine d'Aublay. Hun angrer bitterlig ſit Fald og ha— der Fredrikka med fit Folks karakteriſtiſke Bitterhed. Af Tjenerne fik hun ſpurgt, at et nyt Offer, Eſtella — en Pige af uſedvanlig Skjonhed — var bleven fort til Huſet, og at Fredrikka ſogte at hindre 826 B fra at fe hende. Oie— blikkelig kom hun paa den Tanke at ſtyrte Fredrikka, lige— ſom hun ſelv blev ſtyrtet af hende. Igaar, Lordags Efter- middag, ventede hun paa 826 Bui Korridorerne og de ydre Verelſer. Den gamle Usling pleier at ſnuſe rundt i alle Dele af Huſet, idet han frygter, at Tjenerne beſtjeler ham, og det varede ikke leenge, inden Celeſtine traf Prinſen. „Nu, min lille“, ſagde Nan klappende hende under Ha⸗ at , hers gen, „hvorledes har du havt det? Jeg har ikke feet dit ſmukke Anſigt paa lang Tid.“ „Aa“, ſvarede hun, „De ſynes virkelig ikke at bryde Dem ſerdeles meget hverken om mit eller andres ſmukke Anſigter nu, ſiden De har faaet Deres nye Legetpi, Eſtella“. „Eſtella!“ gjentog han. „Hvem er Eſtella?“ „Nei Hor nu“, udbrpd hun leende, „foreſtil Dem nu ikke faa uvidende! Meſter Rudolf forer ind i Huſet en ſtraa⸗ lende, ſkjon Pige, og Uger ſenere ſporger De mig, hvem hun er! De lurer mig ikke jaa let. Jeg kjender Dem for vel.“ „Men“, ſvarede han, „jeg har virkelig ikke ſeet hende. Dette er forſte Gang, jeg har hort hende blive nent. Hvem er hun?“ „Hendes Navn er Eſtella Waſhington“, ſparede Celeſtine; hun er omkring atten Aar gammel. „Eſtella Washington“, gjentog han i en eerbodig Tone; „det er et ſtort Navn. Hvorledes fer hun ud?“ „Jeg har allerede ſagt Dem“, ſvarede hun, „at Miſs Waſhington er en ſtraalende Skjonhed, Het, blond, pregtig, yndig og uſkyldig.“ „Jeg maa virkelig ſe hende.“ Han ffyndte fig til Bibliotheket og ringede paa mig. „Rudolf“, ſagde han, da jeg indfandt mig, „hvem er denne Eſtella Waſhington, ſom De bragte her til Huſet for nogle Uger ſiden? Celeſtina har omtalt hende. Hvoraf fom- mer det, at jeg aldrig har ſeet hende?“ Med Hjertet i Halſen ſvarede jeg: „Jeg meldte Dem Kjobet for en Tid ſiden, og at jeg havde udbetalt $5,000 til Eſtellas Tante.“ „Det er ſandt“, ſvarede han, „jeg erindrer det nu. Jeg havde ſaa meget at beſtille paa den Tid. Hvad kan imid⸗ lertid bere Grunden til, at jeg ikke har feet hende, da hun har opholdt ſig her i Huſet i fengere Zid?” Jeg beſluttede fie at forraade Fredrikka, og derfor ſva— rede jeg: — „Det maa vere et rent Tilfelde, min Herre; desuden er Eſtella noget ſtille og tilbageholdende; hun har ſaa godt ſom hele Tiden opholdt ſig paa ſit Verelſe efter Ankom⸗ ſten hertil.“ „Gaa og bring hende ind til mig“, befalede Prinſen. Jeg maatte adlyde, og ſaa gik jeg til Eſtellas Veeelſe. „Miſs Waſhington“, ſagde jeg, „nu har jeg ſlemme Ny⸗ Heder at berette. Prinſen puffer at tale med Dem.“ Hun ſtod op meget bleg. „Min Gud", ſagde hun, „hvad ſkal jeg gjore?“ Derefter begyndte hun at famle t fine Kleder te den Kniv, Deres Ven gav hende. „Veer ſtille og taalmodig“, ſagde jeg, „gjor intet i Over⸗ jlelſe; iovermorgen kommer Deres Ven for at hente Dem. Vi maa ſoge at udhale Sagerne, faa langt vi kan. Hold Dem kun paa Deres Varrelſe, og jeg ſkal fortelle Prinſen, at De er altfor ſyg til at kunne forlade Sengen, men haa⸗ ber De imorgen Eftermiddag vil verre friſk nok til at hilſe paa ham. Saaledes vinder vi fire og tyve Timers Udjeet- telſe, og maaſke vi imorgen kan vere iſtand til at benytte os af ſamme Kneb.“ Hun var i en meget oprort Sindsſtemning; gik med ha— ſtige Skridt frem og tilbage i Veerelfet vridende ſine Hern— der. For at berolige hende ytrede jeg: „De jvever ikke i nogenſomhelſt Fare. De bor imidler- tid laaſe Doren. Se her“, ſagde jeg, idet jeg gik hen til en af Vinduskarmene, loftede den op og tog frem en Reb⸗ ſtige med Sidedele af ſtcerke Bambusror, „denne kan De bruge fom den ſidſte Tilflugt, Henge den ned fra Vin⸗ duet og flygte. Alle Verelſer i den eldre Del af Byg- ningen er forſynede med lignende Livredningsſtiger. De ſer den gule Sti nedenunder; der bortenfor Treerne vil De faa Die paa endel af Havemuren; denne Sti forer til en liden Port, og her er en Nogle til at aabne den med. Betragt noie Terveenet her fra Vinduet. Flugt bor alene ieee iverkſctttes ved Nattetid; men da De lober adſkillig Reſiko ved at pasſere gjennem Haven, og ſaaſom De udenfor Por- ten vil befinde Dem i en fremmed Verden uden Venner, maa De kun tenke derpaa i yderſte Nodsfald. Vi maa ty til Liſt, indtil Deres Venner indfinder ſig Mandags Aften. Ver taalmodig og ved godt Mod. Kom ihu jeg er Deres Ven og har ſat mit Liv i Pant paa at hjelpe Dem“. Hun vendte fig mod mig og ſyntes at ville leſe i Dybet af min Sjal. „Hvorfor ſkal jeg kunne lide paa Dem?“ udbrod hun. „De er mig en fremmed Perſon, ja hvad verre er — dette Uhyres, denne Slavehandlers Verktei. De har kjobt mig og bragt mig her til dette Hus. Hvad er Deres Venner? De er ligeledes fremmede for mig. Hvorfor ffulde jeg lide paa fremmede, naar den, der var mig fier, og til hvem jeg havde ubetinget Tiltro, viſte fig at vere en Forreder og ſolgte mig til en faa gruſom Skjeebne?“ Mit Blik ſank mod Gulvet. „Det hender“, ſvarede jeg beſtedent, „at Laſtens Red⸗ ſkaber undertiden afjfyr, hvad de gjur. Den gruſomme Boddel kan under det haarde Mre ſtjule Spor af Anger og Medlidenhed. Jeg klandrer Dem ikke for Deres Mis— tanker. Mine Beſtrebelſer var maajfe engang ligeſaa hoie, min Sjel engang ligeſaa ren fom Deres; men hvad er vi? \ Sfebnens Legetvi, Omftendighedernes Ofre. Vi fer paa Skjcbnens Meduſahoved med dets Ormehaar, og vor Villie, ja vor Sjel, forvandles til Sten. Alene Gud, ſom kjen⸗ der alle, kan domme Menneſkehjertet. Med de hoitideligſte Eder er jeg bunden til et Selſkab, ſom, hvor forfeerdelige dets Methoder end kunne vere, igrunden er velgjorende og retferdigt. Mit Liv vilde ikke bere verdt en Styver, Hvis jeg undlod at forjvare Dem. Den ene af Deres Venner ſtaar hoit i Selſkabet.“ „Hvilken?“ ſpurgte hun ivrig. —)— „Den mindſte og moörkladne“, ſvarede jeg. „Kan De ſortalle mig noget om den anden?“ ſpurgte hun, og en let Rodme farvede hendes Kinder, ſom om hun ſkammede fig over Sporgsmaalet. „Kun lidet; hau er ikke Medlem af vort Broderſkab; men han er en Hoek Fyr; tht en Ven af Mapimilian er intet ſlet Menneſke.“ „Nei“, ſagde hun tankeſuld, „han er en god og edel Natur; det er paa ham, jeg ſtoler.“ „Nu“, ytrede jeg, „maa jeg forlade Dem, ellers vil Prinſen undres over, at jeg er bleven faa lenge borte.“ Da jeg ſorlod Vorelſet, horte jeg hende laaſe Doren. Jeg meldte Prinſen, at MAYS Waſhington var meget fog og ſengeliggende; men at hun haabede at have Wren af at beſoge ham den folgende Dag. Han lod til at vere misforndiet; men gav dog fit Bifald hertil. Da jeg forlod ham, beſogte jeg Fredrikka og bad hende komme til mit Vorelſe. Om nogle Oieblikke indfandt hun ſig. Eſter at hun havde taget Sede, begyndte jeg: „Miss Fredrikka, tillader De, at jeg fremfertter nogle Sporgsmaal angaaende Ting, der er af megen Vigtighed for os begge?“ „Ja viſt“, ſvarede hun. „For det forſke onſker jeg at vide Deres Stemming over for mig. Er jeg en af Deres Verner? Har jeg ikke lagt for Dagen min Beredvillighed i at vere Dem til Tjeneſte?“ Hun ſvarede med dehagelige Smil og Forſikringer om fit Veuſkab. „Lad mig nu tilſtille Dem et andet Sporgsmaal“, fort⸗ ſatte jeg. „Er De venlig ſtemt mod Miſs Eſtella d“ „Det er jeg nok“, var Svaret; „hun er en blid, uſkyl⸗ dig og elffeerdig Pige.“ „Jeg er glad over at höre det“, ſagde jeg. „Ved De, at Prinſen har opdaget Eſtella og befalet mig at bring hende ind til ham?“ Gals Fredriklas ftore, forte ine flammede. „Hvem har underrettet Prinſen?“ ſpurgte hun heftigt. „Deres Fiende, Miſs Celeſtine“, ſvarede jeg. „Det var noget jeg ventede“, ſagde hun. „Jeg behyver neppe at bemerke“, ytrede jeg, „at Cele⸗ ſtines Motiver var at trenge Dem tilſide.“ „Jeg ved det nok“, ſvarede hun og bevegede krampagtig Henderne, fom om hun havde Lyſt til at myde fin Fiende. „Atter et Sporgsmaal“, vedblev jeg. „Vil det iffe glade Dem at fe Eſtella fiffert ud af Huſet?“ „Jo min ſandten“, ſparede hun ivrigt. „Om jeg legger mit Liv i Deres Hender, vil De vere tro mod mig?“ ſpurgte jeg. Hun greb med Alvor min Haand og ytrede: „Hverken i Liv eller Dyd ſkal jeg forraade Dem.“ „Jeg ſtal da ogſaa meddele“, ytrede jeg, „at Eſtella har Benner, der ligeſaa gjerne pnifer at faa hende bort fra dette Sted ſom De, Miſs Fredrikka. De har beſtemt ſig paa at komme hertil Mandags Aften. Indtil den Tid maa De hjeelpe mig og beſlytte hende mod Prinſen og lette Bortfyrelſen, naar Tiebliklet kommer.“ „Det ſkal jeg gjore“, ſvarede hun; „ſig mig nu, hvori jeg kan tjene Dem.“ „Gjor Dem ſaa behagelig for Prinſen ſom muligt“, ſvarede jeg, „for at holde hans Tanker borte fra den frem⸗ mede. Eſtella foregiver at vere ſyg og holder fig paa fit Verelſe. Paa den Maade haaber jeg, det lykles os at beſtytte hende, indtil den ſtjeebneſvangre Aften kommer. Kom ihu“, ſagde jeg, idet jeg lagde min Haand paa hen⸗ des Skulder og faa hende alvorligt ind i Zinene; tht jeg har liden Tiltro til ſaadanne Naturer, „at jeg er Medlem af en ſtor hemmelig Forening. Hvis noget ondt hender mig, hvori De er Aarſag, kommer De til at bode derfor Z med Livet.“ , Hun veg N tilbage og 9 2 5 mig paa nyt — om fin Oprigtighed. Da hun puffer at blive kvit Eſtella, tror jeg, hun ikke vil forraade os. Sondags Aften Kl. 7. Jeg fortſetter min Beretning. Jeg har veret Oien⸗ vidne til forfeerdelige Gcener, ſiden jeg nedlagde min Pen. Kl. 5 i Eftermiddag ringede Prinſen paa mig. „For ind Eſtella!“ befalede han. Jeg gif viebliffeltg til hendes Verelſe. Hun var ble⸗ gere end ſedvanlig og faa ud til at have ſovet. „Eſtella“, ſagde jeg, „Prinſen ſender atter Bud efter Dem. Jeg ſkal vende tilbage og gjore den ſamme Und⸗ ſkyldning ſom ſidſt. Weer ikke bange, alt kommer til at gaa godt. Vi er en Dag nermere Deres Befrielſe.“ Jeg gik tilbage til Prinſen og berettede, at Eſtella var endnu ſygere end den foregaaende Dag; at hun paa ingen Maade var iſtand til at forlade Verelſet; at hun hapde ſterk Feber, ſamt at hun bad om Undſfyldning for ikke at kunne adlyde hans Befalinger; men haabede imorgen at kunne beſoge ham. Han var i daarligt Humor. Jeg antager, Fredrikka havde gjort formeget af fin Elſkveerdighed, og at han fat⸗ tede Mistanke; thi Prinſen er en af de liſtigſte Mend der findes. „Fredrikka ſtaar bagenfor dette“, ſagde han. „Bag hvilket?“ ſpurgte jeg. „Eſtellas Sygdom“, var Svaret. Bring hende ind ſyg eller friſk! Jeg onſker at fe hende.“ . Han var ikke i Humor til at ſpoge med. Jeg gik ſtrax tilbage til Eſtellas Verelſe indſeende at hun maatte bar⸗ rikadere ſig derz men hvorledes ſkulde hun opholde Livet i Mellemtiden? Jeg gik ſtrax til Mikkel, Kokkens Asſiſtent, der er min tro Ven, og fik af ham under ubrodeligt Taus⸗ hedslofte tilſtrekkelige Levnetsmidler for denne og folgende Dag, ſkyndte mig ſaa til Eſtella for at underrette hende om Faren og overlevere hende Madkurven. Jeg bad hende laaſe Doren. Lh „Hvis de bryder ind“, fagde jeg, „brug Kniven paa den forſte, der rorer ved Dem. Hvis Mad eller Driffe blir ſendt Dem, nyd intet. Forſoger de med Kloroform, ſtop Neſen til med Scebe. J Tilfelde af det verſte hender, kan De benytte Rebſtigen. Er De heldig nok til at komme udenfor Haveporten, tag en Droſche og fier til dette Sted.” Her gav jeg hende Deres Adresſe ſkreven paa tyndt Papir. „Blir De greben, faa tyg Papiret og ſpeelg det. Under enhver Omitendighed bor De ikke legge Haand paa Dem ſelv“, tilfpiede jeg, „inden De abſolut blir tvungen dertil; thi De har en megtig Organiſation bag Dem, og ſelv om De falder i Deres Forfolgeres Heender, vil De blive ud- friet. Farvel!“ Hun takkede mig paa det hjerteligſte, og da jeg forlod Verelſet, horte jeg, hun laaſede Doren. Jeg vendte tilbage til Prinſen og fortalte ham, at Eſtella var for ſyg til at kunne forlade Verelſet, ſamt at hun negtede at adlyde hans Befalinger. Uvant til Modſigelſer, ijer i hans eget Hus, bled han raſende. „Kald Tjenerne ſammen“, raabte han, „vi ſkal fe, hvem er Herre i Huſet!“ „Nogle af Mendene kom lobende. Fredrikka indfandt ſig ligeledes og med hende nogle af de andre Kvinder. Vi begav os ovenpaa til Eſtellas Dor. Prinſen ryſtede den voldſomt. „Luk op!“ brolte han, „eller ſlaar jeg Doren iſtykker.“ Jeg begyndte at nere Forhaabninger om, at han kom at mode den Skjebne, han faa rigelig hapde fortjent. Eſtellas fitce, rolige Stemme Hprtes nu indenfra, idet hun ytrede med hpi og kraftig Roſt: „Jeg appellerer til mit Land. Jeg forlanger Ret til at forlade dette Hus. Jeg er en amerikanſk Borgerinde. Forenede Staters Konſtituion forbyder Menneſkeſlaveri. Mine Fedre Hjalp til at grundlegge denne Regjeringsform. Ingen har Ret til at ſelge mig til det frygteligſte af alle Ae W pak yn Slaverier. Jeg tilhorer en ftor og edel Slegt. Jeg frever min Frigivelſe.“ „Hid med dig! Luk op!“ ſkreg Prinſen, det han gav Doren et Spark, faa den ſfjalv. 5 Eſtellas hoitidelige Stemme hortes atter: „Den Mand, der ſetter fin Hod ind her, er Dodſens!“ Den feige Usling ſtyrtede tilbage med Radſel malet i hvert af Hans Anſigtstrak. g „Hvem vil fprange Doren“, ſpurgte han, „og bringe ud den Kvinde?“ Der blev et ODieblik dodelig Taushed? Da traadte Jo— akim frem — en bredſkuldret Kjeltring, der altid har villet indſmigre fig Hos Prinſen ved at fladre paa Reſten af Tjenerne — og med en paatagen Mine af Mandemod ſagde han: „Jeg ſkal faa Tag i hende.“ „Gaa an!“ befalede Prinſen gratten. Joakim gjorde et Sprang mod Doren; det knagede i den, men gav ikke efter, Han gik endnu lengere tilbage; trak Puſten dybt, og ſtark ſom en Ove gik han atter los paa den. Nu gav Laaſen efter. Doren floi vidaaben, og Jo— akim Yaa fpreflende paa Gulvet. Jeg kunde ſe Eſtella, der hun ftod ved Vinduet med hoire Arm loftet, og jeg merlede, noget glitre i hendes Haand. J et Oieblik var Joakim paa Benene og nermede fig Pigen. Jeg faa ham gribe hende; en ubetydeliqg Kamp opſtod, og i neſte Oie— blik ſtyrtede Fyren ud af Veerelfet bleg fom Doden med Haanden paa Bryſtet udraabende: „O, min Gud! hun har ſaaret mig.“ Han rev op fin Skjorte. Paa Bryftet viſte fig en blo— dig Plet; men Kniven hapde truffet et af Ribbenene og kun foraarſaget en ubetydelig Skramme. Joakim lo, ord— nede fine Rieder, idet han ytrede: „Jeg burde nok have vidſt ſaameget, at en Piges Haand ikke kunde tilfote et dodeligt Saar. Jeg ſkal bringe hende zud min Herre. Hent mig et Taug.“ 1 xe i * # +" a 9 5 4 B — ee Han vendte fig mod mig, da han talte; men i ſamme Dieblik meerfede jeg en voldſom Trakning i hans Anſigt; han lagde Heenderne paa Hjertet; et Üdtryk af Overra— ſkelſe, ſiden af Sfreef, flpi over hans Anſigt. „O, min Gud! jeg er forgiftet.“ Han udſtodte de ynkeligſte Skrig, jeg nogenſinde har hort. J neſte Dieblik ſyntes hans Lemmer at tabe al fin Styrke, og han faldt aldeles tilintetgjort om paa Gul— vet, rullende frem og tilbage i de voldſomſte Krampetrek— ninger; han ſtonnede, grad, ſkreg, medens Fraaden veltede ud af Munden. Pluͤdſelig hörte vi en ſnyftende Lyd, og han var dyd. Alle veg forſkrakkede tilbage. Da viſte Eſtella fig i Doren med den blodbedeffede Kniv. Hendes Wine tindrede ſom Stjerner; hendes lange, gyldne Haar faldt fom en Kappe ned til Midjen; hun lignede en gothiſk Preſtinde — en Oltidens Valkyrie — med Menneſkeofret ved fine Fodder. Et langt Slagtled af heroiſte Fedres Blod flyd gjennem hendes Aarer. Hun ſteg over det blodige Legeme, der allerede begyndte at ſvulme og antage Klapperſlangens Rolprer. Nermende ſig Prinſen, der ſtod i fin Galadragt ſtjcclvende fom et Aſpelgv neeften ligeſaa opſvulmet og bleg ſom Joakim, ſagde hun: „Er De den Mand — De, en Slavehandler — ſom har kjobt mig? Kom nu og tag Deres Slavinde i Beſiddelſe!“ Med et Raddſelsſkrig ſtyrtede Prinſen afſted jaa hurtig, ſom Benene kunde bere ham, medens Reſten af os fulgte ham i Helene. Ved Enden af Korridoren er der en Jern— dor, fom benyttes i Tilfeelde af Ildebrand. „Hurtig!“ ſkreg Prinſen. „Luk Dyren! Steng Doren!“ Dette ffeede, og han ſtanſede for at treeffe Puſten. Da han var kommen ſig noget, raabte han: „Hent Politiet! Vi ſkal kloroformere hende.“ Jeg kneb Fredrikka i Armen; hun fulgte mig ind i et aabent Varelſe. 88 * 4 * ‘ „Sig ham“, bviſkede jeg Hurtig, „at derſom Politiet hentes, vil Ligſyn blive Holdt i Auledning af Qoakins Dod, og der kan muligens fremkomme Sporgsmgal, hvilke det blir vanſkeligt at beſvare. Pigen blir arreſteret og tiltalt for Mord, og derved vil han miſte hende. Hvis han anvender Kloroſorm, kommer hun til at drabe fig med den forgiftede Kniv. Sig bam, at De vil blande Bedovelſesmidler i hendes Fode; at Hunger endelig tvinger hende til at ede, og naar hun falder i Sovn, kan man lettelig fange Dende og komme i Beſiddelſe af det dodelige Vaaben.“ Den fkarpſindige Pige faa ſtrax Vogten af disſe Fore⸗ ſtillinger og lob efter fin Elſter. Hendes Misſion lykkedes. Han frygter det kommende ÜUdbrad, hvorom der nu hviſkes overalt. Prinſen har tilbagekaldt Ordren efter Politi, Han ſtipulerer imidlertid at ville blande Sovemidler i Fo⸗ den ſelv (han mistonker Fredrikka for Forrœderi) og fe, at den bringes ind i Verelſet. Udenſor Eſtellas Dor er der ſtationeret tvende paalidelige Vagter, der afloſes hover ottende Time; de er befalede, at en af dem ſkal underrette ham, naar Eſtella er falben i Soypn. Snedkere vil da hurtig ſage Doren fra fine Heengsler, trode ind, afvabne hende og tage Pigen til Fange. Jeg finder, at Eſtella har barrikaderet ſin Dor med Sengen og Reſten af Moblerne. Hvis hun ſover, vaagner hun ved Hvilfet fom helſt Forſog pad at trode ind i Vorelſet; men det er ikke ſandſynligt, hun i fin nuvcerende ophidſede Tilſtand kommer til at ſove det ringeſte, og heller ikke ſmager hun den Fade, der ſendes ind til hende. Jeg har arrangeret med Fredrikka, ſom har meget at ſige i Huſet, at Mandags Aſten ſkal de to Vag⸗ ter ſorſynes med Fode indeholdende Morfſin. Naar de ſover, og Prinſen har det travelt med fine Gjaſter, vil enten bun eller jeg gaa til Eſtellas Vorelſe medbringende en Mandsdragt til hende. Efter at have ifort fig den, vil hun blive ledſaget til mit Vorrelſe, for at mode Deres Ven. * Jeg tror ille, hun for nærverende foever i nogen Fare. Den forgifiede Kniy er heudes Jorſvar. Hele Huſet frygter den fom Mlapperilangen. Det var en heldig Ide at over- lade den til hende. Hvis Deres Ven ille fvigter os, lommer alt til at gaa efter nile, | FJarvel! 28,163 M 2.“ Jeg behpver neppe at fortelle dig, min ljcre Broder, at vi fulgte denne Beretning med ſpeendt Opmerkſomhed. „Kjerk Pige!“ udbryd jeg, da Max havde endt Lesnin⸗ gen, „hun er verd at gaa i Doden for.“ „Eller leve for“, ſagde han, „hvillet er endnu bedre. Hun var Situationen voxen.“ „Ja, der flyder Helteblod i hendes Aarer.“ „Der findes ligeſan godt Materiale blandt Mas ſerne fom i Efterlommerne af Fortidens Helte. Arvelighed⸗ loven er ligeſaa upaalidelig fom Variations loven. Alt opſtaar af Jorden og vender der tilbage.“ „Tror du“, ſpurgte jeg efter en Pauſe, „at hun er tryg til imorgen Aften? Burde jeg iffe hellere gaa ſtrax, raad⸗ fore mig med Rudolf, lade hende klatre ned Nebſtigen, myde hende udenfor og lebſage hende hertil?“ „Nei“, ſparede han, „det er forſent nu; det er allerede Midnat. Du fan trygt ſtole paa Rudolf; hans Skarpſin⸗ dighed og Fremſyn er mere end almindelig. Han ſover iffe, fprend Eſtella er ude af Huſet, og i hans flabende Hjerne udllelles mange Planer. Det bedſte vi kan gjore, er at gaa tilſengs for ved en ſtyrkende Sovn at forberede os paa Morgenaftenens Farer og Spending.” 2 J N ae >? 7 r * = Forberedelſer. Mevfte Morgen fandt jeg Maximilian i Samtale med en fremmed, en fteerfbygget, indeſluttet Mandsperſon. Da jeg var iferd med at treffe mig tilbage, bad min Ven mig ſidde ned. „Vi har gjort de nodvendige Forberedelſer til Mandags Aften“, ſagde han. „Det er ſtor Sandſynlighed for, at vi blir forfulgt og efterſporede, naar vi forlader Paladſet. Det gaar ikke an at tage ind i Vens Hus, pasſere gjennem Dette til en anden Vogn, hvilket Rudolf foreſlog. Oligar— kiet vilde hovne fig blodigt paa den Perſon, der hjalp os under Flugten. Denne Mand har allerede gjennem en Agent leiet tre Huſe i forſkjellige Dele af Byen; de er beliggende i Midten af vedkommende Kvartal, og hver— Bygning forſynet med Udgang til en Gade eller Allee i ret Vinkel med den, hvor Huſet ſtaar. J disſe Baggader ſkal han forge for, at lukkede Vogue forſpeendt med de raſkeſte Heſte, vi kan opdrive, ſtaar ferdige til Afbenytttelſe. Vore Forfolgere vil da vende tilbage og rapportere vort Opholdsſted, idet de tror at have os i ſilker Forvaring inde i Huſet. Da Eſtella er borte Dagen efter, afleegger ſelvfolgelig Politiet en Viſit i Bygningen, hvor Herrerne blir jtaaende med lange Neſer, ſaaſom der ingen findes at arreſtere.“ „Men“, bemerkede jeg, „er der ikke Sandſynlighed for, at de forfolger den Vogn, ſom bringer os til Stedet, for derved at identificere dens Eiermand og Nuff ſamt tvinge disſe til at opgive Navnet paa den Perſon, der leiede Ekvipagen?“ „Naturligvis; jeg har vga’ pas det og taget mine Fore ‘ a 2 3 ae 5 4 2 2 holdsregler. Medlemmer af vort Broderſkab er hemmelig bragt her til Byen, og tre af disſe vil have en Vogn ferdig til at forlade Prinſens Gaard fort Tid efter os og pasſe paa vore Forfolgere. De ſkal vere godt bevebnede og forſynede med Haandgranater af Dynamit. Hvis de merfer, at Spionerne ikke kan fores paa Vildſpor, eller at disſe beſlutter at forfolge nogen af vore Ekvipager til den Stald, hvor Heſte og Kjoretyi horer hjemme, ſkal de ſim⸗ pelthen kjsre forbi dem, og idet de pasſerer Spionernes Vogn flenge de exploderende Sager under Heſtene, hvor— ved disſe enten beſkadiges eller dreebes paa Flaeekken. Det tager adſkillig Zid for Politiet at forſkaffe fig andre Heſte, og inden dette er feet, vil ethvert Spor af os vere tabt. Vore Venner betenker fig ikke paa, hvis det er npdvendigt, at ſprenge i Luften ſaavel Spioner fom Heſte.“ „Kunde de ikke muligens gribe den Mand, ſom leiede Huſene?“ ſpurgte jeg. Maximilian lo. „Du vilde ſelv, min kjere Gabriel, blive en duelig Konſpirator. Vi maa have dig med i Broderſkabet. Man fanger os ikke paa den Maade; thi dertil er vi for gamle. Den Mand, der leiede Huſene, bragtes hertil fra en By Hundreder af Mil borte; han var fuldſtendig forkledt. Saaſnart han havde ſikret ſig Bygningerne og betalt en Maaneds Leie i Forſkud, forlod han Byen, og inden imor- genaften vil han vere hjemme igjen uden Forkledning; han vil paa ingen Maade mistenkes eller identificeres ſom den ſamme Perſon. Det er ikke Meningen“, tilfsiede han, „at {ede dig gaa ubeſkyttet ind i denne Lovekule. Tyve af Broderſkabet vil under Rudolfs Opſyn vare tilſtede ſpredt over hele Huſet ſom Tjenere. Tre Hundrede flere bevebnede til Teenderne ſkal vere forhaanden omkring Slottet, og Hvis det er nodvendigt, ſkal de hellere ſtorme Paladſet og brende det tillige med de forſamlede Uslinger end at lade dig og Eſtella komme tilffade,” —9— Jeg trykkede varmt hans Haand og takkede ham for hans Omſorg ſaavel for mig fom for den, der var mig fan Fer, Han lo. „Det er ingenting at ſnakke om“, ſagde han. „Gode og uegennyttige Mend er faa ſſeldne i denne Vere den, at man ikke kan gore formeget for dem; vi maa tage os ivare, at ikke deres Sleegt dor ud fom Dronten og Geirfuglen.“ „Men“, ytrede jeg, „kan ikke Oligarkiet efterſpore dig ſelv her i Huſet?“ „Nei“, ſvarede han, „min Identitet er tabt. Her har jeg mit virkelige Üdſeende under et falfft Navn Jeg eier et Hus vaa et andet Sted, hvor jeg bor forkledt under mit virkelige Navi men uegte Karakter. Her er jeg den alvorlige, renkefulde Konſpirator; der optreder jeg ſom den udſvevende, ligegyldige, naragtige Odeland, Hvem ingen behover at frygte. Efter en vis Begivenhed, ſom jeg muligens ſenere kommer til at omtale, hendte det, at jeg ikke var hjemme paa flere Aar; og da jeg atter vendte tilbage, kom jeg for at hevne mig, idet jeg havde taget de nodvendige Forholdsregler med Henſyn til min egen Sikkerhed. Jeg indtog min gamle Stilling i Sam— fundet med et nyt Üdſeende og en ny Karakter; den Pere jon bevogtes noie af Spioner; men han tilbringer fin Tid i Sus og Dus, medens hans Fiender ler og tenker, at han er uſkadelig. Saaledes forer jeg et dobbelt Liv, idet jeg paa et Sted bor under mit virkelige Navn, falſkt Ud⸗ ſeende, og uegte Karakter; men paa et andet har jeg mit virkelige Üdſeende, ſande Karakter og falſkt Navn, hvorved jeg trodſer mine Fienders iheerdige Efterſtrebelſer forbere— dende mig til Hevnens Dag.“ Hans Oine lyſte med en ulykkeſpagende Glans, da han talte, og jeg kunde fe, at en eller anden ftor Uretfeerdighed havde forbitret den ellers ſaa elſkveerdige og varmhjertede Natur. Jeg lagde min Haand paa hans Skulder og ſagde; E : apt ne J PAS 14 85 J ae ‘Wag, 55 Flecker er mine Bienen og bin 25 er min Sag for altid herefter.“ g Med et glæbeſtraalende Anſigt foarede han: „En Gang, min kjeœre Gabriel, kommer jeg maa ſle till at minde dig om dette Lyfte.“ „Indrymmet; jeg er altid ferdig.“ Han gap fin Agent en Bundt Sedler, hvorefter de ſulles under de ſedvanlige Hoflighedsbevisninger. XI. Bvorledes Verden blev ruineret. Vi ventede utaalmodigt paa Aſtenens Komme. Til Tidsſordriv konverſerede vi om ſorſkiellige Themaer, der lad os meſt paa Hierte. Jeg ytrede til Max, medens han gik frem og tilbage i Vorelſet: „Hvorledes Hanger det ſammen, at Verden kom i en jan forfordelig Tilſtand ſom for narvorende? Gaves der ingen intelligente Mond, ſom advarede Folket? Drev Vere den blindt og uvidende ind iet faadant Ufore?“ „Nei“, ſvarede Maximilian, idet han gik til Bibliotheket, „endog for hundrede Aar ſiden var Verden fuld af Spaa— domme. Her“, ſagde han, leggende fin Haand paa en Bog, 0 th ' „er The Century Magazine for Februar 1889, og paa Side GLY leer vi; For mit eget Vedkommende maa jeg beljende min Frogt for, at hvis ikke en eller anden vigtig Forandring gjores i den ſtemmeberettigede Befolknings Stilling, vil vort polis tiſte Syſtem vere odelagt inden et halvt Aarhundrede. Viſer det ſig ikke tydeligt, at de nuvqrende Tendentſer gaar i den urigtige Retning? Den ſtedſe tiltagende Brug af Penge under Valgene for aabenbart Kjob af Stemmer, den altid voxende Tilbpielighed til at forfalſke Stemmeſede ler og Valgroayporter er nogle af Symptomerne. . .. Tror J at kunne overbeviſe en almindelig Valgembedsmand af den rette Sort, at det er en ſtor Forbrydelſe at bedrage med Henſyn til Optelling af Stemmer, naar han ved, at en ſtor Del af disſe er kjobt for Benge? Nei Valgmaſki⸗ neriet kan ikke renſes fra Bedrageri, ſaalconge Luften rundt Valgſtedet ſtinker af Beſtikkelſer. Vort politiſke Syſtem gaar uſvigelig fit Undergang imode. J et Land, hvor Beſtikkelſer anvendes, gaar al Lov haſtig tilgrunde. 9 47 ” * T 5 BR; Pe — 7 th —Ii— „Og her“, ſagde han, ibet han tog frem et andet Bind, „er et Aftryl af de bebſte Styffer i North American Review, J Heftet for Marts 1489 ytrede Mongresmand L. S. Bryce: Vi lever i en kommerciel iffe i en militer Tidsalder, og den Skygge, der ftjeler fig hen over det amerifanffe Lanbſkab, 75 en kommexciel Karakter. Kort ſagt: det er Slyggen af et tiles lyſt Plutokrati, der i en iffe faa ringe Grad er ſtabt af Byſtyrelſer, Legislaturer og Nongresien; et Plutokrati, ſom er langt rigere end noget Ariſtokrati, der hidtil har viſt fig paa Hiſtoriens Firmament, og hvil⸗ fet er fremftaaet i et forholds vis fortere Tids rum end dets Forgjeengere. Disſe Ariſtokraters Navne ſtraaler iffe paa den nationale Hiſtories ærefulde Blade, men hyrer hjemme i Ryverkrynilerne; de gjyr intet for fit Land, men alt for Penge, Jernbaneprivilegier ſamt alle mulige Forrettigheder, og de udftreffer fine Blefiprutarme til enhver Gren af Induſtrien. Dette Lands Plutokrati kontrollerer Priſen aa det Brpb, vi ſpiſer; det Suffer, der forſſder vor Drik; en Olie, ſom belyſer vor Bei, ja Priſen paa ſelve de Ligkiſter, i hvilke vi endelig begraves; de har endog faa liden Forſtagelſe af fine Borgerpligter, at de afholder fig fra at ſtemme, og ved ſin Uforſkammethed foraarſager de, at de lidet tenkende Masſer ſyger Redning i Kommunisme og enhver anden Isme, der vilde gjere ondt verre. „Her er Hundreder af Advarsler af ſamme Slags. Selv de Forenede Staters Preſident kom ſamme Aar, 1889, med folgende betegnende Üdtalelſer: De, fom tyr til ulovlige Methoder, og de, ſom ikke drives af hyiere Motiver end Egoisme, bor ſtanſe og ſporge fig ſelv: Hvad ffal Enden blive? Biſtop Potter af New Pork ytrede i en Tale i April 1889 paa Hundredegarsdagen efter Georg Waſhingtons Inauguration, at Plutokratiet allerede da havde antaget alarmerende Proportioner og udtalte fin Tvivl om, hvor— vidt Republiken kom til at feire en anden Hundredeagarsdag. Senere gav han folgende Forklaring over fine Bemeerknin— ger: 9 20 Naar jeg taler om vor Tid ſom Plutokratiets Wra, kan ingen misforſtaa mig. Enhver har tagttaget Pengemagtens Forogelſe; dens Voxt fooler Folkets Uafheengighed; men dens Tilheengere er frekke nok til at paaſtaa, at en liberal Anvendelſe af den ſorſoner alle Forbrydelſer. Preſterne taler ikke, ſom de burde gjore. Disſe Fade er lige— jaa meget Religionens fom Statens Fiender. Og for at tale rent ud vil jeg ſige, at jeg fait og fremſt tenkte paa Polititernes men der er ogſaa „andre“, Jeg forſikeer eder, at jeg har hort korrupt Brug af Penge under Valgene og Salg af Stemmer forſvaret af Evangeliets Forkyndere. Maaſke jeg kan finde det nodvendigt at ſette ſaadanne Preſter i Gabeſtokken. Og Biſkop Spalding fra Peorio, Illinois, ytrede omtrent ſamtidig: Leeg Merke til mine Ord: den amerikanſke Saloon er en Landeplage. Handelen med Rusdrik er blevet en Hin— dring og en truende Fare, fordi den blandes ind i Politi— ken og gior den korrupt. De, fom elſker Amerika og Fri— heden, vil bringe dette moralffe Sporgsmaal mere og mere ind paa den politiſke Arena, ligeſom de ad ſamme Vei vil ſoge at afvende vore Lovgivere fra at modtage Beſtikkelſer, fjerne Lobbyiſter og hindre Loves Vedtagen ved Hjalp af korrupte Midler. Disſe Sporgsmaal maa udredes for fuldt Alvor. Vor Presſe, der har bidraget ſaa meget til Folks Oplysning, og ſom repreſenterer ſaa meget godt i vor Ci— viliſation, maa reformeres; den maa ophore at ſkaffe fig Nering af Folks Graadighed og onde Tilboieligheder. Min Gud, Menneſket er dyriſk nok allerede! Sog et at udvikle dets Dyrenatur! Sog ei at opelſke dets Lyſter !. . . . Vore rige Mand (de er mange; deres Formuer er ſtore; deres Tal og Rigdom foroges) maa gjore fin Pligt eller ome komme. Jeg ſiger eder, at vi t Amerika ikke vil taale uhyre Rigdomme i Henderne paa faa Mend, der intet gior for Folket. 85 Her er en endnu merkverdigere Artikel af Dr. William Barry i The Forum for April 1889. Han ſkriver nemlig: Kapitalmagten i fin nuverende Skilkelſe er ikke ſtort mere end et Aarhundrede gammel; den ſkriver ſig fra Arkwrights Opfindelſe af Spindemaſtinen, det merkverdige Aar 1776. N . — Videre ſiger han: Denne (Kapitalmagten) er det, fom retfeerdiggjor von Hartmans Paaſtand, at det nittende Aarhundrede er det meſt irreligisſe, der nogenſinde har veret; denne og ikke Anfaldet paa Dogmerne eller Kirkens Forfald. Der findes en Afgrund dybere end Atheismen, dybere end Religions- fiendtlighed, og i den er vor Tidsalder falden. Det er den kolde Ligegyldighed for alt, ſom ikke fprer til Rigdom.... Hvad der paa en veltalende Maade beſkrives ſom „Civili— ſationens Fremſkridt“, „materielt Gelvere” og ,ubprt Rigdom“ eller paa en finere Maade kaldes den „induſtrielle Middelklasſes Opkomſt“, blir, naar vi betragter Forholdene med et fra pfonomijfe Vildfarelſer renſet Blik, Dannelſen af en „lavere og laveſte Klasſe“ uden egen Jord, uden Hjem, Redſkaber eller Eeiendom mere end fine Henders Styrke, hvis Lod er elendigere end nogen Poet, der ſtildrer Helvedes Redsler, har kunnet foreſtille ſig. Nedſjunkne i Uvidenhedens, Mangelens og Umoralitetens Dynd ſynes de ſtakkels Menneſkers eneſte Evangelium at vere de fraf- tige Ord, hvilke tillegges Mr. Ruſkin: „Hvis der findes et Liv efter dette, gaar de fortabt, og hvis det modſatte er Tilfeldet, jaa er de allerede fordpmt..” Er det virkelig gaaet faa vidt, ui en Vertshusholder i California kan berige fig paa Byttet fra drukne Minearbeidere, og en ſtor Finantsmand dikterer Krig eller Fred for de europeiffe Monarker? Den allerlaveſte Overtro, ſom nogenſinde har gaaet under Navn af Religion, har ikke forkyndt en ſaadan Leere fom denne. Den er lavere end Fetiſchismen. Dyr⸗ kelſen af den almegtige Dollar, indkarneret i den ſaakaldte selfmade Kapitaliſt, er en Forgudelſe, for hvilken ſelve Veſpaſian med fit “Ut puto, deus fio” vilde ftaa forgabt. Og hans merkverdige Artikel flutter med folgende Spaadom: Vanſkelighederne i Rusland, Frankrige, Italien, Irland og det rige England med Henſyn til Jordbruget viſer os, at By⸗ og Landbefolkningen vil om ikke lang Tid befinde fig i ſamme Leir; de vil krœeve et Botemiddel, en Losning paa den Gaade, at der gives hungrige Munde; en Forkla— ring oper, at der gaar nogle Stakler omfring uden Tag over Hovedet, uagtet Produktionen er bleven forpget tre eller fire Gange over Individernes Tal. De Hjerner, der 4 „ a * 9 hy * * / v 1 7 „ 7 7944 — ſkulle udvikles, er ſlove, forbryderſke, og de Sjele, hyilke ſkulle foredles, er dyrijfe, Det er ſandelig paatide, at Videnſkaben, Moralen og Religionen Hever fin Roſt. En Forandring nermer ſig; den ſtaar allerede ved Doren. Burde ikke edle Menneſker tage under Overveielſe, hvorle— des vi ſkal modtage den, ſaa at dens Komme maatte blive fredelig? „Her“, tilfviede Max, „er et ſtort Verk af Profesſor Scheligan, i hvilket han eiterer fra The Forum for Decem— ber 1889, Side 464, en forfeerdelig Beretning om, hvor— ledes Jordbrugerne beftjeles af Jernbanekonpanier og Pengeudlaanere. Han meddeler, at Jernbanerne i 1882 tilranede ſig det halve af Hvedeavlingen i Kanſas fom Vederlag for at transportere den anden Halvdel til Mar— kedet! IJ de 38 Aar, ſom fulgte efter 1850, ogedes de Forenede Staters Jernbaneinteresſer 1,580 pCt., Bankinteresſerne 918 pCt. og Farminteresſerne kun 252 pCt. En Mand ved Navn Thomas G. Sherman forudſagde i 1889, at om 30 Aar vilde 100,000 Perſoner eie tre Femtedele af Lan— dets Formue, Hvis den vedblev at ophobes faa hurtigt, fom den havde gjort, paa faa Mends Hander. Omtrent ſamtidig forſikrede American Economist, at paa 35 Aar vilde Antallet af Perſoner i de Forenede Stater, der eiede ſine Hjem, have ſvundet ind fra fem til tre Ottendedele. En Avis, kaldet The Progress, i Boſton meddelte i 1889 folgende merkveerdige og profetiſke Tal: Den veltalende Patrick Henry ytrede: „Vi kan alene ſtue ind i Fremtiden ved Hjelp af det ſvundne.“ Betragt Fortiden. Da Wgypten gik under, eiede 2 pCt. af Landets Be folkning 97 pCt. af Formuen. Folket ſultede ihjel. Da Babylon gik under, eiede 2 pCt. af Befolkningen hel Landets Formue. Folket ſultede ihjel. Da det perſiſke Rige odelagdes, eiede 1 pCt. af Folke mengden Landets ſamlede Formue. 2 s 2 tai. . 1 At eo —9g— Da Rom gik under, tilhprte hele den da kjendte Verden 1,800 Pend. Der er omkring 40,000,000 Menneſker i England, Ir⸗ land og Wales, og 100,000 Perſoner eier alle Jordeien— domme i det forenede Kongerige. J de ſidſte 20 Aar har de Forenede Stater med hurtige Skridt fulgt i disſe gamle Nationers FJodſpor. Her er Beviſet: J 1850 eiede Kapitaliſter 374 pCt. af Nationalformuen. J 1870 eiede de 63 pCt. New Porks Folkemcengde var i 1889 1,500,000. Af disſe boede 1,100,000 i leiede Boliger. Samtidig havde Farmland i Sſten og Veſten paa 25 Aar ganet ned i Pris til en Trediedel eller det halve af, hvad det koſtede. Statsasſesſor Wood i New Pork oplyſte i 1889, at ifolge hans Mening vilde der om nogle faa Aartier kun findes Leilendinger i Staten.“) J 1889 belsb Panteobligationsgjelden i de veſtlige Sta- ter ſig til tre Billioner fire hundrede to og tyve Millioner Dollars. „Hapde disſe merfoerdige Ytringer og hoiſt betegnende ſtatiſtifte Opgaver ingen Indflydelſe paa Samtiden?“ ſpurgte jeg. „Ikke det ringeſte“, ſvarede han. „Visdommen lader fin Roſt Here paa Gaden; men ingen giver Agt paa den.“ Filoſofiens ſvage Stemme overdovedes af Kjeltringernes Trompeter, naar de med Held Havde udfort fine planlagte Skurkeſtreger, og Folket blev revet med.“ „Har der ikke ſenere“, ſpurgte jeg, „lydt advarende Stemmer om den kommende Kataſtrofe?“ „Aa jo“, ſvarede han, „Tuſinder har haet fin Roſt. Gjennem hele det ſvundne Aarhundrede har de bedſte og edleſte i hver Generation fortſat i de ſamme alvorlige ) Se „Popular Seience Monthly“ for November 1889. ek, 7)" 10 Toner, udtalt de ſamme Wdvarfler og Spaadomme, naar ſomhelſt de fandt en Avis, der vovede at optage deres Ytringer — men forgjeves. Hver Generation fandt Stil— lingen end mere fortvivlet og haablos; hvert Aar pgedes Verdens Jammer og Clendighed. Daarerne kunde ikke ſe, en megtig Aarſag vedblivende maatte virke, indtil den ſtanſes af en eller anden hoiere Magt. Og her var der iffe nogen hoiere Magt, fom önſkede at ſette en Stopper for den. Jo mere den regjerende Klasſes Hovmod og Magt tiltog, jo mere flappedes de lavere Klasſers Evne til at gjore Modſtand indenfor Lovens og Konſtitutionens Grendfer. Enhver Udvei var i Virkeligheden ſtengt ved Korruption. Juryer, Domſtole, Legislaturer og Kongres— ſer var, ſom om de aldrig exiſterede. Folket omgaves af uoverkommelige Hindringer. Man havpde tilſidſt intet andet at ty til end det primitive Dyremenneſkes brutale Inſtink— ter, og disſe tog man ſin Tilflugt til. Saaledes opſtod Odelceggelſens Broderſkab. Ord kan ikke udtale de Lidelſer, fom edle Mand her og der har maattet udſtaa i det ſvundne Aarhundrede, fordi de ſogte at frelſe Menneſke— ſlegten. Nogle af dem blev ſimpelt hen banlyſt fra fine Ligemends Selſkab; andre berovedes Livsophold og nedſank i Elendighed, medens en Del (her merkede jeg, at hans Anſigt blev aſkegraat, og hans Leber ſkjalv) har miſtet Friheden gjennem leiede Menedere og ſendtes til Fengſlet, hvor de endnu henſukker Livet klaedte i Vancrens forfeerde— lige Dragt udforende Forbryderes nedverdigende Arbeide.“ Efter en Stunds Forlob (thi jeg faa, han var i en meget oprort Sindsſtemning) ytrede jeg: „Hvoraf kommer det, at Folket faa lenge har taalt disſe blodige Uretferdigheder? Gjorde det aldrig Modſtand?“ „Jo“, ſvarede han; „men Frugten paa Ondſkabens Tree var endnu iffe moden. J Slutningen af det nittende Aarhundrede fandt et forfeerdeligt ÜUdbrud af Arbeiderne Sted i alle de ſtorre Byer i Amerika; de sdelagde megen ~ 3 —101— ſpredt fig ſom Ild blandt Befolkningen, ja ſelve Armeerne er gjennemſyrede af vore Ideer, og mange af Soldaterne tilhorer vort Broderſkab. „Her i Amerika har de veret kloge nok til at betale Soldaterne i den ftanende Armee bedre Lon, hvorfor disſe ikke ſaa ligefrem ſympathiſerer med os; men vi er ti mod en og frygter dem ikke det ringeſte. Der er imidlertid en Hindring, ſom vi ikke har kunnet fe os iſtand til at over- komme. For over et Aarhundrede ſiden opfandt man, ſom du ved, ſtyrbare Luftſkibe. Oligarkiet har flere Tuſinder af dem; de er forhudede med dette Lette men ſterke Metal, Aluminium. IJ daglig Tale kalder man disſe Luftſkibe „Dermonerne.“ Naar de ſvaver over en fiendtlig Styrke, ſlippes der ned ſtore Bomber fyldte med et forfeedeligt Sprerngſtof blandet med Kugler. Hvor en af disſe Bom- ber treffer Jorden, ligner Stedet Krateret efter en udſluk— fet Vulkan, medens Rakker af dode ligger ſtrpede i alle Retninger; men dette er ikke alt. For nogle Aar ſiden opdagede en franſk Kemiker et forferdeligt Preœparat, en fin Gift, der er tungere end Luften, men alligevel udvidelig; naar den ſlippes ned paa Jorden, udbreder den fig i alle Retninger, og de, der indaander den, dor pludſelig. Franſk— manden ſolgte ſin Opfindelſe til Oligarkiet for en ſtor Sum; men han havde ikke lenge Glede af fin paa en jaa usſel Maade erhvervede Formue. Den folgende Dag fandtes han ded i jin Seng forgiftet af Luften af nogle Draaber af hans egen Opfindelſe. Det antages, at han blev drebt paa Regjeringernes Foranſtaltning, faa de forevigt kunne have Monopol paa dette forferdelige Odeleggelſesmiddel. Det er paa dette, Plutokraterne hovedſagelig ſtoler ſom ſit Forſvar mod det undertrykte Folk. Disſe Luftſkibe, Dee— monerne, er forſynede med Bomber fyldte af denne fret kelige Gift, og naar et Udbrud finder Sted, ſpever Sfi- bene lig ſtore, onde, ſortvingede og ffreffelige Fugle over Inſurgenterne. Lader de falde bare en eneſte Bombe, gri— * . i 4 * —102— Eiendom; mange Liv gik tilſpilde, og de havde i jin Be ſiddelſe Byerne i mange Dage; men Nationalregjeringen indkaldte frivillige. Hundrede tuſindtals krigslyſtne, unge Mend, Farmerſonner, greb til Vaaben. Efter mange blo— dige Trefninger undertrykte de Revolutionen, idet Tuſinder af Deltagerne nedſlagtedes, medens det heengjerrige Oli— garki ſendte Tuſinder andre til Galgen. Senere har der ſaavel i Europa ſom Amerika forefaldt andre Udbrud; men alle endte paa ſamme Maade. Verdens Tilſtand er bleven verre og verre; de arbeidende Klasſers Stilling er bleven end mere fortvivlet. Farmerſonnerne kunde Oligarkiet i Generationer gjore Regning paa at bekjcempe Arbeiderbe⸗ folkningen. Frugterne deraf har viſt ſig tydeligere og tyde— ligere. Nu eier Landmendene ikke en Smule Jord; deres Farme er ſolgte; liſtigt udſpekulerede Love bevirkede, at Frugten af deres Slid og Sleb gik til ſtore Kombinatio— ner, ſom igjen gav dem Pengene tilbage i Form af Laan ſikrede ved Panteobligationer. Dette Roveri vedblev, ind— til Landmendene miſtede fine Hjem ved den Formue, de ſelv havde produceret. Nu eier en enkelt Rigmand et helt County, og en hel Stat er delt mellem nogle faa Laane— asſociationer, medens de Mend, der engang eiede Jorden, har Valget mellem at drage til Byerne for at pge de elen— diges Skarer eller forblive paa Landet fom udarmede Jord— arbeidere konkurrerende med de mongolſke Horder om Brod— ſmulerne. Paa Grund heraf har Materialet til Armeer forſvundet. Menneſket har ved fin Graadighed opedt ſelv den Grundvold, hvorpaa det ſtod. De, ſom endnu er til— bage paa Farmene, er Medlemmer af vort Broderſkab. Naar den ſtore Dag kommer, og Regjeringen udſender fit Opraab om frivillige, fom den for pleiede at gjore, lyder det forgjeeves; de underkuede, barbarijfe Mend vil med frydefulde Hjerter ſkynde fig til det forferdelige Blodbryl— lup. Og de elendige, udſultede Mongoler i Kvindekleeder er hverken modige, dygtige eller villige nok til at tjene ſom Soldater og forſvare ſine Undertrykkere.“ —103— „Men har Oligarfiet ſtaaende Armeer?“ ſpurgte jeg. „Ja. J Europa er man bleven tvunget til gradvis at indjfrenfe Soldaternes Antal, da Regjeringen ikke kunde udpine nok Skatter af det udarmede Folk til at dekkke de med ſtore Armeer forbundne Udgifter. Der er, fom du ved, den virkelige Regjering fortiden nogle Bankorer, af hvilke de fleſte er Yoder. Konger, Dronninger og de jaa- kaldte Preſidenter er kun Legetoi i deres Hender, Alle Tanker om national Wre, al Ridderlighed, al National⸗ ſtolthed, alle Stridigheder om Landomraade er forlenge ſiden ophert. Europa er en Bankforretning, der ene og alene drives for Banfprernes Fordel. Obligationer har taget de nationale Gejtrebeljers Plads. At udſuge de undertrykte er Regjeringernes ſtore Maal, medens Folket maa lide og taale. „Det Maal, ſom Hanibal til fin egen Ulhykke ſatte fig, nemlig at tvinge det latinſke og de blandede gothiſte Fol⸗ keſlag i Europa under Semiterne, repreſenterede af Han⸗ delsſtaden Carthago, er i vore Dage naaet med Held af Fonicernes Slegtninge, Israeliterne. Abrahams Nomade⸗ born har under blodige Forfolgelſer kjcempet og ſnydt fin Vei gjennem Verden ud fra Teltene paa Paleeſtinas Slet⸗ ter til en hoiere Magt end Europas Troner. Verden er idag ſemetifſt. Jafets Born er Sems Slaver, og Kams Efterkommere bpier jig ydmygt i Stovet under deres Velde. Europas ſtaaende Armeer er ſimpelt hen et bevebnet Politi. Da alle Nationer eies af en Magt, Pengemagten, er der ikke Fare for Krig leengere. Som Folge af den Gnieragtighedens Kreemmeraand, der er raadende paa det europeijfe Kontinent, har de reduceret, ikke alene Soldater⸗ nes Antal, men ogſaa deres Lonninger, indtil Betalingen ikke er ſtort hoiere, end hvad den udhungrede Bondeſtand og Haandverferne fortjener. Magthaverne har i aarevis kunnet rove og plyndre uantajtet, jaa de er blevne ligegyl— dige og foler fig ſikre. Vor megtige Organiſation har . * * ie it reer oS, —104— bes Oprorerne af en ſaadan Skrak, at de, ſom ikke vie— blikkelig drebes af Giften, flyr i den ſtorſte Haft, og Op— ſtanden er dermed endt. Vi har lenge arbeidet paa at bringe Demonernes Mandſkab og dem, fom fabrikerer disſe Bomber, ind i vor Organiſation; men hidtil har vore Beſtrebelſer i faa Henſeende veeret forgjceves. Oligarkiet kjender deres Betydning og betaler dem godt. Vi har imidlertid underkjobt en eller to af Luftſkipperne, ſom ikke ſelv kjender Hemmeligheden, men hvilke har inſpireret andre til at forlange ftprre og jtprre Lon af Regjeringen, idet de ved at have alting i fin Magt. Oligarkiet har veevet tvunget til at give efter for disſe Krav, ſom igjen under vor Inſpiration bare har fort til endnu ſtorre Fordrin⸗ ger. Det er vort Haab, at de ſtyrende ſnart vil negte at betale hoiere Lonninger, og under den Misnsie, der folger paa denne Negtelſe, vil Luftſkipperne give efter for vore Foreſtillinger. Det blir en Gjentagelſe af den gamle Hiſto— rie: Den Armee, ſom indkaldtes til at forſvare det i Laſten nedſjunkne Rom, tog tilſlut Keiſerriget i Beſiddelſe og valgte Keiſerne. Det er den Skjebne, fom Undertrykkerne ved Gruſomhed og Uretfeerdighed endelig bringer over fine egne Hoveder — de opfluges af ſine egne Redſkaber, ſaa— ſom Manfred ſiger: „De Aander, jeg fremmanet har, forlader mig; De Hexer, jeg har ſtolet paa, mig plager.“ „Du har Ret“, ſvarede jeg; „der gives intet, ſom kan bevirke varig Fred, uden Retfeerdighed, hvilken er den eneſte Jordbund, hvor ingen giftige Urter voxer. Almindelig Retfeerdighed betyder lige Chancer for alle Menneſker og Undertrykkelſe ved Lov af den gigantiffe Egennytte, der ruinerer Millioner til Fordel for Tuſinder. J gamle Dage antog Egennytten Form af Erobringer, og Folfet blev Livegne. J en ſenere Tidsalder fik den Skikkelſe af individuelt Roveri og Mord. Love gives mod disſe For— brydelſer. Endelig kom Egennytten tilſyne gjennem Kom⸗ 9 —105— binationer, „Ringe“ eller „Truſts“, ſom de faldte dem, ſamt Korporationer og andre ſlue Paafund, hvoraf nogle neppe viſte fig paa Overfladen; men fom alligevel overforte den ene Perſons Eiendom i den andens Lommer og lagde Folket faa fuldſtendigt i Slavelenfer fom nogenfinde Ro⸗ verbaronerne gjorde med de oprindelige Eiere af Europas Jord.“ GPE D BADE LBB DOO IDO val Gabriels Utopien. „Hvad vilde du gjore, min gode Gabriel“, ſpurgte Max leende, „om Verdens Reformation var lagt i dine Heender? Hvert Menneſke har et Utopien i fit Hovede. Giv mig nu en Ide om dit.“ „Forſt vilde jeg afſkaffe al Pengerente, der er Roden og Ophavet til Verdens Beſvpeerligheder; den bringer en Mand paa ſikker Grund, medens en anden befinder ſig i Uſikker— Hed, og netop derved foraarjager den en dyb Kloft i Samfundet.“ „Hvorledes kan du beviſe det?“ ſpurgte han. „Udlaaneren erholder Panteobligation i Laantagerens Jordeiendom, Hus eller Varer, der maaſke er verd to a tre Gange jaa meget fom det laante Belob; Skyldneren lober al mulig Reſiko under ſine Beſtrebelſer paa at til— bagebetale Laanet. Derſom vedkommende er en Farmer, er han i de uberegnelige Elementers Bold. Wand kan overſpvomme, Torke odeleegge hele Avlingen. Hvis han er en Kjobmand, er han ſelvfolgelig udjat for Handelens Ver- linger — Virkningerne af andre Handelshuſes Konkurs; Elementernes odel̃eggende Indvirkning paa Agerbruget og ſom Folge deraf paa Handelen; hans Skibe forliſer ude pada det ſtormende Hav oſo. Er Laantageren en Haand— verker, jaa er han endmere afheengig af dem, ſom er over ham, og Fremgang paa det kommercielle Omraade; han kan miſte jin Beſkjeftigelſe, blive fyg og do. Men bag al 4 denne Reſiko ſtaar Pengelaaneren i fuldkommen Sikkerhed. 4 Kundernes Ruin er til hans Fordel; tht han tar for fit Laan Eiendom, ſom er veerd langt mere, end han laante —107— ud. Naar, blandt Millioner Menneffer i Lobet af et Yar: hundrede, den ene Klasſe faar Overtaget over den anden, maa Kloften mellem dem tilſidſt blive forfcerdelig. Et lidet Onde voxer ſom Gjer — det ophorer aldrig at virke. Set at jeg fremſtiller for dig en vakker, roſenkindet ung Mand ſprudlende af Liv, Sundhed og Haab. Jeg berprer hans Leber med en eneſte Teringsbacille; den er uſynlig for det blotte Wie; den er forliden til at veies og i det Hele taget faa ubetydelig, at han ikke engang vilde ſtjenke den en Tanke; men den har Cone til at udvifle fig i det uendelige. Ynglingen fjerner fig ſyngende. Maaneder, ja maafke Aar gaar hen, inden de dodelige Virkninger ſpores; men i Tidens Lob begynder hans Skridt at tabe ſin Ela— ſticitet; Jinene blir matte; Kinderne blegner; Kraften ſvin— der, og tilſidſt er den livsglade, unge Mand bare Skind og Ben — en guſten, indſkjunken Skikkelſe. Endelig kom— mer Dpden og udſletter dette Skrekkens Billede. Giv nogle Mend i Samfundet en finantſiel Fordel fremfor de porige, hvor ubetydelig, ja uſynlig, den end monne vere, faa vil dog den begunſtigede Klasſe i Lobet af Aarhundreder eie alt og ruinere Landet. En Cent, beretter man, udſat paa Rente den Dag Columbus ſeilede fra Spanien, vilde nu, om den ſtod lige ſiden, med Renter og Rentesrenter belobe fig til mere end Sfatteverdien af al Eiendom, Lospre faa vel ſom Grundeiendomme, der findes i Nord- og Syd— amerika.“ „Men“, indvendte Max, „hvorledes ſkulde de bere fig ad, der onſkede at laane?“ „Nodvendigheden af at laane er en af Folgerne af Laan. Sygdommen fremkalder Symptomerne. De Perſoner, hvilke blir rige ved at laane, er uendelig feerre end dem, fom ruineres derved, og hver Ulykke, der rammer Middelklas— jen, forsger de hjelpeloſe, fattiges Antal ſamt gjor deres Udjigter mprfere. Penge er i fig ſelv verdiloſe; de er— holder forſt Verdi, naar de bruges ved Bytte i Ting, —108— jom er npdvendige for Livets Vedligeholdelſe og Komfort. Derſom Penge ikke kunde udlaanes, vilde ſelvfolgelig Eieren vere nodt til at anbringe dem i Foretagender, hvorved Arbeidere ſkaffedes Beſkjeftigelſe. Efterſom Forretningen da ikke kom til at bere paa en dobbelt Byrde, vilde Frem⸗ gang vere end ſikrere. Under de nuverende Forholde maa ikke alene vedkommende Neeringsdrivende ſelv underholdes, men ogſaa Aagerkarlen, der ſidder tryg paa hans Nakke. Sam— fundets almindelige Velſtand vilde oges, idet flere Fore— tagender ſattes igang. Selpfolgelig blev der mere Efter— ſporgſel efter Arbeidere og paa Grund deraf hoiere Lon. Aager virker abſolut hemmende paa de foretagſomme Med— lemmer af Samfundet, foraarſagende at disſe gaar fallit, og ſaaledes bliver der kun de meget rige og de meget fattige tilbage; thi hver Dollar, ſom Arbeidsgiveren betaler Pengelaaneren, maa nodvendigvis komme fra Arbeiderens Lomme. Aager er ſaaledes Aarſag til det forſte Ariſtokrati, hvorfra de andre har fit Udſpring. Underſog hvorfra de Penge kom, ſom nu undertrykker Menneſkeſlegten i Skik— kelſe af ſtore Korporationer, Kombinationer oſv., og i ni af ti Tilfeelde vil du ſpore dem tilbage til Pengerenten. Koraloerne er dannede af dode Inſekter; ſtore Formuer er ſom ofteſt Summer ophobede gjennem pfonomijte Kataſtro— fer, og hver Dollar repreſenterer Ulykke.“ „Nu vel“, ſagde Maximilian, „hvad vilde du ſaa gjore, naar du hapde ajjfaffet Wager i dit Utopien?“ „Jeg vilde gaa tilverks med at optage en Fortegnelſe over alle Love, Skikke eller Seedvaner, hvilke gav det ene Menneſke en Fordel fremfor det andet, eller ſom bidrog til at foncentrere Samfundets Formue i Henderne paa faa. Efter at have forvisſet mig om, hvori disſe Uretferdighe— der og Forrettigheder beſtaar, vilde jeg med et affkaffe dem.“ „Lad os antage“, ytrede Maximilian, „at du ikke pie- blikkelig blev myrdet af de Mend, Hvis Privilegier du n —109— havde pdelagt, hvad vilde faa det neſte Sfridt vere? Menneſkene er ſaa helt forſkjellige. Nogle er i Beſiddelſe af mere Virkelyſt, Styrke, Fremſyn, Liſtighed og Spar⸗ ſommelighed end andre. Hvorledes kan du forhindre disſe Mand fra at blive rigere end de porige?” „Jeg vilde ikke engang forſoge det“ ſvarede jeg. „Disſe Uligheder hos Menneſkene er medfodte og kan ikke ud⸗ jevnes ved Lovgivning. Heller ikke er de Inſtinkter, du taler om, i fig ſelv ſkadelige. Civiliſationen hviler i Vir⸗ keligheden paa dem. Det er kun i ſine Overdrivelſer, at de blir pdeleqgende. Det er ret og viſeligt af Nenneſkene at ſamle ſaa megen Formue, at de kan have et ſorgfrit Udkomme og vere ijtand til at give fine Born noget at begynde med, naar de treder ud paa Livets Arena. Et tuſen Mend i en Kommune verd 10,000, eller 50,000 eller endog 100,000 Dollars hver kan vere et Gode ja maaſke en Velſignelſe; men en Mand, eiende 50 a 100 Millioner eller, ſom vi har dem nutildags, 1000 Millo⸗ ner, er en truende Fare for hvert Menneſkes Lykke og Sikkerhed i Verden. Jeg vilde faſtſcette et Maximums⸗ belob, over hvilket ingen ffulde have Lov til at beſidde Eiendom. Jeg ffulde imidlertid ikke hindre ham fra at ſamle mere, om han naaede dette Punkt; thi hos mange Menneſker er Erhvervelſe af Formue et Inſtinkt; men jeg vilde kreve af ham, at han anbragte Reſten i en eller anden ſtor Forretning, ſom dreves under Ledelſe af en Regjeringskomite til Arbeidsklasſens Fordel. Han fkulde oprette Skoler, Univerſiteter, Bornehjem, Hoſpitaler, Ba⸗ deanſtalter, Forlyſtelſesſteder, Bibliotheker, opfore vakre Boliger, Muſikſale, anlegge Haver, Parker, foranſtalte Exkurſioner tilſos i varmt Veir, anſkaffe Brende i folde Aarstider oſv. Jeg vilde tillade ham at gjore fit Navn udpdeligt ved at knytte det til hans Velgjerenhedsanſtal—⸗ ter, og endvidere ſkulde jeg ere ham ved at opreiſe hans Sta⸗ tue iet ftort Nationalgalleri beſtemt til at forevige Men⸗ neffefleegten3 Velgjoreres Minde.“ —110— „Men“, ſagde Maximilian ſmilende, „det vilde ikke vare lenge, inden Rigmendene med deres Overſkud af Formue havde tilveiebragt alt det, ſom du taler om. Hvad vilde du faa gjore med Reſten af den ophobede Rigdom?“ „Der er mange Maader at anvende den paa“, ſvarede jeg; „vi kunde f. Ex. ſamle deres Penge til et ſtort Fond og anlegge nationale Jernbaner, ad hvilke Farmernes Broz dukter kunde bringes til Arbeiderbefolkningen, og Arbeider— nes Frembringelſer til Farmerne jaa billigt ſom muligt, hvorved man vilde vere befriet fra Spekulanter og Mel— lemmeends Udſugelſer. Saaledes kom baade Farmere og Arbeidere til at leve bedre med mindre Arbeide ſamt for— mindſkede Udgifter.“ „I det heletaget en meget vakker Tanke“, ytrede Max, „men dine Mellemmend vilde do.“ „Paa ingen Maade“ ſparede jeg, „de liſtige ſulter aldrig. Der vilde blive en faa almindelig Velſtandens Wra, at de ſimpelt hen kom til at anvende fin Dygtighed og Skarp— ſindighed i andre Retninger, i hvilke de kom til at give noget Vederlag for, hvad de har modtaget. Nu tager de Floden, Smoret og Kjodet, medens andre maa fode og melke Koen.“ „Men“, indvendte han, „alt dette vilde ikke hjeelpe Far— merne i deres nuverende Stilling — de eie ingen Jord lengere.“ „Sandt nok“, ſvarede jeg; „men netop fom jeg begrend— ſede en Mands mulige Rigdom, ſaaledes vilde jeg ogſaa ſcette en Greendje for den Jord, han ffulde faa Lov til at eie. Lad os ſige i det hoieſte 100 ja indtil 500 Aeres, eller hvilket Areal man fandt meſt pasſende. Jeg vilde affkaffe alle Korporationer eller forvandle dem til indivi— duelt Kompaniſkab. Abraham Lincoln gav Sydens Inſur— genter under den ſtore Borgerkrig i forrige Aarhundrede et viſt Antal Dage til at nedleegge Vaabnene eller miſte ſine Slaver. Paa ſamme Maade vilde jeg tilſtaa et eller . fe? yO OP Ne Fe See eee —111— to Aars Tid, i hvilken de ſtore Jordeiere ſkulde ſeelge fine Eiendomme paa lang Henſtand til virkelige Beboere mod terminvis Betaling uden Renter. Hvis de negtede at gjore Dette, vilde jeg efter Udlobet af det foreſkrevune Tidsrum fonfiffere Jordeiendommene, ſcelge dem, ligeſom Regjerin⸗ gen gjorde med det offentlige Land i gamle Dage, til vir⸗ kelige Settlere for en vis Pris pr. Acre og levere Pengene til vedkommende Eiere.“ „Men, ſaaſom du havpde afjfaffet Renten, kunde der ikke bere Tale om Panteobligationer, og de fattige Menneſker kom til at ſulte ihjel, inden de fik nogen Avling.“ „Da vilde jeg anvende Nationens Midler, hvilket blev gjort under den ſtore Borgerkrig af 1861, ved at udſtede Papirpenge, garanterede af fem hundrede Millioner Men⸗ neſker, og udlaane dem til de forarmede Gonder uden Ren⸗ ter for derved at hjwlpe dem over de forſte trange Aar. Disſe Penge ſkulde vere gangbare ved Betaling af alle Skatter, paa hvilken Maade Tilbagebetaling til Regjerin⸗ gen ſkulde finde Sted. Regjering er oprettet alene i det Siemed at ffifte Lov og Ret og verne om Folkets Rettig⸗ heder. Cndnu er ikke det halve af dens Krefter udviklede. Og vi er ikke mere bundne ved bore Fedres Styreſet, end vi er til at holde os inden Greendjerne af deres ind- ſkrenkede Kundſkabsforraad, deres Opfindelſesevne eller Re⸗ ligionsopfatning. Feilen er, at Masſen betragter Styrel- ſom noget, der er faldt ned fra Himmelen, og fom Folge deraf ſaa fuldkommen, at den ikke kan forbedres, ja ikke engang kritiſeres, medens den i Virkeligheden kun er en menneſtelig Inſtitution og i ſig ſelv ikke mere hellig end en Trillebor eller en Gryde. Formaalet med alt jordiſk er Slengtens Vel, og der findes intet andet helligt paa Jor⸗ den end Menneſket; thi alene det er ffabt i Guds Billede.“ „Men“, ſpurgte Max, „maatte ikke dine Papirpenge indlaſes med Guld eller Solv?“ „Det vilde ikke vere nodvendigt“, ſvarede jeg. „Tilbe⸗ =119-= delſen af Guld og Splv er en Overtro, Hvis Ypperftepre- {ter er Bankprerne og Menneſkeſloegten Ofret. Disſe Me⸗ taller har i fig ſelv ringe Verdi. Hvad er det, ſom ſkulde gjore dem ſaa verdifulde?“ „Er de ikke de meſt ſjeldne og de veerdifuldeſte Produk⸗ ter i Verden?“ ſpurgte Max. „Paa ingen Maade“, ſvarede jeg, „der er mange Metal⸗ ler, hvilke ikke forekommer i ſaa ſtor Mengde og overgaar Guld og Solve i Verdi. Medens et Kilogram Guld koſter henved 8730 og et Kilogram Solv $43.50, er ſamme Vegt Iridium (det tungeſte Legeme man kjender) veerd $2,400; et Kilogram Palladium, $3,075; et Kilogram Calcium neœſten $10,000; et Kilogram Stibidium, $29,000, og en- delig koſter et Kilogram Vanadium, den virkelige Konge blandt Metallerne, $25,000.” „Hvorfor anvendes da Guld og Selo ſom Penge?“ ſpurgte han. „Hvem ved? Brugen fkriver fig fra forhiſtoriſke Tidsal- dere. Menneſket anſer beſtandig for Ret, hvad fom exiſte— rede, da det blev fodt.“ „Men er de ikke vakrere end andre Metaller? Og anvendes de ikke til Penge, fordi Syrer ikke fan sdelcegge dem?“ „Nei“, ſvarede jeg, „nogle af de andre Metaller over- gaar dem i Skjonhed. Diamanten er i hoi Grad baade ſkjonnere og veerdifuldere. Glas modſtaar Syrer bedre end Guld og Solv.“ „Hvad foreſlaar du?“ ſpurgte han. „Guld og Solv er Grundlaget for Verdens Myntveſen. Hvis der er nok af disſe Metaller, har man ſamtidig en rigelig Forſyning af alleſlags Papirpenge. Er det mod⸗ ſatte Tilfceldet, maa ſelvfolgelig Papirpengene ſpinde i ſamme Forhold ſom Grundlaget, Hvis ikke hjemſoges Ver⸗ den af Paniker og Rivninger under Forſoget paa at faa en Dollar i Guld til at veie op mod tre, ſex eller ti i 8 =115— Papir. J Lobet af 150 Aar har Produktionen af Guld og Solv ſtadig aftaget, medens Verdens Befolkning og Forretninger har forpget fig med hurtige Skridt. „Tag et Barn, der er nogle Aar gammelt; lad en Smed omgjorde dets Midje med et Jernbaand. J Begyndelſen merker den lille ikke den ringeſte Ubehagelighed. Efterſom Barnet boxer til, blir Jernringen for trang; den foraar- ſager Smerte, uden at den lille ljender Aarſagen. De indre Organer kommer i Uorden. Barnet blir ſtorre og ſtorre, indtil det har Hoved, Skuldre, Heender og Fodder fom et voxent Menneſke men et Barns Midje. Det blir en Vanſkabning, og endelig dor det. Dette er et Billede paa Verden idag. Den er laenkebunden i en eller anden forhiſtorifk Nations taabelige Overtro. Men dette er ikke alt. Enhver Formindſkelſe i Kvantiteten af Guld eller Solv foroger Dollarens Kjobeevne, hvorved der udfreves mere Arbeide og Produkter for at komme i Beſiddelſe af den. Derved blir den rige rigere og den fattige mere forarmet. Jernringen bevirker, at Livsorganerne kommer i Ulave. Efter ſom Dollaren ſtiger i Verdi, ſynker Men⸗ neſket. Heraf folger mindre Arbeidslon, Forggelje af Rig⸗ dommens Magt; at Faatallet lever i Luxus og Overdaa⸗ dighed, medens Flertallet ſynker ned i Usſeldom og Elen⸗ dighed“. „Paa hvilken Maade vilde du forhindre det?“ ſpurgte han. 5 „Jeg vilde ſammenkalde de civiliſerede Nationer til Raad⸗ ſlagning og fatte Beſlutning om Udſtedelſen af internatio- nale Papirpenge, der ffulde udſtedes af de forſkjellige Lande, men vere lovligt Betalingsmiddel overalt til Dekkelſe af alſlags Gjeld. Seddelmeengden fkulde beſtemmes ifolge vedkommende Lands Folkemengde, et Forhold, ſom aldrig maatte overſkrides. Grundlaget for de ſaaledes udſtedte Papirpenge maatte vere den civiliferede Verdens Eiendom, og pe ffulde bere gangbare til Betaling af alle Sfatter —1lid— ſaavel til Kommune, Stat fom Nation. Jeg vilde erklore Guld og Solv for lovlige Betalingsmidler alene indtil et Belob af S Dollars eller mindre. En international Penge⸗ ſeddel, fom var gangbar i New Yorf, London, Berlin, Melbourne, Paris og Amſterdam, vilde modtages hvorſom⸗ helſt. Verden, fom da var befriet for fit Jernbaand, kom til at gaa en blomſtrende Tid imode; man blev kvit finant⸗ ſielle Kriſer; thi der kunde ikke vore Tale om nogen Ind⸗ ſnevring af Byttemidlet; ingen trage „Middelaldere“, flaue paa Grund af Mangel paa Kontanter, for en Nations Pengeforſyning Holdt Skridt med Folkemeengdens Stigning. Der Hilde ingen Greendſer verre for Menneſkeſlogtens Wde vikling undtagen Planetens Hieelpekilder, og ſelv disſe kunde ved Menneſkets Opfindſomhed foroges tuſindfold over, hvad vore Fodre dromte om. Selve Havene og Indſperne vilde, naar man gik forſtandig tilvoorks, underholde flere Menneſker, end der for norvorende ſindes paa Jorden. En Million Fiſkecog gaar nun tilſpilde, hvor et blir til noget. Den Tid kommer maaſke, da de fere Agerbrugsprocesſer forkaſtes, da Menneſkenes Fode frembringes af de kemiſke Elementer, hvoraf den er ſammenſat, transfunderede ved Elektrieitet og Magnetisme. Vi har allerede giort noget i den Retuing med Henſyn til ſyntetiſk Kemi. Vore Bjerg⸗ kicder turde maaſke i kommende Tidsaldere blive javnet med Jorden og forvandlede til Brod for den meſt oplyſte, dannede og i hoieſte Grad religioſe Befolkning, der nogen— finde har Tevet paa Kloden. Alt dette er muligt, derſom Civiliſationen bevares fra det brutale og uvidende Pluto⸗ kratis odeloggende Magt, der nu truer Menneſkeſlogtens Sikkerhed. Plutokraterne er lig Slaveeierne af 1860 — de holder blindt og beſtemt paa fin egen Undergang; de flaar ſelv de Hender, fom vilde frelſe dem. „Men“, ſpurgte Maximilian, „er det ikke ret og nodven⸗ digt, at Verdens intelligente Menneſker er de ſtyrende?“ „Visſelig“, ſvarede jeg; „men bvad er Intelligentsd Det er et meget omfattende Begreb, der indbefatter Mild. hed og Kjerlighed. Den Mand, hvis Tanlekrebs udſtrel⸗ fer fig til hele den ſlabte Verden, og fom fatter Menne⸗ {fet Opgave i Naturen, fan iffe vere gruſom mod fine Mebſtabninger. Om det intelligente Menneſke er egen⸗ fjerligt, faa {fer det viſeligen. Det fer klarligen, at en faa gruopveeklende Tilſtand fom den nuverende iffe er til at udfolde. Det ved, at nogle faa Wend iffe med Sit fered kan indeſteenge det ſultne Mandſtab og de hungrige Pas ſagere for ſely at leve i Overdaadighed paa Deffet, Naar de indeftengte blir deſperate nok, og det er bare et Tidsſpyrgsmaal, fetter de Ild paa Sfibet eller borer det iſenk, hvorved Daarerne og deres Ofre omkommer tilſam⸗ men. Det ſande intelligente Menneſte er fremſynt, barm⸗ hjertigt, retferdigt og uden Trangſyn. Det blew ſagt i gamle Dage, at „Guderne viſer, hvad de tenker om Rig⸗ domme, ved de Menneſter fom faar den.“ Det er iffe Po⸗ eterne, Filoſoferne, Filantroperne, Hiſtorieſkriverne, de viſe, de ferbe eller en Generations virkelig intelligente Mend, ſom eier de ſtore Formuer. Langtfra. Der gives en Un⸗ derafdeling af Hjernen, fom kaldes Liſtighed; den har in— tet tilfelles med en ophpiet og ren Sjel, Kundſtab eller Synsvidde; men udgjyr den laveſte, ſmudſigſte Del af In⸗ telligentſen. Den har Ravenes, Abens, Kragens, Rottens og andre Skadedyrs Kjendetegn; den fryder fig i Huller og underjorbiſke Tilhold; den foragter ikke Smudſet; den fan lyve, ſtjcle, bedrage og begaa alleſlags Skurkeſtreger. Lad mig give dig et Exempel: Det berettes, at da den ſtore Borgerkrig bryd ud her i Landet i Aaret 1861, var der i denne By en Kjobmand ved Navn A. T. Stewart. Hundrede Tuſinder af Mend jaa i Krigen kun de ftore Spyrgsmaal — Unionens Op⸗ retholdelſe, fire Millioner Negerſlavers Frigivelſe ſamt Be— varelſen af Landets Ure, og de greb til Vaaben. De var rede til at ofre jit Liv for Nationens Frihed. Me— Ne . * * 0 8 —116— dens de ſaaledes var opildnede, af hellig Begeiſtring, glemte Hjem, Familie, Rigdom, Liv og alt, faa Stewart, den rige Kjobmand, ſimpelthen den Kjendsgjerning, at Krigen vilde afjfjcre Forbindelſen mellem Norden og de bom— uldsproducerende Stater, og at dette vilde reſultere i en Stigen af Priſen paa Bomuldsvarer. Medens Fedrelands— kjerligheden luede i de patriotiſte Mends Barm, medens Trommerne ſkraldede, og Trompeterne lod, ſendte han ud ſine Agenter og indkjobte al den Bomuld, han kunde faa Tag i. Stewart tjente en Million Dollars ved denne Liz ſtighed. Derſom alle havde fulgt hans Exempel, vilde vi iffe have havt nogen Union, noget Land, og der Havde ikke exiſteret hverken Wre eller Manddom lengere i den ganſke Verden. Nationen blev frelſt af de ſtakkels Menne— ſker, der ikke ſatte fig ned for at ſpekulere i Bomuld i denne for Amerika faa fritiffe Tid. Deres Stov hviler nu paa Hundreder af Slagmarker; men deres Minde vil leve evigt i Landsmeends Erindring. Den ſtore Kjobmands Formue, der “fe var til nogen Nytte, faa Longe han lez vede, tilfaldt en, ſom ikke var i Slegt med ham. Wed en Skjcbnens Ironi blev hans elendige Kadaver negtet Gra— vens Fred under det pregtige Mauſoleum og fandt maajfe ſit endelige Hvileſted i Hundenes Maver. „Denne lille Begivenhed illuſtrerer hele Sagen. Det er ikke Intelligentſen, ſom regjerer Rigdommens Verden, det er Liſtigheden. Den korporlige Styrke dominerede engang Menneſkeſleegten — Muſklerne i Baronens hoire Arm, og Intelligentſen maatte fly til Preſteſkabet, til Kloſtre og Munkenes Kapper for at redde ſig. Nu er Intelligentſen Verdens Slave og Liſtigheden Baronen — Verdens Herre. „Lad mig give dig en anden Illuſtration: Ti tuſinde Mand arbeider i fit Haandverk. En af dem gjor en Op— findelſe, hvorved deres Produktionsevne foroges til det ti— dobbelte. Lad os antage, at hver af dem for har produ— ceret Eiendom for fire og en halv Dollar om Dagen, og 3 . * — —117— at Lonnen er en og en halv Dollar. Nu er Heer af Ar⸗ beiderne iſtand til, paa Grund af den nye Opfindelſe, at producere Eiendom veerd fem og firti Dollars pr. Dag. Forgges deres Lon i Forhold dertil, nemlig til femten Dollars om Dagen, eller bare til fem Dollars? Langtfra. Liſtigheden har traadt til og blevet opmerkſom paa Ar⸗ beiderens Opfindelſe; den har kjobt den for en Spotpris; den tager ud Patent — et Monopol under uviſe Loves Beſkyttelſe. Arbeiderne faar endnu kun $1.50 om Dagen, og Liſtigheden ſtikkfer Reſten i Lommen. Men dette er ikke alt. Da en Mand ſaaledes er iſtand til at udfore ti Mends Arbeide, kommer altſaa ni ud af Beſtjeftigelſe. Disſe ni maa imidlertid leve; de puffer den ene Mands Plads; de er hungrige; de vil arbeide for mindre Betaling, og ned gaar Arbeidslonnen, indtil den naar den laveſte Grendſe, hvor Ardeideren muligens kan leve. Samfundet har frem⸗ bragt en Millioner og tuſinde fattige. Millionceren fan ikke ſpiſe mere eller ifpre fig flere Kledningsſtykker end en velſtaaende Landbruger, og er ſaaledes ikke af mere Verdi for Handel og Samkvem. De Tuſinder af fattige maa underholdes af Skatteyderne; de har ingen Penge at kjobe Handelsmandens eller Fabrikantens Varer, og Handelen aftager. Kortſagt: det aller unyttigſte, det meſt delceg⸗ gende og fordemmende, et Samfund kan frembringe, er Millionerer, Om en Kommune importerede fra Indien en Flok menneſkecedende Tigere og flap dem los paa Ga⸗ den for at fraadſe i Mend, Kvinder og Born, faa vilde de ikke anrette en Tiendedel af den Elendighed, ſom et lignende Antal Millioncrer foraarſager. Det vilde tvert⸗ imod bere den Fordel ved Tigrene, at Stadens Borgere kunde gaa ud og drebe dem; men disſe Rovdyr i Men⸗ neſteſkikkelſe beſtyttes med Love givne af det Folk, de ofre paa Elendighedens og Laſtens Alter“. „Men hvad er dit Botemiddel?“ ſpurgte Max. „Styrelſe ſaavel i Nation, Stat fom Kommune — fe det er Noglen til Menneſteſlogtens Fremtid. —118— Det var en Tid, da Byen alene repreſenterede en Hob krybende Bonder leirende fig i Skyggen af Baronens Slot for Beſkyttelſe. Lanugſomt og modſtrabende avancerede den pad Stadsudviklingens Vet dreven fremad af Nodvendig— hedens Svobe. Vi behover kun at udvide Styrelſens Magt for at loſe Verdensgaaden. J vild Tilſtand lever Menne⸗ ſtene adſtilt, Civiliſationen bevirker, at de flutter fig fant: men. En hoiere Samſundsudvikling nodvendiggjor, at dette Middel til Kooperation ſaar fin Magt udvidet, Der gaves en Tid, da en Mand med ſtor Bekoſtning beſorgede ſine Breve ſendt; nu tager Regjeringen mod en yderft ringe Godtgiorelſe den Sag ud af hans Haender. En Tid maatte hver Huseier ſelv beſorge Vand bragt til Huſet; un ſkaffer Kommunen det til alle. Det ſamme er Tilfeldet med Belysning. En Tid maatte Foraeldrene ſelv forge for Skoleundervisning til fine Born; nu uddannes de paa Statens Bekoſtning. Engang maatte en Mand gaa beveb— net for at beſkytte fig ſelv; nu vorner Byen om ham med jit bevobnede Politi. Disſe Vink maa ſolges helt ud. Fremtidens By maa ſkaſſe Loge til alle, Sagforere til alle, oſv. Den maa ſaaledes ordnes, at ingen plyndres, og at ingen ſulter, der er villig til at arbeide.“ „Men“, indvendte Max, „ſaafremt du afſkaffer Renten og derved ſpreder den ſammenhobede Kapital i utallige mindre Foretagender, bvor vil du faa gjore af de ſkarpſin— dige Meſtere i Forretninger, hvilke udfolder en gigantiſt Virkſomhed til perſonlig Vinding, og font ved fine Beſtre— belſer ſamt Kapital forer den ftore Masſe af Producenter ſammen med den ftore Mangde Konſumenter? Er ikke disſe Mand nodvendige for Samfundet. Giver de ikke Folk Anledning til at faa Sysſelſcttelſe? Er de ikke ſelve Sjelen i alt Fremſkridt? Sat at der findes et tuſinde daarlig kldte og hungrige Mand ien Kommune; men faa kommer der en af disſe ſkarpſindige Wventyrere til Stedet; han fer Anledning ul at beuytte Treernes Bark — 119 — og Farmernes Oxehuder; han anlegger et Garveri; han fan maaffe tjene flere Penge end de tuſinde Mend, der gives Beſkjoftigelſe; men har han ikle udrettet mere? Er iffe hans Intellekt umaadelig mere verd end disſe intet— teenfende Menneſker?“ „Der er megen Styrke i dit Argument“, ſparede jeg, „og jeg tror ikle, Samfundet burde undlade at opmuntre ſaa— danne Aventyrere; men de manges Mufkler er ligeſaa npdvendige for den Mand, du beſkriver, ſom hans Intel— lekt er for Muſklerne. Da alle er Menneſter, burde der bere nogen Lighed i Fordelingen af Fortjeneſten. Og kom ihu, vi har leert at tenfe, ſom om Sifre og Formue var alt. Det er bedre for en Nation at beſtaa af 30 Millio— ner velſtagende, lyklelige og patriotiſle Borgere end 100 Millioner uvidende, elendige Menneſter, fom leenges efter en Leilighed til at fuldfafte Regjeringen. Klodens Over— befolkning vil komme Hurtig nok. Vi har ingen Fordel af at fremſkynde den. Amerikanernes tosſede Forfedre kaldte det national Ubdvifling, naar de importerede Millioner fremmede for at bojette fig paa det offentlige Land og lod intet tilbage for ſine egne Byrn. Og her er et andet Punkt: Menneſkene arbeider forſt for et Udfomme — nof til at leve paa den Tid, fom de ved nermer fig med hurtige Skridt, da de ikke er iſtand til at arbeide lngere. Men naar de faa har naaet bette Punkt, vedblive de at arbeide af Forfengelighed — en af de usleſte af de menneffelige Lidenſkaber. Den Mand, fom er verd $100,000 ſiger til fig ſelv: „Der gaar Jones, han er Berd 8500,000; han lever paa en ftprre Fod end jeg, og jeg kan iffe maale mig med ham. Jeg maa forpge min Formue til en halv Million. Jones paa ſin Side ſammenligner ſig med Brown, der har en Million. Han ved, at Folk buffer dybere for Brown, end de gjor for ham. Han maa have en Million — fem hundre Tuſen er ingenting, Og Brown foler, at han overſtygges af Smith 8 med fine ti Millioner. Paa den Maade oges det barns— lige Begjer. Menneſkene vurderes ikke efter fine perſonlige Egenſkaber, men ifolge fin Bankregning. Imidlertid fore— gaar disſe uhyre Ophobninger af Kapital paa Menneſke— fiegtens Bekoſtning. Hvis der i en Kommune paa tuſen Perſoner findes en Formue paa hundrede Millioner ligelig fordelt mellem dem, lever alle komfortabelt og lykkeligt. Derſom ti Perſoner ved ſlue Beregninger tilraner ſig tre Fierdedele af denne Rigdom og ſtikker den i fine Lommer, er der altſaa bare en Fjerdedel tilbage at dele mellem 990, hvorfor disſe ſynker ned i Armod og Elendighed. Inden visſe Grendſer er Penges Sammenhobning paa et Sted ensbetydende med Tilbagegang paa et andet. Under denne usle Forfengeligheds Tilſtyndelſe anvender Menneſkene fine Krafter paa at degradere Verden iſtedetfor at lofte den op. Disſe ſtakkels Skabninger gaar omkring ſcttende Neſen i Veiret omſtraalede af en Glorie, hvilken ikke er deres egen, ſom om de vilde ſige: „Se hvad jeg har! Se ikke paa hvad jeg er!“ „Hvilken uſigelig Slaviſthed raader ikke blandt dem, fom befinder ſig under disſe Nare i Samfundet. Daarerne vil ikke engang kjende Sokrates, om de ſnubler over ham paa Gaden; men de kan pine Croſus en Mil borte; de kjender Lugten af ham paa lang Afſtand, bukker og neier, faa man kunde tro, de var iferd med at knaekke Rygraden. Man kommer uvilkaarlig til at tenke paa Ludvig den Fjortende af Frankrige, da Millioner af Menneſter befandt ſig i den yderſte Nod, ja holdt endog paa at ſulte ihjel; da ſtore Magnater betragtede det ſom den hoieſte jordiſke Wre at hicelpe Kongen tilſengs eller trekke af ham hans ſtidne Stromper. Og derſom en almindelig Mand var ſaa hel— dig at faa et Glimt af Majeſtæten, naar han fkiftede Skjorter, folte han, fom om han havde veeret i ſelve Him— melen og ſeet Almagten ſkabe Verdener. O, det er nok at bevcge et Menneſte til at foragte fin Slegt!“ < 5 oe . 7 e we: to ay ; ee 422 * 2 1 bir. Sie lie. Kom lad Lair alle Verdens de, { ſaa kommer 55 til at forlade New Pork og kjsbe en jornetomt i Utopien.“ XIII. Oligarkiets Raadſlagning. Det kom til at gaa, netop ſom Rudolf hapde forudſagt. Jeg ankom til Prinſens Palads Kl. halv ſyv, og en Time ſenere havde jeg udenpaa min ſedvanlige Dragt et broderet Livre. Jeg ſulgte Rudolf til Raadskammeret, og efter at have bragt Bord, Stole, Penne, Blok og Papir iorden, flyttede vi i et beleiligt Oieblik tilſide den tunge Kasſe, i hvilken et vakkert Exemplar af en cactus granditlorus voxte, hvis ſmukke Blomſter netop aabnede ſig med den nedgaaende Sol, fyldende Verelſet med en herlig Vellugt. Jeg kravlede gjennem Aabningen; afforte Tjenerdragten og leverede den til Rudolf, der bragte Kasſen paa ſin Plads igjen. Da jeg havde feeftet Hakerne, var Barrikaden fuld— ſtendig. Efter at have tilhviſket mig mange Raad og Advarsler forlod Rudolf Verelſet. Jeg horte ham lukke Doren — ikke den vi var komne ind gjennem — og den dybeſte Stilhed herſkede. Bed at presſe mine Lemmer ſammen paa tyrkiſk Vis bley der Plads nok til at ſidde ned i Indelukket. Jeg ventede med Tankerne henvendt paa Eſtella. Rudolf for⸗ ſikrede mig, at hun ikke var bleven rort. De ventede paa, at Hungeren ſkulde tvinge hende til at nyde den med So— vedrik blandede Fode. Saa undredes jeg paa, om det vilde lykkes os at komme bort i Sikkerhed. Mine Tanker dvelede ved de Ord, hun havde udtalt mig vedkommende, og jeg erindrede hendes tilfredſe Mine, da vi modtes i Rudolfs Verelſe, hvilke Drommebilleder var meget beha— gelige. Selv den dodelige Stilhed og trykkende Enſomhed i de to ſtore Verelſer kunde ikke ſtanſe mit Hjertes heftige Slag. Jeg forglemte min Misſion og tenkte udelukkende paa Eſtella og Fremtiden. —123— Jeg tilbagekaldtes til dette Jordeliv med fine Pligter, ved at den borterſte Dor aabnedes. Jeg horte Rudolf ytre, idet han antagelig beſvarede et Sporgsmaal: „Ja, min Herre, jeg har perſonlig underſogt Veerelſerne og er forvisſet om, at der ikke findes Spioner ſtjult no⸗ getſteds.“ „Lad mig ſe“, ſagde Prinſen; „loft op Tapetſerin⸗ gen!“ Jeg kunde hore dem bevege fig omkring i Varelſet uden Tvivl langs Veggene. Saa nermede de fig Kon⸗ ſervatoriet, og jeg frympede mig ſammen endnu mere. De beveegede fig hiſt og her mellem Blomſterne, ja ſtanſede endog nogle Sieblikke foran den blomſtrende Kaktus. „Den flagelliformis der“, ſagde Prinſen, „ger ſygelig ud. Jorden er maaſke for fed. Befal Gartneren at om⸗ bytte den.“ „Det ſkal blive gjort“, min Herre, ſvarede Rudolf, og til min ſtore Glede fjernede de ſig. Nogle Minutter horte jeg dem gaa omkring i Raadsverelſet. Den ſlue Rudolf havde anbragt endel Blomſter mellem Kaktuſen og dette. Med den ſtorſte Forſigtighed reiſte jeg mig. Tilſidſt fandt jeg en Aabning mellem Blomſterne, gjennem hvilken jeg kunde fe ved at ftaa i halv foroverbsiet Stilling. Prinſen talte til Rudolf. Jeg kunde tydelig ſe hans Perſon ifort en Aftendragt. Han var en ſtor noget korpulent Mand, eller fom Rudolf havde bemerfet — opſvulmet. Hans Anſigt lignede Jodens og ſyntes udelukkende at beftaa af Vinkler. Panden var bred og fremſtaaende; Neſen for⸗ met ſom et Ornenceb; Haaret ſyntes at were farvet; en lang, tyk, ſort Muſtache bedeekkede Overleben, men kunde ikke ſkjule det haarde, kyniſte, ſpottende Udtryk om hans Mund, medens ſtore Poſer hang under de ſmaa mistroiſte Dine. Idet heletaget mindede dette Anſigt mig om de Portretter, jeg har feet af Napoleon den Tredie, der af mange paaſtodes at have lidet af en virkekig Napoleon i fig undtagen Navnet. b ea ys Prins Cabimo havde denne ſikre og bydende Maade at vere paa, der ſedvanlig folger ſtore Rigdomme. Overor⸗ dentlig Magt frembringer altid den ſamme Anſigtstype. Du kan finde den i de ſpidsneeſede egyptiſke Mumiekonger. Der ligger Hos dem en vis ariſtokratifk Hoifornemhed, ſom ikke engang fire Aartuſinder har formaget at udflette. Man gribes af en Folelſe, ſom om man er ferdig til at tage Hatten af for deres jammentprfede Levninger. Du kjender igjen den ſamme Type i Korsfarernes Monumenter i de gamle cerverdige Kirker i Europa; de var en preegtig Slegt af grumme Barbarer, der uddelte ti Slag for Rov og Erobringer, hvor de flog et for Kriſtus. Og netop ſamme Anſigtstroek gjenfinder man hos Verdens nuveerende Regenter — de megtige Bankorer, Jernbanepreſidenter, de gigantiſke Spekulanter og Handelens ukronede Monarker, Hvis gyldne Ekvipager frett og ligegyldigt kjorer hen over de i Stpvet nedſjunkne Menneſkers Legemer. Der gives en anden Klasſe, ſom overalt er disſe Under- trykkeres Haandlangere og Miniſtre. Du gjenkjender dem ved ferfte Siekaſt — ſtore, grove, korpulente, rodhudede, brutale, egenfjerlige Perſoner dekorerede med en vulger Smag; de kryber for alle, ſom er over dem, men er Sla⸗ vedrivere over ſine undergivne; de lever ſaa godt, ſom Ver⸗ den tillader, og de bryr ſig lidet, om de arme forgaar i hobetal ved deres Fodder. De ſultnes Jammer for⸗ mindſker ikke en Smule deres Appetit og Selrvtilfred shed. Disſe udgjor den ſtores Verden. Han feiltager deres Kry⸗ beri og Komplimenter for Menneſkeſloegtens Bifald. Han fer ikke, hvor hult, ſtakket, ja verre end unyttigt, hans Liv er, og opdager ikke bag disſe velnerede, korpulente Slub⸗ berter de hungrige, ulykkelige Millioner, der lider paa Grund af hans Misgjerninger og Ligegyldighed. Medens jeg var fordybet i disſe Betragtninger, ankom Regjeringens Medlemmer. De ledſagedes af Tjenere, hvide og ſorte, hvilke med mange Buk og Hoflighedsbevisninger —125— aftog fine Herrers Overtoi for derpaa at fjerne fig. Doren aflaaſedes. Rudolf ſtod udenfor paa Vagt. Jeg kunde nu uden Frygt ſtaa op; thi hele Raadsve— relſet var ſom et Lyshav, medens Konſervatoriet kun del- vis var illumineret af det elektriſte Lys. De fleſte af de forſamlede lod til at vere middelaldrende eller noget tilaars. De var i Almindelighed hoie af Vert og fint formede Perſoner. Det ſyntes, ſom om Naturen ſelv i ſerlig Grad havde veret behjelpelig i at gjore disſe Mend fkikkede til at tage Sede paa Magtens Tinde. Nogle havde ſkarpe Anſigtstræk og lignede kun heldige Forretningsmend, medens andre, ſaaſom Prinſen, bar Spor af Üdſvevelſer ag Sanſelighed. De udgjorde udentvivl en dygtig Forſamling. Der fandtes ingen Talere blandt dem; de eiede intet af den oratorifke Kunſt; de talte ſiddende paa en keitet og betentjom Maade; men Hvad de ytrede var altid forſtandigt og traf Spigeren paa Hovedet. Der var ingen Sekreterer eller Reportere tilſtede, ſaaſom de ikke turde betro nogen fine Hemmeligheder. Raadets Beſlut⸗ ninger blev af dets Preſident Prins Cabano, meddelte til en Mand, der vieblikkelig befordrede, hvad fom var nad⸗ vendigt, videre til ſtorre Agenter, hvilke igjen underrettede mindre Tjeneſtemend, og ſaaledes flod Authoritetens Strom med Lynets Hurtighed til den fjerneſte Del af den ſaakaldte Republik. Mangen Mand blev flaaet til Marken, nedtrykt, oͤdelagt, men havde liden Anelſe om, at den lydloſe, dre- bende Pil udſkjodes fra dette fjerntliggende Raadskammer. Prinſen bod hver iſcer velkommen og anviſte ham Plads. Da alle hapde indtaget fine Seder, ſagde han: „Jeg har ſammenkaldt eder, mine Herrer, fordi vi har vigtige Forretninger at afgjore. Det er mange Tegn paa, at et nyt Opror af den uſtyrlige Pobel er ner foreftaaende, maaſke et ſtorre end vi nogenſinde forhen har havt at gjore med. De fillede Uslinger ſynes hvert Aar at blive mere og mere desperate, ellers vilde de ikke ſtyrte ind i den visſe Dod, ſom de nu ſynes at ville gjore. „Jeg har tvende Mand i Huſet, hvilke jeg tror er bedſt, J fer og Hover Anſigt til Anſigt. Den ſorſte er General Jakob Quincy, hoiſtkommanderende over vore ti tuſinde Luftſtibe eller Domoner, fom de almindelig kaldes. Jeg. antager, det er almindelig forſtaget blandt eder, at vi i disſe Mend, de dodelige Bomber og den giftige Gas, hvor⸗ med deres Luftſkibe er forſynede, maa ſoge vor vigtigſte Stotte med Henſyn til Sikkerhed og ſortſat Magt. Vi maa ikke forglemme, at vi alene er en mod tuſinde, ſamt at Verden blir meget urolig under vort Herredomme. Derſom vi ikke habde DQeemonerne og de giſtige Bomber at ſtole paa, var Reſultatet uviſt i den kommende Batalje; med disſe er Seiren vis. Quincy forlanger paa fine Mends Vegne pderligere Lonstillog, uagtet vi allerede flere Gange har indvilget ſaadanne Anſogninger. Vi ker paa en Maade i ſamme Stilling fom det gamle Rom, da Pratorianerne myrdede Keifer Pertinax og ſolgte den keiſerlige Krone til Didius Julianus. Disſe Mend holder Kontinentets Kontrol i ſine Hender. Heldigt for os er det imidlertid, at de endun ikke fuldt ud er vidende om fin Magt og er fornsiet med kun at forlange forsget Betaling. Vi maa ikke blive uenige med dem denne Gang, ſaaſom vi beſinder os foran en Inſurektion; en Negtelſe kunde drive dem over til Fienden. Jeg omtaler disſe Kjendsgjerninger, faa at J ikke udtryk⸗ ker nogenſomhelſt Misbilligelſe, hvad Forlangende General Quiney end fremſcetter. Naar han har ſjernet fig, kan vi tale om fremtidige Planer og tage Beſtemmelſe om, hvad vi ſkal gjore med disſe beſvorlige Mend, naar Oproret er over. Jeg har noget at foreflaa, efter at han har for ladt os.“ Disſe Mringer vandt almindeligt Bifald rundt Bordet. „Der er en anden Perſon tilſtede“, fortſatte Prinſen; „han er en meget ſkarp og liſtig Spion, Medlem af vort hemmelige Politi; han barer Navnet Stephen Andrews —127— under fit Samkvem med mig. Forreſten ved jeg iffe, hvad hans virkelige Navn er. J ved, vi har havt meget Gefver med at faa noget at vide angaagende denne nye Organiſation, og det er lyklesz os ſaare ilde. Deres Planer ſynes at vere jaa vel lagte, deres Liſtighed jaa ſtor, at alle vore Forſyg har veret for⸗ gjeves. Mange af vore Spioner er ſporlyſt forſvundne; de er uden Tvivl dyde; men ingen af deres Lig er nogen⸗ ſinde gjenfundne. Det antages, de er bleven myrdede, og deres Legemer nedſcenkede i Floden. Denne Andrews er hidtil undlommen. Han arbeider fom Mekaniker, hyvilket han i Virkeligheden er, i et af Verkſtederne, og han fore- giver at vere en af de bitreſte af vore Fiender. Han vil iffe have med nogen anden at beſtille end mig perſonlig, og det er kun ſjelden at ſe ham her — ikke oftere iallefald end en Gang hover tre Maaneder; thi han nerer Mistanke til Byens Politi. Jeg betaler ham liberalt og paalegger ham nye Opgaver. Det ſidſte Styffe Arbeide, jeg znſtede J ham at udfpre, var at efterſpore Lederne for disſe elendige Skabninger i den nye Sammenſpergelſe. Det har imid- lertid viſt ſig meget vanſkeligt at faa nogen ſikker Under⸗ retning angaaende dette Punkt. Organiſationen er meget liſtigt indrettet. Broderſkabet beſtaar af Grupper paa ti. Ingen af Mandſtabet kjender mere end ni andre Medlem⸗ mer forbundne med ham. Lederne for disſe Grupper vel⸗ ges af en hyiere Magt. Disſe Ledere igjen er organife- rede paa ſamme Maade og har en overbefalende, ſom atter udnevnes af en hpiere Authoritet; men i denne anden Gruppe af ti kjender man ikke ſine medforbundnes Navne eller Anſigter; de moder altid mafferede. Og ſaaledes gaar det videre opover i Rangforordningen. Den hpiefte Myndighed af alle er en Gruppe paa hundrede Mand, der velges af hele Styrken ved en Exekutivkomite. Andrews er efter mange Aars taalmodig Venten bleven valgt til Medlem af dette pverfte Hundrede. Han [fil indvies imor⸗ —128— gen Aften og kom til mig for at erholde flere Penge, da han udſcetter fig for megen Fare ved at gaa til Hoved⸗ konſpiratorernes Lovekule. Jeg ſagde, at J onſkede at giore ham nogle Sporgsmaal, og ſaaledes er han kommen tilbage iaften forkleedt i en Kvindedragt. Han befinder fig nu i Bibliotheket afventende eders Ordre. Det er maaſke raadeligſt at ſe ham, for vi indlader General Quiney. Skal jeg ſende Bud efter ham?“ Da alle gav ſit Bifald dertil, gik Prinſen hen til Doren og bad Rudolf fore ind en Kvinde, ſom befandt ſig i Bi⸗ bliotheket. Om nogle Dieblikke aabnedes Doren, og en hoi Perſonlighed, kleedt fom fom en Kvinde med et tykt Slor for Anſigtet, traadte ind. Prinſen ſagde: „Luk Doren og tred nermere.“ Skikkelſen efterkom denne Anmodning, nermede fig Bor⸗ det, aftog Hat og Slvr, hvorved en Arbeidsmands ſol— brendte Anſigt kom tilſyne — uden Tvivl en ffarp, liſtig Perſon. ——u— ——— eee tf 772 XIV, Spionens Beretning. „Andrews“, ſagde Prinſen, ,,fortel disſe Herrer, hvad De har faaet at vide angagende denne Organiſations Ud⸗ ſtrekning og dens ledende Perſoner.“ „Min Herre“, ſvarede Manden, „jeg kan alene meddele, hvad jeg rygtevis har hort paa mangfoldige Steder, og ved at {sie ſammen disſe ſpredte Underretninger, har jeg ſogt at danne mig et Begreb om det hele. Jeg kan endnu ikke tale med Beſtemthed. Efter imorgen Aften haaber jeg at bere iſtand til at meddele eder en fuldſteendig Beret⸗ ning om denne Organiſation.“ „Jeg forſtaar de Vanſkeligheder, De har havt at kjcmpe med“, ſvarede Prinſen, „og disſe Herrer vil ikke holde Dem anjoarlig for Korrektheden af, hvad De paa den Maade har ſamlet.“ “Det er umuligt at danne fig et Begreb om den Van⸗ ſkelighed, der er forbunden med at ſtaffe Oplysninger. Det er en ffreffelig Organiſation; jeg tror ikke, noget lignende har exiſteret paa Jorden. Et Aar tilbage var der femten af os bejfjcftigede med dette Arbeide; jeg er den eneſte af dem, ſom lever iaften.“ Hans Anſigt blev blegere og blegere, efterſom han talte, og Herrerne rundt Bordet bled gienſynlig overrafkede. „Denne Organiſation“, fortſatte han, „kaldes Odelceg⸗ gelſens Broderſkab; den udftreffer fig ſaavel over hele Europa ſom Amerika og har, efter hvad der er bleven mig meddelt, hundrede Millioner Medlemmer.“ „Kan det vere muligt?“ ſpurgte en af Herrerne for⸗ baufet, 9 (129) —130— „Jeg tror, det er ſandt“, ſvarede Andrews hoitideligt. „Neſten hver eneſte edruelig Arbeider i New York af god Karakter tilhorer den; og ſaaledes forholder det fig i alle af vore ſtorre Byer. Negrene i Syden tilhorer den alle ſom en Mand. Deres forrige Herrer holdt dem i enſlags Vildhedstilſtand iſtedetfor at civilifere og udvikle dem. Reſultatet blev, at de er lige faa barbariſke og blodterſtige fom deres Forfedre, da de bragtes over fra Afrika; de er pasſende Medlemmer af en ſaadan Organiſation.“ „Hvad er Aarſagen til en jaa ſtor Bevegelſe?“ ſpurgte en anden af Herrerne. „Nod og Elendighed blandt Arbeidsklasſen i Byerne, paa Landet — overalt“, ſvarede Andrews. „Er de bevebnede?“ ſpurgte en tredie. „Det paaſtaaes“, ſvarede Andrews, „at hver eneſte af de hundrede Millioner er i Beſiddelſe af en Magazinrifle af nyeſte Monſter tilligemed en Overflodighed af Ammu⸗ nition.“ „Jeg frygter, min gode Herre“, ſagde et af Raadets Medlemmer, „at De har ladet Dem ſkreemme af gammelt Kjerringſnak. Hvor kunde disſe Mend kjobe Vaaben? Hvad har de til at kjobe for? Vore Vaabenfabrikanter er forbudne ved Lov at ſelge Vaaben uden ſpeciel Tilladelſe af en paalidelig Embedsmand. Veetdien af disſe Geverer er i og for ſig en ſaa ſtor Sum, at den gaar langt over disſe elendige Skabningers Midler. Og vort Politi ran- ſager beſtandig By og Land efter Vaaben; det rapporterer, at der ingen findes, undtagen nogle gammeldagſe Fuglege— verer, ſom er gaaede i Arv fra Fader til Son.“ „Som jeg allerede har udtalt“, ſvarede Andrews, „be⸗ Fetter jeg kun, hvad jeg har ſnappet op blandt Arbeiderne under disſe hemmelighedsfulde Hviſkener, der gaar fra en Mands Mund til en andens Ore. Jeg kan vere feil underrettet; men jeg er bleven meddelt, at disſe Rifler er fabrikerede paa et eller andet ode og fjerntliggende Sted i —131— Europa eller Amerika; de anjffaffes til virkelig Fabrikpris, der er meget lav, og betales i Afdrag gjennem flere Aar. Gevererne leveres til Kapteiner over ti, og af disſe ned⸗ graves de i Jorden indſtukne i Gummipoſer.“ „Dette forklarer“, ytrede en, fom endnu ikke havde talt, „en beſynderlig Heendelfe forleden Dag i Byen Schitomir i Provinſen Volhynien i Rusland ikke langt fra den pfter- rigſte Grendſe. En Bonde tilbpd Politiet mod en Beta⸗ ling af 200 Rubler og Lofter om Pardon at ville opgive ni af ſine medforbundne og deres Rifler. Hans Betingel⸗ fer blev akcepterede, og Pengene udbetalt. Han forte Em⸗ bedsmendene til et Sted ved Fjoſet, hvor de under en Modding gravede frem ti ypperlige Geverer af amerikanſk Fabrikata, ligeſom der fandtes behprig Ammunition af nyeſte Slag, det Hele indpakket i en Gummifc for at holde Fug⸗ tigheden ude. Ni andre Bonder blev arreſterede og ſtraf⸗ fede med „Knut“; men hverken de eller Kapteinen kunde berette mere, end Forrcederen havde aabenbaret. De rus⸗ ſiſte Aviſer har veret fulde af Gjetninger med Henſyn til, hvorledes Gevererne var bragt did; men er ikke komne til nogen fornuftig Forklaring.“ „Hvorledes gik det Mendene?“ ſpurgte Andrews. „Ni af dem blev ſendt til Sibirien paa Livstid; den tiende, fom havde aabenbaret Geverernes Skjuleſted, blev den Nat myrdet tilligemed Kone og Born, og Huſet ope brendt. Selv to af hans Brodre, der boede i Nerheden, men fom forreſten ikke havde taget nogenſomhelſt Del i Sagen, led ſamme Skjeebne.“ „Det var noget, jeg ventede“, ſagde Andrews med lav Stemme. Denne nventede Stadfeeſtelſe af Spionens Beretning fremkaldte en merkbar Senſation rundt Bordet, og der her— ffede dyb Taushed nogle Minnutter. Endelig tog Prinſen tilorde: „Andrews, hvad har De faaet at vide angaaende Lederne af denne Organiſation?“ —1382— „Der er tre af dem, ſaavidt mig berettet; de udgjor, hvad man kalder den exekutive Komite. Den overſtbefa⸗ lende hedder, hviſkes der (ingen ved hans virkelige Navn) Cejar Lomellini — en Mand af italienſk Herkomſt, men fodt i Syd Carolina. Han er af fuer Legemsbygning, beretter man, og er i Beſiddelſe af megen Dygtighed. Mandens Levnetslob er merkverdigt. Han er for ner⸗ verende omkring 40 Aar gammel. Rugtet ved at fortalle, at han i fin Ungdom emigrerede til den da nybeboede Stat Jefferſon ved Saſkatchewans pore Lob. Han giftede fig tidligt i Lighed med de ovrige af hans Landsmeend. Han nedſatte ſig paa Landet, og begyndte Jordbrug. Caſar var en ſtille, fredelig og flittig Mand. Et Aar, netop ſom han var ferdig til at hoſte fin Avling, blev hans Heſte drebte af Lynet, de eneſte han eiede. Avlingen kunde ſelvfolgelig ikke bjerges uden Heſte, og da han ikke eiede Penge, gaves der kun en Udvei, nemlig at pantſette Jord— eiendommen for derved at erhverve de nodvendige Midler til at kjobe nye. Pengelaaneren forlangte hoi Rente ſamt en uforſfkammet bonus (Extrabetaling) ved Siden af, og da Bankorerne, ſom de kaldte ſig, havde en Organiſation, var der ikke Tale om at faa Penge til lavere Rente noget ſteds paa de Kanter. Nu kommer den gamle Hiſtorie. — Avlingen flog undertiden feil, og ſelv om der blev en god Aarvei, fſlugte Kombinationer og „Truſts“ af et eller andet Slags Ceſars Fortjeneſte. Saa maatte han atter og atter fornye Laanet til hoiere Rente og endnu ſtorre bonus. Det varede ikke lenge, inden Farmen betragtedes ſom util— ſtrekkelig Sikkerhed for Gjelden, og ſnart var Heſte, Kveg, Maſtineri tilligemed alt, han eiede, pantſat. Ceſar arbet- Dede fom en Slave og Familien med. Endelig kom Kata⸗ ſtrofen; han blev dreven ud fra fit Hjem — miſtede alt for et Par Heſte. Samtidig med denne Ulpykke fik Ceſar Underretning om, at hans eldſte Datter, en ſmuk blaa⸗ diet Pige, var bleven forfort af en Sagforer, Pengelaane⸗ —133— rens Agent, og vilde om nogle Maaneder blive Moder. Da vaagnede den paa Bunden af Mandens Natur flume rende Djevel tillive. Den Nat blev Sagfereren myrdet i fin Seng, bogſtavelig hugget iſtykker, og ſamme Skjebne blev Pengelaaneren tildel. Inden Morgenen brod frem, havde Ceſar tilligemed Familie flygtet til de ugjeſtmilde Bjergegne nordenfor Settlementet. Der ſamlede han om ſig en Skare Mend ligeſaa desperate ſom ham ſelv og laa i blodig Krig med Samfundet. Han ſyntes imidlertid at have en vis Regel at gaa frem efter i ſine Forbrydelſer; tht medens han ſparede de fattige, var ingen, der udſugede ſine Medmenneſker, ſikker en eneſte Time. Endelig ſam⸗ lede Regjeringen en Mengde Tropper i Nabolaget; Ste- det blev for varmt for Ceejar, og med fine Mend flygtede han til Pacifickyſten, hvorefter man i tre Aar intet horte til ham. Da brod den ffreeffelige Negeropſtand los i nedre Misſisſippidal, hvilken i alle erindrer, og en hvid Mand af gigantiſt Stprrelje optraadte ſom deres Leder — en uſcdvanlig djcerv og foretagjom Mand. Efter mange haarde Trefninger blev denne Opſtand undertrykt, ſamtidig med at den hvide Anforer forſvandt. Det paaſtaaes nu, at han befinder fig her i Byen ftaaende i Spidſen for dette ſkrœkkelige Odeleeggelſens Broderſkab, og at han er den ſamme Coſar Lomellini, der engang var en fredelig Far- mer i Staten Jefferſon.“ ö Spionen taug. Prinſen ſpurgte: „Nu vel, hvilke er de andre?“ „Det berettes, at neſtkommanderende, men i Virkelighe⸗ den ſelve Organiſationens „Hjerne“, ſom han kaldes, er en rusſiſk Jode, Hvis Navn jeg ikke ved. Jaa er de, fom har ſeet ham, eller ved noget at berette angaaende denne Perſon. Han ffal vere en Krpbling med krumbspiet Hals. Det ſiges, at han for nogle Aar tilbage blev dreven ud fra Synagogen i Rusland i Anledning af nogle Forbry⸗ delſer, han havde begaaet. Det antages, at denne Perſon —i34— er den egentlige Organiſator af Broderſkabet i Europa, og han er kommen her for at ſlutte de tvende Afdelinger ſammen. Hvis det er ſandt, hvad der ſiges om ham, er han en meget duelig, aandskraftig og liſtig Mand.“ „Hvem er den tredie?“ „Der ſynes at hvile et endnu hemmelighedsfuldere Slor over denne end nogen af de andre. Jeg hörte engang, at han var en Amerikaner, en ung, meget rig og dygtig Mand, ſamt at han har tilveiebragt Storſtedelen af de Benge, Broderſkabet behover; men dette bencegtes igjen af andre. Jenkins, der var en af vore, og ſom blev drebt for nogle Maaneder fiden, fortalte mig under vort ſidſte Mode, at han havde trengt langt nok ind i Hemmeligheden til at faa Rede paa, hvem den tredie var, og han meddelte mig denne beſynderlige Hiſtorie, der maaſke er ſand og maaſke ikke. — Flere Aar ſiden boede der her i Byen en meget rig Mand, ſom var uddannet til Sagforer, men praktiſerede ikke, ved Navn Arthur Philips. Han var en Menneſkeven med Hang til Studeringer og enſlags Drommer. Hans ſpecielle Stu- dium gjaldt Verker af focialijtijfe Forfattere, hvis The⸗ orier han adopterede, ligeſom han folte ſig meget interes— ſeret i Arbeidernes Sag. Philips udgav et Maanedsfkrift for Udbredelſen af fine Anſkuelſer ſamt talte ved Arbeider⸗ nes Moder, og var meget afholdt. Naturligvis var dette — for at bruge Jenkins Udtryksmaade — meget ilde an- ſeet hos den regjerende Klasſe, (jeg meddeler kun, hvad der blev mig fortalt, hvilket J bedes erindre, naadige Herrer) og de begyndte at forfolge ham. Forſt blev han udelukket fra fine Ligemends Selſkab; men dette havpde kun liden Virkning paa ham. Hele Familien beſtod af Huſtru og Son, der ſtuderede ved Univerſitetet. Han fordoblede ſine Beſtrebelſer i at hjcelpe den arbeidende Klasſe. Baa den Zid havde han en Retsſag angaaende endel Eiendom med en formuende og indflydelſesrig Mand, der var Medlem af Regjeringen. J Retsforhandlingernes Lob fremlagde —135— Philips et Dokument, ſom foregaves at vere underſkrevet af tvende Mend og befreeftet af to andre. Han aſlagde Ed paa, at han ſaa dem underſkrive det. Ikke alene Men⸗ dene ſelv, men ogſaa de to Vitterlighedsvidner, ſvor ſtik imod hans Udſagn, afleggende Ed paa, at Underſtrifterne var falſke. Philips tabte Sagen; men det var ikke alt. Neejte Dag anklagedes han for Falſkneri og Mened. Til⸗ trods for fim Rigdom og de flinkeſte Sagforeres Beftre- belſer blev han funden ſkyldig og domt til 20 Wars Straf- arbeide. Hans Benner paaſtod, at han var ufkyldig; at han var et Offer for den regjerende Klasſe, der öonſkede at rydde ham afveien; at alle Vidner var bleven underkjobt for ſtore Pengeſummer til at ſperge falſkt; at Juryen var underkjobt; Dommeren en af Plutokraternes Redſkaber, og at ſelv en af hans egne Sagforere havde modtaget Beſtik⸗ kelſe. Efter nogle Wars Forlob kom Sonnen, der bar ſamme Navn — Arthur Philips — tilbage fra Univerſi⸗ tetet. Jenkins fortalte mig, at han paa en myſtiſk Maade var underrettet, at denne Son i Virkeligheden var det tre⸗ die Medlem af Broderſkabets Exekutivkomite og hapde for⸗ ſkaffet det ſtore Pengeſummer.“ Medens denne Beretning, hvortil alle lyttede med fpendt Opmerkſomhed, aflagdes, merkede jeg, at en joer ftadfe- lig kleedt Mand rodmede noget, og de porige vendte fig mod ham. Da Andrews holdt op, ſagde Prinſen rolig: „Greve, han er Deres Mand.“ „Ja“, ſvarede den tiltalte meget koldt. „Der er imid⸗ lertid ingen Sandhed i den ſidſte Del af Beretningen; thi jeg har havt Detektiver paa Spor efter unge Philips, lige ſiden han kom tilbage til Byen, og de rapporterer, at han er en fordrukken, udſvevende og intetſigende Fyr, fom til⸗ bringer det meſte af ſin Tid paa Vertshuſene og med at lobe efter Skueſpillerinder, ſamt at det ikke vil vare lenge, inden ſaavel hans Helbred ſom Formue er pdelagt.” Jeg behover neppe at tilfbie, at jeg var en opmeerkſom —136— Tilhorer, ſerlig Hvad den ſidſte Del af Beretningen arn gaar. Jeg ſammenlignede den med det, Max havpde fore talt mig, og var overbeviſt om, at Arthur Philips og Maximilian Petion var en og ſamme Perſon. Nu kunde jeg forſtaa, hvorfor den intelligente og af Naturen venlige Mand var indviklet i en faa deſperat og blodig Sammen⸗ ſvorgelſe. Med denne ſkrekkelige Beretning ringende i mine Oren kunde jeg heller ikke dadle ham ſtort. Hvad ſom i hoieſte Grad forundrede mig, var, at Greven ikke gjorde det aller mindſte Forſog paa at neegte den morkeſte Del af Jenkins Beretning. Reſten af de forſamlede nerede vienſynlig ingen Tvivl om dens Sandhed; men den ſyntes ikke det allerringeſte at nedſette ham i deres Agtelſe. Tver— timod ytrede en, og Reſten var enig med ham: „Det er nu et Held alligevel, at Kanaljen er indeſtengt.“ Der fandtes nogle i denne Forſamling, hvis Anſigter ikke var faa flette, Under gunſtige Omſtendigheder vilde de maaſke have veret gode og retferdige Mand; men de var ligeſaa vel ſom de fattige Ofre for et ſkadeligt Syſtem. „Naar vil Udbruddet finde Sted?” ſpurgte en af Raa— det. „Det ved jeg ikke“, ſvarede Andrews. „De ſynes at vente paa noget, eller ſaa er en Hindring indtraadt med Henſyn til deres Planer. Masſerne leenges efter at bryde los; men de holdes tilbage af Lederne. At domme efter deres Tale er de forvisſede om Held, naar Oproret iverkſettes.“ „Hvilke er deres Planer?“ ſpurgte Prinſen. „Te har ingen, undtagen at brende, reve, pdelegge og myrde. De har lange Liſter over de dodsdomte, hvor alle her tilſtedeverende er nedtegnede tilligemed Tuſinder andre. De agter at dreebe alle Mend, Kvinder og Born blandt Ariſtokratiet undtagen de unge Piger, der reſerveres for en ſtrekkeligere Skjcbne.“ Regjeringens Medlemmer ſyntes at blive ilde tilmode, ja nogle var endog en Smule bleg. — 4 ; —137— „Kan De komme her neſte Onsdags Aften og fortelle os, hvad De har faaet at vide i Hundredemandsraadet?“ ſpurgte Prinſen. „Ja“, ſparede Andrews, „derſom jeg lever; men det er farligt at komme her.“ „Vent i Biblidtheket, til jeg har Tid, faa ſkal jeg give Dem de tuſen Dollar, ſom jeg lovede, ligeſom De jfal faa en Nypgle, der giver Dem Adgang til dette Hus hvilfen ſomhelſt Zid paa Dagen. Mine Herrer“, ſagde Prinſen vendende ſig mod de forſamlede, „har J flere Sporgsmaal at tilſtille denne Mand?“ De havde ingen, og Andrews trak fig tilbage. „Jeg tror“, ſagde Prinſen, „at vi bor mode her igjen Onsdags Aften. Tilſtanden blir mere og mere kritiſt.“ Dette beſluttedes. Prinſen gif til Doren og hviſtede nogle Ord til Rudolf. — —— — — . Demonernes Befalingsmand. Om faa Minutter gik Doren op og lukkede ſig igjen bag en hoi, ſmuk Mand, en Militar ifort en glimrende Uni— form berende en Brigadegenerals Inſignier paa Skuldrene. Prinſen hilſede ham erbodigt og bod ham tage Sede, „General Quincy”, tog Prinſen tilorde, „jeg behover ikke at preſentere Dem for disſe Herrer, thi De Fender dem alle for, Jeg har fortalt dem, at De gnjfer at tale med dem om Sager vedrorende Deres Kommando, og de er rede til at hore Dem.“ „Mine Herrer“, ſagde Generalen, idet han reiſte ſig, „jeg beklager endnu en Gang at maatte henvende mig til eder angagende Aflonning af Officerer og Mandſkab under min Kommando. Jeg frygter for, at J vil komme til at anſe den for uforſkammet og uretfeerdig. Jeg ſtaar imidlertid ikke her efter egen Tilffyndelfe men fom andres Talsmand, legeſom jeg heller ikke har tilffyndet dem at fremſette disſe Krav om forogede Lonninger. Saavel Officerer ſom Mand— ſkab ſynes at fatte deres ſtore Vigtighed under de nuve— rende Forholde. De erflerer aabenlyſt, at de Perſoner, hvis Magt de opretholder, lever i kongelig Overdaadighed, hvilket de ikke kunde gore et eneſte Oieblik uden Demoner⸗ nes Hjeelp, og derfor gjor de Paaſtand om god Betaling.“ Generalen taug, og Prinſen ytrede med ſin allerblideſte Stemme. „Det er ingenlunde et ufornuftigt Syn paa Sagen. Hvormeget forlanger de?“ „Her er“, ſagde Generalen, idet han traf op et Stykke Papir af Lommen, „et Lonningsregulativ antaget under deres ſidſte Mode.“ Han leverede det til Prinfen. —139— „De vil fe’, fortſatte han, at „Lonningerne varierer fra 55,000 pr. Aar for almindelige Soldater og indtil 325,000 for den kommanderende Officer.“ Ikke en Mand ved Bordet Lod til at blive overraffet over disſe uhyrt ſtore Fordringer. Prinſen ytrede: „De forlangte Salerer er hyie; men de maa betales af det offentliges Kasſe, ikke af vore Lommer, og hvis De kan forſikre mig, at Deres Mend, i Betragtning af den for⸗ pgede Aflonning, vil arbeide med forpget Iver, Troſkab og Mod for Opretholdelſe af Lov, Orden og Samfund, er jeg for min Del villig til at gaa ind paa deres Forlangende. Hvad ſiger J dertil, mine Herrer?“ Alle bifaldt, hvad Prinſen hapde ſagt. Demonernes Kommandant taffede dem og forſikrede, at det vilde glede ſaavel Officerer fom Mandſkab at höre, at deres Forlangende var indvilget, ſamt at Raadet trygt kunde ſtole paa deres Tapperhed og Hengivenhed, Hvis Sagerne tog en farlig Vending. „Har De en tilſtrekkelig Forſyning af Dodsbomber paa⸗ haand?“ ſpurgte Prinſen. „Ja, mange Tons af dem.“ „Er de vel bevogtede?“ „Ja, med den yderſte Omſorg. Tuſinde Mand bevogter dem ſtadig.“ „Deres Luftſkibe er i fuldlommen Stand?“ „Ja, vi Poer os og exercerer med dem hver Dag.“ „De venter et Udbrud?“ „Ja, pi venter det hvert ieblik.“ „Har J flere Sporgsmaal at tilſtille General Quincy?“ ſpurgte Prinſen. „Ingen.“ Generalen fjernede fig efter gjenſidige Hoflighedsbevis— ninger, og Doren luklede fig bag ham. Prinſen vendte til⸗ bage til fit Sede. „Mine Herrer“, ſagde han, „den Sag er ordnet, og vi 10 er ſikre for norrvevende, Men J kan fe, vi beſinder os pan farlig Grund. Disſe Mood lader ſig ikke upie med de uhyre Indrommelſer, vi har glort; de vil forlange mere og mere, eſterſom Bevidſtheden om deres Magt tiltager. De ved, vi frygter dem. Med Tider vil de erholde abſo— Lut Kontrol over Regjeringen, og vor Magt er tilende. Derſom vi gior Modſtand, behover de ſimpelt hen at flippe ned nogle faa af deres Dodsbomber gieunem Tagene paa wore Paladſer, faa er det ſorbi med os.“ „Hvad kunne vi glore?“ ſpurgte to eller tre paa en Gang. „Vi maa lere af Hiſtorien“, ſvarede Prinſen, „og Drage os tilnytte Erfaringer af andre, der har befundet fig i lig— nende Omſtcendigheder. J det trettende Aarhundrede orga— niſerede Sultanen af Wgypten, Malek-el Adel den Anden, en Troppeſtyrke af Slaver kjobte af Mongolerne, der havde taget dem tilfange i Krig; de kaldtes Bahri-Mamelukerne og daunede Sultauens Livvagt; de red paa de ſineſte Heſte i Verden og var Heedte i de meſt glimrende Dragter; de tilhorte vor egen Race Tſcherkesſerne. Men Malek havde tankeloſt af disſe Slaver ſkabt en farlig Magt. Ikke mange Aar eſter myrdede de haus Son, indſatte ſin Forer paa Tronen og regierede Wgypten i mange Generationer. For at indſkronke deres Magt dannedes en uy Armee af Mameluter, der kaldtes Borgis; men Kuren var lige faa flem fom Sygdommen. J Aaret 1382 gjorde ſidſtuavnte Opror, omſtyrtede fine Forgjcongere og indſatte fin Anſorer Barkok til Regent. Dette Dynaſti regjerede til i 1517, da Tyrkerne indtog Wgypten. Disſe indſaa ſnart, at enten maatte de forlade Waypten eller odel̃ gge Mamelukerne. De masſakrerede dem i masſevis, og endelig indeſluttede Mahomed Ali five hundrede og tyve af deres Ledere i Feſtningen Cairo, lukkede Portene og befalede fine Leie— tropper at fore paa dem; men en undflap; han Lod fin Heft Hoppe over Muren og flögtede uſkadt, endſkjont Heſten drobtes af det ſvoere Fald. MPF 4; ay St ha N Png * “i —141— Lab os nu anvende denne Hiſtoriens Lardom. Jeg foreſlaar, at vi laber bygge ti tuſen eller flere Luftſtibe, naar dette Udbrub er over, og dette giver os Paaſtubd til at ſende en ftor Mengde Nekrutter til den nuverende Kommando for at lere Mtanporeringen af Skibene. Vi udvelger af vor egen Slegt nogle unge, dygtige og paa⸗ fidelige Wand til at kommandere disſe nye Tropper. Senere ſtal vi bemegtige os Magaziner og Bomber ſamt arreſtere Officerer og Mandſlab. Vi anklager dem for Forrœberi. Officererne ſlal henrettes, medens Mandfkabet henaades med livsvarigt Fengſel; thi det vilde ikke vere raabeligt at frigive dem med deres farlige Kundſkab. Efter at det Hele er udfprt, flal vi nok pasſe paa, at Magaziner, Bomber og Giftens Hemmelighed kun forbliver i Beſiddelſe af Wend tilhyrende vort eget Folk, hvorved Luftſkibenes Tropper albrig mer kommer til at tro fig i Beſibdelſe af den Magtfuldkommenhed, der nu befjaler dem.“ Disſe Planer vandt almindeligt Bifald. „Men hvad fal vi gjyre med det forventede Opryr?“ ſpurgte et af Raabets Medlemmer. „Derpaa har jeg ogſaa u tenkt“, ſvarede Prinſen. „Det er til vor Fordel at gjyre det til et Slagteri, Hvis Lige Verden aldrig har ſeet. Der er for mange Folk paa Yor- den allerede nu. Paa den Maade flaar vi Ppbelen med ſaadan Skrak, at den ikke alene i vor Lid holder fig rolig, men vil vere underkaſtet vore Byrns Herredeomme i kom⸗ mende Aarhundreder.“ „Men hvorledes agter De at udfpre dette?” ſpurgte en. „Det er en let Sag“, ſvarede Prinſen. „J ved, at det forſte Skridt, Inſurgenter almindelig tager, er at rive op Byens Gader og opfpre Barrikader af Sten og Jord ſamt alt andet, de kan faa Tag i. Hidtil har vi ſogt at hindre dem. Mit Raad er at vi lader dem holde paa, lader dem opfere fine Barrikader jaa hyie og ſterke, ſom de behager, og Hvis de danner Udgange paa fine Feſtningsverker, ſkal * 4 : [ ‘ats 4 8 ‘ et N N 6 5 . rene —142— vore Soldater demeſylde Saaledes har vi Oprorerne i en Rottefcelde omringede af Barrikader, og enhver Gade uden— for beſat af vore Tropper. Hvis der findes en Million inden en ſaadan Felde, jo bedre er det. Derpaa ſkal vore Damoner fowve hen over Mengden og begynde at ſlippe ned de fatale Bomber. Alle Gader inden Barrikaden vil ſnart vere et Hav af uſynlig Gift. Derſom Inſurgenterne forſoger at flygte, vil de ſtode mod Vagggene i fit eget Fangſel. Hvis de ſoger at klatre over, modes de Anſigt til Anſigt med vore Tropper, der ſkal paalagges ikke at tage nogen tilfange. Baner de fig Vei ind i de tilſtodende Huſe, blir de forfulgte af vore Soldater, der ſtrommer til fra Baggader og Haver for enten at ſtode dem Bajonetten i Livet eller jage dem tilbage i Giften. Selv om ti Mil— lioner drebes over den ganſke Verden des bedre. Der blir bedre Plads for dem, ſom er tilbage, og Verden kommer til at ſove i Fred i Aarhundreder. Disſe Planer agter jeg med eders Bifald at udfende til alle Byer ſaavel i Amerika fom Europa. Naar Opſtanden er underkuet i Byerne, tager det ikke lange at undertvinge de usle Bonder paa Landet, og vore Born ſkal regjere uhindret gjennem kommende Tidsaldere.“ ASN AAA SA - 4 7 4 9 * ann n 6 XVI. Gabriels Daarſtab. Under det Bifald, fom Heit og lange gjenlyd i Raads— fammeret efter Fremſcttelſen af denne djevelffe Plan, ſtod jeg lammet af Radſel. Jeg overveldedes af det grasſe— lige Forſlag, der faa foldblodigt fremſattes af denne haard— hjertede Mand. Min Indbildningskraft har altid veret levende, og jeg jaa den npgne, kolde Virkelighed fremrullet ſom et Panorama for mig — Gaderne fyldte af under— trifte Menneſker, Demonernes myrke Skygger jvevede hen over dem; deu förſte Bombe flipped ned; Skrakken, For— virringen; de dyendes Jamren; Bomber falde overalt; de bplgende Masſer flygte fra Dyd til Dod; Barrikaderne en Linje af Ild og Bajonetter; det ffreeffelige og vedholdende Dryn fra Skydevaabnene; de ſaarede ſnuble over de Dpde, der bedeffer Gaderne i et Lag flere Fod dybt; endnu briſter Bomberne, og Giften ſpreder fig. Dod, Dyd, intet andet end Ded! Ti Millioner dode! O, min Gud! Mit Hoved ſyntes at ville briſte. Jeg maa frelſe Ver— den fra en faa ſkrekkelig Ulykke. Disſe Meend er jo Men— neſker; de kan ikke vere fölesloſe for en Ben om Barm— hjertighed og Retfſerdighed. Baaren afſted paa disje Tankers Vinger, bpiede jeg mig ned, lasnede Hakerne og ſkubbede Kasſen tilſide; jeg frav- {ede frem, og i nevfte Dieblik ſtod jeg foran Raadet i de elektriſte Lampers fulde Skin. „For Guds Skyld“, raabte jeg, frels Verden fra en jaa ffreeffelig Ulykkle! Hav Medlidenhed med Menneſkeſlegten, jaa ſandt J haaber, at Verdensaltets Ophav ftal have Medlidenhed med eder. Jeg har hort alt. Nedſtyrt ille Jordens Born i ſaadan Benign der vilde ryſte ſelve o —144— * Himmelens Stjerner i deres Lob. Verden kan frelſes! Den ſkal ſrelſes! J har Magten. Ver barmhljertige! Lad mig vere eders Talsmand. Lad mig gaa til Lederne for denne Opſtand og udvirke en Sammenkomſt mellem eder.“ „Han er gal,“ ſagde den ene. „Nei, nei,“ ſvarede jeg, ,X er gale. De undertrykte Menneſker er gale — vanvittige af Lidelſer og Elendighed, ligeſom J er det af Stolthed og Haardhjertethed. J er alle Menneſker. Hor deres Krav! Giv dem noget af eders Overflod! Nor deres Hjerter med Venlighed, og Kjarlighe⸗ dens Blomſt vil ſpire i Harvens Spor. For Jeſu Kriſti Skyld, for ham, ſom dode paa Korſet for alle Menneſker, bonfalder jeg eder om Medlidenhed. Er de ikke eders Brodre? Har ilke de udodelige Sjele fom J? Tal, tal, og jeg ſkal virke ſaaleenge jeg aander. Jeg er villig til at ofre mig paa Menneſkehedens Alter, derſom jeg kan forlige Klasſerne inden detie elendige Samfund og redde Civiliſa— tionen fra Undergang.“ Prinſen veg forſkrekket tilbage ved min Indtradelſe. Han havde nu gjenvundet Fatningen. „Hvorledes kom De ind her?“ ſpurgte han. Lykkeligvis havde den frajtydende Kulde, hvormed Raa⸗ det modtog min alvorlige Bon, der formelig frembares i ſkrigende Toner, bevirket, at jeg gjenvandt Fatningen. Den Tanke ſlog mig med Lynets Hurtighed, at jeg ikke maatte forraade Rudolf. „Gjennem det aadne Vindu“, ſvarede jeg. „Hvorledes naaede De Vinduet?“ ſpurgte Prinſen. „Jeg klatrede op det udenfor ſtaaende Vedbende.“ „Hvorfor kom De her?“ ſpurgte han. „For i Guds Navn at bede eder forhindre det ſkrekke⸗ lige Udbrud“, ſvarede jeg. „Det Menneſke er en religios Fanatiker“, ſagde den ene af Herrerne til ſin Sidemand, „ſandſynligvis en af disſe Gadepraedikanter.“ We 7 * —145— Prinſen vinkede til ſig to eller tre af Lederne; de hvi⸗ ffede ſammen nogle Minutter, hvorefter han gik til Doren og talte til Rudolf. Jeg opfnappede disſe Ord: „Ikke lade — ilive — ſend Bud efter Markus — Midnat — Haven.“ Rudolf traadte ind og greb min Arm. Reaktionen havde indtraadt; jeg var ſom bedovet. Den ffreeffelige Tanke bruſede ind paa mig fom en megtig Flod: „Hvad ffal der blive af Eſtella?“ Jeg fulgte ham fom et Barn. Uagtet jeg var bevebnet, kunde en Gutunge have dreebt mig. Da vi befandt os ude i Korridoren, ſagde Rudolf til mig i en hviſkende Tone: „Jeg horte alt. De mente det godt; men De var nar⸗ agtig — ufornuftig. De kunde have ruineret os alle. Imidlertid gives der endda en Mulighed for Redning. Vi har endnu en Time, inden Snigmorderen ankommer. Jeg kan udhale Tiden jaalenge. J Mellemtiden maa De vere fornuftig og ſtille ſamt folge mine Raad til Punkt og Prikke.“ Jeg lovede ydmygt at efterkomme hans Befalinger. OPAL PLD DD PID ILD DI 12 , to fe ae eee eee 4 a EPSP aie See 5 i ; 3 8 XVII. Flugt og Forfolgelſe. Han aabnede Doren til et Verelſe og ſkubbede mig ind. „Vent her, paa min Ordre“, hviſkede han. Jeg ſaa mig omkring. Det var Rudolfs Verelſe — det ſamme hvor jeg engang for havde veret. Imidlertid lod det til, at jeg ikke var den eneſte, ſom befandt mig derinde. Ved det ene Vindu faaes en ung Herre ſtirrende ud 1 Haven. Han vendte fig og kom mig imode med udſtrakt Haand og et Smil paa Leeberne. Det var Eſtella langt mere fortryl— lende i ſin Mandsdragt end nogenſinde. Jeg greb den fremrakte Haand, og mit Hjerte bankede, jaa jeg horte dets Slag. Overveldet af Elſkov og hendes ſtraalende Skjon— hed faldt jeg paa mine Rue foran hende. „O, Eſtella!“ raabte jeg, „tilgiv mig, jeg var iferd med at ofre Dem paa Menneſkehedens Alter — Dem, ſom er mig kjcœrere end hele Menneffefleegten. Lig en Daare bred jeg frem fra mit Skjuleſted og bonfaldt disſe Stenhjerter, disſe vilde Beeſter, disſe inkarnerede Samfundsfiender at ſkaane Verden for den ſkrekkeligſte Ulykke, den nogenſinde har veret Vidne til. De foreſlog at myrde ti Millioner Menneſker. Jeg forglemte mit Hverv, min Pligt — Dem — min egen Sikkerhed — alt — for at frelſe Verden.“ Med tindrende Wine lyttede hun til mig, og uden Spor af falſk Blyhed, uden engang at rodme lagde hun Haanden paa mit Hoved, idet hun ſagde: „Om De Havde gjort mindre, vilde jeg have elſket Dem deſtomindre. Hvad er jeg i en ſaadan Kataſtrofe? Men hvis De ſkal do, lad os omkomme ſammen; derved over— binder vi vore Fiender. Slipper vi ud herfra, er vi uden⸗ for deres Magts n — o its faa r 5 8 ‘ an, Po PORE ry 4 g 2 4 ° e * * —147— „Men De fkal ikke ds!“ raabte jeg lidenſkabeligt og ſprang op. „Snigmorderen kommer! Giv mig den for⸗ giftede Kniv. Aabner han Dpren til dette Kammer, {fal han vere Daodens ſikre Bytte. Jeg ſkal flygte med Dem paa mine Arme. Hvem vover at arreſtere os, naar jeg har dette ffreeffelige vaaben i Haanden — denne Kniv — gieblikkelig Dod — blinkende — —. Desuden kan jeg ſtampe hundrede Mand frem af Jorden fom ved et Tryl— leſlag. Befinder vi os forſt ude paa Gaden, kan vi nok flygte.“ Hun fremtog af ſin Lomme den i en Slire indſtukne Kniv og rakte den til mig. „Vi maa imidlertid lade os veilede af Rudolf“, ſagde hun rolig; „han er en tro Ven.“ „Tro fom Klippen“, ſvarede jeg. Vi jad ner hinanden. Jeg tog ingen Fordel af den Tilſtaaelſe, hun jaa ligefrem havde gjort. Dette var en Kvinde verdigere at tilbedes end at blive beilet til. Jeg fortalte hende mit Levnetslob. Jeg beſtrev mit Hjem i det kjcere, gamle Hpiland; min Moder, mine Brodre; det gamle, rummelige Hus; Zreerne, Blomſterne og de bre- gende Faarehjorder. En halv Time gik hen. Doren aabnedes. Latterſalver og Glasſenes Klirren lod gjennem den. Rudolf traadte ind. „Prinſen og hans Venner gleder fig over fin visſe Seier“, ſagde han. „Hvis De forteller Maximilian alt, hvad De har hort iaften, kan maaſte Reſultatet blive anderledes, end de tenker ſig. Kom og folg mig.“ Han forte os gjennem to a tre Verelſer, der ſtod i For- bindelſe med hans eget. „Vi maa lede Hundene fra Raveſporet“, ſagde han, og til vor ſtore Forbauſelſe begyndte han at rive ned de ſpere Gardiner ved to Vinduer, idet han forſt laaſede Doren og lukkede Vindueslemmene. Derpaa rev han Gardinerne i lange Strimler, knyttede dem ſammen, og efter at have forſogt om de var ſterke nok, aabnede han et af Vinduerne og fleengte den ene Ende af det ſaaledes dannede Taug ud, medens den anden faſtgjordes til en af Verelſets tunge Mobler. „Dette forklarer Grunden til eders Flugt“, ſagde han. „Jeg har allerede haengt Taugſtigen ud af Eſtellas Vindu. Disſe Forſigtighedsregler er nodvendige for mit eget Ved— kommende.“ Efter at have ſteengt Dorene gik vi tilbage til Rudolfs Verelſe. „Slang denne Kappe over Deres Skuldre“, ſagde han, „den vil bidrage til at gjore Dem ukjendelig. Stig uden videre ned disſe Trapper“, tilfsiede han, idet han aabnede en anden Dor —ikke den vi kom ind gjennem — „og gaa til— hoire — tilhoire, forſtaar IJ! — og paa venſtre Haand vil J ſnart finde en Dor — den forſte J kommer til — hvilken J ſkal aabne. Sig til Vagten: 'Vis mig Lord Southworths Ekvipage.“ Der exiſterer ikke nogen ſaadan Perſon; men det er det Signal, vi er komne overens om. Han vil da fore eder til den rette vogn. Maximilian er Lakei. Farvel, og Gud vere med eder.“ Vi trykkede hans Haand til Afſked. Jeg fulgte hans Anvisninger, aabnede Doren, udtalte Pasordet, og Vagten fulgte mig forbi en Mengde Vogne til en, fom holdt no- get afſides under et ſtort Tre. Lakeien var ikke ſen til at aabne Vogndoren. Jeg gav Eſtella Haanden; hun ſprang ind; men denne ſimple inftinftmesjige Hoflighed fra min Side overfor en Kvinde var bleven iagttaget af en af de mange Spioner, fom henger rundt Paladſet. Han fandt det ſelvfolgelig noget beſynderligt, at en Mand bod en anden Haanden for at hjelpe ham ind i en Vogn. Han ytrede hviſkende jin Mistanke til en af fine Kamme⸗ rater, og neppe havde vi Fort to Kvartaler, inden Maxi⸗ milian boiede fig ned og ſagde: „Jeg frygter, vi for⸗ folges.“ Bor Elvipage for ind paa en anden Gade og ſaa til en tredie. Jeg tittede ud gjennem Vinduet og kunde tydelig ſe, da Gaden var illumineret af det magnetiſte Lys, at et Stylle bag os kom to Vogne i ſamme Retning, medens jeg i en lidt lngere Afſtand bag disſe pinede et tredie Kjoretgi. Maximilian byiede fig atter ned og ytrede: „Vi forfslges uden Tvivl af to Vogne. Den tredie gjenfjendte jeg fom vor egen. Vi kjorer til det forſte af de to Huſe, ſom vi Havde leiet. Hold jer ferdige til at ſpringe ud, det Sieblik vi ſtanſer, og folg mig hurtig ind i Huſet; thi det hele er afhengig af vore Bevagelſer⸗ Hurtighed.“ Om nogle Sieblikke holdt Vognen. Jeg greb Eſtellas Arm; men hun behpvede ingen Hjelp. Maximilian ſteg op Huſets Trappe med Noglen i Haand og vi fulgte efter. Jeg jaa tilbage og opdagede, at den ene af Forfslgerne kun var et Kvartal borte, medens den anden befandt ſig noget longere bagud. Vognen med Bonmberne kunde jeg imidlertid ikke faa Sie paa, maaffe var den ſkjult af Tre⸗ erne, eller kanſle de havde tabt os af Syne under det hurtige Lob. „Hurtigt!“ ſagde Maximilian, idet han trak os ind og fuffede Doren. Vi fulgte ham gjennem en lang belyſt Korridor ud i Haven; en Port Flot aaben; vi ſkyndte os towers over Ga⸗ den og ſprang ind i en anden Vogn. Maximilian hoppede op paa ſit Sede, og afſted bar det; men neppe var vi komne til neſte Hjorne, for min Vens fkarpe Dine opda⸗ gede en af de Vogne, der hapde forfulgt os. „De anede denne Liſt“, ſagde han. „Hvor i Himlens Navn er Manden med Bomberne?“ tilfpiede han eengſtelig. Vore Heſte lob med Lynets Hurtighed; men desuagtet focevede denne Skygge efter os. Det var ſtille i Gaderne, ſaaſom det var over Midnat, men jaa lyſt fom om Fuld⸗ maanen ſlinnede ned fra en ſtyfri Himmel. ee ee + % * 1 wg 9 150 — „Se der! har vi ham endelig,“ ſagde Maximilian med et Lettelſens Suk. „Jeg var bange for, at vi muligens kunde mode en anden af Politiets Vogne, og denne Kneegt bagenfor vilde piebliffelig kaldet den tilhjeelp; Situationen vilde i det Tilfeelde have veret i hoieſte Grad kritiſk, faa ſom de kjender vore Kneb; vi havde da maattet kjempe os frem. Giv nu Agt paa hvad ſom foregaar.“ Knalende paa Vognens Puder faa Eſtella ud gjennem det bagerſte Vindu, medens jeg boiede mig ud til Siden, faa langt jeg kunde. „Se, Eſtella,“ raabte jeg, „hvorledes de bageſte Heſte flyver! De beveeger fig ſom Verddelobere!“ De kommer nermere og nermere vore Forfolgere; de er ner indtil dem. Kuſken paa forſte Vogn ſynes indſe, at der er Fare paa Ferde; han piſker fine Heſte forfeerdeligt, dog til ingen Nytte. Nu er de Side om Side nogle Oie— blikke; men vore Venner tamper fig ſagte foran. Forſent tvinger Kuſken paa den beſeirede Vogn ſine Heſte paa Bag— benene. En Mand reiſer jig op i Sedet paa det foreſte Kjoretoi, der var en aaben Kaleſchevogn. Jeg kunde tyde— lig ſe hans Arm beſkrive en Bue i Luften. J naſte Oie— BLE ſyntes hele Gaden at vere i lys Que, og Dronnet af en ſkrekkelig Exploſion naaede vore Oren. Gjennem Rogen og Stpvifyen kunde vi fe vore Forfolgeres Heſte ligge i en Dynge paa Gaden. „Nu er alt godt og vel“, ſagde Maximilian roligt, hvorefter han henvendte ſig til Kuſken: „Til venſtre paa forſte Hjorne vi kommer til.“ Efter at have forandret Retningen flere Gange i den Henſigt at lede mulige Forfolgere paa Vildſpor, og da vi noie havde forvisſet os om, at ingen var efter os, forte vi til Maximilians Hus og ſteg af. Den venlige, gamle Kone modtog den ſmukke mands— kledte Eſtella med en kjerlig Omfavnelſe og bod hende et = —151— hjerteligt Velkommen til hendes nye Hjem. Vi Lod dem vere alene, medens Gleden3 Taarer flad. Max og jeg trak os tilbage til Bibliotheket, hvor jeg paa hans Anmodning fortalte ham alt, ſom Havde fore— gaaet i Raadsverelſet. Han rogte jin Cigar og lyttede til min Beretning med fpendt Opmeerkſomhed. Hans An⸗ ſigt blev morkt, da jeg gjentog Spionens Indberetning; men han tilſtod ikke, ligeſom han heller ikke benegtede den Del af ſamme, hvilken jeg antog vedkom hans egen Per⸗ fon. Da jeg fortalte ham om Luftſkibenes Kommandant, fengſledes han i den Grad, at hans Cigar ſluknede, og da jeg meddelte den Konverſation, ſom fandt Sted, efter at General Quincy forlod Verelſet, ſtraalede hans Anſigt af Glede. Han lyttede opmerkſomt til Prinſens Kamppla⸗ ner og ſmilte bittert. Men da jeg berettede, hvorledes jeg kom ud fra mit Skjuleſted og bonfaldt Oligarkiet om at ſkaane Menneſkeſlegten, ſtod han op, gik frem og tilbage i Verelſet gienſynlig dybt beveget, og da jeg endelig ſfluttede med at fortelle, hvorledes Rudolf forte mig ind i fit Verelſe, hvor jeg traf Eſtella, flog han Armene om min Hals, idet han ſagde: „Du lille Tosſe! det var netop ligt dig“; men jeg kunde ſe, at hans Sine var fugtige af Taarer. Derpaa ſtod han en Stund fordybet i Tanker. Endelig tog han tilorde: . „Gabriel, er du villig til at bere mig pderligere til Tjeneſte?“ „Naturligvis“, ſvarede jeg, „hvad ſomhelſt.“ „Vil du gaa med mig imorgen Aften og aflegge denne Beretning til Broderſkabet? Mit eget og mine Venners Liv ſamt en af mine kjeres Frihed afhenger af, at du gjor det.“ „Med ſtorſte Fornpielſe gaar jeg med“, ſvarede jeg. „For at ſige Sandheden, omendſkjont jeg ikke ſtemmer over⸗ ens med eders ſkrekkelige Broderſkab, har jeg dog feet og —152— hort nok iaften til at overbeviſe mig om, at Plutokraterne ikke burde bejvere Verden med fin Neerveerelje. Mend, der under Latterſalver kan Legge Planer om at drabe ti Millioner menneſkelige Veefener i det Diemed at bevare fin paa en uretfeerdig Maade erhvervede Formue og fin mis— brugte Magt, burde udryddes fra Jorden ſom Menneſleeg— tens Fiender — ſom giftige Slanger — Skadedyr.“ Han greb min Haand og takkede mig. Det var en behagelig Tanke den Aften, at Eſtella elſkede mig; at vi var jifre her; at jeg havde frelſt hende, og at vi befandt os under ſamme Tag. Fagre Syner ſpvevede forbi mit aandelige Blik — ſkjonnere end noget Wventyr⸗ land, og Eſtella var naturligvis med overalt ſom en ly⸗ ſende Engel. XVIII. Henrettelſen. „Nu Gabriel,“ ſagde Max, „maa jeg binde for dine Sine, ikke fordi jeg never Mistro til dig; men jeg maa efterkomme vort Broderſkabs Love.“ Dette blev ſagt, inden vi aabnede Doren. Han lagde ſammen et Silketorkleede og bandt det for mine Sine, hvor⸗ efter han ledte mig ned Trappen ind i en Vogn, ſom ven⸗ tede udenfor. Han gav hviſkende nogle Inſtruktioner til Kuſken, og afſted bar det. Det var en lang Kjoretur. Endelig merkede jeg denne eiendommelige Lugt af Salt og Kalk, der tilkjendegav, at vi nermede os Floden. Stedet var enſomt og ode. Ingen Lyd af Vogne eller Fodgjen⸗ gere hortes. Farten ſagtnedes, og vi ſtanſede. „Kom“, ſagde Max, idet han greb min Haand og ledte mig. Efter at have gaaet nogle Skridt, gjorde vi Holdt, og jeg horte en Hviſken. Derefter ſteg vi ned en lang Trappe. Jeg hapde en Fornemmelſe af, at Luften var tung og underjordiſk. Vi ſkyndte os ind gjennem et langt Kammer; jeg antog, det var en Kjelder under et eller andet Oplagshus. Lyſet treengte fig ſvagt gjennem Bin⸗ det for mine Sine, og jeg formodede, at en Forer gik foran os med en Lanterne, Atter ſtanſede vi; igjen den ſamme Hviſken ſamt Raslen af Papirer, ſom om Fsoreren under⸗ ſogte et Dokument. Hviſkningen fornyedes, hvorpaa vi igjen ſteg ned endel Trapper og ſkred fremad en fort Di- ſtance. Luften lod til at vere meget fugtig ſamt gjennem⸗ trengt af en jordagtig Lugt. Atter horte jeg den ſamme Hviffen og Raslen af Papirer. Der blev et Ophold, ſaa⸗ ſom der ſendtes Bud efter nogen indenfor, og en Perſon kom ud. Doren flpi nu vidaaben, og vi traadte ind i et —154— Verelſe, hvor Luften ſyntes at vere tyrrere end i dem, vi havde pasſeret gjennem; ligeſom det lod til at vere belyſt. Mindre Bevagelſer i Luften tydede paa, at der var et ſtorre Antal Perſoner i Kammeret. Jeg ſtod ſtille. Da lod en hoi, alvorlig Roſt: „Gabriel Weltſtein, ref op Deres hoire Haand.“ Jeg efterkom Anmodningen. Stemmen vedblev: „IJ den almegtige Guds Nerverelſe joerger De hpiti- deligt, at de Beretninger, De ſtaar ijerd med at afgive, er ſande; at De hverken ved Korruption, Had eller anden uverdig Beveggrund er bleven tilſkyndet at afleegge dem; at De vil berette den fulde Sandhed, og dertil kalder De den ukjendte Verdens Redſler ſom Vidne, ſamt at De vil— ligen modtager Duden, Hvis De ſkulde ſige noget, ſom er falſt.“ 3 N Jeg boiede mit Hoved. „Hvilken Broder gaar i Borgen for denne fremmede Mand?“ ſpurgte den ſamme alvorlige Stemme. Da horte jeg Maximilian; han talte, ſom om han ſtod ganſke ner min Side: „Det gjor jeg. Hvis jeg ikke havde veeret villig til at gaa i Borgen for denne Perſon med mit Liv, vilde jeg ikke have begjeret at bringe ham, der ikke er Medlem af Broderſkabet, ind i denne Forſamling. Han frelſte mit Liv; han er en edel, oprigtig eg cerlig Mand — en der eljfer ſine Medmenneſker, og ſom vilde hjelpe dem, Hvis det ſtod i hans Magt. Han har en Beretning at meddele, ſom vedkommer os alle.“ „Nok“, ſagde Stemmen. „Var De tilſtede i Prins Cabanos Raadskammer igaaraftes? J det Tilfelde, fortel os hvad De faa og horte.“ Netop da horte jeg en ſvag Sti, fom om en eller anden bevegede jig ſagte mod Doren bag mig, gjennem hvilken jeg var indfommen. Da lod en anden Stemme, fom jeg ikke havde hort for — en tynd, ſkarp, gneldrende, befalende ~ tis W * erer e N ek SS —155— Stemme, ſom jeg vilde vere iſtand til at gjenkjende blandt Millioner; den raabte: ; a „Tilbage til Deres Scede! Richard, fig til Vagterne, at de ikke lader en levende Sjel ſlippe ud herfra, fyorend Mipdet er endt.“ Der blev en Trampen og Hviſken, hvorefter fuldkommen Taushed herfſkede. „Fortſcet“, ſagde den alvorlige Stemme, fom forſt havde talt. Jeg ſkjulte alt med Henſyn til Eſtella og undlod at nevne Rudolf, hvem jeg ſimpelt hen refererede til fom en af Broderſkabet og kjendt af Maximilian. Under Gravens Taushed fortalte jeg, hvorledes jeg var bleven ſkjult i Konſervatoriet ner Raadskammeret, og derpaa gik jeg over til at give en fort Beretning om, hvad jeg havde hort og peret Sienvidne til. „Tag Bindet fra hans Sine!“ befalede den alvorlige Stemme. Maximilian losnede Lommetprfledet. Nogle Sekunder blendedes jeg af den pludſelige Lys⸗ glans. Da jeg atter kunde ſe, fandt jeg, hvilket jeg havde formodet, at jeg ſtod i Midten af en Kjelder. Henved et Hundrede Mand var tilſtede fiodende paa grove Trebenke. Paa en Forhpining i den ene Ende befandt fig en Mand af gigantiſk Legemsbygning majferet og forkleedt. Under ham paa en mindre Forhpining jad en anden, Hvis Hoved var bpiet til den ene Side, hvilket jeg allerede da merkede. Hver Maud bar en ſtor Maſke og en lang Kappe af morkt Toi. Narr mig ſtod en, der var forfledt paa ſamme Maade, hvilken jeg efter Legemsſtorrelſen at domme antog at vere Maximilian. Det var en taus, alvorlig, uhyggelig Forſamling, og blotte Synet af den gik mig til Marv og Ben. Jeg var ikke bange, men en kold Gyſen gjennemſtrommede mig, da alle disſe Dine i de udtryksloſe, morke Anſigter feſtedes —156— paa mig. Jeg var tilmode, ſom om jeg befandt mig i en Forſamling af Dodninge — Gjenferd — hvori kun Oinene levede. Den ſtore Mand reiſte ſig. Han var i Sandhed en Kicmpe. „Tag Maſkerne af!“ befalede han. Der blev en Raslen og i neſte Oieblik var ſaavel Ma- ffer fom Rapper aftagne. Det var en merkelig Forſamling, der modte mit Blik — en lang Rekke af alvorlige, af tungt Arbeide heerdede An— ſigter med brede Pander og hoitidelige ja ildevarslende Oine. Aftenen forud havde jeg beſkuet Oligarkiets Raadsfor— ſamling. Her modte Proletariatets Hote Raad. De ſtore Hoveder paa et Sted modſvaredes af ſtore Hoveder paa det andet. En ſtor Uretfeerdighed eller en Mengde uretferdige Handlinger, hvis Virkninger ſpores gjennem Generationer, har frembragt Reſultater, fom paa en vis Maade er ble— ven fordoblede. Brutalitet ovenpaa har fremavlet Bruta- litet nedenunder; Liſt deroppe har foraarſaget det ſamme her; Gruſomhed hos Ariſtokraten folges af Gruſomhed hos Arbeideren. Hote og Lave er begge — fig ſelv uvidende — Ofre for et Syſtem. Feilen er ikke deres; den har fin Rod i Fortidens ligegyldige, dumme Generationer. Mine Wine ſogte Embedsmeendene. Jeg meerkede, at Maximilian, paa Grund af den yderfte Forſigtighed, ſogte at gjore fig jaa ukjendelig fom muligt, idet han havde Briller og en ſtor, ſort Muſtache. Jeg vidſte, at hans Anſigt var ſtjegloſt. Jeg vendte mig mod Preſidenten. En ſaadan Mand havde jeg aldrig feet for. Jeg antager, at han ikke kunde vere mindre end 6 Fod 6 Tommer hoi ſamt bred derefter. Hans ſtore Arme hang ned indtil Fingrene neſten raf til Kneerne. Hudfarven var ganſke mork fom paa en Neger, og en tyk Matte af fort, krollet Haar bedakkede det veldige Hoved ſom et Tag, hvorunder » 7 * — * toe + . 5 By oer Ve pia —157— det grove, ſvere Anſigt kom tilſyne med ſtore Poſer af Kjod, iſcer ved Kjcverne og i Panden. Men det, ſom meſt tiltrak fig min Opmerrkſomhed, var de mprfe, dybt⸗ liggende Mine, der tindrede fom hos Ratteflegten med en egen, uhyggelig Glans. Denne Mand, tenkte jeg, maa bere Coeſar, det ffreeffelige Broderſkabs Kommandant. En Bevegelſe henledte min Opmerkſomhed pada en Mand, der jad nedenfor ham; han havde talt til Preſidenten. Han dannede en beſynderlig Kontraſt til jin overordnede, idet han var gammel og indſkrumpet. Den ene Haand ſyntes ligeſom at bere visnet, og hans Hoved var altid biet til Siden med et ondſkabsfuldt Udtryk i Anſigtet. Kun to Tender jad igjen i Munden. Naſen var kroget, Sinene ſmaa, Blikket ſkarpt, gjennemborende; men den Pande, fom hvelvede fig over disſe luende Sine, var ſtor⸗ flagen og edel. Det var et af disſe Hoveder, der ſer ud, ſom om de er fuldpakkede i den Grad, at der ikke er en Tomme tilovers. Hele Perſonen var imidlertid urenslig, og ſaavel Hender ſom de lange Negle var forte af Smuds. Hvorſomhelſt kunde jeg have udpeget ham ſom en dygtig men farlig Mand. Han var gienſynlig den Vicepreſident, hvorom Spionen hapde talt — den navnlsoſe, rusſiſke Jode, der betragtes fom Broderſkabets „Hjerne“. „Gabriel Weltſtein“, ſagde Kjeempen med den ſamme alvorlige, tydelige Stemme, „hver Perſon i Varelſet vil nu pasſere forbi Dem, og ikraft af den hoitidelige Ed, De har aflagt, anmoder jeg Dem at ſige, om den Spion, De ſaa i Prins Cabanos Raadskammer igaaraftes, er iblandt dem. Men lad mig forſt ſporge Dem: Saa De ham klart og tydeligt, og tror De at vere iſtand til at gjenkjende ham?“ „Ja“, ſvarede jeg, „han vendte Anſigtet mod mig neſten tredive Minutter, og jeg kan visſelig identificere ham, om jeg faar ſe Perſonen igjen.“ „Brodre“, ſagde Preſidenten, „J vil nu — —“ 158. Men han var ikke kommen lengere, for jeg horte et Bul⸗ der bag mig, og da jeg vendte mig mod Doren, faa jeg to Mend brydes med en tredie, der ſyntes at ville ud. Stridslarmen blandedes med Eder og Forbandelſer. Et ſkarpt Revolverſkud hprtes efterfulgt af nye Eder; Knive blinkede i Luften; andre ſkyndte ſig i den vildeſte Uorden til Stridspladſen, og de manges Kraft triumferede, idet de kom flebende med en Perſon hen imod det Sted, hvor jeg befandt mig. Hans Anſigt var blegt fom Doden, og Blo⸗ det ſtrommede frem af et Kjodſaar i Forhovedet. Et Ud⸗ tryk af dodelig Frygt ſtod malet i hans Anſigt, idet han ſtakaandet ſtirrede fra Hire til venſtre. Kjempen hapde ſteget ned fra jin Forhoining, og han kom hen imod os. Staklen laa foran mine Fodder. „Tal“, ſagde Cejar — „er dette Manden?“ „Det er“, ſvarede jeg. Jetten tog et Skridt til, og han ſtod nu over den i Stovet liggende Usling. | „Vrodre, hvilken Dom felder J over Spionen?“ ſpurgte han. „Doden!“ led det fra hundrede Struber. Kjempen ſtak fin Haand i Barmen. Hans forferdelige . Unfigt lyſte, ſom om han lenge hapde ventet paa en ſaa⸗ dan Time. „Loft ham op!“ befalede han. To jterfe Mend holdt Spionen mellem ſig i opreiſt Stilling; han vred ſig, ſogte at komme les; men de Hander, der holdt ham, var af Jern. „Stop!“ raabte den ſkarpe, hvinende Stemme, jeg for havde hort, og Kroblingen nermede fig. Han henvendte ſig til Fangen: N „Var der nogen, ſom fulgte dig til dette Sted?“ „Ja, ja!“ raabte Spionen ivrigt. „Skaan mig! ffaan mig jeg ffal berette eder alt. Tre Mend af Politiſtyrken udpegedes dertil, og de ledſagede mig i den Vogn i hvil- —159— ken jeg bragtes hertil. De ffulde vente, indtil Modet var over og derpaa efterſpore den ſtorſte Mand og en Perſon med kroget Hals til deres Boliger for at identificere dem. De venter nu i Skyggen af Magazinet.“ „Var J komne overens om noget Signal?“ ſpurgte Krpblingen. „Ja“, ſvarede Uslingen vel vidende, at han overleverede fine Kammerater til den visſe Dod, men villig til at ofre Hele Verden for at frelſe fit eget Liv. „Skaan mig! ffaan mig, og jeg ffal forteelle eder alt.“ „Fortſct“, befalede Kroblingen, „Jeg turde ikke reſikere at lade dem vide, hvem jeg er. Jeg aftalte med Prins Cabano om et Signal mellem os. Hvis jeg behover deres Hjelp, ſtal jeg komme til dem og ſige: „Godaften, hvad er Klokken?“ Svaret er: „Det er Tyvenes Tid.” Derefter ſkal jeg ſige: „Jo mere des⸗ bedre“, og da ffal de folge mig.“ „Richard“, ſagde Kroblingen, „horte De dette?” „a. „Tag ſex Mand med Dem; lad dem blive ftaaende i Bryggerikjcelderen; led Politiet did; kaſt Legemerne i Floden.“ Den tiltalte fjernede ſig med fine Maud for at udfore det ſkrœkkelige Mordarbeide. Fangen ſtirrede bonfaldende omkring fig i den forfeerde⸗ lige Kreds. „Skaan mig!“ raabte han. „Jeg kjender Bankernes Hemmeligheder. Jeg kan fore eder til Prins Cabanos Hus. Dreb mig ikke.“ „Er det alt?“ ſpurgte Jatten. „Ja“, ſvarede Kroblingen. Dieblikkelig ſprang Kjcmpen fremover fom et vildt Dyr, der lenge har veret tilbageholdt fra fit Offer. Hans Anſigt var forferdeligt at ſkue; det var Tigeren, fom ſtirrer paa fit Rov, ſpringer frem, griber og forterer det, —160— Jeg faa noget glimte fom Lynet i hans Hender, hvorefter man hörte Lyden af et tungt Slag. Spionen hoppede ud af Heenderne paa de Mend, fom holdt ham, hoit tilveirs og faldt ſtendod ned foran mine Fodder med klovet Hjerte. Dette Sprang var ikke en Handling af Manden ſelv; det var Legemets Proteſt mod den flygtende Aand — Stovets Kamp for at beholde Sjelen. Kjempen boiede fig ned og aftorrede jin blodige Kniv paa den dodes Rieder. Kroblingen udſendte en fold, djcvelſt Latter, Jeg haaber, Gud aldrig lader mig hore noget lignende. Andre ſkrattede med — de infernalſke Lat⸗ terſalver gjenled rundt hele det underjordiſke Kammer. Jeg kunde ikke tenke paa noget andet end Djavelens Haanlatter, naar Helvedes Porte pludſelig aabner ſig, og nye Skarer af fordomte Sjele hylende, ſlagne af Raddſel ſtyrtes ind i den evige Pine. „Maatte alle Broderſkabets Fiender ds ſaaledes!“ raabte Kroblingen med fin gneldrende Stemme. Langt og kraftigt Bifald fulgte paa denne Ytring. „Bring Legemet ud gjennem Bagdoren og kaſt det i Floden“, befalede Kjempen. „Underſog hans Rieder forſt,“ ſagde Kroblingen. Dette blev gjort, og de fandt de Penge, fom Prinſen havde givet ham — Priſen paa hans Liv. Ligeledes fand— tes en Bundt Papirer. Pengene overleveredes til Broder— ſkabets Kasſerer, medens Dokumenterne toges i Beſiddelſe af Vicepreſidenten. Efter at have indtaget ſit Sede tog Preſidenten tilorde: „Gabriel Weltſtein, Broderſkabet takker Dem for de ſtore Tjeneſter, De har ydet os. Vi beklager, at Deres Sam— vittighed ikke tillader Dem at blive en af vore; men vi betragter Dem ſom en Ven, erer Dem fom en Mand, og hvis Broderſkabet nogenſinde kan vere Dem til Tjeneſte, ver ſikker paa at hele dets Magt jfal blive anvendt til Deres bedſte.“ . —161— Jeg var formeget ryſtet af den forferdelige Scene, jeg havde beret Dienvidne til, at gjore mere end bpie Hovedet. „Det er endnu en Sag, vi kommer til at bede Dem om“, fortſatte han, „nemlig at De gjentager Deres Beretning til en Mand, fom ſnart blir indbragt. Vi har fanet vide af Maximilian, hvad De agter at fortelle, og i Overens⸗ ſtemmelſe dermed har vi truffet vore Foranſtaltninger. Ver iffe bange — der blir ikke flere Henrettelſer.“ Vendende ſig til Mendene befalede han: „Tag paa eders Maſker.“ Han tildelkede fit eget Anſigt, og de vorige gjorde ligedan. xix Luftens Mamelu!ker. Broderſkabets Vicepreſident bpiede jig forover og hviſkede til en af Sekretcrerne, der tog tvende Mend med fig og forlod Kjeelderen. Jeg blev budt at tage Sede. Der blev en Pauſe paa henved ti Minutter. Ikke en Hviſten bred Stilheden. Det bankede paa Doren, og den anden Sekre⸗ ter fjernede jig. Efter endel Hviſken og Raadſlagning traadte Gefreteren og hans to Ledſagere ind ledende en ſtor i Militeruniform Hedt Mand, der havde Bind for Sinene. De ſtanſede 1 Midten af Varelſet. „General Jakob Quincy“, lod Preſidentens alvorlige Stemme, „inden vi tager Bindet fra Deres Sine, an⸗ moder jeg Dem at, gjentage i denne Forſamling den For⸗ pligtelſe, De gav til en af Broderſkabets Repreſentanter, der beſogte Dem idag. Manden ſagde: „Jeg blev underrettet af Deres Sendebud, at De havde noget at meddele mig, hvilket var af ſaadan Vigtighed for Officerer og Mandſkab paa Luftſkibnene eller de ſaakaldte Demoner, at det angik deres Velferd, ja maaſke deres Liv. De inviterede mig under Lpfte om Sikkerhed paa Feerden; De lod Deres Budberer blive ſom Gidſel hos mit Mandſkab, indtil jeg vender tilbage, og jeg lovede ikke at aabenbare for nogen levende Sjel, hvad jeg fit je og hore, undtagen faa meget, ſom med Deres Bifald maatte bere nodvendigt til at varsle mine Mend om den Fare, hvilken De forſikrer mig truer dem. Denne Forpligtelſe gjentager jeg og foerger ved den almegtige Gud ubrpdelig at holde mit Lofte.“ „Tag Bindet fra hans ie befalede Preſidenten. —163— Dette bled gjort, og der ſtod foran mig den ſmukke, in⸗ telligente Officer, hvem jeg ſaa Aftenen forud i Prins Ca⸗ banos Raadskammer. Preſidenten nikkede til Kroblingen ligeſom efter en forud⸗ gaaende Overenskomſt og ſagde: „Fortſet“. “General Jakob Quincy“, ſagde Vicepreſidenten med ſin ſkarpe, gjennemtrengende Stemme, „De beſogte et viſt Hus igaaraftes i Forretningsanliggender vedrorende Deres Kom⸗ mando. Hvormange Perſoner ved om Deres Viſit?“ „Tre“, ſvarede Generalen pienſynlig forbauſet. Jeg ſkal meddele Reſultatet under et Mode imorgenaften; men jeg fandt det raadeligſt til den Tid at holde Udfaldet noget jaa ner hemmeligt.“ „Tor jeg ſporge, hvilke Mend det var, ſom De talte med angaaende denne Sag?“ „Jeg kunde have imod at befvare dette Sporgsmaal; men jeg formoder, noget hemmeligt ligger bag det. Her⸗ rerne var min Broder Oberſt Quincy, min Adjutant Kapt. Underwood og min Ven Major Hartwright.“ „Tror De, disſe Mend beretter til nogen, hvad De meddelte dem?“ „Paa ingen Maade. Jeg fetter mit Liv i Pant paa, at de ingenting har omtalt, da jeg bad dem tie dermed. Men hvorfor fremfetter De disſe Sporgsmaal?“ „Fordi“, ſvarede Kroblingen, „jeg har et Vidne tilſtede, ſom i de allermindſte Detaljer vil aabenbare, hvad De ſagde og gjorde i Raadskammeret igaaraftes. Hvis De havde meddelt Udfaldet af Deres Beſog i Prinſens Raads⸗ kammer til upaalidelige Perſoner, kunde der vere en Mu⸗ lighed for, at dette Vidne var blevet underrettet af andre, og at han ſaaledes ikke har veret tilſtede, hvorfor De hel⸗ ler iffe kunde tro ham med Henſyn til andre Sager af Vigtighed. Finder De, at mit Reſonement er rigtigt?“ „Javiſt“, ſvarede Generalen. „Hvis De fraffer tilveie en Mand, fom fan fortelle, hvor jeg var igaaraftes, hvad jeg 2 i * Dee eae yas be pes tks ſagde, og hvad der blev ſagt til mig, maa jeg ſelpfolgelig tro, han var neerverende; thi jeg ved, at han ikke fik fin Kundſkab fra mig eller mine Venner, og jeg er ligeledes ſikker paa, at ingen af de Herrer, med hvem jeg raadflog, vilde berette noget til Dem eller nogen af Deres Venner.“ „Ver faa venlig og ſtaa op,“ ſagde Kroblingen til mig. Jeg efterkom Anmodningen. „Har De ſeet denne Mand for?“ ſpurgte han Generalen. „Aldrig“, ſvarede han. „Har De nogenſinde ſeet denne Mand for?“ ſpurgte han mig. „Ja“, ſvarede jeg. „Naar og hvor?“ „Igaaraftes i Prins Cabanos Raadskammer.“ „Fortſæt og giv os hele Beretningen.“ Jeg gjorde jaa, Generalen lyttede opmeerrkſomt til min Beretning og vendte hele Tiden ikke fine Dine fra mit An— ſigt. Da jeg havde omtalt, hvad der pasſerede inde i Raadskammeret, medens han var der, ſpurgte Kroblingen General Quincy, om det var en troverdig Beretning an— gaaende det pasſerede. Han foarede, at den var forbau— ſende korrekt i de mindſte Detaljer. „De tror altſaa, at han er et fandferdigt Vidne“, ſpurgte Kroblingen, „og at han var nerverende under Deres Samtale med Plutokratiets Raad?“ „Ja“, foarede General Quincy. „Fortſct nu“, ſagde Kroblingen henvendt til mig, „og fortel, hvad fom fandt Sted, efter at Generalen forlod Raadet?“ Jeg fortſatte. Generalens Anſigt morknede af Vrede, da jeg gik videre i min Beretning, og da jeg fluttede, var han blodrod af Raſeri. „Onſter De at tilſtille Vidnet nogle Sporgsmaal?“ ſpurgte Kroblingen. i „Ingen“, var Svaret. F —165— Han ſtod i flere Minutter fordybet i Tanker. Jeg folte, at Verdens Sfjebne hang i en Vegtſkaal. Endelig ſpurgte han med lav Stemme: „Hvem repreſenterer eders Organiſation?“ „Exekutivkomiteen“, ſvarede Preſidenten. „Af hvilke Herrer beſtaar den?“ ſpurgte han. „Af mig, Vicepreſidenten (her pegede han paa Krsblin⸗ gen) og den Herre der borte.“ Ved de ſidſte Ord jaa han paa Maximilians mafſkerede Figur, der ſtod ner mig. „Kan jeg faa en privat Samtale med eder?“ ſpurgte han. „Ja“, ſvarede Preſidenten en Smule ivrigt, kom denne Vei.“ „Alle fire gik hen til en Sidedyr, der ſyntes at fore ind i et andet underjordijf Kammer. Kroblingen bar et Blus. „Vent her,“ ſagde Maximilian, idet han gik forbi mig. „Jeg ſatte mig med. De maſkerede Figurer blev ſiddende paa Genfene rundt Voeeggene. Ikke en Lyd afbrpd den dybe Stilhed. Jeg kunde je, at alles Dine var rettede mod den Dor, hvorigjennem Exekutivkomiteen hapde fjernet ſig, og mine egne ſtirrede ligeledes i ſamme Retning. Vi folte alle Stundens Vigtighed. Fem Minutter — ti Minutter — femten Minutter — tyve Minutter gik hen. Doren aabnede fig. Vi antog Konferentſen var over; men nei, det var bare Rrpblingen, der viſte fig; hans Anſigt var utildeffet og glodende af Sindsbeveegelſe. Han git lige hen til Sekretecrens Bord, tog Pen, Bleek og Papir og vendte tilbage til den anden Kjelder og lukkede Doren. Der kom Liv i de forkleedte Figurer — Hviſken Sindsbe⸗ vegelſe; de forudſagde, at alt gif efter Onſke, at Overens⸗ komſten ſkulde nedtegnes med Pen og Bleek. Jem Minutter mere hengik — ti — femten — da gik Doren op, og de kom ud, den gigantiſke Cœſar i Spidſen. Alle Anſigter var demaſkerede, og jeg ſyntes, at Exekutivkomiteens Anſigter bar Preget af undertrykt Triumf. Deemonernes Komman⸗ W „ i * eee 0 ws >» —171— huſe er fulde af oplyſte Mand, og tre Fjerbedele af For⸗ bryberklasſen fan leſe og ſtrive. Heller iffe havde den forrige Taler Ret, da han omtalte de europeiffe Immi⸗ granter fom „uvidende Horder.“ Sandheden er, at An⸗ tallet af dem, fom iffe kan leſe og ſkrive, er meget mindre under den europeijfe Deſpotisme end i den amerikanſte Republik. (Vifald af de tilſtedevcerende Udlendinge.) Heller ikke er det en given Sag, at en oplyſt Mand er intelligent. Der gives en ſtor Masſe blandt Middelklas⸗ fen, der har erholdt en god Uddannelje; men ſom ikke fan danne ſig en Mening om nogenting, undtagen de faar den fra de daglige Aviſer. (Bifald.) Rigmeendene eier Avi⸗ ſerne, og Aviſerne eier fine Leſere, faa at det i Virkelig⸗ heden er de rige, ſom afgiver disſe hundrede Tuſinde af Stemmer. Hvis disſe Mend iffe havde kunnet leſe og ſkrive, vilde de have talt med hverandre om offentlige Affcerer og derved dannet fig en felvitendig Mening; deres Oplysning forgger kun deres aandelige Umyndighed; de er fenfede til Oligarkiets Herſkabsvogne, og de vil aldrig lade ſig overbeviſe af Sandheden, for de en ſtraalende Morgen vaagner op og finder, at det er Dommedag.“ (Bevagelſe og dunbrende Bifald.) Her faldt jeg ind. „Almen Oplysning er ret; den er nodvendig, ſagde jeg; men den er ikke tilſtrekkelig. Oplysning fetter ikke en Stopper for Korruption og daarlig Styrelſe. Intet Men⸗ neffe er ſtikket til at vere frit, undtagen det beſidder en rimelig. Portion Oplysning. En Mand kan vare iſtand til at lœeſe og ſkrive, men alligevel bare en Daare eller en Kjeltring. (Lattter og Bifald.) Hvad vi behpver er et Samfund, ſom kan bringe til Arbeidets Asſiſtence den ſamme Skarpſindighed, Fremſyn, ja endog Liſtighed, ved hvilke Rigdommen har vundet fine Triumfer. Intelligent⸗ fen bor have fin Belonning, men ikke alt. Dette Forſvar for Arbeidet kan alene inſpireres af Gud; thi Menneſkets 1 NN naturlige Inſtinkt i vor Tid ſynes kun at vere at rove ſine Medmenneſker.“ Jeg holdt inde, og i Midten af Hallen faaes en mager Herre, der var kledt i fort, med Frakken knappet lige op til Halſen og lignede i hele fit Udfeende en Preſt, at reife fig, idet han ſpurgte, om en fremmed hapde Tilladelſe til at ſige nogle faa Ord, Han modtoges med en uhyggelig Taushed; thi Preſteſkabet er ikke populert hos Proleta⸗ riatet. Hans Optreden var imidlertid ſtille og fordrings⸗ los, og han Lod til at vere en erlig Mand. Formanden tvivlede ikke paa, at Forſamlingen vilde vere glad over at höre hans Meninger, og bad ham ſtige op paa Platformen. Han ſagde med ſvag, tynd Stemme: „Brodre, jeg har med ſtor Interesſe og Fornsoielſe lyttet til de forſkjellige Taleres Bemerkninger. Det er ikke Tvivl underkaſtet, at Verden befinder ſig i en daarlig Tilſtand, og det er ret, at J paa denne Maade ſamles for at overveie Aarſagerne dertil ſamt Botemidlet' Og med eders Tilladelſe vil jeg fremholde mine Anſkuelſer om denne Sag. Brodre, eders Ulykke ſkyldes ifolge min Mening Tabet af Religion i Verden ſamt Mangel paa Dyd blandt de forſkjellige Individer. Hvad font er nodvvendigt til Men⸗ neſkehedens Reformation er fornyet Interesſe i Kirken — en Gjenopvekkelſe af Troeu. Derſom hvert Menneſke vil renſe ſit eget Hjerte, vilde alle Hjerter blive rene, og naar alle er rene, fyldt af den guddommelige Retferdigheds- og Broderſkabsfolelſe, vil intet Menneſke behandle fin Naſte paa en uretferdig Maade. J maa heller ikke forglemme, at denne Verden kun er et midlertidigt Opholdsſted, hvor man ffal forberede fig for en anden og bedre Verden. Jordelivet beſtaar i det heldigſte Tilfeelde kun af nogle be— ſverlige, ſmertefulde Aar; men paa den anden Side Graven ſkal J nyde evig Lykke ſammen med Guds Engle. Den hellige Skrift forſikrer os om, at Rigdom og Velſtand her * * —173— i Verden er en Hindring mod Lyfe hinſides. Tiggeren Laſarus fremſtilles for os i Himmelens Herlighed, medens den rige Mand, levede i Overdaadighed, gik kledt i Pur⸗ pur og fofteligt Linned, oploftede fine Sine i det evige, breendende Helvede. Kom ihu, at det er vanijfeligere for en rig Mand at komme ind i Guds Rige end for en Ka⸗ mel at gaa gjennem et Naalesie. Og ſaaledes, mine Ven⸗ ner, kan J med Rette Glade eder i eders Fattigdom og Pryvelſer; thi den, ſom Gud elſker, tugter han meſt. Jo mere fortvivlet eders Stilling er her paa Jorden, desto ſikrere kan J vere paa at trede ind til Himmelens evige Gleder. Lyt ikke til de Mend, mine Brodre, der figer til eder, at J maa hade Lov og Regjering. Regjering er af Gud', figer Skriften og ved taalmodig at udholde disſe Verdens Onder, leegger J op Skatte i Himmelen, hvilke Mol og Ruſt ikke kan fortere eller Tyvehaand jtjele fra eder. De ſiger, at J burde forbedre eders Stilling; men fet at J kunde nyde alle de Gleder, fom denne usle Ver⸗ den kunde ſkjenke eder, hvilken Nytte vilde J have deraf, naar J miſtede Himmelens evige Lykſalighed? 'Hvad hjel⸗ per det et Menneſke at vinde den ganſke Verden, naar det tager Skade paa fin Sjel?' Intet, mine Brodre, nei in⸗ tet. Ver derfor taalmodige —“ Jo lengere Preſten holdt paa, jo uroligere blev For⸗ ſamlingen, indtil den endelig bred ud i en Storm af Hu⸗ jen og Forbandelſer, der fuldſtendig overdpvede hans Stemme. Hele Mengden var bleven raſende. Scenen mindede mig om et Sindsſygeaſyl. Jeg bad Preſten ſidde ned, og ſaa ſnart han gjorde dette, begyndte Stormen at legge fig. En Mand ſteg op paa en Benk midt i For⸗ ſamlingen. Jeg horte hans Navn fra hundredetals Leber — „Kelker! Kelker!“ Jeg fik ſenere Here, at han var en Profesſor af tyſk Herkomſt, en leerd Mand, ſom havde miſtet ſin Plads ſaa vel ved Univerſitetet ſom i Samfundet, fordi han havde optraadt til Forſvar for Folkets Rettigheder. —174— n Nu tiente han et ſparſomt Ophold fom Skomager. Han var en hoi, mager Perſon med Guldbriller paa Neſen — de eneſte Levninger fra hans forrige Stilling — men var forreſten daarlig EHodt, og han hapde dette biſtre Udfeende, ſom tilkjendegav, at han var bleven forfulgt hele ſit Liv. Han talte med megen Heftighed og med en gjennemtrern— gende Stemme, der kunde Heres over Hele den ſtore Fore ſamling, hvilken blev ftille fom Doden, ſaaſnart han aab⸗ nede ſin Mund. „Venner og Brodre“, ſagde han, „Lidelſeskammerater, jeg beklager, at J ikke tillod Preſten at fortſætte. Os tile horer en Liberalitet, fom lytter til alle Sider, og jeg for min Del ſkulde vere glad over at hore, hvad denne Fore fegter af de gamle Troesbekjendelſer har at ſige til deres Forſvar; men da han har taget fit Sede, vil jeg fvare ham. Han forteller, at hans Religion er det eneſte, fom kan frelſe os, og at det er bedre at vere ulykkelige her, for at vi kan blive lykkelige hisſet. Hvis det er Tilfeldet, maa Himmerige vere fuldpakket nu fortiden; tht Elendig⸗ heden paa Jorden er grendſelos, og den tiltager Hurtig. (Latter og Bifald.) Men Religionen har kontrolleret Ver⸗ den ineſten to Aartuſinder, og det er hvad den har bragt os. Den har alle Tidsaldere veret Tyranernes Politi⸗ ſtyrke. (Stormende Bifald.) Den har kloroformeret Fat⸗ tigdommen med Lofter om Himmerig, medens Roverne har pyndret Verden. (Fortſat Bifald.) Den har holdt Folket i Underkuelſe og ſendt utallige Millioner gjennem et elen⸗ digt Liw i Vaneerens Grav. (Bifald.) Ved en Hoben Myther og Overtro fra en mork, barbariſk Tidsalder har den hindret Civiliſationen fra at beſkytte Menneſkeſleegten, og paa Neros Vis ſpillet paa fine latterlige Dogmer, mez dens Verden har brendt. (Stort Bifald.) Naar har Kirkerne hjulpet Menneſkene til at forbedre ſin Stilling? De er ſtorartede Paladſer, hvor Kvinderne 8 be 1 * ce * * * 0 * ~~ NS asd One 1 . * a Nike N Nerd 8 —175— mpder engang om Ugen for at fremviſe fin Stads og Men⸗ dene for at verne om fin Stilling i Forretningslivet. (Latter og Bifald.) Hvor er den ſtore Reform, de ikke har modſat fig? Hvor findes de ſtore Opdagelſer paa Viden⸗ ſkabens Omraade, ſom de ikke har fordomt? (Brfald.) Menneſket er kun bleven ſtort, naar det har ſluppet fri for deres Klor. (Hurraraab.) De har prediket Himmerig og bidraget til at gjore Verden til et Helvede. (Rungende Hurraer.) De ſtod og faa paa uden et Muk, at Menne⸗ ffefleegten ſank ned i denne ffreffelige Tilſtand, og ſelv nu, omgivne af Elendighed paa alle Kanter, ſtaar de og fortel- ler os, at det er godt, vi ſulter, at Hunger er ſelve Por⸗ ten til Himmerig, og at den rige Mand havnede i den evige Pine, fordi han havde nok at ede, medens han levede paa Jorden. (Dundrende Bifald.) Og hvorfor gjor de dette? Jo fordi, hvis de kan regjere vor Samvittighed og beveege os til at ſulte ihjel uden Modſtand, gjor de det ſaa meget lettere for vore Undertrykkere at ſtyre os, og til Gjengjeld underholder de rige Kirkerne. (Bevegelſe.) De kvcler os i Guds Navn! (Uhyre Bifald.) Vore Sonner marſcherer i endelpfe Procesſioner til Feengſlet og Skafot⸗ tet; vore Dptre indtager fine Pladſe i den lange Reeffe af proſtituerede Kvinder, og hver Fiber i vore magre Le gemer ſkriger ud fin Proteſt mod utilftreftelig Nering. Og denne Mand kommer og forteller os om fin gamle Verden, udſlidte Troesbekjendelſer, der har ſin Oprindelſe fra halvnogne Barbarers Hjerner, og er et Sammenſurium af hundredetals Nationers Myther —.“ Her blev Taleren hes og ude af fig ſelv af Sindsbe⸗ vegelſe, og Forſamlingen, der var bleven mere og mere ophidſet og uſtyrlig, efterhvert fom han talte, brpd ud i en voldſom Tumult, der druknede enhver anden Lyd. Nogle af de meſt ophidſede og barſktudſeende Arbeidere ſtormede frem til Tribunen for at gribe Preſten, og det vilde ikke paret lenge, inden de havde faaet Tag i ham. Men i —1%e— dette kritiſte Oieblik ſprang jeg til Fronten af Platformen mellem ham og den kommende Pobel, og ved min blotte Nerverelſe ſamt ved den Reſpekt, de havde for mig fom en af deres Venner, ſtillede jeg Stormen og gienoprettede Orden i Forſamlingen. „Mine Fore Venner“, fagde jeg, „ver taalmodige“. Er J de Mend, fom praler af eders Tolerance? J moder for at diſkutere eders Lidelſer og raadflaa om et Botemiddel, og naar en forteller, hvorledes han vil kurere eder, ſtormer J frem for at dreebe ham. Ver rete ferdige, Denne ſtakkels Mand kan vere feiltagen — den Stand, hvoraf han er et Medlem, kan vere feiltagen — med Henſyn til den bedſte Maade at tjene og frelſe Men⸗ neſkeſloagten; men at Henſigten er god, og at han elſker eder, hvem kan tvivle paa det? Betragt ham! Se paa hans daarlige Kleeder, hans afmagrede Geſtalt. Hvilke Gleder i Livet har han? Han har föorſaget alt for at hieelpe eder! Han beſoger eders ſkumle Baggader, eders underjordiſke Huler, hvor Hunger og Peſtilenſe kjomper om fine Ofre, i den morkeſte Nat faa vel ſom ved hoilys Dag og bringer Troſt og Haab til den flygtende Sjel. Og ovorfor ikke? Hvem tvivler paa, at der er et Liv efter dette? Hvilket Menneſke, der Fender Materiens Udodelig⸗ hed, dens abjolute Uforgjengelighed, tror, at Fornuften, Intelligentſen — Sjelen — hvilke i det mindſte maa vere en Form af Materie — om de ikke er noget hoiere — ſkulle forgaa og blive til intet? Hvis det er ſandt, og det ved vi, at det ſtakkels Kjod — Aandens Bolig, ja ikke alene det, men ſelv de Kleeder vi berer — ffal exiſtere Evighed efter Evighed, efter at vor Planet er forſvunden fra Verdensrummet og vor Sol glemt, kan J ſaa tro, at denne Intelligents, ved hvilken jeg tvinger eders Sjele til at tenke og ſetter mig i Forbindelſe med eders inderſte Natur, ſkal kunne odelgegges og vorde til intet? Nei, og atter nei! Jeg taler til eder af Guds Godhed og Fuld⸗ —177— kommenhed, og ſaa vel det inden i mig, der taler, ſom det inden i eder, der lytter, er Dele af den evige Skaber og Opretholder, uden hvilken intet ble til. (Bifald.) Og ſaaledes, mine Venner, er enhver, der vil forbedre eders Stilling i Lid og Evighed, eders Ven og bor agtes af eder. (Bifald.) Paa ſamme Tid ſom vi maa beklage Religionens Feilgreb i det ſvundne, bor vi heller ikke for- glemme dens Dyder. Menneſtelig i fine Sammenſetninger har den ogſaa veret menneſtelig i fine Svagheder. J Leren om, at alle Menneſter ere Brodre og Gud vor Fader, ligger Menneſkehedens Frelſe. Men nogle af Kir⸗ fens Mond har misforſtaaet Kriſtus og fordreiet ham ifplge fine egne usle Formaal. Han, fom drev Vexelererne ud af Templet, kaldte ſit Lands Ariſtokrati kalkede Grave og predikede Fellesſlab i Formue, vilde ikke idag med Taalmodighed eller Ligegyldighed have feet paa Menneſte⸗ ſlegtens ſtrœkkelige Lidelſer. Vi har arvet Kriſtendom⸗ men uden Kriſtus; vi beſidder Religionens malede Skal, og det ſom ramler omkring inden i det, er ikke den ſtore Billedſtormers brendende Sjel, men kolde, ſammenſtrum⸗ pede, meningsloſe. Traditioner. Ak, om vi havde Manden fra Galileas bankende, varmtfplende, menneffelige Hjerte! Ak, om vi havde hans oploftede Haand bevoebnet med Skorpionernes Svpbe, for at drive Folfet ud af Verdens Templer og pijfe de frafaldne Predikanter til Hengivenhed for hans fattige, undertrykte Borns Sag! (Stormende Bifald.) Der gives ingen Magt i Verden for ſtor eller hellig til at bruges af Menneſkevennen i Undertrykkelſen af det Onde. Religion — ſand Religion, ikke Former eller Ceremonier, men inſpirerede Maal — burde befjele Verdens Regje⸗ ringer til at haandheve Retferdighed. Vi bor heller ikke undervurdere Individets Renhed — den renſede Sjel, der er de feiede og prydede Boliger, hoor Englene bor og beſkuer Berden med ubeſmittede Sine. Men dette er ikke ay f j ; 3 2 * 1 — 2 1 ' * . U S * ‘Fs, , oy Se f e 8 a N alt. Forſoget paa at gjore nogle dydige, hvor Meſtepar⸗ ten er fordorvede, er at ſoette de gode i et Misforhold. At leere Folket Taalmodighed og Enfoldidhed, naar man er omgivet af Magt og Gruſomhed paa alle Kanter, er ensbetyſiende med at forſyne de glubende Wve med uſkyl⸗ dige, bregende Lam. Heraf kommer det, at Kirkens Ind⸗ flydelſe over Merneſkeheden ſtadig er bleven formindſket i de to ſidſte Aarhundreder. Menneſket elſker i Lengden kun de Ting, ſom er velgjorende for det. Kirkerne maa komme til Folks Undſetning eller trekke fig tilbage fra Kampplad⸗ jen. Et Spadbarn i en Tigers Gab er ikke mere hjelpe⸗ loſt end en liden, erbar Minoritet midt i en gruſom og blodig Verden. Vi onſker Dyd, men en ſaadan, fom voxer ud af den almene Retfordigheds Barm. Medens J arbei⸗ der for at frelſe en Sjal, fleber Fattigdommen Millioner ind i Synden. J plukker Brande ud af en ſtedſe omſig— gribende Ildsvaade. Flammerne vedbliver at ſpredes, indtil de forterer, hvad J har frelſt. Verdens Religion maa bygges paa almindelig Velſtand, og denne er det kun muligt at danne paa den almene Retferdigheds Grund⸗ vold. Om Traadene i en Vav blir klaſede paa et Sted, kommer det af, at der er Ugreie i en anden Del af Vaven. Fattigdom og Elendighed er et Bevis for, at Uretferdig⸗ Hed begages paa et andet Sted i Samfundet. Hyvoad Verden behover er en ny Organiſation — et Ret⸗ fordighedens Broderſkab over den ganſke Jord; det burde beſtaa af alle Menneſker, fom onſker at lofte op de under⸗ trykte og frelſe Civiliſationen og Samfundet; det ſkulde virke i og gjennem Styrelſen, og dets Helligdomme ſkulde bere Sfolen og Valgurnen; det ſkulde ſammenſlutte de gode, ſom jeg endnu haaber ikke er i Minoriteten, mod de flette; det ſtulde bekjeempe den ene Uretferdighed efter den anden, konſentrere Verdenskampen mod dem og fjerne dem ud af Exiſtens, kort ſagt hellige ſig til en evig Kamp mod ethvert Onde. Det er ikke nok at helbrede de Saar, 1 8 Ph | —179— fom Uretferdighedens Vilddyr har tilfsiet med fine Klor; Broderſtabet burde forfelge Beefterue til deres af Menne⸗ ſkeben beftrgede Huler og dreebe dem. Stort Bifald.) Det burde ikke alene virke for at hjcelpe de hungrige, men ogſaa til at gjore Hunger en Umulighed — udrydde dens Aarſager. Selv om man viſte den yderſte Tolerance mod dem, ſom helliger ſig til det kommende Liv endog i den Grad, at de forſommer det nuverende, burde Samfundets eneſte Dogme verre — Retferdighed, Gives der et Paradis i den anden Verden og iffe en Fortſettelſe af den beſperlige Tilverelſe, vi nu gjennemgaa, vilde vi deſto bedre vere ſtikkede til at bo der, om vi hjalp til at gore denne Verden til et Himmerig. Og den, fom har bidraget til at gjore vor Klode til et Helvede, burde ogſaa nyde Frugterne af ſit Arbeide i en anden og jfreffeligere Verden i alle Evighe⸗ ders Evighed. O, J Kirker! vil J ikke komme Folket til⸗ hjelp imod de megtige? Wl J ikte hjelpe til at knuſe Uhyrets Kjcver og drage Rovet ud af dets Gab? Ten, hvad J kunde gjore, hvis alle Menigheder fluttede fig ſam⸗ men i Kampen mod de jfreffelige Onder, ſom florerer i Samfundet! Wil J frelſe Verden, maa i befjempe Kor⸗ ruption og bemegtige eder Regjeringen. Wend eders Tan⸗ ker bort fra Moſes og hans lurvede Skarer og hele den antike Verdens Troesregler og Vildfarelſer. Her er en Verden, ſtͤrre end Moſes nogenſinde droͤmte om. Her er en Befolkning uendelig fterre i Antal, mere oplyſt og mere flikket til at nyde Livets Goder og udholde dets Lidelſer end Israels Born og de romerſte Keiſeres Underſaattere tilſammen. Kom ud af det ſpundne og tred ind i det nuverende! Gud er ligeſaa meget Gud idag, ſom han var paa Faraos Lid. Derſom Gud elſkede Menneſkeſleeg— ten da, elffer han den ogſaa nu. Den kultiverede Borger i dette oplyſte Aarhundrede, omgiven af fin forgjengelige Civiliſations Pragt, er ligeſaa verdig fin Skabers fader⸗ * J * q Pa eng . 8 ay eren eee am — |S SR lige Omſorg fom de vilde Skarer i den arabiſke Orken fem tuſen Aar ſiden. Gud lever endnu, og han lever for os.“ Her taug jeg. Endſkjont den ſtore Forſamling lyttede taalmodigt til min Tale, ja gav undertiden ſit Bifald, var det dog tydeligt, at hvad jeg ytrede ikke rorte Deres Hjer⸗ ter. Tvert imod var der en morkladen, ſteerkbygget Mand, kledt fom en Arbeider, der reiſte fig borte paa en af Ben⸗ kene og ſagde: „Kammerater, vi har med ſtor Reſpekt lyttet til, hvad vor agtede Ven Gabriel Weltſtein har ſagt os; thi vi ved, han vilde hieelpe os, derſom han kunde. Og meget er ſandt af det, han har ytret. Men den Tid er forbi, da man kunde bygge et ſaadant Samfund, ſom han omtaler. Ja ſelv om det lykkedes, ſaa er Noden blandt os ſaa ſtor, at ſelve vore Brodre vilde ſelge os paa Valgdagen. (Bifald.) Samfundet er gjennemraaddent, ja i den Grad, at det ikke er fig ſelv bevidſt, at det er raaddent. (Bifald.) Der er ingen ſolid Grundvold at bygge paa. Der gives intet andet Botemiddel end at odelceegge den nuverende Tingenes Orden. (Sterkt Bifald.) Det blir ikke verre for os end det er, det kan maaſte blive bedre.“ (Hurraraab.) „Men“, raabte jeg, „onſker De at pdelegge Civiliſa⸗— tionen?“ „Civiliſation“, ſvarede han, „hvad Nytte har vi af at bevare den? Se Dem omkring og beſku dens Frugter! Her er maaſke ti tuſen edruelige, arbeidſomme, intelligente Arbeidere; jeg tvivler paa, om der gives en iblandt dem, ſom med Sandhed kan ſige, at han har havt nok at ede i den forlobne Uge. (Det er ſandt, raabtes der.) Jeg tvwler, om der findes en eneſte her, fom tror, at den nu⸗ verende Tingenes Orden kan bringe ham eller hans Born noget bedre for Fremtiden. (Bifald.) Vore Herrer har opdraget os til at forſtaa, at vi ikke har nogen Interesſe i Cwiliſationen eller Samfundet. Vi er Civiliſationens Ofre, ikke Lemmer af Samfundet. Vore Undertrykkere ſtoler paa fin —181— Magt og Hungeren for at holde os til Arbeidet, indtil vi bukker under. Vort Liv er alt, vi har, ja ſom vi maaſte nogenſinde kommer til at eie; men det er ligeſaa fjert for os fom Tilverelſen for Millioneren, Hvad er den Civiliſation verd, fom betyder Lykke for nogle faa Tuſinde Mend og unevnelig Elendighed for Hundreder af Millioner? Nei, ned med den! (Veldige Hurraraab. Mend ftod op og ſpingede fine Hatte) Naar de har ladet Kjerlighed og Retferdighed forſvinde og ſto— ler kun paa Magt, hvorfor ſtulde vi ikke ty til det ſam— me?“ (Hurraer og Bifald {pd blandede med Raab fom: Tag dig iagt! Spioner o. ſ.v.) „Ja“, fortſatte Taleren, „jeg mener uaturligvis Grundes og Argumenters Magt. (Dundrende Bifald og Latter.) Selvfolgelig vilde ingen af os forfegte en Overtredelſe af Loven — den velſignede Lov, ſom har koſtet vore Herrer jaa mange ſurt erhvervede Dollars at faa kjobt, (fornyet Latter og Bifald) og fom tvinger os og ikke dem; thi den forbyder ingen Uretfeer⸗ dighed af dem, ligeſom den ikke ſtjcenker os nogen Retfer⸗ dighed. Bort Arbeide ſkaber alt; vi beſidder intet. Jo, vi har rigtignok et ubetydeligt Forraad af Fede, der ſet⸗ ter os iſtand til at frembringe mere for vore Herrer. (Bifald.) Vi har ophort at vere Menneffer; vi er ſim⸗ pelthen Maſkiner. Dpde Kriſtus for en Maſkine? Visſe⸗ lig ikke. Vi knuſes under den Verden, ſom vi vedligeholder, og vor Stpnnen druknes i Lyden af Muſik og Latter. (Stort Bifald.) Vi befinder os i et Helvede, der er mere djavelſt, end Preſterne nogenſinde dromte om; thi vi maa lide for at vedligeholde Himmelens Gleder, medens vi ikke har no- gen Andel i hvad vi producere. (Latter og Bifald.) Tror J, at Helvede vilde blive verre end det er, om Himme⸗ len ſprengtes i Stykker? Idetmindſte vilde Arbeidet op⸗ here.“ (Dundrende Bifald og Raab: Det er fandt!) Her blev der en ſvare Tummult i den ene Ende af Hal- —189— len. En Mand, der hemmelig Havde refereret Talerne, blev fakket; han var pienfylig en Detektiv. Dieblikkelig ſprang et Hundrede Mand paa ham, og han bles ſlaget, ſparket og trampet under Fodder, indtil ikke alene Livet men ogſaa ſelve Legemet bogſtavelig talt var tilintetgjort, og de ſonderflengede Levninger droges ud paa Gaden. Det er umuligt at beſkrive det Opror og den Forvirring ſom paafulgte. Midt under Larmen ſprengte en Politiſtyrke paa flere Hundrede Mand ind gjennem Doren med Belterne beſatte af Magazinpiſtoler, medens de i Henderne ſvingede ſtore Klubber; de begyndte at flaa ont fig og arreſtere til hoire og til venſtre, medens Forſamlingen flygtede. Maxi⸗ milian greb fat i mig og den ſtakkels Preſt, der i nogen Tid Hhavde ſiddet i en doſig, aandsfraverende Tilſtand, og traf os ud gjennem en Trappe i den bagerſte Del af Byg- ningen. Der tog vi en Droſche, og efter at have afleveret den forſkrekkede Preſtemand ved Doren til hans Bolig, ſagde Mar til mig, medens vi kjorte Hjem: „Du fer, min kjere Gabriel, at jeg havde Ret, og du var feiltagen. Den Arbeider talte Sandhed. Du er an— kommen paa Scenen forſilde. Hundrede Aar tilbage kunde du have dannet et Retferdighedens Broderſkab og frelſt Samfundet. Nu gives der kun et Botemiddel — Odeleeg⸗ gelſens Broderſkab.“ „O, min Here Ven,“ udbrod jeg, tal ei ſaaledes! Ode⸗ Teeggelje — hvad er det? Tilintetgjorelſen af alt fom Menneſkeaanden har frembragt gjennem Aartuſinder, en Verdensomſtyrtning, en Dommedag, en Dag med Ildebrand og Aſte — en herjet Verden uden Liv. Alle Kunſtens Blomſter, de herlige Frembringelſer paa Literaturens Om— raade, alt hvad Skjonaanderne har frembragt i Tidens Lob, og fom er Menneſkehedens uffatterlige Arv — til⸗ intetgjort, nedtraadt i Stovet, medens alt det fom er raat, brutalt, gruſomt og demoniſk i Menneſkets Natur er flup⸗ pet los for at herje paa Jorden. O, forferdeligt — i —183— hoieſte Grad forferdeligt! Den blotte Tanke virfer paa mig fom Rrampetrefninger. Hvad maa ikke den gruop- beffende Virkelighed vere? For disfe fattige, lidende, hjelpeloſe, degraderede Arbidere, disſe i Stpvet nedtrykte Born, disſe lenfebundne Slaver vilde ethvert Middel, fom kunde aabne Portene til deres Feengſel vere velfomment, ſelv om det var et Jordſkjclv, der pdelagde Planten. Men du og jeg min Ven, er opdragne til hoiere Tanker. Vi kjender Veerdien af Civiliſationens dyrebare Naadegave; vi ved, hvor poe, ynfverdig og yderſt nedverdigende den ſjellsſe Barbarisme er. Jeg ſer nok til at overbeviſe mig om, at Forgreningerne af eders Samfund er lig et Metverf af Traade, der ud⸗ breder fig over hele Jorden, trengende ind overalt, og paa hvert Punkt berpres den menneffelige Naturs frygteligſte Sprengſtoffe, — kun et Fingertryk behoves for at ſpreenge det hele i Luften. Aarhundreders Daarſkab har kulmine⸗ ret i den frygteligſte Organiſation, der er udſprunget af Menneſkehedens Elendighed. O, min Ven, — du har en omfattende Forſtand — ſig mig, gives der intet Botemid⸗ del? Kan ikke Hevnens Dag afvendes?“ Taarer flod nedad mine Kinder, da jeg talte, og Max lagde venlig ſin Haand paa min Arm, idet han ſagde med mild Stemme: „Min kjere Gabriel, jeg har tenft ſaaledes mange Gange, ikke med din fantaſirige Naturs Ild og Kraft, men fordi jeg afjfretfedes i Begyndelſen ved, hvad du kalder en Verdensomſtyrtning. Kjendsgjerninger er ſterkere end Menneſkets Meninger. Under enhver Ilde⸗ brand er der et Tidspunkt, da nogle Botter Vand kunde ſlukke den; faa kommer der en Tid, da hele Brandmand⸗ ſkabet med Stromme af Vand alene kan frelſe, hvad der er tilbage af Eiendommen; men undertiden naaes et Sta⸗ dium, da ſelv de kjekkeſte Brandmandſkaber tvinges til ae treeffe fig tilbage og overgive Bygningen til de forterendt —184— Elementer. For to hundrede Aar fiden kunde lidt Stats— mandsklogt have afvendt de Onder, hvorunder Verden nu lider. Hundrede Aar tilbage kunde en kjempemeessſig Be— ſtrobelſe af alle gode Menneſker i Verden have frelſt Sam— fundet. Nu luer Ilden ud gjennem alle Dore, Vinduer og Sprekker; Tagene brager; Veggene ſtjeelver; Helvedes Hede raſer inden Bygningen; den er domt til Undergang; der findes iffe den Magt paa Jorden, fom kan frelſe den, og det Hele ligger ſnart i Aſfke. Hvad kan du eller jeg gjore? Hvad vil det hjcelpe Verden, om vi ſpringer ind i Flammerne og omkommer? Vi ſer kun Virkningerne af ſtore Aarſager, hvori vi ikke har nogen Del. Naar Men— neſket tillader felvanlende Onder at danne fig, maa det tage Folgerne. Vore Forfedre var blinde, ligegyldige og hjer— teloſe. Vi lever paa Kulminationspunktet af deres Mis— qjerninger. De har kravlet ned i fine Grave, og medens Blomſterne ſpirer paa deres ſidſte Hvileſteder, maa vi udholde den Orkan, fom de har frembragt. Desuden, fort— ſatte han, hvorfra ſkal en Reformation komme? Du har feet denne Forſamling iaften. Tror du, at de er dugtige nok til det vanfkelige Arbeide at bringe Orden igjen i Ver— dens ſkakkjorte Forhold? Den Arbeider havde Ret. Idet— heletaget er de erlige — rigtig hederlige og crlige; men findes der en iblandt dem, hvis indſkrenkede Forſtand og ſultne Mave kunde modſtaa Friſtelſen af en Tidollarſeddel? Teenk hvad en ſaadan Sum er for dem! Den repreſenterer alt, de krever: ede, Kleeder, Hygge og Glede; den aabner ſelve Himmelens Port for disſe ſtakkels Skabninger, forer dem ind i Paradiſet idetmindſte nogle Wiebliffe; de vilde pantſcette fin Sjel, ja ſcelge den almegtige Skaber for hundrede Dollars. Man fan iffe kaſte Skylden paa dem, men den ligger Hos disſe indffrenfede Veeſener, fom engang ſtyrede Verden og tillod dem at komme i en ſaadan Tilſtand. Og hvor hen vil du ellers vende dig? Til Aviſerne? De er tuſinde Gange ucerligere end Arbeiderne? —185— Bil du fly til Legislaturens Haller? De lugter af Ror- ruption, faa Stanfen fylder Jorderig. De eneſte, fom kunde reformere Verden, er de rige og megtige; men de ſer intet at rette paa. Livet er for dem en Solſkinsdag og Civiliſation en Sukces; de behover intet bedre Himme⸗ rige, end hvad de allerede har. CSaalenge har de under— kuet Menneſkeſlegten, at de ler ad den blotte Tanke paa de ſtore, mprfe, bolgende Masſer, der reiſer fig for at kuld— kaſte deres Herredomme. Regjering er for disſe Tyraner en reguleret Mekanisme, der kun ſynes at vere oprettet i det Siemed at vorne om nogle faa Lykkens Kjeledegger og holde Masſerne nede i Elendighedens Afgrund.“ „Men“, ſagde jeg, „derſom man appellerede til deres bedre Folelſer; derſom man overbeviſte dem om de Farer, ſom virkelig truer dem; hvis man talte til deres venligere og edlere Natur, tror du faa ikke, at de vilde paatage fig at rette paa de Onder, ſom plager Masſerne? Ikke alle fan vere faa gruſomme og pderſt ondſkabsfulde fom Prins Cabano og hans Raad.“ „Nei“, foarede han, „har du ikke allerede provet dem? De bedſte af dem vilde ſandſynligvis Henge dig for dine Beſtrœbelſer. Tror du, at de vilde vere villige til at give Afkald paa en Tiendedel af fine Behageligheder og Befid- delſer for at lindre Noden blandt fine Medmenneſker? Hvis du tror det, har du kun et ringe Begreb om deres Hjerters Haardhed. Du hapde Ret i, hvad du fremhervede ſom Kriſtendommens Livsprinciper — Broderkjerlighed, ikke alene hos de rige for de rige, men rige og fattige for hverandre. Men den Aand er flygtet fra de pverſte Klas— ſers Bryſt. Videnſkaben har forpget deres Kundſtabsfor— raad hundrede pCt. og deres Forfengelighed tufinde Gange jaa meget. Jo mere de Lorex den materielle Verden at kjende, jo mindre fatter de den aandelige udenom og i den. Kundſkaben om nogle faa Kjendsgjerninger i Naturen har lukket deres Dine for Tilverelfen af en Gud.” —186— „O“, det er ftrceffeligt! Det forekommer mig, at en Mand, der har Vine at fe med, maa kunne opdage tuſinde Beviſer for, at der exiſterer en Skaber, noget ſom et blindt Menneſke ikke er iſtand til; og paa ſamme Maade burde vel den, ſom ved meſt om den materielle Verden, kunne pine de allertydeligſte Beviſer for, at der er et hoiere Veſen, fom ſtyrer og planlegger. Det mindſte Graeesſtraa giver Stof til en uimodſigelig Prediken. Hvilken Kraft er det, ſom bringer det til at ſpire gront og frodigt ud af den ſorte Muld? Hvem gjorde det ſaftigt og fyldte det med den Subſtans, der bliver til Kjod, Blod og Ben i disſe Millioner af gresſende Kveeg? Hvor tomt og ode vilde det ikke have veret i Naturen, Hvis der ikke havde exiſteret nogen ſaadan Vert eller om de gronne Spirer havde veret uſkikkede til Fede? Hvis urokkelige Beflut- ning, hvis evige Villie er det, fom Aar efter Aar, Tids— alder efter Tidsalder bringer Liv i de omfindtlige Rodder, ſaa at der blir Fode for de utallige Generationer af Skab— ninger? Hvert Grasſtraa peger derfor med fine fmefre Fingre mod Himmelen og taler om en evig, en god Gud. Det er for mig en ſkrekkelig Ting, at Menneſket fan treenge dybere og dübere ind i Naturens Hemmeligheder med fin Klogſkab, men ſamtidig lade fin Forſtand ligge bag fig. Iſtedetfor at Fornuft ſkulde gjenkjende Fornuft, er det kun Stovet, ſom fornemmer Stovet. Dette er Sjelens Selv- mord.“ „Ja til denne Mderlighed“, ſagde Max, „er Verdens ſtyrende Klasſer komne. Vi ſkal imorgen, da det er Son— dag, gaa til en af Kirkerne, jaa kan du ſelv underſoge, hvorhen den blinde Tilbedelſe af Rigdommen og denne hjertelosſe Foragt for Menneſkeheden har fort Verden.“ Se re hls 52 a Sone wl XXI. En Predifen i det tyvende Aarhundrede. Max og jeg traadte ind i Kirken tilſammen. Det var en ſtorartet Bygning, en paladsmeesſig Katedral, et Mo⸗ dens glimrende Tempel, bygget med udſogt Smag af Marmor i forſtjellige Farver og omringet af ſmukke Spt- ler. Kirketjenere, der lignede Vagter i Uniform, ſtod ved Doren for at holde ude daarlig fledte Folk, om ſaadanne viſte ſig ved Indgangen; thi det var klart, at denne ſaakaldte Kirke kun var et Klubhus for de rige. Da vi traadte ind, pasſerede vi flere Marmorſtatuer. Det er en beſynderlig Illuſtration af Religionens Udvik⸗ ling i vor Tid, at disſe Statuer ikke repreſenterer nogen Perſon, der har levet, eller fom formodes at have veret til paa Jorden eller noget andetſteds, og intet hos dem gav Antydning om nogen Mythe eller gammel Tro. J Tiden for Kriſtus meddelte Billedhuggeren eller Poeten 1 de hedenſke Gudebilleder enſlags Hiſtorie. Bakkus berettede om, at et eller andet gammelt Folkeſlag hapde indfort Vinen til Europa og Afrika. Ceres med fin Hvedeplante talte paa lignende Maade om Agerbruget. Og Zeus, Her⸗ kules, Saturn og alle de porige var efter al Sandſynlig⸗ hed, hvilket Sokrates erflerede, guddommeliggjorte Men⸗ neffer. Den kriſtne Kunſt var ſelvfolgelig fuld af ſmukke Hentydninger til Frelſerens Liv eller til hans ſtore, hellige Martyrer og Helgener. Men her faa vi ſimpelthen Bille⸗ der af nogne, menneffelige Figurer — Kvinder og Mend, forbauſende ſmukke; men hapde ingen Forbindelſe med, hvad du og jeg, min kjere Heinrich, kalder Religion. Vi gik forbi disſe Kunſtverker og traadte ind i en ſmukt udftyret Hal. I den horter te Ende fandtes en Tribune, —188— ſom neſten var bedceffet med fuldt udſprungne Blomſter af ulige Rolprer. Lyſet ſtrommede ind gjennem folprte Vinduer paa alle Sider af Hallen; de var ſaaledes farvede, at de kaſtede en underbar, luxuriss Glans over det ſtore Rum. Paa Vaggene hang flere Malerier, hvoraf nogle havde et ſanſeligt Anſtrog; alle var meget ſmukke og godt udforte; men intet af dem var af religiss Natur, naar undtages den nogne Venus ſtigende op af Havet. Storſtedelen af Galen var ordnet lig et ſtort Foreles⸗ ningsverelſe. Der fandtes aldeles intet, ſom tydede hen paa Gudsdyrkelſe. Sederne var belagt med blode Puder, og i enhver Henſeende indrettet for Kirkegjengernes Beha⸗ gelighed og Bekvemmelighed. Salen var ikke mere end halvt optaget, og Meſteparten af de tilſtedeverende tilhorte Kvindekjonnet. De fleſte lod til at vere ſmukke, og ſelv de, ſom havde overſkredet Middelalderen, bibeholdt, ved mange af disſe Menneſker vel kjendte Kunſter, meget af Ungdommens Friſkhed. Jeg ffal her bemeerke, at Forlen- gelſen af Livet i de pore Klasſer og dets Afkortning i de nederſte Samfundslag er et Germerfe ved den moderne Civiliſation. Jeg fandt igjen her de ſamme fuldendte, ſjeellsſe Skjon⸗ Heder, ſom i Hotel Darwin, ja her kunde jeg i endnu ſtorre Grad meerfe Sanſeligheden i deres fyldige, rode Leber og Blikke, der tilkzendegav at de var ypperlige Dyr, men intet andet. En Kirketjener forte os op de med ſpeere Tepper belagte Gange til en af de fremſte Stole, hvor en ung Dame alle⸗ rede havde taget Plads. Jeg ſteg ind forſt, og Max fulgte efter. Den unge Dame var i Beſiddelſe af en ſtraa⸗ lende Skjonhed; hun jaa djeervt paa os begge uden at vige tilſide, ja trak endog paa Smilebaandet. Vi ſatte os ned. De holdt paa med Sangen — jeg kunde ikke kalde det en Salme; det var noget om det ſkjonne og gode — eller noget af det Slags. Ordene og Tonen var ſmukke; —189— men der fandtes ikke den ringeſte Hentydning til Gud, Himlen eller noget af det, ſom er helligt. Damen flyttede ſig ind til mig for at lade mig ſe i Bogen. Hun ſang ganffe vakkert; men der laa ikke mere af Sjelen i hendes Toner, end der var i Sangen. Efter fort Tids Forlob ſteg Predikanten frem paa Tri⸗ bunen. Max fortalte mig, at hans Navn var Profesſor Odyard, og at han var en af Samtidens meft fremragende Talere og Filoſofer; men at han ikke var af Mors bedſte Born i moralſk Henſeende. Han var en jver, noget for- pulent, frodig Perſon med Helſkjcg, mork Hudfarve, ſtore Leber, fort Haar og Wine. Hans Roſt var behagelig ſom en lpite, og han havde uden Tvivl naaet Fuldkommenhe⸗ den i den oratoirſke Kunſt. Han talte med Liv og Kraft, ja han var i Virkeligheden en meget dygtig Skueſpiller. Han begyndte jin Prediken med at fortelle Menigheden om nogle nye, videnſkabelige Opdagelſer, der var gjort i Tyſkland af Profesſor von der Slahe, gaaende ud paa, at ſaa vel Dyrenes ſom Menneſkenes Legemer, ja endog livlͤſe Ting, var en Masſe af levende mikroſkopiſke Dyr, ikke faa at forſtaa, at de var Sygdomsſpirer eller Snylte— gjeſter, men at den veſentligſte Materie i alle Legemer var Livsformer; at de utallige Molekyler var levende; at der ikke gaves nogen Subſtants, ſom ikke havde Liv, og at Dette ſaaledes exiſterede i en uendelig ſtorre Mangfoldighed end Materien, ſamt at Jordlivet var Materie. Derefter gik han over til at omtale de ſtore Opdagelſer, fom nylig var gjort af Profesſor Thomas O'Connor ved Oregons Univerſitet, hvilke lover at udſlette Sygdommene fra Gorden og give Menneſkene en patriakalſk Levealder. Over et Aarhundrede ſiden havde man tagttaget, hvor ſmitſomme Sygdommes Bakterier kultiveredes for Studier, at de efter en Tids Forlob blev omgivne af en Subſtants, der pdelagde dem. Profesſor O'Connor fandt, at det var en Regel i Naturen, at Liv nerede fig af Liv, og at en- —190— hver Livsform ledſagedes af Fiender, der hindrede dens alt for ſtore Formerelſe: Raadyret blev opedt af Ulven; Duen pdelagdes af Hogen og Myggen af Oienſtikkerne. „Store Lopper har en liden, ſom man ved, Og den en mindre i Uendelighed.“ Saaledes opdagede Profesſor O'Connor, at alleflags Bakterier pdelagdes af mindre Livsformer. Tilfriſkning af en Sygdom var ensbetydende med, at Balkterierne drebtes af ſine naturlige Fiender, inden de fik tage hele Legemet i Beſiddelſe; Doden var en Folge af, at Livskrefterne ikke kunde holde ud, indtil Ligevogten i den menneſkelige Krop var gjenoprettet. Han kom derfor til den Slutning, at det rette Middel mod Sygdomme var at indpode noget af den Materie, hvori ondartede Bakterier netop havde omkom— met, i det ſyge Menneſkes Aarer. Dette var ſom at legge Gift i et af Rotter opfyldt Hus. De uſynlige, men graa— dige Baciller gqjennemtreengte enhver Del af Legemet i Sogen efter Bytte; og den fyge gjenvandt fin Helbred. Truedes en Kommune af en Epidemi, maatte hvert Men— neſke vaxineres, og naar da en vandrende Mikrobe fandt ſin Vei ind i det menneſkelige Legeme, vilde den blive angreben og opflugt, inden den kunde formere ſig. Han argumenterede endog, at Alderdommen for Storſtedelen ſktyldtes Bakterier, og at evig Ungdom vilde vere en Mu— lighed, derſom man kunde opdage et bakterieodelceggende Middel, fom kunde naa Hverenefte Fiber i Legemet og odelegge de ſvevende Livsformer, hvilke iſer angriber Livsfunktionerne hos de alderſtegne. Derpaa omtalte han en ny Opfindelſe af en Videnſkabs— mand 1 Caliſornia ved Navn Henry Meyers, ved hvilken Telefonforbindelſe paa en ſindrig Maade var bleven opret— tet med intelligente Vaeſener omkring os — ikke Wander eller Spogelſer, men Liv fom vort eget, og hvilke vore Sanſer hidtil ikke har kunnet opdage; de var nye Former af Materie, men af en uhyre fin Subſtants, endſkjont deres —191— Intelligents neppe ſtod i Heide med vor. Predifanten n> * mente, at den gammeldagſe Tro paa Sppgelſer, Aander, Huldren, Nisſen, Engle og Demoner Havde fin Oprindelſe fra disſe Skygger. Opdagelſerne paa det Omraade var netop begyndt, og det var vanſkeligt at ſige, hvorlangt Skabningens Mangfoldighed ſtrakte fig. Det var beſyn⸗ derligt, mente Preſten, at vore Forfedre ikke havde forud- feet en ſaadan Aabenbarelſe; thi de vidſte, at der gaves Lydbolger baade over og under deres Hprevidde ſamt Lys— bplger, hvilke deres Sine ikke kunde fe. Og ſaaledes fulgte det a priori, at Naturen beſad en Uendelighed af Livsfor⸗ mer, hvilke vore Sanſer ikke var ſkikkede til at fornemme. F. Ex., tilfpiede han, der kan maaſke her paa dette Sted, i Huſe, Veerkſteder og paa Gader vere en Mangfoldighed af Veſener, men af ſaadan Finhed, at de pasſerer gjennem pore Legemer og vi gjennem deres uden den ringeſte For- ſtyrrelſe. Alt hvad vi ved om Naturen er, at den er utraettelig i at lade fine ſkabende Krefter producere, uudtommelig i fine Fremgangsmaader, og vi ved, at hvad de gamle kaldte Aander, ſimpelthen var en fortyndet Materie. Forſamlingen var sienſynlig i hoieſte Grad intelligent og oplyſt, og de lyttede med fpendt Opmeerkſomhed til denne Tale. Jeg begyndte virkelig at tro, at Predikeembedet kun havde overlevet i denne Materialismens Tidsalder paa den Betingelſe, at Preſten i Ugens Lob ſkulde opſnappe fra de literere og videnſkabelige Journaler over hele Verden det nyeſte og bedſte, fordpie det omhyggeligt og faa fremſtille det i en omhyggelig Form for fine Tilhprere paa Spnda- gen. Som enſlags oratoriſk og poetiſk Granſker har Pre— ſten med ſin Kirke overlevet Religionens Forfald. „Naturen“, fortſatte han, „er faa ubarmhjertig, ſom den er frugtbar. Lad os betragte det ubetydeligſte Dyr, ſom lever, f. Ex. Markmuſen. Tank hvilket fuldendt Hele den er, ſammenſat af Kjod, Ben, Muffler, Nerver og Aarer — —192— det Hele omgivet af et fint, elaſtiſt, glinſende Skind. Meerk de utallige, ſmukke Indretninger i det lille Dyr: det rode, pulſerende Blod, ſom drives omkring af Hiertets Pumpe; de ſtraalende Dine med fin merkveerdige Kraft; den opfat⸗ tende Hierne med fine Tanker og Folelſer, fin Kjerlighed, jin Frygt og jit Haab. Leg ogſaa Meerke til det under⸗ fulde Net af telegrafiſke Apparater, Nerverne, der forbin⸗ der Hjernen med Oine, Oren, og de kvikke, ſmaa Fodder. En, der kun ufuldſtendig betragter disſe Ting, vil ſige: „Hvor cedelmodig er ikke Naturen, fom faa kjerlig forſy⸗ nede den lille Markmus med Midler til Selbvbeſkyttelſe — dens lyttende Oren, dens ſkarpe aarvaagne Oine og dens rappe Fodder! Men ſe lidt leengere, mine Venner, og hvad faar J ffue? Den ſamme edelmodige Natur har frembragt en ſtorre Skabning, fom den maa forge for, og ſom angriber den lidet anende Mus, og river den i Styk⸗ ker. Og til Udforelſen af dette ſeregne Arbeide har Naz turen forſynet det ſtoͤrre Dyr, med Redſkaber, der er lige⸗ jaa fuldkomne fom dem, den har fijcenfet den mindre Skabning — f. Ex. Oine til at fe i Morket, Tender til at flide i Stykker med, Klor, Muſkler, Taalmodighed til at vente og en Mave, der Frever uffyldige Medſkabningers Livsblod. Og Hvilfen Leerdom drager denne lerde og oplyſte Tids⸗ alder af disſe Kjendsgjerninger? Simpelt hen den: at Naturens Plan nodvendigvis indbefatter Gruſomhed, Lidel⸗ jer, Uretferdighed, Odeleggelſe og Dod. En Skole af Filantroper, der heldigvis var talrigere i gamle Dage end for nerverende, forteller os, at Menne⸗ ſket ikke burde fole jig lykkeligt, naar Medmenneſkene lever i Nod og Usſeldom; at vi maa formindſke vore egne Glos der for at gjore andre lykkelige og meget mere af det Slags. Men, mine Brodre og Soſtre, prediker Naturen et ſaadant Evangelium til Katten, naar denne odeleegger Markmuſen? Nei, tvertimod den gjor den i ſeregen Grad ſkikket til det Slags Odeleeggelſesarbeide. ee —193— Da Naturen med fin uendelige Frugtbarhed udtommer Millioner af menneffelige Skabninger, for hvilke der iffe gives Plads paa Jorden og ingen Exiſtentsmidler, hvad kommer jaa dette os ved, mine Vrodre og Syſtre? Vi har ikke frembragt dem, vi bad ikke Naturen jfabe dem. Det er Naturens Sag at fode dem, ikke din eller min. Er vi bedre end Naturen? Er vi viſere? Skal vi irettejette den ſtore Moder ved at drage Omſorg for dem, hun har forladt? Derſom det var hendes Beſtemmelſe, at alle Men⸗ neffer ſkulde vere lykkelige, hvorfor lagede hun det ikke jaa? Hun er almegtig. Hun tillader Onder at exiſtere, paa ſamme Tid ſom hun med et Aandedrag kunde feie dem vet for evigt; men det er en Del af hendes Livsplan. Hun er ligegyldig for de Nodraab, der opftiger til hende fra Jordens Overflade. Den tuſindarmede Gudinde ſidder med Stenpine koldblodig og ubarmhjertig ſom en hinduiſk Idol midt iblandt fine Tilbedere. Hendes Rieder er vaade af Blod; hendes Skabelſe er grundlagt paa deleggelſe; de Liv hun frembringer ernerer fig alene ved Mord. Hedenſkabets gruſomme Afgudsbilleder er ſandere Fremſtil⸗ linger af Naturen end de Figurer, der ſymboliſerer Kri⸗ ſtendommens kraftloſe Kjerlighed — en udenlandſk Plante i remmed Jord. Lad Afgrunden hylel Hvorfor ſkulle vi bekymre os der⸗ om. Luk jers Wren for Nodraab fra dem, J ikke kan hjelpe. Det blev ſagt i gamle Dage: „Mange er kaldede, men faa udvalgte.” Bore Forfedre gav denne Text en mythiſk Fortolkning; men vi ved, det betyder, at fun faa er valgte til at nyde Lykkens og Rigdommens Gleder. Budda forteller os, at „Fattigdommen er Bramas For⸗ bandelſe.“ Muhamed erflerede, at „Gud flog de onde med Fattigdom.“ Hvorfor ſtulde vi faa bryde os om de fat- tige? De er en Del af det menneſkelige Samfunds evige Skonomi. Lad os overgive dem i Naturens Hender. Den, ſom bragte dem til Verden, kan ogſaa ſorge for deres Un⸗ derhold, | 13 —194— Lad os fryde os over, at vit Verdens Elendighed er udvalgte til at leve i Herlighed og Glede. Muſik, Male⸗ rier, Billedhuggerkunſt, Danſens Gleder, Poeſiens og Ta⸗ lerkunſtens Herlighed, Blomſternes Duft, alle gode Retter —. den perlende Vin og ſkummende Nektar og fremfor alt Kjerlighed! — Kjerlighed! den ſode beruſende Kjerlighed med fine glodende Kinder, fine tindrende Sine, fine roſen⸗ rode Leber, fine hvide Arme, fine utallige Kysſe, fine ban⸗ kende Hjerter og bolgende Barme, ſin ſammenflettede Sym⸗ metri af Skjonhed og Elſkov — alt dette tilhorer os.“ Her flyttede den unge Dame med Sangbogen ſig tet ind til min Side og faa mig ind i Sinene med et Blik, hvil⸗ ket ingen Adams Son kunde misforſtaa. Lig en ſand Rid⸗ der teenkte jeg paa Eſtella og vendte mit Anſigt mod Predikanten. Endſkjont hans Doktriner for mig var yderft hjerteloſe og foragtelige, befandt han jig dog i ſaadan Ex⸗ ſtaſe af Vellyſt forenet med en betydelig oratoriſk Bega⸗ velſe, at han ſyntes mig ganffe interesſant fom et pſyko⸗ logiſk Studium. Jeg kunde ikke andet end tenfe paa, hvor gradvis gjennem mange Generationer et Folk, der kalder ſig kriſtent, var blevet fort ind paa denne Blanding af Dyriſkhed og Intelligents, — det Hele grundet paa Lige- gyldighed for Medmenneſkernes Sorg og Lidelſer. „Hold paa med Danſen!“ raabte Preſten, „endſkjont vi ſvinger os over Grave. Lad ſelve Verdens Elendighed forgge vore Gleder, ligeſom den varme, trygge Arne ſynes mere behagelig, naar vi horer, Stormens Tuden udenfor. De gamle Wgyptere bragte med i fine Feſter de dodes balſamerede Lig, for at de levende ſkulde mindes Doden. Det var en tosſet Skik. Menneſket er ligeſaavel ſkabt til at glede fig ſom til at de, og det ene er ligeſaa naturligt ſom det andet. Lad os derimod aabne vore Vinduer, for at vi kan beſkue de ſultne Masſer, ſom ſtrommer bore Dore forbi; deres udterede, affegraa Anſigter, deres hung⸗ rige Blikke vil, rettelig betragtet, krydre vore Retter. Vi —195—- ſkulde glede os ved Tanken paa, at, da alle ikke fan vere lykkelige i dette ildebeſtyrede Univers, vi i det mindſte er Heebede over denne Verdens Elendighed og udvalgte til at leve i Herlighed og Glede. Gied eder derfor, mine Born, i eders Rigdom, i eders Helbred, i eders Styrke, i eders Legemer og i eders Kjeer⸗ lighed. J er Menneſteſlœgtens Blomſter, den perſonifice⸗ rede Fuldkommenhed. Lad ikke Nodraab for et Sieblik mindſke eders Gleeder. Doden er Enden paa alt — Sam⸗ vittigheden, Folelſen, Lykken. Ubdpdeligheden er de aands⸗ ſloves Drom. Naar J ikke lenger kan nyde Livet, gjor eder ferdig til at ſtige ned i Graven; thi Kjerlighedens Ophor er Doden. Og hvad er Kjerlighed? Kjerlighed er det, ſom forer tilſammen tvende Beſener, den af Naturen beſtemte For⸗ bindelſe, ud af hvilken ſpringer Liv, triumferende Liv, ind i Univerſet. f Hvilken megtig Impuls er ikke Kjerligheden! Den er vidtomfattende ſom Naturen ſelv. De kemiſke Elementers Sammenſmeltning, Solens og Planters Tiltrakningskraft — alt er Kjerlighed. Sku, hvorledes ſelve Planterne ſtror ſit Frs med Vinden, for at det et eller andetſteds kan naa og hvile i en Spſterblomſts kjeerlighedsfulde Favn, og der i den herlige Duft, beaandet af milde Vinde, begynder Li— vets ſtore Myſterium paa nyt. Planten er uden Intelli⸗ gents, men beſidder dog Kjerlighedens Folelſe. Og hvilket Menneſke kan betvivle, at Livets Maal og Henſigt er Kjerlighed, naar det betragter det indviklede Malfinert, ved hvilket denne Gud⸗Natur — blind for Smerte, Synd og Dod, men om og omhyggelig med Hen- jon til Fodſel og Liv — gjor Kjerligheden mulig, npd- vendig, ſjelfuld, ja til Menneſkelivets Krone? Hvor no⸗ gent og elendigt forekommer ikke os det Liv, ſom den antike Verdens overtroiſke, aſketiſke Eremitter forte, hvilke flygtede ud i Orkenen for at undgaa Kjerligheden, og indbilde fig, —196— at de overvandt den ſlemme Fiende ved Bonner, Faſte og Pinſler; men den forunrettede Natur reiſte ſig i ſin Velde paa deres foxtorkede Hierters Ruiner og forfulgte dem end og i Dromme, idet Kvindeſkikkelſer med hvide Arme og roſenrode Leber overveldede dem med varme lidenſkabelige Kjcertegn — Syner mod hvilke de kjcmpede forgjaves. O, mine Brodre, hver Nerve, Fiber, Muſkel og Aare i Legemet deltager i Kjerligheden. Kjerlighed er Dodens Overvinder; thi alene den foreviger Livet. Kjerlighed er Liv! Kjerlighed er Religion! Kjarlighed er Verdensal— tet! Kjerlighed er Gud!" Og dermed ſatte Preſten ſig under ſtormende Bifald ſom i et Theater. Jeg behover neppe at bemerke, min fore Heinrich, at jeg var fuldjtendig ryſtet over denne Prediken. Du kjen⸗ der faa vel den gode, rene, milde Lore, font pradikes i den lille Kirke i vort Fjeldhjem, hvor Kjeerlighed betyder Barm— Hjertighed mod Menneſket, Dyrkelſe af den eneſte ſande Gud, og du kan forſtaa, hvorledes Blodet kogte i mig, da jeg lyttede til dette gruſomme, vellyſtige, hjertelosſe Brak De glodende og billedrige Ord, ſom ſtrommede ud fra ham, var ſimpelt hen et Blomſterdekke udbredt over krybende Slanger. Forſamlingen var naturligvis vel bekjendt med disſe Qerdomme, Praddikanten ſkyldte ſimpelt hen jin Sukces den Omftendighed, at han djervt udtalte de Folelſer, fom havde beſjelet Folket i Generationer, og af hvilke deres Liv var gjennemſyret. Menigheden lyttede med ſpendt Opmerkſomhed til dette veltalende Ekko fra deres egne Hierter, denne Sanktion af deres dyriſke Lidenſkaber — denne Hedenſkabets Gjenfodelſe. Kvinderne flyttede fig tet— tere ind til Mendene, da Preſten ytrede de omfindtligſte Setninger, og jeg merkede, at de faa paa hverandre med Blikke, fom altforvel robede, at den ſtore Predikants Ord ikke lod for dove Oren. any pe al rw Ae mY are —197— En Sang blev affunget, og faa bled der en Raslen af Silke og Satin. Forſamlingen var iferd med at begive fig ud. Preſten fad i en Sofa paa Tribunen torrende ſin Pande med et Lommetprflede; thi han havde talt med megen Kraft. Jeg kunde ikke holde mig Lengere, men {tod op og ſagde med hei Stemme, der ſtrax fengslede Menig⸗ hedens Opmeerkſomhed: „Arveerdige Herre, vil De tillade en fremmed at gigre nogle Bemerfninger angaaende Deres Prediken?“ „Naturligvis“, ſvarede han hofligt, „vi er altid villige at gaa ind paa Diskusſion. Vil De ikke komme frem til Talerſtolen?“ „Nei“, ſparede jeg, „jeg ſkal med Deres Tilladelſe tale, hvor jeg ſtaar. Jeg ſtal kun ſige Dem, Hr. Paſtor, at jeg i hoieſte Grad er forarget og bedrovet over Deres Tale. Er De blind? Kan De ikke indſe, at Kriſtendommen af Gud var beſtemt til noget bedre og eedlere end de eldre Religioner med deres Brutalitet? Pradiker ikke den ſtore Evolutionstheori, paa hvilken De tror, dette Evangelium? Derſom Menneſket udviflede fig fra Dyreform til et Vild— menneſke, ſom endnu var en Rover og Morder, for derpaa at have fig til et edlere Liv, Kultur og Filantropi — kan De ſaa ikke opdage Guds ufeilbarlige Finger pegende fremad langs Hele Slegtens Vet, og at den endnu peger fremad til Stadier, da Menneſtet ſkal nerme fig Engle? Men det er ikke Deres Lore. Deres Troesbekjendelſe leder ikke fremad; den forer tilbage til Hulebeboeren, der klovede fit Offers Legben for at faa Tag i Marven til fine kaniba⸗ liſte Feſtmaaltider. Han vilde have gledet ſig over Deres Preædiken! (Sterk Bevegelſe i Forſamlingen.) Og jaa til Deres Kjerlighedsevangelium. Hvad er det andet end Dyriſthed? Ligeſom de gamle Grefere og Ro— mere ſamt hele den uudviflede Oldtid forguder De Kjons— driften; De ophpier en vis dyriſk Akt til Livets Formaal. 8 a ee ae * ° - 7 108 : De uddriver af Sjeelens hore Tempel alle edle, rene Fors ſetter — Menneſkekjorlighed og Barmhjertighed — de gud⸗ dommelige Folelſer, fom altid ſkulle ſveve der paa Engle vinger, og iſtedet indbyder De Menneſkets dyriſte Liden⸗ ſkaber. Sanſeligheden titter ud gjennem ſelve Sjelens Vinduer, og den virkelige Kjerlighed visner og dor fom en fortorket Blomſt. O, blinde Veileder, indſer De ikke, at Kriſtendommen var en ny Kraft udſendt fra Himlen for at overvinde netop denne Naturens Gruſomhed og Hjerteloshed, ſom De lov⸗ priſer ſaa meget? Naturens Afkom var Vildmanden, ubarmbjertig fom den Leere De prediker. Da kom Gud og aandede en Sjel ind i den vildes Næſebor. Og faa kom en efter ham og ſagde, at Hovedſummen af al Re⸗ ligion var Kjerlighed til Neſten og til den Gud, der er over alle; at den hpieſte Gudsdyrkelſe var at helbrede de ſyge, mette de hungrige, troſte de bedrovede og oplofte de faldne. Det var ſand Kjerlighed, ikke det ſamme, fom De kalder Kjerlighed, der alene bringer Kinderne til at blusſe af Lidenſkaber og Oinene til at tindre af Vellyſt.“ Saa langt var jeg kommen, og vilde til min ſtore For⸗ noielſe have fortſat videre, derſom ikke en gammel Kjer⸗ ring, der ſtod nerved, hapde ſleengt jin Salmebog mod mig. Hun var kledt ſom en Pige 1 Tyveaarsalderen, med falſte Skuldre og Kinder ſamt Loshage af Gummi for at ſtjule Alderdommens Herjinger. Alderen havpde ikke for- mindſket den erverdige Matrones Sikkerhed i at treffe, hvad hun ſigtede paa, ligeſom heller ikke Styrken i hendes hoire Arm ſyntes at have aftaget; thi Bogen med den for- tyndede Andagt traf mig meget haardt nedenfor hoire Vie, faa jeg ravede over mod Max. Da jeg, uden at enſe dette, atter reiſte mig for at fortſette min Tale, fandt jeg Luften fuld af Salmeboger, Puder, Paraplyer, Overſko og: ethvert andet Kaſtevaaben, de kunde faa Tag i. Jeg ſaa, at hele Menigheden — Mend, Kvinder, Born, Pradikant, * —199— Klokker og Kirketjenere — nermede fig med onde Henſig⸗ ter. Saa gjerne jeg end vilde have ſtanſet for at argu⸗ mentere videre med dem; thi jeg havde i Tankerne mange hvasſe Hug, fom jeg endnu ikke havde uddelt, fit jeg dog ikke Tilladelſe dertil af Max, der aldrig har interesſeret fig for theologiſke Diskus ſioner og afſkyede en Strid med Amaſoner. Han greb mig i Armen og trak mig bogſtave⸗ lig ud af Kirken, medens jeg imidlertid vedblev at ud⸗ flynge mine Anathemaer over Predifanten, og den verdige Preſtemand ſvarede med en Masſe Skjeeldsord. Kvinderne ſtreg, Mendene hylede og bandte, og det var ſandelig en pen Forſamling, der ſtrommede ud paa Fortauget. „Kom nu!“ ſagde Max, ellers blir du arreſteret, og det vil fette alt overſtyr.“ Han fik mig ind i en Vogn, og vi Forte afſted. End⸗ ſkjont mine Tanker endnu var fuldt optaget af Debatten, kunde jeg ikke andet end le, da jeg faa tilbage paa For⸗ ſamlingen udenfor Kirken. Hver en geſtikulerede og ſtreg med Undtagelſe af nogle af Spftrene, der kysſede Preſtens Hender og Anſigt for at trpfte den kjere Mand i Anled⸗ ning af den ſkammelige Inſult, jeg lod hagle oper ham. De mindede mig om et Hvapſebol, der var blevet ſparket i Stykker af en vandrende Landsgut. „Ja det maa jeg virkelig ſige,“ ſagde Max, „du er en beſynderlig Fyr. Din Uforſigtighed kommer en Dag til at koſte dig Livet. Hvis jeg ikke havde faa ſtore Tanker om dig, ſom jeg virkelig har, vilde jeg ligefrem kalde dig en Tosſe. Hvorfor kunde du ikke have tiet? Du kunde da umulig haabe at omvende Menigheden mere end Plutokra⸗ tiets Raadsforſamling 2 „Men, min kjere Kammerat,“ foarede jeg, „det var en ſtor Lettelſe for mig at ſige den gamle Skjelm, hvad jeg tenfte om ham. Og man kan jo ikke faa npie vide — det kan maaſke gjore godt.” „Nei, nei,“ ſvarede Max, „den eneſte Predikant, ſom . J 8 — * 7 r W —200— 8 < nogenſinde kan omvende denne Menighed er Cejar Lomel⸗ lini. Ceſar er et ſtorre Udyr end de, og det vil ſige meget. Forſkjellen er den, at de er Udyr, fom er i Beſid⸗ delſe af denne Verdens gode Ting, medens Cäeſar er et Beſt, der onſker at komme i Beſiddelſe af dem. Og der gives en anden Forſkjel: De er polerede og dannede, medens Ceejar er et naturligt Udyr — det umedgjorlige Menneſke, ſom Lear talte om. * A Pes ye 7 he 4 XXII. Eſtella og jeg. Jeg behyver neppe at fortelle dig, min fare Broder, hoor heit jeg elſter Eſtella, iffe bare for Sfignheden, der rigtignot er jaa fulbfommen fom en greſt Kunſtners Dram huggen i ubdpbdeligt Marmor; thi den alene vilde fun idet hoieſte have valt min Beundring; men det er noget ved hende, fom har erobret min heieſte Reſpelt og Kjerlighed. Hendes Legeme er kun en kryſtalklar Bolig for en ren og del Sjeel uden Plet eller Rynle. Det ſyne⸗ iffe at vere muligt for hende at vere andet end god. Og alligevel findes der i al denne Godhed en nedarvet Karakter, hyvil⸗ fen, om Nydvendigheden kræver det, fan viſe Heltemod — en uforferdet og kraftig Sjcel. Bed Siden deraf er hun en Kvinde i det rds Betydning, iffe af et bittert Tem⸗ perament, men mild og elffoerdig. — Et Aaſyn, ſom lyſer op Af edle Tanker, lifligt Haab; Et Ve ſen, hvis blide Drag Blir lige udi Hverdagslag; Som grade tan ſaavel fom le, Kan elſte, fryde fig og Kysſer gji. Du, min kjere Broder, der har gjort den ſamme Er⸗ faring, kan danne dig en Foreſtilling om, hvorledes jeg folte mig dragen til hende, hvilken abſolut Nydvendighed hun ſyntes at vere for mit Liv. Jeg var jo heller ikke nogen haablys Elſter; thi havde hun ikke i et Tieblik, da Dpden ſyntes uundgaaelig, rpbet fin Kjerlighed til mig? Jo, „elſket dig“ — det ſa hun virkelig, og det Blik, fom fulgte disſe Ord, gav dem et dobbelt Eftertryk. Men der optaarnede ſig en gigantiſt Vanſtelighed paa min Bet. „ CI Le pial etal aes * —202— Set, om hun havde fompromiteret fin jomfruelige Tilbage— holdenhed ved den Anledning, ſkulde jeg vel kunne tage Fordel af en ſaadan Omſteendighed? Og hvorledes kunde jeg videre drage mig hendes enſomme og venneloſe Stil— ling tilnytte og presſere mit Frieri? Men jeg kunde jo heller ikke lade hende ene for at mode alle de Farer, ſom jeg alt for vel ved nermer fig. Derſom hun havpde ſtaaget lykkelig og glad i ſin Familiekreds under en Faders og Moders Beſkyttelſe omringet af Brodre og Soſtre med en lys og fredelig Fremtid for ſig, kunde jeg have fattet Mod nok til at paaſkynde mit Frieri, kaſtet mig ned for hendes Fodder og ligefrem gjort en Kjerlighedserklcring ſaaledes, fom en Mand pleier at gjore, naar han anholder om en Kvindes Haand. Men denne ulhykkelige, venneloſe, elſkveer— dige Pige! Hvad ſkulde jeg gjore? Dag og Nat grublede jeg paa dette Problem, og endelig fandt jeg Losningen. Jeg aflagde hende et Beſog. Hun havpde flygtet fra Paladſet uden Garderobe. En Kvinde kan vere en Helt- inde; men hun er og forbliver dog altid en Kvinde. Den orleanſke Jomfru tenfte viſtnok meget paa fine Hatte og Baand. Eſtella havde det travelt ſammen med en Sypige i at gjore iſtand flere Kledninger. Jeg ſpurgte, om jeg kunde faa hende i Tale. Hun rodmede let og forte mig ind i et andet Verelſe. Jeg lukkede Doren. „Min kjere Eſtella“, ſagde jeg, „jeg har beſkjeftiget mig i mine ledige Timer med at digte et Wventyr.“ „Virkelig“, ſagde hun ſmilende, „en beſynderlig Beſktjef— tigelſe for en Filantrop og Filoſof, for ikke at tale om en Poet.“ N „Det er maaſke“, ſvarede jeg i den ſamme muntre Tone, „den poetiffe Del af min Natur, fom har drevet mig dertil. Jeg kan ikke blive enig med mig ſelv, hvorledes jeg ſkal afflutte mit Wventyr, og jeg onſker Deres Raad og Vei⸗ ledning.“ „Jeg er Lutter Dre”, ſvarede hun, „fortcel Deres Wven— 203. tyr; men vent et Sieblik, jeg ſkal gaa og hente mit Arbeide, og jeg kan da lytte til Dem uden at bortodſle den koſtbare Tid.“ „Hvis ikke vilde De faa fole, at Deres Tid blev bort— Idſlet ved at lytte til mig?“ ſpurgte jeg. „Nei“, ſvarede hun leende, „men i at lytte til et Wven⸗ tyr.“ Hun vendte tilbage om nogle Minutter, og vi ſatte os. Jeg ſkjulte mine virkelige Folelſer ved en paatagen Mun⸗ terhed, og Eſtella lyttede opmerffomt med Dinene fœſtede paa Arbeidet. „De maa vide“, ſagde jeg, „at mit Wventyr berer Overſkriften: Wventyret om Prinſesſe Fortryllende og Ridder Veikhjerte. Det var engang (du ved, alle Wventyr henfores til denne paa Begivenheder ſaa rige Periode) en vakker Prinſesſe, ſom boede i et ſtort Slot, og hendes Navn var Prinſesſe Fortryllende. Hun var i alle Maader berdig fit Navn; thi hun var faa god, ſom hun var ſmuk. Men en for⸗ ferdelig Dverg, der havde drebt mange Menneſker der i Landet, myrdede hendes Fader og Moder og tog det vakre Slot fra Prinſesſen ſamt bortforte hende til en gammel Hex, der hedte Cathel, en ſtyg Troldkjcrring, fom hele Dagen ſad omringet af forte Katte og ſammenvavede Hexe⸗ formler og Troldſtas, ſom hun ſolgte til dem, der vilde kjobe af hende. Iblandt hendes Kunder var en joer, blodtorſtig Kjempe, Hvis Slot laa i MNeerheden, Han kaldtes Trold Blodſuger, og han kjobte Troldſtas af Cathel, med hvilken han lokkede unge Mend, Piger og Born ind i ſit Slot, der var omringet med Hauger af Dodningeben af dem, ſom han havde drebt og opedt. Saa hendte det en Dag, han kom for at kjobe Troldſtas, at den gamle Her ſpurgte ham, om han iffe vilde kjobe en ung, ſmuk Pige. Jo det kunde nok hende; thi han vilde have en —204— Ungmp til et Gjeftebud, fom han tenkte paa at holde for fine Naboer. Saa viſte Hexen ham Prinſesſe Fortryllende, der jad ude 1 Kjskkenet og gred og ffrabede i Aſken. Troldet ſaa npie efter, om hendes Kjod var godt nok til Gjeeſtebudsmad, og da han var ſikker derpaa, tog det ikke leenge for ham og den gamle Hex at komme overens om Priſen. 5 Dg faa drog han Hjem med den ſtakkels Prinſesſe For- tryllende under Armen, medens hun den hele Vet ſkreg og raabte paa Hjelp. Saa hendte det, at en vandrende Ridder ved Navn Veikhjerte fra et Land langt borte kom farende efter Veien netop den ſamme Dag kledt ei fuld Ruſtning og med Lanſe i Haanden. Da han horte Prinſesſe Fortryllendes ynke⸗ lige Skrig og jaa hendes Skjonhed, ſtodte han Sporene ind i fin veeldige Ganger og ſprerngte fremad, det forteſte han kunde. Ridder Veikhjerte vilde have ſtodt fin Lanſe toers igjennem Troldet; men den fele Kjempe faa den komme gjennem Luften, og ved at flippe Prinſesſe For- tryllende og ſpringe tilſide fik han Tag i Lanſen, ſom han brod i Stykker fnyſende af Vrede. Saa drog de begge ſine Sverd, og en forferdelig Kamp opſtod. Prinſesſen knœlede ned ved Veikanten og bad baade lLenge og ind⸗ trengende til Vorherre at lade Ridder Veikhjerte gaa ſeirrig ud af Kampen. Men om hans Hjerte var veikt, jaa havde han fterfe Arme. Endelig fkilte han med et veldigt Hug det ſtygge Trolds Hoved fra Kroppen, der faldt dod til Jorden, ſom alle Trolde pleier at gjore, naar de har miſtet Hovedet. Da blev Ridder Veikhjerte mere red for at vere ene med Prinſesſen, end han hapde veret med Troldet. Men hun ſtod op, aftorrede fine Taarer og takkede ham Ridderen og Prinſesſen kom da i en ſlem Knibe; thi hun kunde ikke gaa tilbage til den ſlemme Troldfjerring, og hun vidſte ikke, hvor hun ſkulde vende ſig hen. Saa bad Ridder Veikhjerte hende at folge med —205— fig til en Hule i Sfoven, hvor han havde taget Ophold.“ Her ſaa jeg paa Eſtella, der var bleg og ſtille; hun ſmilte ikke leengere. Jeg fortſatte: „Det var intet andet at gjore, og jaa ſteg Prinſesſen op paa Heſten og ſatte ſig foran Ridderen, idet de begav ſig paa Veien til Hulen. Der indrettede Veikhjerte et lidet Verelſe for Prinſesſen, lavede hende en Seng af Lov og Blomſter og viſte hende, hvorledes hun ſkulde ftenge Doren. Hver Dag var han ude paa Jagt og bragte hjem Vildt, ſom han kogte for hende. Han behandlede Prinſesſen med ſaadan Agtelſe og Wrbsdighed, ſom om hun havde veret en Dronning ſiddende paa en Trone. O, hvor den ſtakkels Ridder elſkede Prinſesſen! Han elffede felv den Jord, hun traadte paa; den Natur, ſom omgav hende; Solen, Maanen og Stjernerne, fordi de ffinnede ned paa hendes ſmukke Perſon. Ikke nok med at han neerede en ubeſtrivelig Kjerlighed til Prinſesſe For⸗ tryllende, han tilbad hende virkelig. Hun var for ham, hvad Himmelens lyſende Billeder er for Univerſet. Natu⸗ ren eiede intet, fom blot for et Sieblik kunde rive hende bort fra hans Hjerte. Nat og Dag fyldtes hans Sjeel af hendes yndige Skikkelſe. Fuglene, Vindene og Skovens Treer ſyntes at hviſke hendes elffede Navn i hans Wren. Men hvad ſkulde han gjore? Prinſesſen var fattig, hjelpelss og afhengig af ham. Wilde det ikke vere uman⸗ digt af ham at drage fig hendes Ulykke tilnytte og ſkreemme eller overtale hende til at blive hans Huſtru? Kunde hun ikke forverle Taknemmelighed med Kjerlighed? Kunde hun gjore et frit Valg, undtagen hun ſelv var fri? Og ſaa ſtilledede den ſtakkels Ridder Veikhjerte den flagrende Fugls Vingeſlag i fin Barm, lagde Baand paa fine Folelſer. Endelig horte Ridder Veikhjerte en Dag ſkrekkelige Ny⸗ Heder. Et Folkeſlag, kaldet Vandaler, der var gruſomme, blodtorſtige og krigslyſtne, var ankomne i et uhyre Antal 3 2 ; a eg ad 2 D 8 aS ae til Landets Greendjer, og om nogle Dage vilde de over— ſvomme Landet, drebe Mend og gjore Kvinder til Slav- inder. Han maatte flygte; thi en Mand kunde intet ud⸗ rette mod en faa ſtor Mengde. Han kunde ikke forlade Prinſesſe Fortryllende, for hun vilde falde i de vildes Hender. Han vidſte, at hun hapde nok Tiltro til ham at folge med til Verdens yderſte Grendſer, ligeſom han havde en ſvag Tro paa, at hun elſkede ham. Hvad fkulde han giore? Skulde han overvinde fine Betenkeligheder og bonfalde fin Hjertenskjer om at gifte fig med ham, — eller ftulde han bede hende folge med ſom hans Veninde og Soſter? Vilde det ikke vere lavt og foragteligt at tage Anledning af hendes Nod, hendes Enſomhed; den Fare, fom truede Landet, og tvinge hende ind wet Wgteſkab, fom maaſte vilde forekomme hende ubehageligt? „Nu, min Fore Eſtella,“ ſagde jeg med bankende Hjerte, „ſaa langt er jeg kommen med mit Wventyr; men jeg ved ikke, hvorledes jeg ſkal afſlutte det. Kan ikke du give mig et Raad?“ Hun faa paa mig rodmende; men et ſtkjelmſkt Smil ſpil⸗ lede paa hendes Laber. „Lad os ſpille Stykket tilende,“ ſagde hun, „jeg ſkal re⸗ preſentere Prinſesſe Fortryllende — en meget daarlig Re- preſentant frygter jeg — og De overtager den gode Ridder Veikhjertes Rolle, hvortil De er ſerdeles vel ſkikket. Nu vel,“ fortſatte hun, „De kjender den gamle Viſe: „Af usſel Feighed ſikkert ledes Den verdiloſe Mand, Som ei jin Skjebne prove tor Og alt el reſikere kan.“ Jeg vil nu raade Dem til, ſaaſom De agerer Ridder Veikhjerte, at tage det mandige Skridt at fri til Prinſesſe Fortryllende“. Jeg begyndte at gjennemſkue hendes Plan og faldt paa mine Kne, greb Prinſesſens Haand og udgjod min Kjer⸗ 5 PA e err, 9 —207— lighed i henrivende Ord, fom jeg ikke behpver at gjentage for dig, min kjcere Broder. Da jeg aandelss ſtanſede, ſagde Eſtella. „Nu maa jeg foreſtille Prinſesſe Fortryllende og give Ridderen Svar.“ Og ſaa lagde hun ſine Arme om min Hals, medens jeg endnu knelede, og kysſede mig paa Panden, idet hun ſagde: „Du enfoldige Ridder Veikhjerte, du fortjener virkelig dit Navn. Jeg foretreeffer virkelig det Trold, hvis Hoved du ſaa gruſomt afhuggede, ja ſelv en af disſe farlige Van⸗ Daler, ſom du forſoger at ffremme mig med. Hvilfet veikt Hjerte og Hoved har du ikke, naar du ei ved, at en Kvinde aldrig viger tilbage for Afheengighed af den Mand, hun elſker, mere end Vedbendet beklager, at det maa ſlynge ſig opad Egen og ikke ſtaa alene. En ſand Kvinde maa klynge fig til en eller anden elſket Gjenſtand; hun kan ikke ſtaa alene mere end Vedbendet. Og ſom Prinſesſe For⸗ tryllende modtager jeg Ridderens Hjerte og Haand.“ Jeg fluttede hende i mine Arme og begyndte at give hende alle de Kys, jeg havpde tiltenft hende ſiden den forſte Dag, jeg traf Eſtella; men hun lagde leende Haanden for Munden og raabte: „Stop — ſtop! Skueſpillet er over.“ „Nei — nei!“ raabte jeg, „det er kun begyndt, og det ffal vare, faa fenge vi lever.“ Hendes Anſigt blev alvorligt, og hun hviſkede: „Ja, indtil Doden ffiller os ad.“ XXIII. Max's Beretning. Sangerinden. Da Max den folgende Aften kom hjem, merkede jeg, at hans Anſigt bar et muntert Brag — ja det ſtraalede endog af Glede. Han lo uden Aarſag; han for omkring, ſom om han bevegede fig i Luften. Ved Aftensbordet blev ogſaa hans Moder var hans glade UÜdſeende og gjorde ſmilende nogle Bemeerkninger desangaaende. „Ja, jeg er meget lykkelig“, ſagde Max; „jeg har noget overraſkende at forteelle eder, naar vi har ſpiſt.“ Da Aftensmaaltidet var over, trak vi os tilbage til Bibliotheket. Max lukkede Doren omhyggeligt, og vi ſatte os alle i en Gruppe — Max holdende den gamle, edle Kvindes falmede Haand, medens jeg og Eſtella befandt os ganjfe ner hinanden. „Nu“, ſagde Max, „er jeg iferd med at fortelle eder en lang Hiſtorie. Den kan maaſke ikke vere jaa interes⸗ ſant for eder, ſom den er for min egen Del; men J maa ikke afbryde mig. Og, min kjere Moder“, ſagde han med et amt Blik, „du maa ikke vere vred, fordi jeg ikke ſpurgte dig tilraads i denne Sag for lenge ſiden. Jeg vidſte i Virkeligheden ikke ſelv, hvorledes det vilde ende, for idag. Som I ved“, fortſatte han, „har jeg paa et andet Sted boet under mit virkelige Navn, men med en paataget Op- forſel, hvilket jeg allerede har berettet. Overbeviſt om, at mine Handlinger var Gjenſtand for dagligt Spioneri, pleiede jeg at beſoge alle Steder, hvor en Mengde Folk kom ſammen, fra de fineſte til de ſimpleſte. Jeg gjorde dette med Villie, ikke bare for at fjerne mine Fiender af Sporet med Henſyn til min virkelige Karakter; men ogſaa fordi det var nodvendigt i . ſtore Arbeide, jeg har paa⸗ * ‘ Ba: RE gio eee —209— taget mig, at komme tilbunds i Menneſkeheden, ja felv til dens inderſte Rodder. J en af de fattigere Dele af Byen ligger en ſtor Mu⸗ ſikſal eller et Morſkabstheater, ſom den kaldes, og ſom beſoges af ſtore Skarer af Middelklasſen og de lavere Samfundslag. Salen er virkelig indrettet ſom et ſtort Theater; men Forſamlingen ſorſynes med Piber og Wl paa ſmaa Borde — det hele mod en ubetydeliq Betaling, og der ſidder de indhyllede i en Rogſky nydende Sangen, Danſen og Foreſtillingerne paa Scenen. Der gives mange ſaadanne Steder i Byen, og jeg kjender dem alle. De er de fattiges Klub eller Opera. De ſpillende er naturligvis ikke af hoi Rang eller beſidder videre Talent, ligeſom de heller ikke ſtaar ſcerdeles heit i moraſk Henſeende; men undertiden begynder Sangere og Skueſpillere med gode Anleg og af hederlig Karakter paa disſe ſimple Breder for ſenere at heve fig til Kunſtens Hoider. En Aften git jeg ind paa et af disſe Steder, tog Sede, rekvirerede en Kridtpibe og en Flaſke Ol. Jeg ſkjenkede Foreſtillingerne paa Scenen fun liden Opmerkſomhed; tht jeg havde feet denſlags Preſtationer jaa ofte for, at de ikke interesſerede mig leengere; men jeg betragtede Folks An⸗ figter rundt omkring mig. Pludſelig blev jeg revet ud af mine Betragtninger ved den vakreſte Stemme, jeg nogen⸗ finde havde hort. Jeg vendte mig mod Scenen, og der ſtod en Pige, endnu ikke ſtort mere end et Barn, holdende fine Moder i Haanden og ſang en Viſe efter et heft Pia⸗ nos trommende Akkompagnement. Pigen var lav af Vext og havde en jmeeffer Legemsbygning. Hun var undſelig; thi dette var hendes forſte Debut, hvilket meddeltes paa Plakaterne, og den Haand, hvormed hun holdt Noderne, ſtjalv. Jeg vil ikke netop paaſtaa, at hun beſad megen muſikalſk ÜUddannelſe; men hendes Stemme var et af Na⸗ turens fuldftendige Meſterſtykker, og Sangen lignede Borns . hvilke de undertiden ſtemmer op i lykkelig eae —210— UÜbevidſthed om fine Omgivelſer, eller Fuglens herlige Kvid— ren, naar den hilſer den gryende Dag, medens Duggen og Stilheden hviler over Naturen. En dodelig Stilhed her— ffede i den af Sangen henrevne Forſamling; men ved Slutningen af forſte Strofe brod der ud en ſand Torden— ſtorm af Vifald, der ryſtede hele Bygningen. Det var morſomt at fe, hvorledes den lille Sangerinde ved dette Bifald fit en gladere og mere tillidsfuld Mine; det eng ſtelige ÜUdtryk forſvandt, Oinene ſtraalede, de gule Lokker ryſtede af halv undertrykt Glade. Da Bifaldsſtormen havde lagt ſig, og da det trommende gamle Piano begyndte igjen, var der en fuldkommen Sorgloshed indlagt i de underfulde Melodier, hun udſendte — fine, inſtinktmesſige Nuancer— inger, ſkjere Kadencer og muntre Fugletriller hvorom Komponiſten neppe havde dromt. Den ſtore Forſamling var fuldftendig henreven. Stemmen trengte ind i deres flumrende Hjerter lig en Aabenbarelſe, og vandrede omkring i deres Indre fom en ſyngende Wand fra Lyſets Haller. De reiſte fig, ſvingede fine Hatte, og en Regn af Solv— ſtykker, ja endog Guld, faldt rundt Sangerinden, medens Raab og Bifaldsklap var predovende. Debutten var en Sukces. Hun havpde beſtaget fin Breve og vandret ind i Berommelſens og Rigdommens Land. Jeg faa paa Pro— grammet fom Hundreder andre; der ſtod ſimpelt hen disſe Ord: „En Solo af Miſs Kriſtina Karlſon — forſte Op— treden.“ Det var et ſvenſk Navn, hvilket ogſaa Pie gens Udſeende bekreftede. Hun tilhorte uden Tyivl den ſtore Nilſons og Linds Sleegt. Hendes Haar, en Masſe uſtyrlige, forte Lokker, havde denne eiendommelige lyſegule Farve, fom er almindelig blandt det Folk; det faa ud, fom om de gamle Gallieres rodgule af Ceſar beſkrevne Haar havde blegnet under Nordenlandenes lange Netter, Is og Sne og faaet denne lyſere Farve. Men det, fom meſt til— traf ſig min Opmerkſomhed i disſe beſmittede Omgivelſer, var den Uſtyldighed, Renhed og Hiertensgodhed, ſom lyſte 4 Sine 8 A. r Kr —211— ud af hendes Hele Perſon. Der fandtes ikke det mindſte Spor af noget paataget Vejen, Hykleri, ſlu Beregning eller Forfeengelighed. Hun gledede fig over med Held at have gjennembrudt den forſte Optredens frygtelige Skanſer, og at Beſkjceftigelſe — Brod — var ſikret hende for Fremti⸗ den. Det ſyntes at were det eneſte, ſom bragte hendes klare Dine til at ſtraale. „Hvem er hun? Hvor er hun fra?“ var de Sporgs⸗ maal, jeg horte rundt omkring mig; thi mange af For⸗ ſamlingen var Tyſkere, Franffmend og Yoder — alle li⸗ denſkabelige Elſtere af Muſik, og for disſe Menneſker er en ny Stjerne paa Kunſtens Himmel lig en nyopdaget Klode i Aſtronomens Sine. Da hun forlod Scenen, ſtrommede de privilegerede Kunſt⸗ elſkere til Skueſpillernes Verelſe. Jeg fulgte dem. Der fandt jeg den lille Nattergal ſtaa ved Siden af en mid⸗ delaldrende, arbeidsſlidt Kvinde, pienfynlig hendes Moder; thi hun var iferd med omhyggelig at paaflede hende en tynd, luvſlidt Raabe, idet en Skare af Beundrere, hvori⸗ blandt mange gamle Vellyſtninger, ftod rundt hende udgy- Dende fine Stromme af Komplimenter, hvilke Kriſtina horte paa med et ſmilende Anſigt og nedflagne Dine. Jeg holdt mig i Baggrunden iagttagende denne Scene. Det var noget ved dette Barn, fom gjorde et fterft Ind⸗ tryk paa mig. Viſtnok forſogte jeg at holde mine Fplel- fer i Ave og ſagde til mig felv: Hvorfor bry dig om hende! Hun er en af Bermen; hun vil ſynke ned i det mprfe Dige med de porige, hvor Usſeldom modes med Usſeldom! Men naar jeg bejfuede det erlige, lykkelige Anſigt, hele Figuren — thi ſaavel Mandens ſom Kvindens Hele Legemsbygning aſſpeiler Sjclen — kunde jeg ikke faa disſe Tanker til at feſte fig i mit Hoved. Og jeg tenkte atter ved mig ſelv: "Hvis hun er jaa ren, fom hun fer ud til, ſkal jeg vaage over hende. Hun behover en Ven oa denne Scene. Hendes Sukees er farligere end Fattig- ommen.“ —212— Da Kriſtina og hendes Moder forlod Theatret, fulgte jeg efter, men i en erbodig Afſtand. De tog ingen Vogn, og intet Tog gik den Vei, hvorhen de begav ſig; men de gik fremad, og jeg fulgte dem. Et langt mopijommeligt Stykke havde de at tilbagelegge gjennem morke Baggader og Veiter, indtil de endelig ſtanſede ved Doren til en usſel Leiebolig. De traadte ind, og fom en Skygge fulgte jeg efter, Op, op bar det Etage efter Etage, indtil Kviſtvee— relſet nagedes. Et Gledesudraab lod fra Kriſtinas Leber; en Dor flvi aaben; hun traadte ind i et Verelſe, der ſyntes at myldre af Born, og jeg kunde Hore en dyb Mands— ſtemme blandet med Udraab af barnslig Glade, da Kri— ſtina lagde ſin Skat paa Bordet og med en Piges Hen— rykkelſe ſkildre fin ſtore Triumf, i det hun nu og da kaldte paa ſin Mor for at bevidne Sandheden af ſin underfulde Beretning. Jeg fik neppe Tid til at trekke mig tilbage til et Hjorne, da en ſtaut, bredſkuldret Mand 1 Arbeids— dragt ſtyrtede ned Trapperne med en ſtor Kurv i Haanden og lob til det nermeſte Udſalg af Madvarer. Han vendte ſnart tilbage medbringende kogt Kjod, Brod, Smor, Poſteier og Ol — det hele ſtuvet ned i Kurven. Og Hvilfen Glede blev der ikke i Verelſet! Jeg ſtod tet ind til Doren og lyttede. Store og ſmaa Fodder bevegede fig, medens Bordet dekkedes. Snart fad den ſtakkels, hungrige Familie indtagende et rigeligt Maaltid. Jeg horte Kri— ſtina med Munden halv fuld af Mad begynde at give ſin Fader Prove paa de Strofer, ſom havde henrevet Forſam— lingen og Bornene klappede med fine ſmaa Hender af Fryd. Moderen takkede Gud, fordi deres Lidelſer var til— ende. Jeg folte virkelig, jeg var et Skarns Menneſke, ſom blev ftaaende der og tage Del i den Lykke, til hvilken jeg ikke var indbudt, og endelig ſneg jeg mig ned Trapperne ud paa Gaden. Jeg behover neppe at ſige, at denne Vee givenhed i hoieſte Grad havde vakt min Interesſe for den —213— ſmukle Sangerinde. Dette Billede paa Fattigdom forenet med Gen, omſtraalet af Kjerlighed, var meget rorende. Den folgende Dag tog jeg en Detektiv tilhjelp, idet jeg paalagde ham at udfinde alt muligt angaaende Pigen og hendes Familie. Opdagelſesbetjenten beſogte mig ſamme Aften og afgav fin Rapport. Han Havde beſogt Stedet og efterſpurgt hos Naboerne, Handelsmend, Politi ojv., og her er, hvad han fik vide: „Der findes ikke nogen Perſon ved Navn Karlſon; men i det Tagkammer, ſom jeg har beſkrevet, boede en Mand ved Navn Karl Janſon, ſvenſk af Fodſel, Smed af Pro⸗ fesſion og i det heletaget en dygtig, erlig Arbeider, men yderſt fattig. Han havde boet nogle Aar i New York og havde ſtor Familie. Hans Huſtru vafſkede for Folk, hvor⸗ ved hun hjalp til at fylde de mange hungrige Munde. Den celdite Datter hed Kriſtina, en 17 Aar gammel Pige, fom hapde frefventeret de offentlige Skoler. J de ſenere Aar havde hun arbeidet med Broderi, og hendes knappe Fortjeneſte lagdes til de andre Husholdningspenge. Hun var en god, elffverdig Pige, agtet og afholdt af alle, der kjendte hende. J Sondagsſkolen opdagedes det, at hun beſad en merfverdig ſmuk Sangſtemme, og hun blev taget med i Koret. En eller anden af Lererne hapde raadet Moderen til at lade hende gaa til Scenen. Kriſtina blev da bragt til Eieren for et af Morſfkabstheatrene, og denne blev jaa henrykt over hendes Sang, at han gav Pigen Anledning til at optreede paa hans Breeder. Igaaraftes havde hun gjort fin forſte Debut med det Reſultat, at alle Huſets Beboere og Folkene ſaavel i denne fom de tilſts⸗ dende Gader talte om hendes ſtore Sukces. Beſynderlig nok ſyntes alle at gleede ſig over den ſtakkels Families Held.“ Jeg tenkte ved mig ſelv, at Karlſon bare var et Navn, hun bar paa Scenen, og ſom var foreflaaet af Theatrets Eier. Jeg beſluttede imidlertid at erkyndige mig noget nermere anqaaende den ſmukke Kriſtina. —— DDO" \ XXIV. War fortietter ſinBeretning. Bogtrykkerſpenden. „Den folgende Aften tog Publikum Morſkabstheatret med Storm, det er ſikkert; hvert Sede var optaget, ja ſelve Gangene var tet beſat. Ollet fled i Stromme, og Tobaksrogen hevede fig lig ſtore Skymasſer op under Taget. Etablisſementet gjorde en glimrende Forretning. Kriſtina var opfort paa Programmet for tre Soloer. Hvert eneſte Nummer var en Sukcees; alle maatte gives da capo. Da Foreſtillingen var flut, fremkaldtes atter den lille Sangerinde, og en ny Regn af Guld og Solv faldt ved hends Fodder blandet med nogle Buketter. Da jeg indfandt mig bag Teppet, var hun omringet af en endnu ſtorre Skare Beundrere end Aftenen forud. Jeg kaldte Direktoren tilſide. Han kjendte mig vel ſom en rig, ung Odeland. Jeg ſpurgte ham: „Hvor meget betaler De Kriſtina om Ugen?“ „Jeg lovede hende fem Dollars pr. Uge; men“ (her ſaa han paa mig med et mistenkeligt Blik) „jeg har beſluttet at fordoble Belobet, idet jeg agter at betale hende ti.“ d „Det er ikke nok“, ſagde jeg; „De vil i hende finde en Guldmine. De maa betale hende femti.“ „Min kjere Herre“, ſvarede han, „jeg har ikke Raad til det. Jeg kan virkelig ikke.“ „Som De vil“, ſvarede jeg, „jeg ſkal tale med Jobſon — en Rival i Forretningen — han vil betale hende et Hundrede. Jeg ſaa ham herinde iaften; han har allerede hort hende omtale.“ „Men“, indvendte han, „hun har indgaaet Kontrakt med mig om at ſynge fer Maaneder mod fem Dollars Ugen, og jeg har tilladt hende at tage Hjem alle de Penge! —215— ſom kaſtedes ind paa Scenen igaaraftes og iaften. Nu ſkal jeg betale hende ti. Er ikke det liberalt?“ „Liberalt!“ udbrod jeg“ — det er gnieragtigt. Denne Pige har ſkaffet Dem to hundrede Dollars Extrafortjeneſte iaften. Hun er umyndig og kan ikke afflutte en gyldig Kontrakt. Og de Penge, ſom tilkaſtedes hende, tilhprer Sangerinden og ikke Dem. Nu, hvad ſiger De — ſkal jeg tale med Jobſon?“ Hvad Interesſe har De i Pigen?“ ſpurgte han gnavent. „Det kommer ikke Dem ved“, ſvarede jeg; „derſom De ikke betaler hende, head jeg forlanger, vil hun imorgen Aften ſynge hos Jobſon, og Deres Theater kommer til at ſtaa tomt.“ „Lad gaa, jeg fkal betale det; men jeg indſer ikke, hvilken Ret De har til at blande Dem i denne Sag.“ „Dette er imidlertid ikke nok“, ſagde jeg, „gaa og ſig hende, at De har tjent en god Del Penge iaften ved hen⸗ des Hjeelp og bed hende modtage femti Dollars fom en Gave. Ligeledes ſkal De ſige til Pigen, faa jeg horer det, at hun herefter ſkal erholde femti Dollars pr. Uge. Familien er fattig og behpver piebliffeliq Hjcelp. Hvis De ikke lover hende et liberalt Saler, er det Udſigter til, at hun forlader Dem, naar de andre Theatres Agenter indfinder ſig. Wrligt Spil er det klogeſte, min Herre.“ Han betenkte fig et Sieblik, og det Lod til, at han ikke var blid paa mig; men endelig bed han ſin Harme i ſig og banede fig Vei hen til Kriſtina. Med mange Buk og Smil jaade han: „Miſs Kriſtina, Deres fortryllende Stemme har i hei Grad forpget mine Indtegter iaften, og jeg ſynes, det kun er retfeerdigt at give Dem en Del af min Fortjeneſte — ſe her er femti Dollars“ Kriſtina var henrykt; thi ſaa mange Penge havde hun aldrig i ſit Liv ſeet; hun leverede Summen til ſin Mor, og begge takkede ham, medens de tilſtedeverende gav fit kraftige Bifald til den gode og edelmodige Direktor. 4 Br 3 te 7 P —216— „Men dette er ikke alt“, fortſatte han; iſtedetfor fem Dollars Ugen, hvilket vi fom overens om, fal jeg herefter betale Dem femti.“ Der blev endnu ſtorre Bifald. Kriſtinas Wine ſtraalede af Lykke; hendes Moder begyndte at grede. Kriſtina greb Direktorens Haand, og den gamle Usling lod, da de til— ſtedeverende gav ham fit Bifald, ſom om alt dette var en Folge af hans egen Woelmodighed. Jeg tvivler ikke paa, at han, hvis jeg ikke havde blandet mig ind i Sagen, vilde have beholdt Kriſtina for fem Dollars Ugen, og at den lille Sjeel vilde veret tilfreds. Jeg fulgte dem hjem. Atter lyttede jeg til deres Lykte Jeg horte, Moderen ſige til Faderen, at de burde gaa ud den folgende Dag for at ſoge en bedre Leilighed at bo i; thi nu var de rige. Jeg fik en lys Ide og ſkyndte mig ud. J Dagbrefningen den folgende Morgen gik jeg med hurtige Skridt til den ſamme Opdagelſesbetjent, jeg havde benyttet mig af Dagen forud; han var en flu, men ikke uvenlig Fyr. Jeg forklarede ham min Plan, og vi gik ud ſammen. Vi tog en Droſche og kjorte hurtigt fra Sted til Sted. Han ſyntes virkelig tilfreds for engangs Skyld i fit Liv at vere engageret i en god Sag. Hvad vi ud— rettede, vil blive aabenbaret, efterhvert fom jeg ſkrider frem i min Beretning. Klokken halv ni om Formiddagen havde Janſons Fa⸗ milie indtaget ſin Frokoſt og for tyvende Gang omtalt Lykkens underfulde Omſkiftninger ſamt atter og atter tellet den i deres Mine faa umaadelige Pengeſum. Kriſtina lodes tilbage for at tage Vare paa Bornene, medens Fa— deren og Moderen begav ſig ud for at opſoge en ny Lei⸗ lighed. Naboerne ſtimlede omkring dem, da de viſte fig paa Gaden, for at frembeere fine Lykonſkninger i Wnled- ning af den uventede Forandring i deres fattige Omften- ftendigheder. Janſon og hans Kone var godhjertede Folk; —217— de puiffede ikke fine gamle Venner Fattigdommens Forban⸗ delſer, og at de ffulde tenke, de flyttede fra dem ved det forſte Smil af Lykken. De forflarede, at det var npdvendigt at leie et Hus nermere Theatret for Kriſtinas Skyld, og at de tenkte paa at engagere Qerere i Sang, Muſik og Skueſpillerkunſt; thi hun var nu den, ſom forſorgede Familien, og de haabede, at hun en Dag blev en lyſende Stjerne paa Kunſtens Himmel. „Naboerne ſkulde vel ikke vide en Leilighed, der er pasſende for os?“ ſpurgte de. Nei, de vidſte ikke om nogen; de hapde neppe veret ndenfor Nabolaget. Men i det Sieblik traadte en ſimpelt edt Mand frem, der jaa ud til at vere en Arbeider, ſom havde lyttet til Samtalen, og ſagde, at han netop den Morgen havpde fet en Plakat med Paaſkrift „Tilleie“ paa et bekvemt lidet Hus beliggende kun nogle faa Kvartaler fra Theatret, og da han jfulde gaa den Vet, vilde det vere ham kjert at viſe dem Stedet. De takkede ham og forklarede, at gaa ud og leie Hus var noget ganſke fremmed for dem; tht hidtil havde de boet i et eller to Verelſer — de kunde have tilfsiet oppe under Taget — og de fjernede fig i Folge med ham. Han forte dem til en behagelig, ſtille, reſpektabel Del af Byen, og endelig ſtanſede de udenfor et lidet net treetages Hus med en liden Have foran og en ſtorre bagenfor Huſet. „Hvilket vakkert Hus!“ udbrͤd Moderen; „men jeg frygter for, at Leien blir for hoi.“ „Det ſtader jo ikke at ſporge efter“, ſagde Arbeideren, og han ringede paa. En ung Mand, edt ſom en Haandveerker, kom ud. Han bod dem trede ind. Huſet var komfortabelt; men ikke koſtbart mobleret. De gik gjennem Bygningen, ud i Haven og lod til at bere meget tilfreds med det Hele. Og jaa fom det Sporgsmaal, ſom de var bange for at fremſette: Hvor ſtor er Leien? ~ —218— „Den blir vi nok enige om“, ſvarede Haandverkeren; men forſt maa jeg forklare min Stilling. Jeg er Bogtryk⸗ ker af Profesſion. Mit Navn er Francis Montgomery. Jeg eier dette Hus, der er min Fedrenearv, og det er alt, jeg har. Jeg kan ikke bo her alene; thi dertil er Huſet for ſtort, og desuden har jeg tenkt, at jeg burde have nogen Indtegt af det, da Skatter maa betales; men jeg onſker ikke at forlade Stedet. Jeg blev fodt og op- draget her. Kunde jeg faa leie det ud til en agtverdig Familie, der vilde lade mig beholde et af Verelſerne oven- paa, og ſom endvidere var villig til at holde mig Koſten, ſkulde jeg fete det ud for“ — her nevnte han en pderſt ringe Sum. „Jeg onſker ikke“, tilfsiede han, „mere end almindelig Koſt, jeg er tilfreds med den Mad, Familien ſelv nyder. J har gjort et godt Indtryk paa mig, og derſom J onſker at leie Huſet, antager jeg, vi ſkal faa det ganjfe hyggeligt. Det er muligt, jeg ikke blir hjemme hele Tiden.“ Tilbudet blev antaget, og Arbeideren gik ſin Vei. Samme Eftermiddag flyttede hele Familien ind. Kriſtinas Glede var uden Grendjer. Det var et Verelſe, jeg forudſaa vilde blive anviſt hende, og det havde jeg dekoreret med nogle Blomſter. Hun blev foreſtillet for mig, et Haand⸗ tryk, og jeg var ſnart ſom et Lem af Familien. Hvilken eiendommelig Flok af Hvidhoveder af alle Aldere var det ikke, ſom holdt ſit Indtog i Huſet! De ſaa trivelige og glade ud og var meget kjerlige mod hverandre. Kun lidet af Familiens usle Bohave blev bragt med; det var for daarligt for de nye Omgivelſer, hvorfor de gav det bort til deres forrige Naboer. Men jeg faa, at Faderen bar ind i Kjokkenet en gammel Stol, hvis Rygſtod var borte, og den kunde ſaaledes ikke regnes for mere end en Krak. Den folgende Dag blev jeg var en liden tyk Gut, ikke fuldt tre Aar gammel, holde paa at flaa Spiger ind i den med en liden Hammer. —219— „Stop! ſtop! min Gut“, udbrpd jeg, „du maa iffe ſlaa Spiger ind i Moblerne.“ Jeg tog Stolen nermere i Sieſyn og opdagede, at der i Seedet var en Menade Spigerhuller. Da Kriſtina faa min overraſkende Mine, ſagde hun: „Forrige Jul var vi meget fattige. Far havde intet Arbeide. Vi kunde neppe faa nok at ede Juleaften, og da Far jaa Forberedelſerne til Hpitiden — ſtore Dynger af Gaver i Butikvinduerne, de travle Forceldre fare om— fring for at figbe Legetpi til fine Born, blev han meget ſorgmodig over, at han ikke kunde give os nogle Preſenter til Jul, ja ikke engang til lille Ole, ſom han eljfede faa hoit. Saa gik han indi en af fine Venners Smedie, hvor han fandt et tilſideſlengt Stykke Sern, og deraf gjorde han denne Hammer ſamt nogle Spiger og forcerede Ole, der blev leert at {laa Spigerne ind i Stolen. Naar faa Ole er ferdig med at hamre dem ind i Treet, er Papa ham behjeelpelig med at treffe dem ud, hvorefter Legen begynder paa nyt, og Ole er lykkelig Dagen lang.“ Mine Wine blev fugtige; thi jeg tenkte paa de riges Overdaadighed og de koſtbare Legetpi, de ſammenhober for ſine Born, ſamt hvilken Kontraſt denne fattige Mand var, ude af Stand til at kjobe et enkelt billigt Legetsi for fine Born, men maatte give denne trivelige lille Gut en ſimpel Hammer, ſaa den lille kunde more ſig med at ſlaa Spiger ind i Stolen, iſtedetfor Dukker og Gyngeheſt. Jeg betrag⸗ tede med Forundring den lille Dame, den ligefremme, erlige Sjel, ſom i det nye, fine Hus ikke ſkammede fig ved at omtale Familiens undertrykte Omftendigheder, hvilke kun for nogle Dage ſiden var dens Lod. Hun faa intet at ffamme jig over i Fattigdommen, der af usle og forfen- gelige Menneſker betragtes ſom Topmaalet af Skam. Ole holdt paa at ſlaa ind ſine Spigere. „Skader han ſig ikke undertiden?“ ſpurgte jeg. „Aa jo“, ſagde hun leende, „i Begyndelſen hendte det —— —290— nok, at han gav fine Fingre mangt et droit Slag, der bragte ham til at grede; men Papa pleiede at ſige til ham, at Mend aldrig greder, og da var det morſomt at fe, hvorledes han presſede ſammen fin lille, rode Mund, medens Taarerne ſtrommede nedad Anſigtet; men faa gav han heller ikke en Lyd fra jig mere.“ Jeg tenkte ved mig felv: Af ſaadant Stof var den ypperlige Slegt dannet, fom hvilken mange forſkjellige Navne overfyogmmede Verden. Is og Sne havpde gjort den kraftig ſaavel i aandelig ſom legemlig Henſeende; men under Sydens varme Sol ſank den ned i Blodagtighed. Menneſket blir ofte ſtort under Modgang, men ſynker ned i Middelmaadighed i Medgangens Dage. Denne lille Gut, Hvis Smerter dor mellem Teenderne, har i fine Aarer de gamle Vikingers Blod. Det var noget jeg foretog i en beſtemt Henſigt; men fom gik tvert imod, hvad jeg havde ventet under mit Sam— ver med disſe erlige Menneſker. Det var megen Sands ſynlighed for, at Oligarkiet havde efterſporet mig til dette Hus. Min Forbindelſe med denne Familie vilde ſelvpfol— gelig blive betragtet fom et tosſet Wventyr og tilffrevet fave Henſigter; men det gik ikke an at optreede fom et al— deles forſkjelligt Menneſke, ſelv i denne Familie, fra den Karakter, jeg for havde paataget mig — en ufornuftig Odeland; thi mine Fienders Agenter kunde jo ſnakke med Tjenerne eller Familiens Medlemmer. Den folgende Aften, da jeg kom hjem til Aftensmaaltidet, var jeg ſpunſende fuld. Det var interesſant at ſe de Blikke af Sorg og Sympathi, fom vexledes mellem de gode Menneſker, da jeg. fad og talte nogle uſammenheengende Setninger ved Bore det. Men denne Liſt virkede i en beſtemt Retning; den nedbrod en Skranke mellem Huseieren og Leieboerne. Jeg tror, at de i Virkeligheden, endſkjont det kan ſynes beſyn⸗ derligt, tenfte mere om mig nu paa Grund af min fore modede Svaghed; thi Medlidenhed er Kjerlighedens be— — f 2 N 8 n +: ea ONS —221— flegtede. Det er vanffeligt for de ommere Fslelſer at ſlynge fig om en, der er faa fterf og ſtraaſikker, at han ikke behover Sympathi og Overberenhed. Jeg var ikke lengere den rige Eier af Huſet; jeg blev ſimpelthen en af deres egne, en ufornuftig Bogtrykkerſvend hengiven til Rus⸗ drik, men i Grunden en venlig og behagelig Fyr. To Dage ſenere ſogte Kriſtina, der havde betragtet mig med et medlidende Blik, at overtale mig til at gaa ind i en Af⸗ holdsforening, af hvilken hendes Fader var Medlem. Det var ſmukt og rprende at fe den hjertelige Maade, paa hvilken den lille Dame greb min Haand, formanede mig til at afſtaa fra min Laſt og veltalende og alvorligt fore⸗ holdt mig de ſkrakkelige Folger, hvilke wilde flyde af den. Jeg var ikke dum nok til at tro, at mine pmme Folelſer havde virket paa hende. Det var ſimpelthen hendes na⸗ turlige Godhed og Medlidenhed for en ſtakkels Mand, der nu ſaa at ſige var en af Familien, og ſom befandt ſig paa Veien til Ruin. Derſom jeg virkelig havde veret en Drukkenbolt, vilde hun have vendt mig fra mine onde Beie. Men jeg forſikrede hende, at jeg vilde forſoge at blive et andet Menneſke, og at jeg neefte Nytaarsdag haabede at have moraljf Styrke nok til at gaa med hendes Fader til Afholdsforeningen og aflegge Lofte paa Totalafhold. Hun modtog disſe Forſikringer med et Gledens Udtryk, og end- ſtjont jeg var npdjagen til at holde paa min falſke Karak⸗ ter, ſaarede jeg aldrig derefter hendes Folelſer ved at komme Hjem fuld, men kun i en faa pasſende animeret Stemning. Janſons Familie var et ſandt Ideal af venlige og edle Menneſter, paa Hvis Optreden Lykken ikke havde fat noget uhyggeligt Stempel. Selv under Fattigdommens Tryk havde Bornene et rent og net Udſeende; nu var de vakkert men ikke koſtbart kledte. Disſe Menneffers Religipfitet var dyb, og jeg gjorde mig meget afholdt af dem ved at tage Del i deres Familieandagt. Jeg ſagde ofte ved mig * rr eh 8 *. 1 foes sua Wei Sake OKT us fortaller os, burde der visſelig vore en, om andet faa dog for at lytte til disſe elſtende og taknem lige Hierters Bonner. Og jeg kan ikke tro, at faa * 2 = ge Sutte opſtiger for at denveires i det udondorlige Uni. » ¥ vers. Det forekommer mig, at Trangen til Bon ander * XXV. Max fortſcetter fin Sortellina. Den merke Skygge. „En mort Sly var i Anmarſch paa disſe lyfe Udſigter⸗ Horiſont, omendſtj nt Solen flinnede, og FJuglene ſang. Kriſtina var hele Dagen optaget af fine Lerere. Hun elſlede Muſik og lagde hele fin Sjel ind i Studiet af den edle Kunſt, ligeſom hun ſogte at uddanne fig ved Lesning af gode Beger, noget hvori jeg var hende behjelpelig. Tvende Gange om Ugen gik hun til en bergmt talienſt Sanglerer, hos hvem hendes Stemme ubvifledes nermere Fuldkommenheden. Kriſtina forglemte iffe fine gamle Ven⸗ ner; men foretog lange Spadſerture til den Bydel, hvor Familien for havde boet, beſogte de ſyge og fattige og for⸗ {od dem aldrig tomhendt. J Theatret bled hun mere og mere populer. Selv de raaeſte blandt Publikum opdagede i hende Egenfkaber, hville de ſelv manglede. Hvert Sangnummer lonnedes med nye Fremlaldelſer. Hendes Ros begyndte at lyde gjennem Aviſerne, og hun havde allerede modtaget et glimrende Til⸗ bud fra en af Direktyrerne for et af de ſtore Operahuſe. En lys Fremtid faa hende aaben — en Lsbebane omſtraa⸗ let af Sangkunſtens Glorie, Rigdom og Glede. Hun undgik imidlertid ikke de Übehageligheder, hyvilke pleier at vere en ſaadan Leveveis uadſtillelige Ledſagere. Hendes Moder fulgte med hende hver Aften til Theatret, og hun var forſaavidt beffyttet; men hun bled omringet af beſogende hjemme i Huſet; hun beſverredes af Herrer ude paa Gaden, hvilfe ſtanſede og gjorde Fordring pan Be⸗ flülendtſtab. En Mengde Gaver ſtrommede ind — Blom⸗ ſter, Frugt, Juveler og alle andre friſtende Ubetydeligheder, deer antages at forhexe et foagt Kvindehjerte; men de havde —224— ingen Virkning paa hende. Kun det gode ſyntes at ſkyde en frodig Vert i denne Kvindes Sjel, og det onde med ſin bedaarende Indflydelſe maatte drage hendes Hjertes Dor forbi. I kan ſette tvende Planter Side om Side i ſamme Jord; en vil drage til ſig al Bitterhed og Gift af Jordens Skjod, medens den anden kun ſuger Vellugt og Sodme. Sand Dyd er urokkelig, ſelv om Friſteren viſer fig i en Lyſets Engels Skikkelſe. Blandt de Kvindejegere, der beſverede Kriſtina med deres Neerveerelfe, var en Perſon ved Navn Nathan Bre derhagen, Son af en rig Enke. Han var en af disſe ſvage Hjerner, for hvilke Rigdommen kun blir et Befordrings⸗ middel til Ruin. Han var i Virkeligheden alt, hvad jeg foregav at bere — en ubejindig, fordrukken Odeland med intet hoiere Formaal, i Livet end Piger og Vin. Han til⸗ bragte fine Dage i Orkesloshed og Netterne i Sus og Dus. Over denne Daares formorkede Synskreds kom ſvee⸗ vende den ſmukke, edle og begavede Kriſtinas Billede, Hun var et nyt Legetvi, og ſom Barnet maatte han komme i Beſiddelſe af det. Og faa begyndte han en Rekke For⸗ folgelſer. Han fulgte hende overalt, hang ved hende i The⸗ atret, overoſte hende med alleſlags Gaver, og da hun til bageviſte alle hans Tilncermelſer, blev han faa fortvivlet, at han end og tilbod hende Wgteſkab; men Lod hende ſamtidig forjtaa, at han derved gjorde en overmaade ſtor Opofrelſe. Til hans ſtore Forbauſelſe afflog Kriſtina felv Dette Tilbud, og nu blev Fyren endmere fortvivlet. Han ſogte ſin Troſt i Brendevinsflaſken langt mere end forhen, gred og jamrede fig paa det ynkeligſte for fine Kammera— ter. Endelig ytrede en af disſe, en Herre af ſamme Skole, men i Beſiddelſe af ſtorre Foretagſomhed: „Hvorfor bortforer De hende ikke?“ Nathan gjorde ſtore Oine, holdt op at ſnofte og beſluttede at folge dette viſe Raad. I den Henſigt at erholde Mod nok til et faa for- tvivlet Skridt, fyrede han atter op med en Mengde ſterke * * W 4q —225— Sager, og da Aftenen kom, var han aldeles vanvittig. Efter at have leiet en Vogn og faaet et andet fordrukkent Subjekt til at hjelpe fig, oppebiede han Kriſtinas Ankomſt i Nerheden af hendes Hjem. Da hun kom gagende i Folge med fin Moder, ſprang han frem og flog Klserne i hende, medens hans Ledſager greb Mrs. Janſon. Han begyndte at ſlebe Kriſtina henimod Vognen; men den unge Pige var fterfere end Skurken. Hun fatte fig iffe alene til Modverge, men begyndte endog at ſkrige, hvori hun paa en dygtig Maade asſiſteredes af Moderen, faa Nodraabene gjenlod langs hele Gaden. Huſets Dor floi op, og Mr. Janſon, der havde gjenkjendt fin Huſtru's og Datters Skrig, ſtyrtede ud ſtyndende fig hen for at hjelpe dem. Ged Sy⸗ net af denne kraftige Skikkelſe raabte Uslingen med hes Stemme: „Saa dp da!“ Og med det ſamme ftpdte han en Dolk i Pigens Hals. Efter at have udfort fit blodige Verk, ſprang han ind i Vognen, medens Kriſtina, der pludſelig var bleven taus, faldt i ſin Faders Arme. Tilfeldigvis var jeg fraverende den Nat paa Forret⸗ ninger i Broderſkabets Interes ſe, og den folgende Morgen ſpiſte jeg Frokoſt i en Reſtaurant beliggende i en anden Del af Byen. Neppe Havde jeg begyndt Maaltidet, for Fonografen, der med hoi Stemme forkyndte Dagens Nyhe⸗ der, raabte: „Sandſynlig vis et Mord. En ung Pige tilföiet et Dolkeſtöd. Henved Kl. 11 igaaraftes blev en ung Pige, der befandt ſig paa 51de Avenue, paa en brutal Maade angreben af en Mand, fom havde en allieret med fig, og tilfsiet et Dolke⸗ fied i Halſen. Datteren er en ved Peter Binghams Mor⸗ ſkabstheater anſat Sangerinde. Theatret er beliggende nogle faa Kvartaler fra det Sted, hvor Attentatet forove⸗ des. Hun var i Folge med ſin Moder og befandt ſig paa Hiemveien fra Foreſtillingen. Ugjerningsmerndene havde en Vogn ferdig, og medens den ene holdt Moderen, forſogte Pet anden at flebe Pigen ind 1 Kjoretgiet. Det var ty- 5 | | deligt, at Mendene Havde til Henſigt at bortfore Pigen, der imidlertid gjorde en kraftig Modſtand. Da Roveren jaa, Folk komme til, og efterſom han ikke kunde faa hende med fig, traf han en Dolk og ſtodte den ind i hendes Hals, hvorefter Skurkene flygtede ind i Vognen og undſlap. Pigen blev indbragt i fin Faders Hus, No. 1252 Seward Str., og den dygtige Lege, Mr. Hemnip, tilkaldtes. Doktoren erklerede, at Saaret muligens kan viſe ſig dodeligt. San— gerinden hedder Kriſtina Janſon, medens hun paa Scenen gaar under Navnet Kriſtina Karlſon, og er Datter af Karl Janſon, der bor i nevnte Hus. Af de ved Theatret anſtillede Efterſporgſler fremgaar det, at hun er en Pige af hederlig Karakter, meget afholdt af fine bekjendte og i hoi Grad beundret ſom Sangerinde. Senere. — En ung Mand ved Navn Nathan Breder— hagen, der tilhorer en rig, reſpektabel Familie og bor ſam— men med ſin Moder i 637 Sherman Str., blev i Formid— dag arreſteret af Politibetjent No. 18,333 paa Foranled— ning af den ulykkelige Piges Familie. En blodig Dolk fandtes i hans Lomme. Da Pigen ſandſynligvis vil do, blev han fat i Arreſt, og Kaution ñgtedes. Det ſiges, at han er en forfalden ung Mand, der lod til at vere forelſket i Pigen, idet hau havde friet til hende, men fik Afſlag, hvorefter Fyren i fit Raſeri beſluttede at myrde hende. Hans ſkrekkelige Daad har bragt Sorg og Skam over en ſtor Kreds af Slegtninge og Venner.“ Saaſnart disſe Ord, „Pigen er en Sangerinde i Peter Binghams Morffabstheater,” [pd i mine Oren, ſprat jeg op fra mit Sede. De Folelſer, ſom gjennemſtrommede mit Indre, da Pigens Navn nevntes og Meddelelſen om, at hun ſandſynligvis maatte do, lod fra Fonografen, ſor— maar ikke Ord at beffrive. Vi tror i Almindelighed, at Fornuften er det ſamme fom Menneſket ſelv, og at vi kun er, hvad vi tenker, men paa Bunden af vor Natur gives der Folelſer, Gjeringer, Sjels— egenſkaber, med hvilke den blotte Fornuft intet har at be— ſtille, og ſom i visſe Oieblikke lig en bruſende Flod over— ſvommer fine Demninger og bortſkyller alle tillerte Forme ler. Da jeg ſtod der og horte Fonografens mekaniſte —227— Stemme berette denne ſorgelige Nyhed, merfede jeg for forſte Gang, hvad den lille, lyshaarede Sangerinde var for mig. Saaret! Dod! Jeg greb min Hat og ſtyrtede ud til Opvarternes ufige- lige Forbauſelſe. J Haſt tilkaldte jeg en Vogn. Jeg maatte ſelvpfolgelig forandre mit Ubdfeende, men gruede for det Tidsſpilde, der var forbundet med denne npdvendige Forſigtighedsregel. Wed at betale Kufken dobbelt, fik jeg ham til at kjore, alt hvad Remmer og Skind kunde taale, til et Vertshus, tilherende en af Broderſkabet, hvor jeg pleiede at ſkifte Kleeder. Efter at have betalt Kufken, ſkyndte jeg mig til mit Verelſe, og efter nogle Minutters Forlob floi jeg atter henad Gaderne i Retning af No. 1252 Seward Str. Paa Trappen mpdte jeg hendes gre— dende Moder. J „Lever hun?“ ſpurgte jeg. „Ja, ja,“ foarede hun. „Hvad ſiger Doktoren?“ ſpurgte jeg. „Han figer, at hun vil komme fig; — men hendes Sang- ſtemme er pdelagt for altid,“ ſvarede hun. Moderens Taarer brod frem paa nyt. Jeg var dybt ryſtet over denne ſorgelige Underretning. Viſtnok var det en ſtor Glede at höre, at hun var ilive; men Tanken paa, at den lille Nattergals Sangſtemme maatte bere taus for evigt, var martrende. J Guds uendelige Skaberveerk fin- des fun faa ſaadanne Stemmer. Hendes var pdelagt ved en Morders Dolk. O, hapde jeg kunnet faa Tag i dette Umenneffe! Jeg ſkulde have ſlagtet ham med hans egen Dolk — beftenfet fom den var med hendes dyrebare Blod. Den infame Skurk! Tanke ſig at et jaa ondſkabsfuldt, lavt Umenneſke ſkulde faa Lov til at bryde ind i „Livets blodige Hus“ og tilintetgjore en jaa koſtelig og uforligne— lig Guds Gave! Jeg maatte gribe fat i Rekverket ude paa Trappen for ikke at ſegne til Jorden. Heldigvis var —228— Mrs. Janſon faa altfor meget greben af ſin egen Sorg til at kunne merke noget til de Kvaler, der ſonderſled mit Hierte. Hun ſorgede dybt og inderligt over Datterens Li— delſer og Tabet af hendes Sangſtemme, men verre end alt var Tanken paa — Fremtiden. Atter ſpevede den haarde, ſondermalende Fattigdom for hendes Fremtidsſyn, den Uses ſeldom fra hvilken Familien for kort Tid tilbage var be— friet. Hun faa igjen fin Wgtefelle nedboiet i Kampen for det daglige Brod, og hörte atter Bornene ſkrige efter Mad. Jeg leſte den ſtakkels Kvindes Tanker. Det var ikke Ego— isme, ſom i det Oieblik beſjelede den arme Huſtru og Mo— der, men Tanken paa dem, hun havde Heer. Jeg greb hendes Haand, og uden i Grunden at vide hvad jeg ſagde, bad jeg hende ikke plage jig med morke Tanker paa Freme tiden. Jeg lovede, at hverken hun eller Familien ſkulde lide Nod mere. Overraſket takkede hun mig og tilfoiede, at jeg altid havde veret god og venlig. Kort efter forte hun mig til Kriſtinas Verelſe. Den ſtakkels Pige Yaa i en urolig Sovn under Indflydelſe af Morfin. Hendes Anſigt var blegt af Blodtabet. Baade Hoved og Hals var indſvobt i hvide Bandager, paa for— ſkjellige Steder gjennemtrengte af Blod. Hendes Lokker brod hiſt og her rebelſt frem mellem Forbindingens Folder. Jeg ſyntes atter at ſe hende paa Scenen — disſe guld— gule Lokker bevege fig i Takt med Sangen. „Ak“, tenkte jeg, „ſtakkels Kriſtina, du kommer aldrig til at ſynge mer! En dod Stemme! O, det er noget af det ſorgeligſte, man kan tenke ſig!“ Jeg gik til Vinduet for at ſkjule de Taa- rer, der ſneg ſig nedad mine Kinder. Da hun vaagnede, ſyntes hun at vere glad over at fe mig og rakte mig ſmilende Haanden. Doktoren havde be— falet hende ikke at forſoge paa at Tale. Jeg holdt hendes Haand en Stund og ſagde, at jeg var meget bedrovet over den ſorgelige Ulykke, der havde tilſtodt hende. Jeg for⸗ 1 * N os 1 2 n —229— talte, at jeg for Dieblikket var uden Arbeide. Dette var rigtignok ikke ſandt; men jeg tror ikke, at Himmeriges Engle nedtegner ſlige Uſandheder i Livets Bog. Da jeg ſaaledes intet havde at beſtille, kunde jeg godt vere hendes Fader behjelpelig ſom Sygevogter; thi Moderen havde formeget at gjpre til at kunne pasſe hende hele Tiden, og de andre Born var for ſmaa til at kunne vere til nogen Nytte. Hun ſmilte atter og ſendte mig et taknemmeligt Blik. Jeg folte mig meget lykkelig, naar jeg paa Taaſpidſene bevegede mig omkring i Varelſet, medens hun ſov, og talte til hende om alt, ſom kunde vere af Interesſe, naar hun var vaagen, eller bragte hende Blomſter ſamt gav hende Fode, hvilken hun alene kunde nyde i flydende Til— ſtand. Doktoren aflagde hver Dag fine regelmeesſige Beſog. Han var en intelligent Mand, og jeg kunde ſe, at han fandt Behag i fin Patient. Han fortalte mig, at det kun var en Haarsbred om at gjore, at Dolken havde averſkaaret Pulsaaren. Men uheldigvis hade den truffet plexus cer- vicalis, dette vigtige Nervenet, ſom ligger paa Siden af Halſen, og overſkaaret den Nerve, der forſyner Halſens Muffler med Liv, hvilket hade tilfolge en piebliffelig Lam⸗ melſe af disſe og derved Tab af Stemmen. Jeg ſpurgte ham, om hun nogenſinde vilde blive iſtand til at ſynge mere. Han kunde intet ſige med Vished desangagende. Det beroede paa, om den afſkaarne Nerve groede fulditen- dig ſammen igjen. J det Tilfelde, vilde hun faa fin Stemme igjen ligeſaa fraftig ſom for. Han haabede det bedſte. Tre eller fire Dage efter Attentatet blev jeg en Mtor- gen kaldt ned af Mrs. Janſon. Politichefen havde ind— fundet ſig i Anledning af den mod Brederhagen anlagte Kriminalſag. Han fortalte os, at det var npdvendigt at lade Kriſtina identificere Perſonen. Doktoren havbde erfle- —230— ret, at der ikke {oengere var Fare for, at Pigen vilde do, og Skurkens Familie pnffede ham fluppet los mod Kau— tion. Jeg ſagde, at jeg vilde fonferere med Doktoren, naar denne kom, om hvorvidt Kriſtina kunde udholde den Sindsbevegelſe, et ſaadant Interview vilde medfore, og derpaa lade ham vide Üdfaldet. Politichefen takkede mig og forlod derpaa Huſet. Den Dag talte jeg med Dr. Hemnip angaaende Sagen. Han antog, Kriſtina var kom— men ſaapas til Krefter, at hun uden Fare kunde fe Fan— gen i Lobet af et Par Dage. Samtidig advarede han hende mod at blive nervos og bevaget eller forſoge at tale. Beſoget maatte vere faa fort fom muligt. Jeg un— derrettede Politichefen desangagende og beſtemte det Klokke— ſlet, da han kunde indfinde ſig med Fangen. XXVI. Max's Beretning fortſat. Enken og hendes Sen. Henved Kl. 10 den folgende Dag gik jeg ud for at hente endel Medicin til Kriſtina. Jeg var borte fun nogle faa Minutter, og ved min Tilbagekomſt blev jeg meget over— raſket, da jeg horte en fremmed Stemme inde i Sygeve— relſet, med det ſamme jeg ſatte min Fod paa Trappen. Da jeg traadte ind, blev jeg af Mrs. Janſon preejenteret for Mrs. Brederhagen, den rige Enke, Moder til den Us— ling, der havde tilfpiet Kriſtina det fatale Snit. Hun var extravagant kledt, en foer, tykladen Kvinde med en af disſe hule, folelſeslsſe Stemmer, der tyder paa en ind— ſkrœenket, usſel Sjel. Hendes Sagforer havde fortalt hende, at Nathan ſandſynligvis vilde blive ſendt til Feengſlet for en leengere Aarrcekke, og af den Grund var hun kommen for at gaa i Forbyn hos Kriſtina og bede hende ffaane ham. Fruen ſpillede fin Rolle godt. Hun faldt paa Knee ved Siden af Sygeſengen i al fin Silke og Pelsverk, greb Kriſtinas Haand, greed fine ſalte Taarer og berettede hende om ſin egen forladte Tilſtand ſom en Enke. Ligeledes gav hun et Omrids af fin afdode Wgtefcelles Dyder, en Skild— ring, ſom den gode Mand ſandſynligvis ikke vilde have anerkjendt hverken i denne eller den tilkommende Verden. Og jaa begyndte hun med megen Üdforlighed at udbrede ſig over ſin ſtakkels Guts venlige Hjerte, og hvorledes han var kommen i ſlet Selſkab etc., etc. Kriſtina lyttede med ſynlig Opmeerkſomhed til denne Hiſtorie, men rodmede, da Enken begyndte at fortelle, hvor dybt hendes Son el— ſkede hende, og at det var hans Kjerlighed til Kriſtina, ſom havde beveget ham . at begaa denne ſkrekkelige —232— Handling. Teenk, hun ſagde virkelig, at hun hapde et Til bud med fra Sonnen, endſkjont Kriſtina ikke havde nogen Slegtninge, der var verd at omtale i Sammenligning med hendes egen lange Linie af Übetydeligheder, at han vilde gifte ſig med hende ſtrax, hvis hun vilde ſkaane ham fra Feengſel og Familien fra Skam. Dette i hendes egne Oine ſaa ſtorartede Tilbud ſkulde hun ſanktionere og ſom en edelmodig Kvinde paa Samfundets Hoider onſke hende velkommen til ſin Barm ſom en Datter tiltrods for alle ſociale og okonomiſke Vanſkeligheder! Alt dette kom hun med under mange Taarer og Sukke, idet hun hele Tiden holdt Kriſtinas Haand. Da Enken var ferdig, ftaaet op og glattet fin rynkede Silkekjole, tog Kriſtina ſin Blyant og ſkrev: „Jeg vil ikke egte Deres Son. Det ovrige ſkal jeg tage under Overveielſe. Ver ſaa ſnil ikke at komme her oftere.“ Enken vilde have faldt paa fine Kn og gjennemgaaet den ſamme Komedie, men jeg forte hende tilſide og ſagde: „De fer jo, at den ſtakkels Pige er meget ſvag, og at Deres Nerverelſe virker ſkadeligt paa hende. Begiv Dem hjem, ſaa ſkal jeg komme og tale med Dem.“ Jeg greb hendes Arm og forte hende ud af Verelſet— med alt hendes Pelsveerk og Guldſtas. Hun var paa in gen Maade tilfreds med Üdfaldet af fin Misſion; men jeg forlod hende ikke, for jeg havde ſeet hende vel ind i Vog— nen og bedt Kuſken kjore hende hjem. Jeg var meget op— bragt. Jeg var ſilker paa, at det Hele var et nederdreegtigt Komedieſpil, og at Kvinden var en hjertelss Bedragerſke. Den folgende Dag til beſtemt Tid indfandt Politichefen fig fulgt af Fangen, der iffe Havde ſmagt Rusdrik paa mange Dage og var ſaaledes temmelig modfalden, et ynke— ligt Vrag. Han vidſte, at Fengſlets Porte ſnart vilde aabne fig for ham, og han folte fin beklagelſesveerdige Til— ſtand faa dybt, en jaa intetſigende Perſonlighed nogenſinde 1 . 2 2 ~ —233— fan fple den. Jeg faa paa Fyren med et Blik, der gjorde ham bange med Henſyn til ſin perſonlige Sikkerhed; han ſtjalv fom et Aſpelsv og ſtyndte fig bagom Politifunktio⸗ neren. Kriſtina hapde faaet en ſtyrkende Drik. Doktoren befandt fig ved Segen med Fingeren paa hendes Puls, og hun fad opreiſt ftpttet af en Mengde Puder. Hendes Foraldre var ligeledes tilſtede. Da vi traadte ind, faa Kriſtina et Sieblik paa Fangen, og jeg merkede, at en Skjelven gjen⸗ nemfor hendes Legeme. Hun lukkede derpaa Tinene. „Miſs Janſon,“ ſagde Politichefen, „ver ſaa venlig og fig os, om Dette er den Mand, der forſogte at drebe Dem, eller ikke.“ Jeg rakte hende Papir og Blyant. Hun fred nogle faa Ord, hvorpaa jeg gav Papiret til Politichefen. „Hvad fkal dette betyde?“ ſpurgte han Hpiligen forbau⸗ ſet. Jeg rev Papiret ud af hans Hernder og blev ſom lyn— ſlagen, da jeg leeſte disſe uventede Ord: Dette er ikke Manden. „Da er der intet andet at gjsre end at loslade Fan⸗ gen,“ ſagde Politichefen. Pigens Fader og Moder traadte frem; men hun gjorde Tegn til dem ikke at komme med nogen Indvendinger. Fangen var for meget overveldet til at kunne fatte, at han var en fri Mand, da Politifunktionceren forte ham ud. „Hvad ffal dette betyde, Kriſtina?“ ſpurgte jeg med in⸗ digneret Stemme. Hun tog Blyant, Papir og ſkrev: „Til hvilken Nytte vilde det vere at ſende denne ſtak— kels, taabelige Gut, til Fengſlet for en lengere Uarreeffe? Han var beruſet; thi ellers vilde han ikke have lagt Haand paa mig. Man kan intet vinde ved at bringe Skam og Vancre over en reſpektabel Familie.“ J det Lieblik befluttede jeg at gjore Kriſtina til min —$34— Huſtru, Hvis hun vilde have mig. En ſaadan Sjel er verd et Bjerg af Guld. Der er kun nogle faa af dem i hver Generation, og over alle Grendſer lykkelig er den Mand, ſom kan kalde en af dem fin Huſtru. Men det var ikke min Beſtemmelſe at lade den udſpeku— lerede, gamle Enke lure min ſtakkels elſkede og hendes Fa— milie ved at flippe faa let fra det. Jeg ſkyndte mig ud af Huſet, tilfaldte en Droſche og kjorte til Mrs. Breder— Hagens Hjem. Jeg fandt Moder og Son i den forſte Gledesrus indefluttede i hinandens Arme. „Mrs. Brederhagen,“ ſagde jeg, „Deres ondſkabsfulde Dievel af en Son har forelobig undgaaet Straf for fin kujonagtige og gruſomme Handling. Han er ſluppen fri formedelſt hendes exempelloſe Wdelmodighed og Godhjer— tethed. Men ved De, hvad han har gjort? Han har bragt hendes udmeerkede Sangſtemme til Taushed for be— ſtandig. Han har paa en raa Maade pdelagt det, hvilfet Legioner ſlige ſom ham ikke kan ſkabe. Den ſtakkels Pige vil ikke vere iſtand til at fynge mer. Hun var Familiens eneſte Opholder. Denne Nidding her har taget Brodſmu⸗ lerne fra dem, faa de kommer til at ſulte. De ſkylder hende en Sum Penge, ſtor nok til at hun kan erholde ſamme Indtegt, fom hun havde, for Deres Sons Dolk overſkar hendes Strube og bragte Stemmen til Taushed, og det er akkurat — femti Dollars Ugen.“ Enken gjorde fig gruelig morſk og ſagde, at hun ikke kunde indſe, hvorfor hun ſkulde give Kriſtina 50 Dollars Ugen. Pigen havde erkleret, at Nathan ikke var den, ſom havde overfaldt hende. Han var ſaaledes en fri Mand, og det var Enden paa det hele for hans Vedkommende. „Ha! ha!“ udbrod jeg, „er det Deres Syn paa Sagen? Send pieblikkelig Bud efter en Notarius Publikus og gjor, fom jeg ſiger, ellers vil Deres Son vere arreſteret igjen inden en Time. Kriſtinas Moder kjender ham fuldkommen vel og vil identificere ham, og Pigen vil heller ikke i Ret— —235— ten focerge paa den edelmodige Uſandhed, hun kom med for at frelſe Dem og Deres fra Skam og Skjendſel. De er ſandelig en Moder veerdig en ſaadan Gon, naar De ikke forſtaar at ſkatte en af de edelmodigſte Handlinger udfort i denne Verden.“ Enken blev ligbleg under disſe Trudſler, og efter at hun og hendes haabefulde Son, der var meget bange, havde hviſket ſammen, indgik hun modftrebende paa mit Forlan⸗ gende. En Notarius Publikus blev budſendt, og de npd- vendige Papirer udfeerdigede, ligeſom hun paa min Befa⸗ ling leverede mig en Bankauvisning til Deetfelfe af den forſte Maaneds Betaling. „Unge Mand,” ſagde jeg, da jeg havde faaet de behs— rige Dokumenter i Lommen, „tillad mig at ſige et Ord til Afſked. Hvis De nogenſinde nermer Dem Miſs Kriſtina Karlſon eller ſoger at gjore hende nogen Fortred, jaa ſkal jeg (her rettede jeg min Rnytuwve lige op under hans Neſe) drebe Dem fom en Hund.“ Med denne Afſfkedshilſen forlod jeg det lykkelige Par. XXVII. Max's Beretning fortſat. Smedjen. „Det er unodvendigt at beſkrive hvilken Glede der blev i Janſons Familie, da jeg bragte hjem Mrs. Brederhagens Gavebrev. Kriſtina vidſte endnu ikke, at hendes Stemme var pdelagt og var ſaaledes tilbpielig til at afflaa, hvad hun kaldte „den gode Dames Wdelmodighed.“ Vi mindte hende om, at Enken var rig, og at hendes Son havde til foiet hende ſmertelige Saar, faa hun i flere Uger maatte holde Sengen, for ikke at tale om Doktorens Regninger og andre Udgifter, der var en Folge af Attentatet. Endelig gav Kriſtina fit Samtykke til forelobig i alle Fald at mods tage Enkens Penge, indtil hun vilde vere iſtand til at qjenindtage fin Plads paa Theatrets Broder. Wen dette Gavebrev drev med en Gang vak de truende Skyer fra Familiens Horiſont. Jeg behover ikke at berette dig alle Detaljer angagende Kriſtinas Helbredelſe. Dag for Dag blev hun ſterkere. Hun begyndte at tale, forſt hviſkende, men gradvis ſik hun igjen ſine Talegaver, endſkjont Stemmen i Forſtningen hortes noget uſikker. Hun var ſnart iſtand til at bevege fig omkring i Huſet. Ungdomsmodet er en ypperlig Medi— ein. Cn Dag greb hun min Haand og takkede mig for al min Venlighed mod hende og ſagde paa ſin ligefremme, Hjertelige Maade, at jeg var en tro Ven, og hun beklagede min Hengivenhed til Drik; men hun haabede, at jeg ikke vilde forglemme mit Lofte om at trede ind i Afholdsfor— eningen neeſte Nytaarsdag. Hun frygtede for, at jeg havde forſomt mine egne Affeerer under Omſorgen for hende. —237— Endelig fik hun vide af Doktoren, at hun ikke kunde ſynge mer. Det var et ſmerteligt Budſkab, og hun gredi Stil hed flere Timer; men faa trpjtede hun fig med Tanken paa Mrs. Brederhagens Gavebrev, ved hvilket baade hun og Familien var bragt udenfor Fattigdommens Reeffevit de. Havde ikke det veret, tror jeg, at hun havde buffet under af Fortvivlelſe. Jeg havde flere Dage ruget over en ny Ide. Det fore⸗ kom mig, at disſe ſimple, gode Menneſker vilde fole fig lykkeligere ude paa Landet end i den ſtore By, og desuden kom deres Indtegter til at rokke leengere. Der hengaar mange Generationer, inden Blomſterduften udder i en Fa- milie med Landsblod i ſine Aarer. Saadanne Menneſker finder Vehag i at gaa omkring og fe paa det grersſende Kveg, og en By er i deres Sine kun ffiffet fom et midlertidigt Opholdsſted — et Sted hvor man fan gjore fine Indkjob til Husholdningen, gaa i Theatret, fe paa Folkeſtimlen i Ga⸗ derne og forreſten henleve ſit Liv i Uvirkſomhed. Jeg merkede desuden, at Mr. Janſon folte fig ulykkelig i al denne Lediggang. Han var en ſtor, fterf Mand, der hele fit Liv havde beret vant med haardt Arbeide, og hans Mufkler ſkreg efter at komme i Bevagelſe igjen. Jeg drog ud foretagende jmaa Exkurſioner i alle Ret⸗ ninger. Endelig fandt jeg netop det Sted, jeg havde ſogt efter. Det var beliggende henved tolv Mil udenfor de be— byggede Dele af Forſtederne paa et Hpidedrag, og beſtod af 10 Acres Jord. Der fandtes et lidet Skovholt, en Eng og et Hus med en liden Have omkring. Huſet behovede viſtnok endel Reparation. Bortenfor Sfovholtet var der en Korsvei — netop det rette Sted for en Smedje til Janſon. Jeg kjobte hele Eiendommen meget billigt. Saa leiede jeg Snedkere til at reparere Huſet og opfore en Smedje. Til Boligen anſkaffedes nye Mobler, Smedjen blev forſynet med de npdvendige Redſkaber ſamt et Oplag af Jern og Kul, —238— Da alt var ferdigt, fortalte jeg Kriſtina en af mine hvide Logue. Jeg ſagde, at da Mrs. Brederhagen fik hore, at Kriſtinas Stemme var ruineret af Sonnens Dolk, havde Samvittighedens Roſt og hendes Retferdighedsfol— elſe tilſagt hende, at det kun var en ſimpel Pligt at ſkjeenke Kriſtina dette Landſted, og at hun i det Oiemed Havde be— myndiget mig til at foreſtaa Kjobet, ſamt at jeg endelig troede at have fundet et Sted, fom Kriſtina vilde vere tilfreds med. : Og faa drog vi alleſammen ud for at fe paa Stedet. . Det vilde vere vanſkeligt at afgjore, hvem fom blev gla— deſt, enten det nu var Kriſtina, Moderen eller Faderen; men jeg er tilbpielig til at tro, at Janſon folte fig lyk— keligere ved Synet af ſin Smedje, paa hvis Frontſide hang et ſtort Skilt med Inſkriptionen — Karl Janſon, Smed, end Kriſtina ved Synet af Blomſterſengene i Haven og Moderen, da denne fik tage i Oieſyn alle de komfortable Husholdnings⸗Arrangementer. Kort efter flyttede hele Familien ud til det ſmukke Landſted. Jeg havde Ret. En Slegt, fom har boet i Aarhundreder paa Landet, befinder fig i Üdlendighed i Byen.“ 1 aby XXVIII. Max's Beretning fortſat. Det uventede heender. Jeg pleide at fare ud til Landſtedet hveranden Dag, og jeg var jaa velkommen, fom om jeg i Virkeligheden havde tilhert Familien. J forgaars fandt jeg dem alleſammen i en Gledens Rus. Kriſtina var bleven ſat til at vugge Spedbarnet i Blund, og medens Vuggen gyngede, be— gyndte hun, fig ſelv ubevidſt, at nynne en gammel Vugge⸗ viſe. Pludſelig ſprang hun op, lob hen til ſin Moder og raabte: „O, Moder, jeg fan ſynge! Hor bare“... Hun fandt imidlertid, at Stemmen endnu var ganſke ſvag, og at det gjorde ondt i Halſen, naar hun forſogte nogen af de hoiere Toner. Jeg raadede hende til ikke at ſynge endnu paa en Tid, for at Organerne kunde gjenvinde ſin naturlige Tilſtand. Det kunde gjerne vere, at Doktoren hapde taget feil, eller ſaa havde den overſkaarne Nerve gjenoptaget ſin Funktion ved Naturens legende Kraft, hvilket Doktoren havde ud— talt fom en Mulighed. Det var en ſtor Glede for os alle; men tfer var Stemmens Tilbagevenden en herlig Tanke for den ſtakkels Pige ſelv. Idag var jeg derude igjen. Jeg ſyntes, Mr. Janſon hilſede mig paa en noget tilbageholdende Maade, og ſelv Mrs. Janſon, der altid pleiede at modtage mig med et Smil, gik ind i Huſet, fad ſnart hun fik fe mig. Og da jeg kom ind i Dagligſtuen, fandt jeg Kriſtinas Opforſel endmere beſynderlig. Hun rodmede, da hun gav mig Haan— den, og ſyntes meget forvirret, men var dog ikke uvenlig, Jeg kunde ikke forſtaa det. —240- „Hvad er der iveien, Kriſtina?“ ſpurgte jeg. Hun var ikke den, fom kunde bekvemme fig til noget Dobbeltſpil, og ſaa ſa hun: „De ved, at jeg flere Gange i den ſenere Tid har ud— talt min Beundring over Mrs. Brederhagens overordent⸗ lige Venlighed mod mig. Det er viſtnok ſandt, at Hendes Son havde tilſoiet mig ſtor Skade, ja kunde endog have Drebt mig, og at jeg negtede at optrede fom Vidne mod ham; men det var ikke nok med, at jeg fib et Gavebrev lydende paa en betydelig, ugentlig Indtegt, hun forcrede ogſaa Papa dette vakre Hjem. Og faa tankte jeg, at hun nok maatte anſe mig for meget utaknemmelig og uhoflig, Hvis jeg ikke perſonlig takkede hende. Vidende om at Nae than var bleven ſendt til Europa beſluttede jeg igaar at reiſe ind til Byen og takke Enken for al hendes Venlighed. Jeg Forte lige til hendes Hus og ſendte ind mit Viſit— fort, Hun modtog mig meget venligt. Efter nogle intet— ſigende Bemeerkninger takkede jeg hende, fom jeg havde bee ſtemt mig til. Hun ſmilte og ſa, at det var intet at ſnakke om. Derefter talte jeg om Huſet, Haven, Smedjen og hvor taknemmelige vi alle folte os. „Hvad i al Verden taler De om?“ raabte hun. „Jeg har nok ikke forwret jer hverken Hus eller Smedje.“ De kan tenke Dem min Overraſkelſe. „Hvad!“ — raabte jeg, „leverede De ikke Frank Morte gomery Benge til at kjobe 10 Acres Jord, Hus, Mobler, Smedje, Redſkaber, og bad De ham iffe ſorge for, at Skiode blev udſtedt i aur Faders Navn?“ „Kors! — De forbauſer mig, jeg forſikrer Dem, at jeg aldrig mmit Liv har hort omtale nogen Perſon ved Navn Frank Montgomery og langt mindre givet ham Penge for at kjobe Hus til nogen.“ „Tror De at kunne indbilde mig, at De ikke kjender Mr. Frank Montgomery, ſom bragte mig Deres Gavebrev?“ ſpurgte jeg. ** , * rn —241— „Det var ille Mr. Frank Montgomery men Mr. Ar⸗ thur Philips,” ſparede hun. 4 „Jeg forſilrer Dem, Frue, De er feiltagen,“ ſagde jeg, „det var Frank Montgomery, Bogtryller af Profe⸗ ſion, og fom forreſten eier det Hus, hoor vi boebe, nemlig 1253 Seward Street. Jeg ljender ham meget godt.” „Nu har jeg aldrig hort Magen!“ raabte hun. „Sag⸗ {over Arthur Phillips, en ung, meget rig Herre, hvem jeg har ljendt i mange Ac, kom en Tag og tiuede mig med, at ſaafremt jeg iffe udſtedte et Gavebrer lydende paa femti Dol's. Ugen for Neſten af Deres Liv, ſkulde min Son blive arreſteret paa nyt for Mordforſeg, idet han vilde beviſe hans Skyldighed ved Deres Mor, og det var netop ſamme Dag, De erklerede, at Nathan iffe havde begaaet Jorbry⸗ delſen. Og nu kommer De, Frylen, og vil binde mig den Hiſtorie paa Wrmet, at Sagiprer Arthur Phillips og Bog⸗ tryller Frank Montgomery er en og ſamme Perſon; at han bor i et Hus paa Seward Street, og at jeg har givet ham Penge til at ljobe Huſe, Haver og Smedjer til jer ube paa Landet! Nei, Frylen, den Hiſtorie er min ſandten for dryi! Jeg haaber, at hin forferbdelige Nats Radſler iffe har beryvet Dem Forſtanden. Nu vil jeg raade Dem til at fave hjem til Deres Foreeldre.“ Dg dermed buffede hun hyfligt til Affked. „Jeg var meget forbauſet og forvirret. Jeg blev ftaaende ube paa Trappen en Stund og vidſte neſten ikke, hvad jeg ſkulde gjpre, Da beſluttede jeg at gaa til Deres Hus og ſporge Dem, hvad alt dette ſlulde betyde; thi jeg tvivlede iffe et sieblif paa, at Mrs. Brederhagen havde Uret, og at De i Virkeligheden var Frank Montgomery, Bogtrylke⸗ ren Men jeg fandt Dyren ftengt, og ikke en levende Sjcl var at fe. En Seddel paa Dpren tilkjendegav, at Bygningen var ledig og henviſte mulige Leiere til Speceri— handleren paa Hjornet. Folkene i Butiken kjendte mig vel, og da jeg puffede at vide, hvor De var henne, * * a hei er. ‘ ‘y 4 . fst ‘halted 1 we et — kunde de ingen Oplysning give. Saa ſpurgte jeg, om de ikke Havde facet i Kommisſion af Dem at bortleie Bygnin⸗ gen. Nei, det Havde de rigtignok ikke. Frank Montgomery eiede ikke Huſet, ſagde de. Paa mit Sporgsmaal, om De ikke havde boet der i mange Aar, fik jeg til Svar, at De leiede Bygningen ſamme Dag, vi flyttede ind. Jeg blev mere forbauſet end nogenſinde. Hvad ſtulde alt dette be⸗ tyde? Derſom De ikke eiede Huſet, ikke var fodt der og heller ikke Havde boet i det Hele Deres Liv, hvilket De for⸗ talte, da var ſandſynligvis ogſaa det ovrige en Skrone. Det laa da meget ner at tro, at ſelv Deres Navn var paata⸗ get. J hvilken Henſigt? Og hvorfor flyttede De ind i Huſet den ſamme Dag, vi leiede det af Dem? Tiltrods for at De altid havde veret god og venlig mod os, og jeg derfor havde vanſkeligt at tenke noget ondt om Dem, faa dog det Hele ud fom en Plan til at lure os i Falden. Da faldt det mig i Tanke, at jeg burde gaa hen og fe Peter Bingham, Cieren af Morſkabstheatret. Jeg vilde desuden fortale ham, at der var megen Sandſynlighed for, at jeg kom til at faa min Sangſtemme igjen, og at jeg muligens om en Tid onſkede et nyt Engagement i haus Theater. Da jeg traf ham, ſyntes der at ligge en Smule Uforſkammethed i hans Optreden, og da jeg talte om at ſynge, ſkrattede han og fa, at jeg viſt ikke behovede at be⸗ trede Brederne igjen. „Hvorfor“? ſpurgte jeg. Da lo han paa nyt og ſagde, at Mr. Phillips nok ikke vilde til⸗ lade mig. Derpaa begyndte han at rakke Dem ned og for⸗ talte, at De havde tvunget ham til at give mig femti Dol⸗ lars Ugen; men han forſtod altfor vel da, hvad det ſkulde betyde. Og nu vidſte alle og enhver, at vi havde boet i ſamme Hus mange Maaneder, ſamt at De nu hapde kjobt et Bur til Deres Fugl ude paa Landet. J Begyndelſen kunde jeg ikke forjtaa, hvad han ſigtede til. Da jeg ende⸗ lig fattede Meningen og braſt i Graad, begyndte han at bede om Udſtyldning; men jeg gad ikke lytte til ham. Jeg ſtyndte mig hjem og fortalte Papa og Mamma det hele, * N l 4% [_ —243— Vi har i timevis ſiddet og overveiet denne Sag, fort⸗ ſatte hun, ſtadigt feſtende fine klare, blaa ine pao mit Anſigt, og vi er komne til forſkjellige Slutninger. For det farſte er De ikke Frank Montgomery, men Arthur Phil⸗ lips. For det andet er De ikke nogen fattig Bogtrykker, men en ung, rig Herre, og for det tredie har De beviſt mig mange Venligheder, hvilke De har tilſtrevet andre. De bevirkede, at jeg fik et betydeligt Saler hos Bingham; De formaaede Mrs. Brederhagen at tilſtaa mig en Livrente; De pleiede mig under min Sygdom med en Broders Im⸗ hed, og endelig kjobte De dette ſmukke Landſted til Papa, kortſagt De har gjort intet andet end godt mod os uden at fordre nogetſomhelſt Vederlag. Vi er Dem taknemme⸗ lige for al Deres Godhed, erer Dem ſom en Mand, og vi ſkal bede for Dem, faalenge vi lever. Men, vedblev hun tagende min Haand ſom en Spijter, vi kan ikke beholde dette Lanſted. De vil ſelv kunne indſe, at det er en Umu⸗ lighed. Som en fattig Vogtrykker var De vor Ligemand. Modtaget af en rig, ung Herre vil denne edle Gave blive betragtet ſom Priſen paa min Wre og Selvreſpekt. Folk ſer Stillingen i det Lys allerede nu. Af Mrs. Brederha⸗ gens Gavebrev ſkal jeg benytte mig, indtil jeg er iſtand til at gjenindtage min Plads paa Scenen; men her er et Skjode, undertegnet af min Fader og Moder, paa dette Sted, og imorgen maa vi forlade det. Vi treffes maaſke ikke igjen, endDte hun med Dinene badet i Taarer, men — men — Deres Godhed mod mig gaar aldrig af Minde.“ „Kriſtina“, ſagde jeg, „ſet at jeg virkelig havde veret Frank Montgomery, den fattige Bogtrykker, vilde De ſaa have ſtodt mig fra Dem paa denne Maade?“ „O, nei, nei, nei!“ raabte hun, „De er vor bedſte og fjerejte Ven, og jeg ſtoder Dem ikke bort, jeg maa ſim— pelthen forlade Dem. Verden kan alene have en Mening om en Forbindelſe mellem tvende Menneſker ſaa ulige ſtil— lede — en meget rig, ung Herre og en ſtakkels Sanger— inde, Datter af en fattig, fremmedfodt Arbeidsmand.“ „ — . — „Vin elſtede Kriſtina,“ ſagde jeg indeſluttende hende 1 mine Arme, „lad den fladderagtige, gamle Verden vide, at den fattige Sangerinde har en ſtorre Plads i mit Hierte og mine Tanker end alle Dronninger og Prinſesſer paa Klo⸗ den. Jeg bar i hende fundet en uſkatterlig Wdelſten — en i Sandhed god og edel Kvinde. Jeg forte dig bag Lyſet, kun fordi jeg nerede en brendende Kjerlighed til dig, elffede dig varmt og oprigtigt. Jeg maatte bo i det Hus, bvor du var, for at iagttage dig og fe dig i min Nerhed. Jeg folte mig lykkeligere, da jeg pleiede dig under din Sygdom, end baade for og ſiden. For at tale Sandhed var jeg ſorgmodig, da du blev friſk og ikke leengere af⸗ heengig af mig. Og nu, min elſkede Kriſtina, Hvis du ſiger ja, faa ſkal vi beſtemme Bryllupsdagen.“ Jeg merkede, at jeg Havde vundet min Sag, faa ſnart jeg degyndte at tale. Hun giorde intet Forſog paa at rive ſig los, ja efterhvert fom jeg fortſatte, henveiredes endog den Smule Strenghed, der ſyntes at Hvile over hende ved min Indtreden, og hun Lenede fig mod mit Bryſt med kjicerlighedsfuld Tillid. „Frank“, ſagde hun med lav Stemme uden at fe op — „ieg vil altid kalde dig Frank — jeg elffede den fattige Bogtrykker fra det forſte Oieblik, jeg faa ham, og derſom den rige Mand er tilfreds med de Folelſer, jeg nerede for den fattige, ffal mit Hierte og Liv tilhore dig. Men vent“, tilfoiede hun med et ſkjelmſk Smil, „du maa iffe forglemme det Lofte, du gav mig angaaende Nytaarsdagen.“ „O, min kicere“, foarede jeg, „det var jo heller intet andet end noget paataget, og jeg formoder, at den lille Svaghed bevegede dig til at holde af Frank. Saafremt du vil agte den rige Mand, maa du noies med at und⸗ vere den fattige Bogtrykkerxſvends ſlette Tilboieligheder. Jeg kommer ikke til at fremſtille mig neeſte Nytaarsdag for at aflegge Lofte paa Afholdenhed fra deruſende Drikke; men jeg lover nu at kysſe den ſodeſte Kvinde i Verden hver Dag i Aaret.“ 28 Og for ikle at glemme en ſaa hellig Forpligtelſe be⸗ gyndte jeg paa Stedet at indfri den. Senere blev de gamle indkaldt, og jeg berettede dem hele min Hiſtorie. Videre fortalte jeg, at der var Storm ivente, at den ſtore Konflikt kunde komme hvilken Dag ſomhelſt. Vi er enige om at gifte os i Kriſtinas Hjem iovermorgen. Og imorgen puffer jeg, at du, min kjere Moder, og J, mine Benner, vil folge med mig for at beſoge den edleſte Kinde, ſom nogenſinde lovede at gore en Mand lykkelig.“ Da Mar havde endt fin lange Beretning, kjertegnede hans Moder ham og grad. Eſtella og jeg tryffede vor Vens Haand. Det var et meget lykleligt Selſtab, fom den Aften var ſamlet. Vor Skjcmt og Latter tydede juſt ikke paa, at Ariſtokratiets Blodhunde efterſporede tre af os, og at vi befandt os under den mprfe, ildevars lende Skygge af en Storm, der hyilket ſomhelſt Sieblik var iferd med at bryde los og betegne ſin Vei med Ild og Blod. Inden vi gik tilſengs den Aften, havde Eſtella og jeg en privat Konferentſe, og jeg frygter for, at jeg ved Slut⸗ ten af denne gav ſamme hoitidelige Lofte fom det, Max havde givet Kriſtina, og jeg kom til en anden overraſkende Slutning, at ingen Kvinde er verd at tilbedes, undtagen hun fortjener en Mands Hjerte og Haand. Men hvad jeg ſagde til Eſtella, og hvad hun ſagde til mig, vil ikke blive aabenbaret for nogen her i Verden. Reſultatet kom⸗ mer imidlertid til at afſlsres i Lpbet af denne ſandferdige Fortelling NI Elyſium. Det var en ſtraalende klar Hoſtdag. Eſtella havde gjort ſig ukjendelig ved en fort Paryk, et Slvr, og paa hendes Neſe tronede et Par Guldbriller. Hun lignede i det Hele taget en eller anden middelaldrende Lererinde, der var ude paa en Ferietur. Vi tog med den elektriſke Motor til en Station beliggende halvanden Mil fra Janſons Land— ſted, og gik Reſten af Veien. Luften var mild og beha— gelig; den ſyntes ligeſom at vere aandet ud fra ſelve Himlen. Lette, forfriſtende Vindpuſt legte hen over os ſom danſende Alfer fra Lyſets Regioner. Hele Naturen, de gresbedekkede Marker med fine lette Farveſkiftninger, de lovrige Tregrupper, det beitende Kveg og Bornene, der legte udenfor Huſene — ſyntes ligeſom at vere i Hoi⸗— tidsſtemning. Min Sjal fik Vinger og havede fig op til Almagtens Trone, takkende Gud, fordi han havde givet os en ſaa majeſtetiſt, uforlignelig ſkjon Verden ſamt givet os Evner til at fatte og glade os over alt dette. Beſjalet af faa- danne Tanker og Folelſer forekom Dod — Tilintetgjorelſe — mig abſolut umulig, og jeg udbrod hoit: Har du ei hort, Din Tilverelſe her paa Jorden er Den morke Del kun af dit Liv, Som var hos Gud, for Sol blev til, Og atter ſkal, naar Himlens klare Stjernes Her Blir mork fom Dodens Nat? O, hvilken Kontraſt dannede ikke den Verden, vi havde forladt — den tetpakkede By med fin Fattigdom, Elendig— hed, Synd og Skam, ſin Uretferdighed, ſit Jag efter —247— Guld, fit merke Had og fine forferdelige Komplotter! Men jeg gik og tenkte paa, at ſelv om Gud tillader Menneſket at ruinere ſig ſelv, har han dog ikke givet det Magt til at pdelegge Verden. Gresſet ſpirer paa Gra⸗ bene; Blomſterne voxer i Kanonkuglenes Fure; det ſmukke Lovveerk pryder Feengſlets og Torturkamrets Ruiner, og Kornet ſpirer ligeſaavel under Slavens fom Fri⸗ bondens Sko. Selv om Civiliſationen ffulde begaa Selv⸗ mord, vilde Dog Jorden vere til alligevel og med den nogle Levninger af Menneſkeſleegten. Af den almindelige Elendighed kunde der maaſke fremſtaa et Folk 3 den herlige Arv, ſom Wud har jfjenfet os. Mr. Janſon hapde lukket fin Smedje i Anledning af vort Beſog og var ifort en ſplinter ny Kledeskleedning, i hvilken han befandt fig ligeſaa komfortabelt ſom en Hval- fiſk 1 en Overfrakke. Den muntre, ſmukke Kriſtina lob os imode, faa ſnart hun fik Die paa os, Fledt i en ſnehvid Dragt, og hendes gyldne Lokker var prydede med Roſer. Den venlige gamle Dame omfavnede hende og ſagde „min Datter“, kysſede hende og udtalte fin Glede over, at Sonnen var iferd med at egte en faa edel Pige. Mrs. Janſon holdt ſig beſkedent tilbage, i Begyndelſen noget bly og tilbageholden overfor „Storfolket“; men Kriſtina forte hende frem og preſenterede hende for os. Og faa maatte vi ſtifte Bekjendtſkab med en hel Flok af ſmaa, roſenkindede Krolhoveder. Selv Mr. Ole glemte for Die— blikket fin kjeere Hammer og ſtirrede paa 03 med Dine fom Porcellcenstallerkener overveiende denne pludſelige Ind— trengen af fremmede Barbarer. Vi traadte ind i Huſet, hvor den med Briller forſynede Lerrerinde under Latter og Sjemt forvandledes til min egen fjere Eſtella. De to Piger flod over i hinanden af naturligt Frendffab fom tvende Draaber Kvikſolv, idet den ene meerkede den andens rene Sjel, og piebliffelig havde de fluttet Venſkabsbaand for hele Livet. —248— Vi dannede et lyſtigt Selſkab. Livets Bekymringer jagedes paa Dor, veg Pladſen for Glade og Munterhed. „Der er en Ting, Kriſtina, jeg ikke kan forſtaa, og over hvilken jeg forlanger en Forklaring,“ ſagde Max. „Dit Navn er Kriſtina Janſon; men alligevel optraadte de for Offentligheden ſom Kriſtina Karlſon“. Jeg negter at gifte mig med dig, for du har givet mig tilfredsſtillende Oplysninger i denne Sag; thi jeg kan maaſke blive arre— ſteret anklaget for Bigami. Jeg er villig til at cegte Kriſtina Janſon; — men Hvad ftal jeg gjore med Kriſtina Karlſon? Jeg kunde blive lykkelig med hvilkenſomhelſt af disſe, bare jeg var kvit den anden Tryllerſke“ Kriſtina lo og ſagde rodmende: „Hvis du ikke er ſnil, faar du ikke nogen af dem, du. Men jeg ſkal ſnart give dig en Forklaring, min kjere Ven. Som du maaſke ved, er Befolkningen i det gamle Sverige, iſer i den nordlige Del af Landet, hvor Fader og Moder kom fra, meget primitiv — langt bagud for ſin Tid, vil du maaſke ſige. Der har man ingen Familieavne ſom Brown, Jones eller Smith; men hver Mand er ſimpelthen fin Faders Son, og han antager Faderens forſte Navn. Hvis „Peter“ ſaaledes har en Son, der kriſtnes „Olaf“, blir denne kaldet, „Olof Peterſon“ eller „Olof Peters Son“, og derſom fidjtnevntes Son faar Navnet „John“, blir det, John Olofſon“. Efter hvad jeg har left i de Böger, du gav mig, Frank, tror jeg den ſamme Skik blev fulgt i England Aarhundreder tilbage, og deraf kommer alle de engelſke Navne Johnſon, Jackſon, Williamſon o. ſ. v. Men en Families kvindelige Medlemmer i Sverige kaldes „Dotter,“ og derfor hedder jeg, ifolge gjeldende Sedvaner blandt mit Folk, „Kriſtina Karlsdotter“. Da Mr. Bingham pn- ffede at vide mit Navn for at trykke det paa fine Theater- plakater, opgav jeg dette; men han ſagde, at „Kriſtina Karlsdotter“ {let ikke var noget Navn, det gik paa ingen Maade an, og jaa kaldte han mig Kriſtina Karlſon. Der har du Forklaringen paa det hele.“ —249— „Ak,“ udbrpd Frank, „Sagen blir jo mere og mere ind— viklet! Der er ſaaledes tre af eder. Jeg kommer ikke alene til at gifte mig med „Kriſtina Janſon“, Kriſtina Karlſon“, men ogſaa med „Kriſtina Karlsdotter“. Hm — det blir ikke bare Vigami, men intet mindre end Trekoneri!“ Nu kom Eſtella til Undſertning og ſagde, at hun var fiffer paa, at Max med Glede vilde have Kriſtina, ſelv om der var et Duſin af hende. Dg Frank, fom rigtig var bleven oprprif, ſagde til mig: „Du fer, gamle Ven, at du ſtaar iferd med at gifte dig med en Pige, der har en Stamtavle, medens jeg kommer til at cegte en, ſom ingen har.“ „Det benegter jeg“, ſvarede Kriſtina, „hos os er ſelve det Navn, vi berer, Stamtavlen. Jeg hedder „Kriſtina Karlsdotter“, og „Karl“ var Sen af „John“, fom var Son af „Fredrik“, hvilken var Son af „Kriſtian“ og jaa videre i hundretals Generationer tilbage. Jeg har en lang Stamtavle, ſom jeg er meget ſtolt af, og hvad mere er: mine Aner var hederlige, dydige Folk“. Hun ſyntes lige⸗ ſom at voxe, da hun ſa det. Da Frank kysſede hende midt for vore Dine, gav hun ham leende et Par Srefigen. Middagen var nu ferdig. Hvilken ypperlig Middag! — Grontſager og Frugt fra deres egen Have, Smor, Melk, Flode og Oſt fra deres eget Meieri. Moderen fortalte os, at Puddingen var til- beredt af Kriſtina, og Frank ſpiſte mere af den, end han havde godt af. Han ſkulde gjerne vedde paa, at Mage til Smor fandtes ikke paa hele Kloden. Mrs. Janſon fortalte os, at paa den Maade kjernede man Smpret i Sverige, og ſaa gav hun en Beſkrivelſe af den hele Proces. Den eneſte ulykkelige Perſon ved Bordet forekom mig at vere Karl, der ſyntes at have en ſtrekkelig Forudfolelſe af, at han ſpildte noget af Maden paa fine fine Rieder. Jeg er overbeviſt om, at han, faa fnart vi tog Afſted, ſtyndte fig med at affore denne overordentlige Pynt med lignende —— ey pat a — + : 5 1 * . . ead od Folelſer fom de, der griber en dwende Sjcl, naar den af⸗ ryſter fine jordiſte Lenker og focver op til Himlen. Men tiltrods for al denne Gammen kunde jeg ikke andet end tenke paa de forferdelige Odeleeggelſer, fom vilde biemſoge Verden om nogle faa Dage, og jeg kunde Have feldt Smertens Taarer. Vi lignede enfoldige Faar, der tumlede omkring paa Randen af et Krater. Men bvorfor ikke? Vi hapde da ſlet ikke dragt Verden til dette kritiſte Punkt. Hvorfor ſtulde vi ikke gloede os i Solſtinnet, i det herlige Lys, fom overgaar Solens Straaler — Kvindens Kjcerlighed? Thi Gud alene, fom ffabte dende, kjender alt det gode og edle, han har nedlagt i hendes Sjal. Jeg tror ikke det ringeſte paa den gamle, orthodope Hiſtorie fra Paradiſets Have; jeg tenker, at Eva ſpiſte af Wblet, fordi hun enſkede at erholde Kundſkaber, og at Adam flugte Frugten, fordi han var hungrig. Disſe Tanker fik jeg ſelvfolgelig ved at fe paa Eſtella. Hun og Kriſtina var i en ivrig Samtale, under bvilken de rodmede og lo. Tilflut kom Eſtella over til mig ſmi⸗ lende og redmende paa nyt, idet hun ſagde: „Kriſtina fryder fig over Planen.“ Jeg vendte mig derpaa til Max og ytrede med hyitidelig Stemme: „Min fore Max, Frank, Arthur eller hvad du nu monne hedde! — Jeg har med ſtor Bedrovelſe erfaret, at du er bange for at ſtille dig rem imorgen foran de tre Kriſtinaers Batterier af ſtraalende Dine under Vielſesceremonien, og da jeg indſer, at en Ven ikke alene bor vere overberende med fin Vens Svagheder, men ogſaa ſtaa ham bi i Farens Stund, har Eſtella og jeg beſluttet pan den Dag, da Frogten kommer over dig fom en Lavine, at ftaa hos dig og dele din Sjebne. Hvis faa, naar det hele er overſtaget, der findes flere Kriſtinger tilbage, ffal jeg — med Eſtellas Tilladelſe — cegte dem ſelv; thi jeg har beſluttet, at et jaa ypperligt Materiale ikke ſkal gaa tilſpilde.“ — —251— Min Tale vakte almindelig Jubel, og Max omfavnede baade mig og Kriſtina. Jeg fulgte med Glede et ſaadant Exempel, hvilket altid har veret mig en ſtor Fornsielſe, ved at omarme min egen ſtjonne Eſtella. Saa blev der Haandtryk, Gratulation af de gamle og Kys⸗ſer af de ſmaa. Ikle lenge efter var der en foare Hvifken og Leen mellem Kriſtina og Eſtella ube i Haven; de fyntes at leſe noget paa et Stykke Papir, ſom de holdt mellem ſig. Og faa ſneg den Spektakelmager Frank fig bag dem og ſnap⸗ pede Papiret ud af deres Hender. Eſtella blev forlegen, rpdmede og faa paa mig; men Max begyndte leende at danſe og raabte: „Aha, vi har en Poet i Familien!“ Da erindrede jeg nogle Vers, fom jeg Dagen forud havde givet Eſtella, hville nu var faldne i den Spottefugls Neb. Jeg har ikke ſtor Reſpekt for den Mand, ſom iffe blir poetiſt, naar han gaar paa Frieri. Poeſien er for Menneſket, hvad Sangen er for Fuglen. Men at fe denne fin Svag⸗ hed offentliggjort — ſe det er en ganſte anden Sag! Og faa lob jeg efter Max, men til ingen Nytte. Han klo op i et Zre og begyndte at deklamere mine Kjerligheds⸗ viſer. . „Hor!“ raabte han, „her er fjorten Vers; alle begynder og ender med Ordet „dig“. Nu ſkal J faa en Smagebid:“ Al Sorg paa Jorden ſkal forgaa Evindelig! Naar Arm i Arm vi vandre faar, Ja, mit Liv begynder og flutter jo — Som disſe ſimple Digte ſmaa — Med dig.“ „Og her — fortſatte han — er et andet langt Vers. Phebus, hvilket Navn! — Artefiffe Bronde. Men nu begyndte Kriſtina, Eſtella og jeg at bombardere Fyren med Abbler. „Jeg ved, hvorfor Verſene berer Titelen arteſiſte Bronde; det er fordi, der udfrevedes et fvert „Bor“ til at produ⸗ cere dem. Ha, ha! — Men hor nu bare: — 2 — é „ 1 —259— i Der er et Dyd, hvor friſte Stromme velder, J alle Land, Og engang naa'd, de i Dagen ſprudler Udover Gres og Sand.“ „Uf!“ raabte han, „det traf mig paa Raſen — ja, jeg mener Wblet og ikke Verſet.“ „Ei nogen ved, hvorfor den klare Flod har giemt fig Langt ſtilt fra Solens Lys; Man ved ei, hvorfor kryſtalklare Vover tomt' fig Indunder Muld og Grus.“ „Tudelig nok“, ſagde Max, idet han ſogte at verge ſig mod engen, „det er Tungdeloven, ſom har be⸗ virket det hele.“ „J Jordens Indre Kilden gjemmer Sig under Muld og Sten, Indtil den pludſelig udvelder Sin Strom i Solens Lys.“ „Meget godt“, ſagde han. Nu kommer vi til Moralen i Digtet:“ „Saa flav en Sjel ei findes, At Kjerligheden aldrig brandt, Saa koldt ei noget Hierte, At det ei elſke kan.“ N „Naturligvis“, udbrod Max, „det ved han af egen Er⸗ faring. Det Hele pasſer udmeerket paa Digteren ſelv.“ „En forborgen Digteraare gjemt hos alle Dybt i hvert Bruyſt, Indtil et Aandens Vingeſlag den fremmaner, Og dens Flod er loſt. Men naar den over fine Bredder ſtrͤmmer Og tager Sprang paa Srang, Alle Demninger tilbage viger, Og den gaar Berſerkergang.“ „Hurra!“ ſkreg han, „det er jo udmerket. Men der er noget mere: Til Eſtella!“ Nu kunde jeg flet iffe udholde det lengere, men be⸗ gyndte at klatre op i Treet, der var et Wbletree og ikke {aa ſerdeles ſtort. Max blev tvungen til at retirere ud 88 —253— paa en Gren og lade fig falde til Jorden. De unge Da⸗ mer var ham for raſte i Vendingen; de kaſtede fig over ham, da han faldt, og de dyrebare Vers faa jnart ſtjulte i Eſtellas Barm, hvorfra de i et Fortrolighedens og Stolt⸗ hedens Dieblik blev tagne frem for at viſes til Kriſtina. „Ja“, ſagde Eſtella, „det var intet andet end Jalouſie, fordi han ikke kunde ſtrive faa vakre Vers til Kriſtina.“ „Netop“, faldt Kriſtina ind, „og jeg tror, at jeg fal negte at gifte ham, indtil han ſkriver nogle Vers, der er ligeſaa vakre.“ „Jeg vilde hellere gaa og Henge mig end ffrive {lig Poeſi“, ſagde Max. „Ingen Mand burde tillades at gifte fig, forend han har ſkrevet et Digt“, ſagde Eſtella. „Blir Max tvungen til det“, indvendte jeg, „vilde nogle hellere henge fig end lytte til hans Digte.“ Dg ſaaledes ſvandt Tiden hen under Latter og Skjemt. Det begyndte allerede at blive ſent paa Dagen, men vi kunde ikke gaa, forend vi havde feet Kjorene blive melkede; thi det var en meget vigtig Begivenhed i Familien. Bier var nu „Bosſy“ rent ud en merfverdig Ko. Aldrig i Verden havde der veret ſlig en Ko ſom „Bosſy“. Bor⸗ nene havde prydet dens Horn med Baand, og lille Ole red Ranke paa dens brede Ryg; de porige Born danſede rundt den, medens det edle, taalmodige Dyr ſtod og tyg⸗ gede Drov med en faa dybſindig Mine ſom en Hvoieſte⸗ retsasſesſor, naar denne ſtuderer Prejudikatet i Shelleys Sag eller noget andet ſerdeles vigtigt Lovſporgsmaal. Jeg fom til at tenfe paa, hvor taknemmelige vi burde {ole os mod disſe Menneſkehedens gode, tjenſtvillige Hjel⸗ pere; thi jeg erindrede de mange Millioner, ſom var blevne nœrede gjennem Barndommen og de modnere Yar af disſe edle Dyr. Jeg kunde i Indbildningen ſe den lange Pro⸗ cesſion af Kjor ſtrekke fig gjennem alle Menneſtehedens blodige Bataljer, lengere og lengere bagover, forbi den —284— diſtoriſte Periode op i den dunkle Urtid, da de europeiſte | Nationers ariſte Forfedre boede ſammen i Telte, og de blonde Ungmoer ſik Navnet Dotre (det ſelvſamme Ord vi un bruger) paa Grund af deres Funktion ſom Melkepiger. Og det forefom mig, at vi burde elſte et Verſen, der faa noie er forenet med vor Slegts Hiſtorie, og fom indirekte bar giert faa meget til at give os en Grundvold, paa dvilten Civiliſationen kunde dygges. Men vi maatte aſſted, og Karl, glad over at kunne udrette noget paa et Felt, Hoor dan mere kunde legge fine Tyjende Egenſkaber for Dagen, kiorte os til Stationen t fie aabne Fiedervogn. Eſtella — atter forvandlet til den gamle, med Briller forſynede Lorerinde — fad ved min Side, og den lille Solſtraale, Kriſtina, der fulgte os paa Bei, befandt fig dos Max's Moder, medens bendes Elſter i berde Udtryk talte med Karl i Frontſcedet angaaende den beromte Heft, „Lynilden“8s, Slegtregiſter — den ſamme, der nylig davde tilbagelagt en Mil paa mindre end to WMinutter. Betragtende Karl, der han fad ved Siden af Max, tenkte jeg, Door lidet der i Grunden udkravedes til at giore en Familie lykkelig, og dvor ſmuk er ikke Menneſke⸗ fleegten under gunſtige Omſtendigdeder! Hvor ondſkabs⸗ fuld, gruſom og vderſt vederſtyggelig er ikke den Mand, ſom har Hierte til at undertrykke og drive den ud i Syn⸗ dens og Vancerens Skarn. Jeg ſtal ikke plage dig, kjcre Broder, med at give dig en Detaljeret Beretning om det Dobbeltbryllup, fom fandt Sted Dagen efter, Den ſamme Perfor viede os degge — en ſvenſk Preſt, der var en Ven af Janſons Familie. Det giorde intet til Sagen, hvem ſom kuyttede Baandet og underſtred Eſtellas Salgskontrakt, naar jeg bare var ſikker paa, at Eiendomsretten var god. Men jeg tror, at en Forening af Mand og Kvinde burde vere noget mere end blot og bart en dorgerlig Kontrakt. Giſtermaal er ikke C — e Rompaniftab, ber oprettes i ben Henſigt at ſelge Ma⸗ mufalturvarer eller til at praltiſere Medicin eller Low ſam⸗ men; det er — eller burde idetmindſte vere det — en in derlig Forening af to Sjele, Liv og Naturer, og hvor Ae gteſlabet er lylleligt, der finder unegtelig en Sammen⸗ ſmeltning, iffe alene af Aand og Karalter, men ſelv en Omſtobning i ſamme Form af Mandens og Kvindens fy⸗ ſiſte Udſeende, Sted. Da vi nu medgiver, at disſe to Sjele har fit Udipring fra ſelve Himlen, forefommer det mig, at den Ceremoni, fom tilintetgjor deres Individualitet, og ſaa burde have et Anſtryg af Himlen over fig. Det var en lyllelig Dag. Naar jeg fer tilbage paa den, fremſtiller den fig for mit Blit fom en af disſe herlige Ly⸗ſtraaler fra den ned⸗ gaaende Sol, hville undertiden ſlyder frem gjennem en Revne i Slyen illuminerende for en fort Zid den morte, urolige, ſtormfulde Himmelhvelving. En af vore Digtere har ſammenlignet den med: „en dad Krigers Sverd over hans Baare.“ Men den ſvandt hen, og Stormen kom endelig ned, hef⸗ tig, myrk og dybelig. * 1 Wanne Wenn ; ye oo ee fa XXX. Paa Buſets Tag. Nogle Dage efter vort falles Bryllup kom Max ſtyr⸗ tende ind og ſagde: „Imorgen ſker det.“ Hver af os FF et rodt Kors til at fy paa vore Kleder. Han var meget ophidſet og ſkyndte fig ud igjen. Om Morgenen paa vor Bryllupsdag fortalte jeg Max, at jeg onſtede at reife hiem for UÜUdbruddet ſkeede; tht jeg var nu anſvarlig for Eſtellas Liv og Sitkerhed, og jeg frygtede, at al Forbindelſe mellem de forſkjellige Verdens⸗ Dele vilde blive afſkaaren, faa ſnart det bar Left; men han bad mig forblive. Han ſagde, at under Modet med Gee neral Qviney blev den Beſtemmelſe faſtſat i Koöntrakten, at Hvert Medlem af Exekutivkomiteen — Coeſar, Vicepreſiden⸗ ten og Max — ſkulde have hover fit Luftſkib, vel beman⸗ det og forſynet med Bomber og Vaaben af alle Slags, til jin Dispoſition, naarſomhelſt det maatte forlanges, og Ski⸗ bene var bevogtede af Tropper ved Armeens Magaziner i et af Forſtoderne, indtil Komiteen maatte have Brug for dem. Komiteen Havde flere Grunde for at treffe en ſaadan Overenskomſt: Udbruddet kunde flaa feil, og i det Tilfeelde maatte Lederne vere forberedte paa at tage Flugten, eller ſelv om Oproret lykkedes, var det ikke uſandſynligt, at de maatte fjerne fig, da det nok kunde viſe fig umuligt at lede, og de vilde ſaaledes verve tvungne til at flugte for den Storm, de ſelv havde fremkaldt. Max havde altid droit om, at Inſurgenterne vilde indfore en renere og bedre Samſundstilſtand, efter at Plutokratiet var kuldkaſtet; 9 D 8 8 7 on - 2 1 rie —2ii— men i ben ſenere Zid havde mine Konverſationer med ham og hans egne Jagttagelſer ſterlt ſvellet hans Tro i faa Hen ſeende. Han forſilrede mig, at derſom jeg vilde forblive, ſkulde han indeſtaa for min og Huſtru's Sillerhed, og efter at jeg havde feet Udbruddet, vilde han ſende mig Hjem i fit Luftſkib, ja derſom han kom til den Overbevis ning, at Revolutionen iffe lengere var til at ſtyre hverlen af ham eller hans Venner, vilde han, efter at have udfriet ſin Fader fra Fengſlet, ledſage mig tilligemed hele fin Fami⸗ lie og boſcette fig i mit fjerne, afrifanife Hjem. Han havde ſelvfelgelig forvandlet alle fine ſtore Eiendomme til Guld og Solv, fom han havde bragt til Huſet, og jeg for min Del havde ſammendynget i et ſtort Verelſe alle Sfatte, jeg kunde overkomme, paa Literaturens og Kunſtens Om⸗ raade — Digtſamlinger, videnſkabelige Skrifter, Kunſtgjen⸗ ſtande, Encyflopedier, hiſtoriſte og filoſofiſte Verker, ja i Virkeligheden alle de fornemſte Frembringelſer af Verdens Genius. Ligeledes havde jeg tilveiebragt for at tage med paa Reiſen: Typer, Bogtryllerpres ſer, Teleſkoper, fotogra⸗ fiffe Inſtrumenter, Fonografer, elektriſte Apparater, Ecle⸗ ſioner, Phemastica og alle andre ſtore Opfindelſer, ſom det ſidſte Aarhundrede har givet os; thi jeg tenkte, at, hvis Civiliſationen gaar fuldftendig under i den porige Verden, faa flal vi mellem Afrikas Bjerge, indeſtengte af pie Klipper, ſnebebeekkede Tinder og omringede af vilde Barbarer paa alle Kanter — vente, indtil den udmattede og i Stpvet liggende Menneſkeſlegt er ferdig til at lytte til pore Raad og vere os behjelpelig med at gjenopreiſe Samfundets Bygning paa et retfeerdigt Grundlag. Ud paa Eftermiddagen vendte Max tilbage medbringende Karl Janſon og hans Familie. Et Duſin Mend, tro Tjenere i hans Faders Familie, fulgte ogſaa med, berende ſtore Kasſer, der indeholdt Magazingeverer, Piſtoler og behorig Ammunition tilligemed Haandgranater. Alle n —258 — blev ſaaledes vel bevebnede, ja felv Kvinderne fik Piſtoler og Gabler. Mandene gif ud, og da de vendte tilbage, bar de ſtore Kvantiteter af Fode, nok til at vare under en Beleiring ſamt paa Flugten Hjem, ligeſom en tilſtrek⸗ kelig Vandforſyning ſkaffedes tilveie paa Kagger og Ton⸗ der, da det let kunde hende, at den blev afſkaaren. Paa Befaling af Max blev alle nedre Vinduer, Kjelderaabnin⸗ ger og Frontdoren ved Nattens Frembrud barrikaderede med et Lag Egeplanker af tredobbelt Tykkelſe. Vinduerne i anden og overſte Etage tilſpigredes paa lignende Maade, efter at man forſt Havde boret Skydehuller. Bagdoren lodes fri til Indgang og Udgang; men ſvere Jernſtenger blev anbragte tversover den, og Egeplanker havdes for— haand i Tilfelde af, at det befandtes nodvendigt at bar- rikadere den. En forſvarlig Mengde Haandgranater bares op paa Taget, hvorefter en Mand gik ud og meekede et rodt Kors paa Dore og Vinduer. Vi ſpiſte vor Aftensmad i Taushed. En Folelſe af Gru kom over os alle. Enhver blev paalagt at pakke ſammen fine Koſtbarheder, vere ferdig til at flygte, hvad Tid det end monne vere, og vi blev overleverede de Gjenſtande, fom hver af os desuden ſkulde tage med. Henved Klokken 10 kom Max og bad os alle folge med op paa Taget. Huſet ſtod, hvilket jeg allerede har berettet, paa et Hjorne; det faa i den eeldre Del af Byen, ikke langt fra det Sted, hvor det forſte ſtore Slag ſkulde udkjempes. Max fortalte mig hviſkende, at Kampen be⸗ gyndte i Europa Kl. 6 om Aftenen, og ved Midnatstid ffulde det bere loſt paa denne Side af Altanterhavet. Bataljen Havde ſaaledes allerede begyndt i den gamle Verden. Videre forklarede han mig enſlags Kampplan. Broderſkabet agtede paa Slaget 12 om Natten at barri— kadere en Gruppe Gader, ſaaſom Cedar, Pine, Wall, Nasſau, William, Pearl og Water Streets, hvor en Filial af de Forenede Staters Skatkammer ſamt de fornemſte ~—— —259— Banker var beliggende. Inſurgenterne vilde da trenge ind i disſe Pengeinſtitutioner og ſprenge Jernſkabene ved Hjelp af Krudt. To hundrede tuſen Mand ffulde vere tilſtede for at bevogte de opfprte Barrikader. Ved Dagens Frembrud vilde et af General Qvincys Luftſkibe ankomne for at bortfore 50 Millioner i Guld fom hans og under⸗ ordnedes Del af Byttet og det ſtipulerende Belsb for deres Hjelp. Saa ſnart Guldet var leveret og bragt i Silkerhed i deres Arſenal, ſkulde den Hele Flaade af „De⸗ moner“ viſe ſig i Luften for at angribe Oligarkiets Trop⸗ per. For det Tilfcelde at General Qvincy ſkulde bryde Kontrakten og forrraade Inſurgenterne, havde disſe anfkaf⸗ fet et uhyre Antal ſvoere paa hpie Hjul liggende Kanoner, hvormed der kunde ſkydes lodret op i Luften. Disſe jvere Skyts var ladede med Bomber fyldte af det jterfefte Sprengftof, Videnſkaben kjender, og forſynede med Knald⸗ hetter, jaa at, hvis en af dem traf et Luftſkib, vilde den explodere, enten pdelegge Skibet eller gjore dets Maſkineri ubrugeligt. aa den Maade troede han, at Broderfkabet var forberedt paa, hvad der end maatte hende. Kl. 11 fom han og bviſkede til mig, at derſom noget ſkulde vederfares ham, haabede han, at jeg vilde ſorge for hans Kone, Moder og Fader. Jeg trykkede med Varme hans Haand og forſikrede ham om min Hengivenhed. Derpaa omfavnede han Kriſtina og ſin Moder og forlod dem gredende bitterlig i hinandens Arme. Der var et Bryſtverm rundt Taget. Jeg gik til det ene Hjorne, loenede mig udover og faa ned i Gaden, medens Eſtella ſtod taus ved min Side. De magnetiſke Lys brendte endnu, og i Gaderne nedenunder var der neften faa lyſt ſom om Dagen. Kun faa Menneſker var at ſe. Hiſt og her ſaaes en Vogn eller en Rytter ffyndende fig hurtigt forbi. Jeg fom paa den Tanke, at Oligarkiet allerede havde hort om det forfcerdelige Udbrud i Europa, og at det nu holdt paa at gjore Forberedelſer til at modtage —260— Stormen paa denne Side af Atlanterhavet. Det var en ſtille, klar Nat. Stjernerne bevegede fig over Horiſonten ubevidſte eller ligegyldige for, hvad der foregif paa denne taagede, lille Klode. Jeg antog, at Klokken var ner tolv, og jeg tog frem mit Uhr; men den manglede endnu et Minut. J naſte Dieblik laa hele Byen indhyllet i et forfeerdeligt Morke. Nogle af Arbeiderne ved de magnetiſke Voerker var Med⸗ lemmer af Broderſkabet, og ifolge Ordre havde de afſkaaret Hovedledningen, faa Lyſet derved vieblikkelig ſlukkedes. XXXI. „Sheol“. Jeg ſtirrede ned i den morle Gade uden at kunne faa Die paa noget. Pludſelig ſteg en forvirret Larm af Be- vegelſer overalt op fra Dybet. Efterſom Buldret tiltog, kunde jeg here Mas ſernes taltfaſte Skridt, idet de ſlynd⸗ fomt bevegede fig henimod Samlingsſtedet, og fort efter rullede tungt les ſede Vogne, hvorpaa jeg antog, at der trans porteredes Sten til Barrikaderne, hen over Brolegnin- gen. Ingen Muſik, intet Hurraraab, ja iffe en mennefkelig Stemme hortes, kun Lyden af Skarernes Marſch naagede vore ren, idet de drog forbi. Nu og da kunde jeg fe en blank Rifle gjennem Vinduerne i Huſe, hvor Lyſet endnu brenbdte, og hiſt og her ſlimtede jeg Mend tilheſt, antagelig Officer, men iforte Arbeidernes ſimple Dragter. Langs Hus rellen ner mig ſaaes gjennem de belyſte Vin⸗ duer blege Anſigter med Forfeerdelſe malet i ethvert Trek beffue den tauſe Procesſion, der ſyntes ligeſom at vere ſtegen op fra Jorden; den var faa ſtor, at en neſten kunde tro, at Dommedagsbaſunen havde lydt, og at de ppde fra tuſindtals Slagmarker var opſtandne til den ſidſte, ſtore Monſtring. Toget gik ikke alene forbi vore Dore, men den ſamme tauſe Skare bevegede fig gjennem alle de tilſtodende Gader, alle ſtevnende hen til den Bydel, hvor ben ſtore Verdensſtads Skatte laa forvarede, ſammendyngede i Jernſkabe og Hveeloninger. Derpaa ſaaes en Flamme ſkyde op nogle Kvartaler borte; den ſteg heiere og hpiere, indtil jeg kunde ffjelne morke Skikkelſer bevege fig rundt den, kaſtende Zonder, Kasſer og andre brendbare Eieudſtande ind i Ilden. Det var “~ —252— en Gledesild, der var tendt for at belyſe Arbeidet under Opforelſen af en Barrikade paa det Punkt. Tveers over Gaden var der anbragt en Reeffe tet ſammenfluttede Vogne. Hundreder af travle Skikkelſer kunde ſees begynde at rive op Brolegningen og kaſte Stene ind under Vognene; faa kom Spaderne i Bevegelſe, og Jorden bedeekkede om fort Tid det Hele. En dyb Groft blev gravet tvers over Gaden ner mig. Mendene lignede i den rode Belysning, naar man beſkuede den paa Afſtand, Horder af travle, forte Inſekter. Bag dem ſaages, faa lagt Siet kunde Rakke, Tuſinder og atter Tuſinder af morke, bevegende Geſtalter hiſt og her belyſte af Skinnet fra Ilden — Meend inden Barrikaden beredte til Kamp. Fra andre Kvarterer hortes ligeledes et ſvare Bulder, fom jeg antog foraarſagedes ved, at der opfortes et Antal lignende Barrikader. Ende— lig ophorte Trampen og de Skarer, der marſcherede forbi vore Dore, og for en Tid herſkede dyb Stilhed. Hidtil havde hverken Politi eller Soldater viſt ſig. Oli⸗ garkiet vilde bienſynlig folge Prins Cabanos Raad; det tillod Inſurgenterne at konſtruere deres Rottefelde uden Afbrek. Nogle faa Tilſkuere var at je paa Gaderne, uden Tvivl tilloffede af Nysgjerrighed; men endnu ſaaes de blege Anſigter i Vinduerne, ja nogle af dem raabte endog over til fine Naboer og ſpurgte, hvad alt dette ſkulde betyde. Pludſelig {od en forferdelig Exploſion, der ryſtede hele Huſet. Jeg kunde fe en Mengde Sten, Tommer og Jord {lenges op 1 Luften ledſaget af Ild og Rog. Saa kom en anden meget ffarpere, en tredie og en fjerde, indtil det lignede et Bombardement. Da Dronnet havpde lagt fig, hortes mindre Exploſioner, der ſandſynligvis foregik enten under Jorden eller inde i Bygninger. „De ſprenger Bankerne,“ hviſkede jeg til Eſtella. Alt var ſtille nogle OSieblik; men ſnart begyndte Bom⸗ + << Ne —263— bardementet igjen antagelig paa et andet Sted inden det af Barrikader indeſluttede Terren. Endnu var ikke en Soldat at fe i de poe Gader ner mig. Utter en forfcerdelig Exploſion. Endelig begyndte Mor⸗ genrpden at farve Sſtens Himmel med fin farmofinrpde Farve. Den ſkjcebneſvangre Dag var oprunden. Efter fort Tids Forlob horte jeg langt mod nord — forſt dunkelt, men derpaa tydeligere og tydeligere — en veldig Lyd af ſmukke Toner over Tummelen, og jeg gjenkjendte den ſtorartede, ſkotſte Viſe: The Campbells are Coming. Det var Samfundets Forſvarere, der neermede fig med elaſtiſte Skridt forvisſede om fuldſteendig Seier. O, det var et ſtorartet Syn! Soldaterne var iforte glimrende Uniformer, behengte med alſtens ſkinnende De⸗ forationer, og Tuſinder bevegede ſig fremad, under de vif—⸗ tende Faner og Muſikens inſpirerende Toner, ſom en. Hvilken ſkjcrende Kontraſt dannede de ikke mod de uhygge⸗ lige, morke, vrantne Skarer, der havde marſcheret forbi fort Tid i Forveien. Og med Soldaterne kom disſe for- feerdelige Maſkinkanoner — disſe Dodens og Ildens Svelg — trukne af velncerede, glinſende Heſte. Man kunde fe paa Artilleriſternes Miner, at de var beſtemte paa Blod- bad; thi de havde faaet Befaling til ikke at tage no⸗ gentilfange! Verden ſkulde idag leres en Lektie — faa en blodig, ſkrokkelig Paamindelſe. Ak, hvor lidet vidſte de ikke, hvorledes den ſkulde blive leert! IJ Graalysningen kom de — en endelss Masſe. Fra alle Vinduer viftedes hvide Lommetorkleœder, og Luften var opfyldt af Hurraraab ſamt „Gud velſigne eder.“ Foran hver Kolonne red ſmukke Officerer paa veldige Gangere, der ſyntes at ville hoppe ud af ſelve Skindet af bare Livslyſt, ſmilende og niklende til Damerne i Vinduerne; thi det var ſimpelthen et Hpitidsverf at ſlaa Pobelen ned. fom Hunde — den uforſkammede Pobel, de ufornuftige —264— Kreaturer, der freevede jin Andel af Verdens Goder, og hvem var ikke villig til at kjeempe og doe, for at andre kunde leve lykkelige? Selve Muſiken lod faa heyngjerrig og triumferende i mine Oren, fom om hvert Inſtrument vilde ſige: „Aa jo, vi ſkal gi' dem!“ Men det var ſtorartet! Det var ſelve Floden af Krigs-⸗ kunſten — Kulminationen af Odeleggelſesudviklingen, den fuldendte Blomſt af Aartuſinders Krig og Blod. Jeg horte en Officer raabe til en anden, da de drog forbi, nedenunder: „Hvad er der iveien med Demonerne? Hvorfor er de ikke ankomne?“ „Jeg ved ikke“, ſvarede den anden; “men de vil nok blive her i betimelig Tid.“ Den veldige Menneſkeſtrom vedblev. De gjorde Holdt nerved en af Barrikaderne, der var et forferdeligt ſtort Struktur, mindſt femten Fod hoit og mange Fod thykt. Den graa Dagbrakning var gaaet over t rpdt, og et Fart, blegt Lys jpredte ſig over Hele Naturen. Jeg horte nogle Spurve, der nylig havde vaagnet op, konverſere i et Tre ner mig, ſandſynligvis undrende fig over, hvad alt dette ſkulde betyde. Tropperne fordelte ſig til hoire og venſtre, og ſnart var Inſurgenterne omringede paa alle Kanter. „Rottefeelden“ var feerdig. Men hvor var de, fom ſkulde dreebe Rotterne? Jeg kunde je mangen en Hals ſtraekke fig ud gjennem Vin- duerne, mangt et Par Wine ſtirre mod veſt efter Oligar— kiets ſkrœkkelige allierede i Luften. En Gravens Stilhed indtraadte. Det rar et Havblik for Stormen. XXXII, Rottefeloen. Nogle af Tropperne marſcherede frem til Barrikaden og begyndte at fyre paa Inſurgenterne, ſom pteblifelig be⸗ ſvarede Ilden. Skraldet fra Geveerrſalverne, blandet med Maſkinkanonernes forte, tenderſkjerende Dron, var for⸗ feerdeligt. Skydningen hortes i alle Retninger; thi Bar⸗ rikaderne anfaldtes overalt. Pludſelig begyndte Dronnet at aftage. Det var ſom om en eller anden edel Orator havde begyndt at tale midt i en ſtoiende Forſamling; de nermefte opfanger hans Ytrin⸗ ger forſt og blir ſtille; Tausheden ſpreder ſig ſom en Krus⸗ ning paa Vandet, indtil hele Forſamlingen er tyſt ſom Doden. Noget overordentligt havde vienſynlig tiltrukket fig de kjeempendes Opmeerkſomhed; Larmen aftog mer og mer, og endelig hortes kun nogle faa ſpredte Skud hiſt og her; men jnart ophprte disſe ogſaa. Soldaterne ſtirrede mod veſt. Jeg betragtede Horijon- ten gjennem min Kikkert. Jo, noget vigtigt havpde virkelig indtruffet. Iſtedetfor den hele morke Flaade af Luftſkibe, hvilken Soldaterne havde ſtirret efter, kom der ſvevende over Horiſonten en ſtor, ſort Fugl — en eneſte Demon. Da den kom nermere, ſyntes den at ſignaliſere en eller anden, idet ſmaa Flag af forſkjellig Farve heiſtes op og ſeenkedes ned. Jeg vendte mig mod det barrikaderede Ter- ren, og paa Taget af en hoi Bygning inden dette kunde jeg je en Gruppe Meend, der ligeledes heiſte og ſenkede Flag. Nermere og nermere fom den ſtore Fugl, mod hvilken hvert Sie og mange Kikkerter var rettede i den —266— ſtore Meengde. Inſurgenterne frydede ſig; men Soldaterne var ſkrekſlagne. Neermere og nermere kom den. Nu ſtanſer den ret over den hie Bygning; den ſeenker fig lig en ſtor Havmaage, der lenges ned til Bolgerne, indtil den endelig befinder ſig i ringe Afſtand ovenover Taget. Jeg kunde fe mod den klare Himmelhvelving de netlignende Konturer af en Rebſtige falde ned fra Skibs— dekket, og Mendene paa Taget gribe og jtptte den. En Perſon ſtiger ned, ſandſynligvis en Officer, da noget glit— rede paa hans Legeme i den opgaaende Sol. Efter at have hilſet paa de tilſtedeverende janes han at gjore Tegn til Mendene paa Luftſkibet, hvorefter flere ſteg ned og forſvandt i Bygningen, men kom atter tilſyne igjen om kort Tids Forlob for at klatre op Rebſtigen. Dette gjen⸗ tog ſig flere Gange. „De flytter Skattene,“ forklarede jeg dem, der var jam- lede omkring mig. Officeren ſaaes at tage Afſked med Mtendene paa Taget og begive fig op Rebſtigen. Luftſkibet hevede fig atter, hoiere og hoiere lig en Fugl, der kommer tilbage til fit Element, og ſnart var det forſvundet paa den veſtlige Ho- riſont. 3 En korrupt Tidsalder ender i en eneſte kalosſal Beſtik— kelſe. f Jeg kan ſe Officererne ſamle ſig i Gruppper til Raad⸗ flagning; de er forfeerdede; de ſkriver; de maa underrette Oligarkiet om det forefaldne og deres Mistanke, for at det kan vere paa fin Poſt. Der er Fare i Luften. Kort efter fees Ordonantſer at fprenge afſted gjennem Gaderne medbringende Depeſcher; men det var ikke lenge, for de ſkrœkſlagne vendte tilbage. Jeg vendte Diet mod nord, hvor jeg opdagede en ſort Linie over Gaden; det var en hoi Barrikade, der i al Hemmelighed var bleven konſtrue⸗ ret, medens Kampen raſede, og bag den kunde jeg ſtjelne, jaa langt Siet raf, mprfe Skarer af bevebnede Mend. —267— Ordonantſerne afgiver fine Rapporter, hvorefter ſterk Be⸗ vegelſe opſtaar. Jeg kan fe en Officers befalende Gebeer- der; jeg kan leſe Tegnene. Han raaber: „Tilbage, til- bage — for eders Liv! Skynd jer ud gjennem Sidega⸗ derne!“ Soldaterne ſtyrter afſted fordelende ſig ind i de forſkjellige Gader; men, ak! — om nogle faa Minuter ven⸗ der de tilbage ſom vingeſkudte Fugle. Der ſindes ingen Udgang. Hver Gade er blofferet, barrikaderet og fyldt med ſtore Skarer af Mend, Rottefcelden har en anden Rottefelde udenom fig. Oligarkiet kommer til at vente loenge paa disſe Depe- ſcher; de vil aldrig kunne leſe dem paa denne Side af Evigheden. Sagen er moden Det uundgaaelige er kom⸗ met. Verden ſtaar i Begreb med at afryſte ſine Herrer. En Dodens Stilhed herfkede. Hvorfor ſkulde Militeret gjenoptage Kampen under denne forfeerdelige Tvivl, der betyngede Sjelene? Ak! — bi [fal jnart faa vide det bedſte eller det voerſte; thi der langt veſterud kommer den ſtore Skare af Deemo⸗ ner — morke, truende ſom en Tordenſtorm, ſveevende hen over den klare Himmel. „Vil de vere fit Lofte tro?“ ſpurgte jeg mig ſelv. „Eller vil Troſkaben mod deres gamle Herrer vokkes i deres Barm?“ Nei, nei, det er en raadden Tidsalder; Korruption er ſteerkere end Troſkab. De kommer nermere og nermere. Der er Tuſinder af dem; de cirkler omkring og ſtanſer over Inſurgenterne. Soldaterne fryder fig. Aa nei, ingen Bomber falder. Demonerne ſkilles; de beveger fig nord og ſyd, ft og veſt, indtil de endelig befinder fig ret ovenover de Gader, der er opfyldte af Regjeringens Tropper. Gud ver dem naadig! Den ffreffelige Scene vil for⸗ folge mig til min Dodsdag. Jeg fan fe de faldende Bom⸗ ber mod den klare, blaa Himmel ſom en ſtor, ſort Regn —268— af gigantiſke Draaber. O, min Gud, hHvilfe Scener der nede i de tetpakkede Gader blandt de feſtligkledte Skarer! Hvilken frygtelig Overraſkelſe! Tank dig Forrirringen, Gfreffen, Exploſionerne og det forfeerdeligſte af alt — den uundgaagelige, uſynlige Dod af Forgiften. Langs hele Barrikade-Linien er en livlig Gevarild. Gjennem min Kikkert kan jeg neſten fe Dynamitkuglerne explodere i Soldaterne rivende dem iſtykker ſom indvendige Vulkaner. De er grebne af en forferdelig Reedjel; de viger leengere og leengere tilbage, og endelig ſtyrter de hoved— kulds nedad Gaden. Den pderſte Barrikade modtager dem med en Kugleregn, medens de mprfe Skygger, hvilke har faaet det jaa treffende Navn Demoner, ſvever over deres Hoveder, og ned falder de frygtelige Bomber — den visſe, uundgaaelige Dod. Luften blir mere og mere giftſvanger. De anraaber om Barmhjertighed, kaſter ſine Geverer og ſtyrter ind i Hu- ſene for at ſkjule ſig; men ſelv der blir Prins Cabanos djevelſke Plan fulgt lige efter Bogſtaven. Den triumfe⸗ rende Pobel ſtyrter ind gjennem Gaardsrummene og ſtoder de under Sengene, i Kjeldere og i Aflukker ſkjulte Sol- dater Bajonetterne i Livet eller ſleenger dem levende fra Vinduer og Tage i Dodens Gab nedenunder. Og endnu falder Bomberne, medens Barrikaderne ligner et ſandt Ildſveelg. Afſjcelede Legemer ligger i Dynger eller Lag borte i Giften. Men je! Ilden aftager; Bomberne ophprer at falde; kun nu og da jer man et Offer flyve ud af Huſene ned— kaſtet i Giften. Der er intet tilbage at ffyde paa. Plu⸗ tokratiets ſtolte Armee er nedſlagtet; den er ikke mer. Demonerne ſvever ſagte aſſted; de har givet Valuta for fine Benge. Luftens Mameluker har vendt ſig mod Sul— tanen. De vendte tilbage til ſine Arſenaler uden Tvivl for at dele de 50 Millioner ligelig mellem ſig. es —269— Arbeiderne ſtod ftille nogle Wiebliffe; de kunde neppe fatte, at de nu var Herrer over den ſtore Verdensſtad; men pludſelig gik deres ſtore Seier op for dem. Byen faa nu i Stovet, lenfebunden ventende paa at blive tagen i Beſiddelſe. XXXIII. Floden overſvommer fine Bredder. Alle Gjennemfartsſteder var nu aabne, og fom en lenge opdemmet Flod, der forer Jord og Vragſtumper med fig, brod Masſerne los i enhver Retning. En ſtyg, brutal, Hevngjerrig Masſe var det, mork af Stov og Sved, ar: meret med Civiliſationens bedſte Vaaben, men beſad kun vilde Dyrs Inſtinkter. J Begyndelſen var de under Kontrol af enflags Diſeip⸗ lin og bevegede fig henimod den dodsdomtes Hus, over hvilket trykte Kataloger var overleverede til Officererne. Hujen, Skrigen og de vilde Gleedesraab var bredovende. Nu og da kunde en Stakkel, Hvis eneſte Forbrydelſe var, at han gik nogenlunde velkledt, blive bange og tage til bens; men han kom ikke langt, for han blev indhentet af et hundrede Mand, der bogſtavelig ſled ham iſtykker. Et Bulder fyldte Luften, da denne Menneſke-Cyelone beveegede fig fremad, betegnende fin Veit kun med Vrag. Nu ftanjer den udenfor et Hus. Kapteinen raadſporger fin Katalog. „Her er det!“ raaber han, og Dore og Vite duer maa give efter for Pobelens Anfald. Scenen var forferdelig. Mend kaſtes levende ud gjennem Vinduerne til de rovgjerrige Dyr nedenunder; nu og da ſees en dod Perſon at blive udflengt; Beboerne flygter op paa Tagene; men forfolges fra Sted til Sted og blir neflagtede til ſtor Fornodielſe for Tilffuerne, Men naar den dodsdomte ſelv — Huſets Herre — endelig drages frem fra fit Skule ſted i en Kulbinge eller Kjcelder ſtort af Smuds og med ſonderrevne Rieder, medens Strat ſtaar malet i ethvert N ah 8 ath 2 —271— af hans Anſigtstrœl — for at blive flengt ud gjennem et Vindu eller en Dor i Riperne paa de vilde Befter, da kommer ſelve Himlen til at gjenlyde af deres Bifaldsſalver, og lykkelig er den Mand, fom kan trenge fig forbi fine Kammerater og vide, at han har tildelt Ofret et Slag. Saa afſted til en ny Hevnicene. Foran dem var alt tyſt og ſtille. Verkſteder, Butiker og Boliger var barri⸗ kaderede. J det fjerne ſees Heſte og Kjoretyier fare afſted, idet Folk ſoger Ly, og gjennem Huller i de nerullede Gardiner ſtirrer forſtrekkede Anſigter paa Pobelen, ſom om det var et Indfald af Barbarer. Bag dem er der en eneſte uhyre Stpvify, vild Uorden, Dpde Legemer faa ilde tilredte, at de ikke leengere har no⸗ genſomhelſt Lighed med Styvet af menneſkelige Veſener, og det verſte af alt er, at Forbryderklasſerne, der ikke har andet at anklage Verden for end fin egen Tilvcerelſe — disſe gruſomme Dyr i Menneſkeſkikkelſe, er ſlupne los og floffer fig ſammen fom Aadſelgribbe i Lovens Spor. De ryove de dode; bryde ind i Hnjene; drebe, hvis de finder Modſtand; fylder fine Lommer, og deres Glede er uden Grendſer. Himmerige har fenfet fig ned paa Jor⸗ den til dem idag. Lommetyve, Stratenrpvere, Snigmor⸗ dere, Affaldet fra Vertshuſe og Bordeller findes her. Nogle Skikkelſer, der vel nermeſt maa henregnes til Kvin⸗ dekjonnet — Veſener, ſom kun ſynes at beſtaa af Tender, Klor og Graadighed, usle, degraderede Subjekter — de findes ogſaa her. De ſpringer hid og did; de hopper, danſer, treetter og ſlaas fom Rovdyr om Byttet. Civiliſationen er gaaen tilgrunde, og alle Helvedes Djevle er los! Ingen Retter, Dommere, Politibetjente eller Fcengſler! Det, fom Verden behovede ti tuſen Aar til at ffabe, er gaaet tilgrunde paa en Time. Dg endnu beveger den tordnende Cyclone fig gjennem hundreder af Gader. Leilighedsvis ſettes Ild paa et Hus; men det er ikke en Del af Programmet; thi Arbei⸗ —273— derne har befluttet at bevare de fine Boliger for fig felv; de suffer at blive rige, og de vil ikke arbeide mer. De rige Mends Dotre ſkal tjene fom deres Opvarterſker, og ſelv vil de ifore fig de riges Purpur og koſtelige Linned. Nu og da ſtiger en Flamme op, maaſke foraarſaget af en Typ; den ſtiger Hotere og hoiere; tht hvem har iſinde at forlade dette herlige Arbeide og fluffe den? Det bren⸗ der, indtil Gaden begrendſer Ilden, og hele Kvartalet gaaet op i Luer. Heldigvis eller uheldigvis er der ingen Vind til at forplante Ilden videre. Det ſtormer idag paa Jor⸗ den, og Magterne i de Hotere Regioner ſkuer med Forfer⸗ delſe ned paa de onde Kryb paa vor Planet, vi kalder Mennefker. Arbeiderne ſtjeler i Regelen ikke; de er kun beſjelede af en Tanke — Hevn — Hevn og atter Hevn. Hvorfor ſtulle de ſtjele? Er ikke alt deres? Nu og da gribes en altfor frek Tyv og ſtikkes fuld af Bajonetter eller kaſtes ud gjennem et Vindu for at lide end Dod tilteenkt en he⸗ derligere Mand, ſom han forvexles med. Ved en fruögte⸗ lig Skjebnens Ironi omkommer han ſaaledes for det, han aldrig har veret eller nogenſinde kunde blive. Teenk eder en Tyvs Forargelſe, naar han finder, at han blir myrdet, fordi man antager ham at vere en erlig Mand, en Ariſtokrat, og ikke fan faa nogen til at tro fine For⸗ ſikringer om, at han ret og flet er en Tyv og intet andet! Det er nok at faa ſelve Doden til at haanle. De raa og ſktidne Inſurgenter har, fom en Folge af fine fireeffelige Henſigter, hevet fig til en vis Veerdighed. De er Tidens Hevnere — Guds udjendte — de, fom ffal raade Bod paa det uretferdige i Verden og ſtraffe de uforbederlige. De tenker ikke at odelegge Verden; de vil reformere — gjenloſe den; de vil gjore den til en Verden, hvor hverken ſtrengt Arbeide eller Undertrykkelſe ffal exi⸗ ſtere. Men ſtakkels Menneſker! Deres Arme egner fig mere for ondt end deres Hjerner til det Godes Tjeneſte. en 4 * ‘ ‘te. e 1 1 98 Sr . —273— De er almegtige, naar det gjelder at pdelegge, men af⸗ megtige, naar der er Tale om at ſette noget iſtedet. Endnu foregaar Odelceggelſens og Slagtningens Verk. Den meegtige By med fine ti Millioner Indbyggere ligger i Stovet, lenfebunden, hjeelpelss i Heenderne paa den til Raſeri bragte Pobel. Hundene er blevone Lover. Plutokraterne kan ikke fatte Situationen; de ſer ſig om _ efter fine Forſvarere — Politiet, Soldaterne. Hvor er de? Skal ikke dette forfcerdelige Mareridt forſvinde? Nei, nei — aldrig, aldrig. Kulminations punktet er naaet; — Guds Vredes Skaaler er fulde. Ve over Oligarkiet! J var blinde, J var gruſomme, J var ligegyldige for eders Medmenneſkers Sorg og Nod. De fattiges Jamren rorte eder ikke; de hungriges Klageraab nanede ikke eders Oren. Hvert Suk fra Menneſkeſjcœle, hver Stonnen fra lidende Mend og Kvinder, hver Klynken fra hungrige Smaaborn — hungrige ſaavel i legemlig fom aandelig Henſeende — hevede fig op til Almagtens Trone lig en ſtor Sky, ſom nu endelig i Tidens Fylde er briſtet, og en Regn af Ild og Blod falder ned over eders usle Hoveder. J havde Penge, J havde Magt, J havde Tid, J beſad Intelligents, J eiede Jorden, — alt var eder muligt. Sagde J til hverandre: „Disſe fattige Sjele er vore Brpdre, for hvilke Kriſtus dode paa Golgata. Hvad kunne vi gjore til deres Lykke og Velferd?, Nei, nei, J raabte: „Fortſcet med Danſen! Lad dem forſpinde i det bundleſe Dyb!“ Og ſmilende ſpurgte J med Kain, den forſte Morder, da han lei for Gud: „Skal jeg vere min Broders Vog⸗ ter?“ J gik videre end det og ſagde: „Der er ingen Gud;“ thi J lerte, at hvis der exiſterede et hoiere Veſen, jaa vilde det ikke tillade Uretfcerdighed i Verden. Men je, han er her! Tror J at kunne undfly ham? Tror J, at den ſtore Fader til Aarſag og Virkning — den alvidende, almegtige Gud — vil drage eders Dore forbi? —274— Som man faar, jaa hoſter man. Det Onde har kun et Barn — Doden. J Aarhundreder har J opammet og neret det Onde. Hvorfor Hager J over, at dets forfeer⸗ delige Afkom nu er her med Qld og Sverd? Hvad andet kunde J vente? Troede I, at Ondſkaben vilde frembringe Engle? Eders Forfedre indforte og tillod Slaveri for mere end to Aarhundreder ſiden. Hvad var det da, ſom de ufrie bonfaldt dem om? Hvad var det Moderen, ſom ſledes fra fit diende Barn; Huſtruen, der ſolgtes fra fin Wgtefelle paa Auktionsblokken — ſukkede for? Fandtes der nogen blandt eders Fedre, fom havde Medfolelſe med de af Pi⸗ ſken ſonderfleengede Slaver? De var tvertimrd lyſtige; de ſang, danſede og ſagde: „Gud ſover.“ Men den Dag kom, da der laa et Lig ved hvert Arne⸗ ſted, ikke Liget af den forte Udlending — den afrikanſke Slave, men den hide Mands afſjelede Legeme — den dannede, den mandige, den edle, den hoitelſklede. Norden og Syden vred jig i Smerte midt i Odeleggelſens Ve⸗ derſtyggelighed, gredende over de Liv, de Sonner og Wgte⸗ mend, ſom aldrig vendte tilbage til fine — aldrig. Gud udrydder Uretferdighed med Lidelſer, Ondſkab med Blod eg Synd med Doden. J kan ikke mere undfly hans ſtraffende Haand end jlippe bort fra Kloden. XXXIV, Prinſens ſidſte Beſtikkelſe. Men det var, da Pobelen naaede de Bydele, hvor de rigere Klasſer boede, at Odeleggelſen egentlig begyndte. J neſten hverteneſte Palads boede en dodsdomt. Viſtnok havde mange af dem taget Flugten; men den liſtige Krob⸗ ling, Vicepreſidenten, havde forudſeet dette og taget ſine Forholdsregler. Ved hver Jernbaneſtation, paa Broer og Ferger, ja ſelv paa Prinſens Lyſtfartgi, var Mend ſtationerede, hvilke gjenkjendte og greb dem; men ſelv om det lykkedes dem at ſlippe forbi Forſtederne. og komme ud paa Landet, bled de modt af bevebnede Bender, fom drog omkring myrdende enhver, der paa fit Anſigt ikke bar Pre⸗ get af den Elendighed og Undertrykkelſe, de i ſaa lang Zid hapde veret udſat for. Neſten hver Rigmand havbde i ſit eget Hus eller blandt ſine Tjenere en eller anden bitter Fiende, der hadede ham og kun ventede paa denne ſtrekke⸗ lige Dag for at heyne fig. N Prins Cabano havde gjennem ſine mange Spioner tidlig faaet Underretning om den Vending, Sagerne havde taget. J ſtorſte Haft havde han fyldt en Vadſck med Diamanter og andre Juveler af ſtor Verdi, tilkaldt fin vakre Metresſe, Fredrikka, hvem han i Virkeligheden elſkede en Smule, og ſtoppet ſaavel ſine egne ſom hendes Lommer fulde af Guldſtykker, hvorefter begge over Hals og Hoved flygtede ned til Floden, hvor hans vakre Lyſtfartsi faa for Anker. Han raabte og ſkreg til Beſctningen, indtil han var hes; men ingen foarede paa Skibet. Prinſen ſaa ſig omkring og opdagede da, at Kaierne * poe; de faa Baade, —276— der ſyntes at vere til, laa vel fortoiede til fine Jernringe forſynede med Heengelaas. Han ffreq, hylede, rev fig i Haaret, trampede og ſvor forferdeligt. Den Mand, fom koldblodigt havde domt ti Millioner af fine Medmenneffer til Doden, var nu bange for felv at maatte gaa al Kjo⸗ dets Gang. Han vendte tilbage, fremdeles hengende i Fredrikkas Skjorter, for at ſkjule ſig i Buſkadſet i hans egen Have, og der kunde han maaſke ſtode paa en eller anden tro Tjener, fom vilde faa Tag i en Baad og bringe ham over til Lyſtfartsiet i Sikkerhed. Men da kom den froygtelige Pobel lig en Orkan, naar den feier hen over Jorden knekkende veeldige Treer fom Pibeſtilke. Nu befinder Skaren ſig allerede udenfor Portene. Prin⸗ jen og hans Ledſagerinde ſkjuler fig t ex Gruppe Ceder⸗ trœer, idet begge i dodelig Angſt lader fig falde ned paa Jorden. O, hvor afmegtig er ikke Herſkeren over Millio⸗ ner bleven! Hvorledes ſvinder ikke alle Tanker paa jordiſt Herlighed i ens ſidſte Stund! Han gyyer, han ſkicelver — ja han forſoger endog at bede. Han retter Ine blodſpreengte Oine mod Himlen og tror at opdage en Gud — en barm⸗ hiertig Gud, font elſker fine Skabninger. Selv Fredrikka, endſtjont hun nerer hverken Kjerlighed eller Reſpekt for den Mand, der ligger ſkjielvende ved hendes Side, foler Medlidenhed med Hamre Kan det vere den ſamme ſtolte Herre, der for kun faa Dage ſiden lagde Planer til ſaa mange Millioners Dod? Men hor den forferdelige Tumult! Dore ſprenges, Vindusruder ituflanes, Mobler knuſes, — Pobelen har taget Paladſet i Bedſiddelſe; de ſoger efter ham overalt, men finder ham ikke. Nu ſtormer Inſurgenterne ud i Haven, gjennemſoger alle lonlige Steder, ſnuſer omkring fom Blodhunde, der har tabt Sporet. : Endelig horer Prinſen fra fit Skjuleſted en ſvag Gutte- —277— ftemme ſige: „De kom tilbage fra Floden; de jfjulte fig her.“ Den barfodede Knos var en af Kroblingens Spio⸗ ner. „Hid! hid!“ raabes der, og piebliffelig ſtyrter Hoben did, under Anfsorſel af en gigantiſt, rovgjerrig Skikkelſe, fort af Smuds og beſtenket med Blod — hvor Prinſen havde gjemt ſig. Da Prins Cabano ſaa, at han var opdaget, reiſte han fig, vendte fig om ligeſom for at flygte; men de ſkjeelvende Lemmer negtede at gjore Tjeneſte. Han ſtirrede vildt paa fine Omgivelſer, forſogte at gribe fit Sverd; men Haan⸗ den ſank mat ned. I neefte Sieblik hortes et Piſtolſkud, affyret af en borte i Mengden, og Kuglen traf Prinſen bag paa Halſen — paa ſamme Sted hvor den heervnende Kugle et Aarhundrede forud traf Preſident Abraham Lin⸗ coln. Med et forferdeligt Skrig ſtyrtede han til Jorden. Smerterne var ſaa ſtore, at han — kujonagtig ſom han i Grunden var — raabte: Dreb mig! dreb mig! En Arbeider, greben af Medfslelſe, traadte til for at give ham Naadeſtodet; men Kroblingen ſlog Vaabenet ud af hans Haand. „Nei, nei,“ ſagde Jeden, „lad ham en ſtakket Tid ſmage noget af de Lidelſer, han og hans Ligemeend i Aar⸗ hundreder har foraarſaget Menneſkeſloeegten. Tuſinde Aars Pine kunde ikke balancere Regnſkabet. Saaret er dodeligt; hans Krop er allerede lam, — kun Fslelſen af Smerter er tilbage. De fordoemte i Helvede lider ikke mere, end han nu gjor. Kom lad os gaa.“ Men Cefjar hapde ſeet noget, ſom var verdt at ſlaa Kloen i. Fredrikka var ſtaaet op, da Prinſen blev ſkudt, og taget Flugten. Han ſatte efter hende gjennem Bufkad⸗ jet ſom et raſende Uhyre, og Kroblingen ſlog op en dje⸗ velſk Haanlatter, da han jaa Kjcmpen vende tilbage ſle⸗ bende den ſmukke Pige efter ſig — et Billede, ſom meget lignede de Skilderier, vi faa ofte har feet, af Orne, der fleber Born afſted til fine Reder. Fro 8 Prinſen laa fremdeles paa Roggen ſtonnende og vridende jig i de ulideligſte Smerter. Han tiggede om at blive drebt, for at hans Lidelſer derved kunde have en Ende. En Time ſvandt hen, og alt var ſtille omkring ham, naar undtages hans egne Smertesudbrud. Pobelen havde fjernet fig til andre Mordeener. Der hortes en Rasen og ſnigende Trin i Neerheden. En Tyv nermede fig. Med ſtore Anſtrengelſer under— trykte Prinſen fin Stonnen og tiltalte den kommende. „Kom her ſagde han“, da det blege, ondſkabsfulde ne ſigt tittede frem fra Buſkene og nysgjerrigt betragtede ham. „Kom nermere.“ „Vil du Dreebe en Mand for hundrede tuſen Dollars?“ ſpurgte Prinſen. Tyvens Anſigt fordreiede ſig til et uhyggeligt Grin, og han nikkede til Tegn paa, at han nok kunde expedere en Mand ud af Verden for hundrede tuſinde Gange mindre end det. „Jeg er dodelig ſaaret,“ ſtonnede Prinſen. „Hvis jeg forteller dig, hvor du kan finde hundrede tuſinde Dollars, vil du faa ſtode min Kniv gjennem mit Hjerte og gjore en Ende paa mine Lidelſer?“ „Ja“, ſvarede Tyven. „Tag Kniven da,“ ſagde Prinſen. Tyven greb Vaabenet, Hvis Skaft var prydet med Guld og Wdelftene, og verragtede det med rovgjerrige Blikke. „Men“, ſagde Prinſen, der ſelv var en Kjeltring og anſaa alle andre at vere ligedan, „hois jeg forteller dig, hvor Pengene er at finde, lober du afſted for at hente dem og jaa lader mig ligge her prisgiven en langſom, ſmerte— lig Dod.“ „Nei“, ſvarede Tyven, „jeg lover Dem paa min Wre“.. „En Tyvs Wre! — jo — jo“, afbrod Prinſen ham haanligt. „Men for at ende mine Lidelſer ſkal jeg ſige dig, hvad . * e een ‘ * * Pe ‘amas | du maa gjpre’, fortſatte Prinſen. „Knel ned, bei dig over mig og leg dine Arme omkring mit Legeme. Jeg kan ikke holde dig med mine Hender; thi de er lamme; men Hvis jeg faar Snippen af din Frakkekrave mellem mine Tender, kan du ikke jaa let komme afſted. Jeg fkal da fortelle dig hvor Skatten findes; men jeg flipper dig ikke, forend du har dDrebt mig.” Tyven gjorde, ſom han bad ham; han lagde ſine Arme omkring den ſaarede og loftede ham paa denne Maade op til ſig, lod ham bide ſig faſt i Fraklelraven og med denne mellem Zenderne mumlede Prinſen: „Pengene er i min Vadſeek.“ Uden videre hevede Tyven fin hyire Haand og ſtodte Kniven dybt ind i Prinſens Hjerte. Saa havde da endelig de Skatte, fom med Vold og Uretferdighed var rpvede fra Slegt efter Slegt, tjent til at kjobe deres Arvtager en usſel Dod — i Armene paa en Tyv! XXXV. Den befriede Fange. Ved Totiden den Dag vendte Max tilbage til Hjemmet. Han var fort af Smuds og Krudtrog; men der ſages ikke Spor af Blod paa ham. Da jeg traadte ind i Daglig— ſtuen, blev jeg meget overraſket ved at finde en fremmed der. Jeg var imidlertid ikke leenge i Tvivl om, hvem han var, da han og Max's Moder var indeſluttede i hinandens Arme. Han var en hoi, mager Perſon med ſnehvidt Haar og Skjag og bar Preget af Alderdom for Tiden. Hans Ryg var boiet fom en Oldings; hans Anſigtsfarve min— dede mig om Planter, der voxer i Kjeldere; de grove, arbeidsſlidte Hender, det ſorgmodige, cengftelige Blik talte tydeligere end Ord, at han i lang Tid hapde veret et Bytte for brutale Asbeidsherrer. Hans Lidelſer maa have veret forferdelige, Han Havde ingen Frakke paa, og uxerne havde disſe eiendommelige, tigeragtige Striber, Der moder Oiet i Fengslerne. Den ſtakkels Mand grad ſom et Barn i ſin Huſtrus Arme. Han ſyntes at vere ſvag baade i aandelig og legemlig Henſeende. Max bod ham en Stol, og Moderen ſatte ſig ned ved hans Side gredende bitterlig, idet hun holdt de grove Hender mellem ſine og talte Troſtens og Opmuntringens Ord til ham. Han ſyntes ikke rigtig at vere kommen til fuld Bevidſthed endnu. Han ſaa ſig om med et ſporgende Blik, ſom om han tvivlede paa, at denne Lykke var hans. Nu og da kaſtede han engſtelige Bliffe mod Doren, ligeſom han hvert Oieblik ventede, at de brutale Herrer ſtulde trede ind og fore ham tilbage til Fengslet. „Gabriel“, ſagde Max beveget, „dette er, eller rettere ſagt var, min Fader.“ 280 a po aim 7 e } r 3 —281— Jeg greb den ſtakkels Mands Haand, kysſede den, og talte opmuntrende Ord, Dette var engang en rig, lerd Mand, ſom kun vilde ſine Medmenneſkers Vel. Hans eneſte Forbrydelſe var, at han elſkede Menneſkeſlegten. Hvor mange ſaadanne Mend har ikke Feengslets Dpre lukket fig efter — for aldrig mer at aabnes igjen! Faderen blev pleiet paa det omhyggeligſte, fik fig et Bad, ifortes nye Kleder, fom han betragtede paa en barn— lig Maade, og forſt da han havde faat dem paa, gik det op for ham, at han i Virkeligheden ikke loengere var en Fange; men at hans Vogtere var forſvundne fra hans Livs Skueplads for evigt. „Jeg maa gaa nu“, ſagde Max, „Jeg ſkal vere hjemme igjen iaften. Jeg har en Pligt, fom ikke maa forſommes, at udfore.“ Han vendte tilbage i Skumringen. Der var en uhyg— gelig Glans i hans Dine. „Jeg har hevnet min Fader,“ ſagde han med en hes Hviſten. „Kom folg mig.“ Han forte mig ind i Bibliotheket; thi han önſkede ikke, at Damerne ſkulde Hore noget om den forferdelige Tildra— gelſe. Efter at have lukket Doren, ſagde han: „Jeg hapde truffet alle npdvendige Forholdsregler til at hindre Grevens og hans allieredes Flugt. Det var meget ſandſynligt, at han vilde flygte til fit Lyſtfartyi, der lig— ger ude paa Havnen, faa ſnart der viſte ſig Tegn til, at der var Fare paaferde, Han Hhavde ruineret min Fader ved Beſtikkelſer, og jeg benyttede mig af hans egne Vaaben, idet jeg underkjobte hans tro Ven, der var Kaptein paa Fartgiet, til at overlevere ham i mine Hender. Det gik, ſom jeg ventede; den liſtige Skurk flygtede ud til ſit Far— tpi, hvor han blev tagen ombord, ikke for at gaa tilſos og undkomme, men kun for at blive lenket til Stormaſten. Han tiggede og bad paa det ynukeligſte om at faa beholde Liv og Frihed. Greven havoe medbragt en hel Formue —282— af Guld og Juveler, hvilken han tilbod fin Ven fom Be⸗ jtiffelfe; thi han anede, hvad der vilde komme. Den tro Kaptein ſvarede, ſom jeg havde paalagt ham, at Greven ikke havde noget at gjore med den Skat, da Skibets Forer allerede for egen Regning havde lagt Beſlag pad den. Us: lingen havde altid havt en levende Forſtaaelſe af Penge⸗ nes Magt til at foraarſage ondt; men Sagen fremſtillede ſig nu for ham iet ganſke andet Lys, da han var penges los. Efter at have bragt min Fader hjem traf jeg For— anſtaltninger med Henſyn til de andre Fanger og begav mig ud til Lyſtfartoiet. Jeg preefenterede mig for Greven og fortalte ham, at jeg havde fort hans Spioner bag Ly⸗ fet ved en dobbelt Tilverelſe, ſamt at jeg Havde ſluttet mig til Broderſkabet, inden hvilket jeg var bleven en af de ledende Aander, i tvende Oiemed — at ſtraffe Greven tilligemed hans medſkyldige og at udfri min Fader fra Fengſlet. Endvidere Lod jeg ham forſtaa, at ſaaſom de havde pdelagt min Fader ved Veſtikkelſer, var nu de ſamme Midler bragt i Anvendelſe mod dem; at de var mine Fan— ger, og at jeg havde beſtemt mig til at lade dem omkom— me tilſammen; men Hevnen vilde dermed ikke vere fuld— ſtendig; thi ſelv om de havde hundrede Liv, kunde de ikke udjone de Lidelſer, ſom de hapde tilfbiet en edel, varme Hjertet Mand; de hapde i Aarrekker tvunget ham til at bo under Tag med Samfundets Afſkum; at udfore Arbei— de, der var for haardt ſelv for en ung Mand; de havde ſkilt ham fra hans Familie; de havde udſultet ham ſaavel i aandelig font legemlig Henſeende; han havde lidt Doden tuſinde Gange, og derfor vilde det ikke vere en tilſtrekke— lig Afſtraffelſe blot og bart at drebe dem, nei, de ſkulde omkomme langſomt under de forferdeligfte Pinſler. Og da Greven altid havde forfegtet de Anſkuelſer, at det var ret at betjene fig af andres Svaghed til at naa et viſt Formaal, vilde jeg efterligne ham. Jeg befalede da Kapieinen og hans Mend at bringe ham ned i Baaden og ſette ham land. —283— Han bonfaldt og tiggede om Naade; han truede og ſkreg, men han kunde ligeſaa godt have talt til Stene. Mine Mand ventede paa Flodbredden bevogtende de an- dre Fanger — den korrupte Dommer, otte af Jurymendene (Reſten var dode) og de fire lognagtige Vidner, alle len⸗ kede tilſammen. J Overver af en Notarius Publikus gik de ikke alene til mundtlig Bekjendelſe, men underſtrev og⸗ jaa et Dokument, hvori de erflerede, at de var underkjobte til at vidne falſtt mod min Fader og domme ham; ja de opgav endog, medens Angſtens Sved perlede nedad deres Anſigter, den virkelige Sum, enhver fik for ſine ſkrœkkelige Handlinger. „Naade, Naade!“ raabte Greven, „jeg var kun et Vert tyi i Regjeringens Hender; kun en Del af Pengene fom fra mig; jeg adlod kun Styrelſens Befalinger.“ „Ver rolig, Greve,“ ſagde jeg, „de porige har allerede facet fin Straf, og De ſtal om fort Tid folge dem.“ Jeg befalede nu de andre Fanger at binde ham til en thf Gel midt paa en af Kaierne. De adlpd med Bered- villighed under Bevogtning af mine Mend, der var ferdige til at ſtyde enhver, ſom maatte gjore Forſog paa at und⸗ komme. Greven fired imod og raabte paa Hjelp; men om fort Zid var han faſtſurret til Belen. Ved en tile ſtodende Kaie laa et Skib ladet med Planker. Jeg befa⸗ lede dem at tage af Laſten og ſtable den op omkring Gre⸗ ven. Om fort Lid faa der en veldig Dynge af tort Fu- rutre rundt ham i ti Fods Afſtand fra Belen. Greven begyndte nu at forftaa, hvilken Dod han gik impde og jamrede fig forferdeligt; men jeg ſagde til ham: 5 „Ver rolig, min bedſte Greve, dette er ſandelig ingenting at regne mod 20 Aars Strafarbeide for en crlig, uſkyldig Mand, Og fom ihu, min kjere Greve, hvorledes du har levet i Herlighed og Glede i alle disſe Aar, medens min ſtakkels Fader har henſukket Livet inden Fengſlets Mure, Tonk paa alle de herlige Retter De har fat tillivs, al den —204— Vin De har nydt! Og desuden var jo den Dod, De ſtaar iferd med at Tide, engang meget popular i Verden, og mangen en from Mand ſteg op til Himlen netop fra et ſaadant Dodsleie — en Seng af Ild og Aſke. Betragt un, min kjcre Greve, disſe Maend, fom De underkjobte med Deres fordomte Penge til at ruinere min Fader — ſe, hvor villige de er til at berede Dem rigtig en varm Time. O, Hvor lavt er ikke Menneſket, Greve! Hover let gaar det ikke at benytte ſig af dets Skurkagtighed; men ſaa kommer der en Dag, da vi ſelv blir Ofre for den, og forſt da, min Hore Greve, ſaarer den vore Folelſer. Bee red Dem til Doden, Greve. Bed til Gud; thi han er nu ſandſynligvis den enſte, ſom vil lytte til Dem. „Tend Baalet!“ befalede jeg Dommeren. Denne Us⸗ ling, der troede at kunne frelſe fit eget Skind ved at adlyde mig, faldt paa fine Rn, ſtrog en Fyrſtikke af; men hapde ikke faa liden Mote med at faa det trl at fenge. Endelig begyndte Luerne at ſtige tilveirs, og om nogle Minutter hortes Grevens Hjerteffjerende Raab midt inde i Flammerne. Jeg gav et forud aftalt Signal til mine Mend, Oie⸗ blikkelig blev hver af Fangerne bundet paa Hender og Fodder, uden at nogen Lod fig bevege af deres dierteſſhe, rende Hyl. „Det var et meſterligt Puds, mine Herrer“, ſagde jeg, „J ſpillede min Fader, da J ſendte ham til Jangſlet, og da J gik hjem med Priſen paa hans Were og Frihed ſkranglende i eders Lommer — rigtig et Geniſtreg var det; men alting har ſine Folger, mine Herrer. Nu er det jers Tur. Ind med dem!“ Mine Mand kaſtede dem ind i Luerne, hvor den usle Greve og hans Redſkaber led tilſammen en velfortjent Straf.“ Forfordet lyttede jeg til denne Beretning. Den uhyg⸗ gelige Glans i Max's Hine viſte tydelig, at han ikke var = GN —— den ſamme fom forud, Bed uafladelig at gruble over den Uretferbdighed og Gruſomhed, der var udvift mod hans Fader, var, frygter jeg, hans Forſtand til en vis Grad bleven forvirret, faa at kun en Tanke forejvevede ham, nemlig Hevn. „Kjeere Max“, ſagde jeg, „for Guds Skyld lad ikke Kriſtina eller din Moder faa hyre om denne forferdelige Tildragelſe. Det var en gal Mands Handling, ſom du albrig mere bor tenfe pan. Deres Forbrydelſe er nu ub ſonet med deres Blod, og lad faa det vere nok. Det er bedſt for dig, at du drager bort fra Skuepladſen for disſe greesſelige Scener, ellers frygter jeg, at du miſter Forſtanden.“ Han ſvarede ikke paa en Stund, men ſtirrede tankefuldt frem for fig. Endelig udbryd han heftigt: „Er det ikke ret at Heone fig? Er det ikke ſimpelt i hen Retfeerdighed?“ „Maaſke i en vis Forſtand“, ſvarede jeg, „og Hvis du havde dreebt disſe Uslinger med Sverdet, kunde Verden ikke have meget at klandre dig for; men kom imidlertid ihu, at Hervnen hyrer mig til’, ſiger Herren. Den Tor⸗ tur, du fod dem undergaa, var forferdelig.“ „Det var en retferdig Straf“, ſvarede han. „Doden er kun Enden paa Livet — maaſke Bevidſthedens Ophor, og det er da ſandelig intet at regne mod tyve Aars Fan⸗ genſkab, af hvilket hver eneſte Dag bragte grasſeligere Kvaler med fig, end Dyden nogenſinde formaar“ „Jeg ſkal ikle argumentere med dig“, ſvarede jeg; „thi du har Uret; men du er mig alligevel en kjeer Ven, Max. Naar du med dit mme Hjerte kunde tage en faa blodig Hevn, da er Sindet ſygt. Lad os forlade dette mprfe Thema. De ſidſte Dages forferdelige Tildragelſer har bragt dig til Raſeri, og det er ikke Oligarkiets mindſte Forbrydelſe, at det forvandler milde, cerlige Menneſker til Vilddyr. Og ſaaledes har det gaaet med Millioner. Ty⸗ ranerne har gjort Menneffenaturen verre iſtedetfor bedre. XXXVI. Cceſar opferer fit Monument. „Hvilke andre Nyheder har du at berette?“ ſpurgte jeg Max. „De meſt forbauſende du nogenſinde har hort“, ſvarede han. „Hvad ffal det vere da?“ „Ceœſar har hittet paa den vildeſte Plan, ſom det vel er muligt at udfleffe i en menneſkelig Hjerne“, ſvarede han. „Er Exekutivkomiteens Medlemmer blevne vanvittige?“ ſpurgte jeg. „Selv om det gik jaa vidt“, ſvarede han, „vilde de for- fœerdelige Begivenheder, der har fundet Sted, vere en til ſtrekkelig Forklaring. Nu ſkal du faa Here. — Efter at have hevnet min Fader drog jeg afſted for at opſoge Ccœſar. Jeg fik Hore af Medlemmer af Broderfkabet, hvilke jeg modte paa Gaden, at han befandt fig i Prins Cabanos Palads. Jeg ffyndte mig derhen, ſaaſom det var nodvendigt at konferere med ham angaaende nogle vig⸗ tige Sager. En betydelig Skare havde ſamlet fig rundt Paladſet, der var blevet etſlags Hovedkvarter. Ceſar havde i Virkeligheden lagt Beſlag paa det for ſit eget Vedkommende, og han agter nu at bo der for Fremtiden. Ankommen did, fandt jeg ham inde i Raadskammeret. Du kan ikke foreſtille dig det Syn, der mpdte mit Sie, da jeg traadte ind. Caſar var faa tilſmudſet, at han lig⸗ nede mere en Neger end et hvidt Menneſke. Han havde ikke nogen Hat paa, og hans Matte af ſort Haar lignede Faxet paa et vildt Dyr. At ban havde nydt et betydeligt 287 Kvantum fterfe Drikke, merkede jeg ſtrax; hans Sine rullede vildt; det ſtore Sverd ved hans Side var beften- ket med Blod lige til Hjaltet; han var i en meget ophidſet Sindsſtemning og brplede forferdeligt, naar han talte. Djevlenes Konge fra det rodglodende Helvede kunde ikke have ſeet ſkrœkkeligere ud end Cejar, om han i det Die: blik havde traadt ind i Raadskammeret. Sammenkrobne i et Hjorne bag ham ſaaes nogle unge, vakre Kvinder ſkjcclvende ſom Aſpelov. Sultanen havde allerede begyndt at ſamle omkring fig fit Harem. Saa ſnart han fik Die paa mig, lob han mig impde, greb min Haand og raabte: „Hurra, du gamle Ven! Det her er noget ganſke andet end at dyrke Poteter ved Saskatchewan eller at ligge ſkjult blandt Negrene i Louis —hik—iana. Ned med Oligarkiet! Til Helvede med dem! Hurra! Se der“, ſagde han med et ſkjelmſk Biekaſt pegende over fine Skuldre paa de for⸗ ſkrœkkede Kvinder, „hvilke Skjonheder — hik — alle mine — hver eneſte en af dem.“ En hoitſtaaende Officer traadte ind, og folgende Sam⸗ tale fandt Sted: „Hr. General, jeg er kommen for at ſporge Dem, hvad vi ffal gjore med de dode.“ „Dreb dem“! brplede Ceefar, „dreeb dem — til Helvede med dem!“ „Men, Hr. General, de er allerede dode“, ſvarede Offi- ceren, der var en edruelig Mand. „Da er jo alting efter Onſke“, ſvarede Cefar — „naar de er dode, ſaa er jo det Enden paa den hele, ved jeg. Kom hid, Bill, og faa dig en Styrkedrik.“ „Nogle af os har overveiet Sagen“, fortſatte Officeren. „Mange Gader er allerede ufremkommelige paa Grund af dode Kroppe. Mindſt en Fjerdedels Million er faldne — dels Soldater og dels Borgere. Nu, da Veiret er varmt, begynder de ſnart at gaa i Forraadnelſe, og der er Fare for, at Peſtilens indfinder fig og tager en gruelig Hevn —288— over deres Mordere. De, der blev drebt af Forgiften, ſtinker allerede. Vi kunde ikke ſkride til Handling, forend vi havde indhentet Deres Samtykke, og jeg er kommen her for at modtage Deres Befalinger, Hr. General.“ porend dem“! befalede Ceſar. „Vi kan ikke gjore det; thi der er en ſaa ſtor Mengde, og det vilde blive et uhyre Arbeide at begrave dem.“ „Kaſt dem i en Dynge“, ſagde Generalen. „Det gaar heller ikke an“, indvendte Officeren; „thi den Stank, Ligene kom til at foraarſage under Forraadnelſes— procesſen, vilde blive uudholdelig, for ikke at tale om de Sygdomme, hvilke blev en Folge af den.“ Ccœſar ſtirrede frem for fig med glansloſe Dine. Plud— ſelig ſyntes en Tanke at dale ned i hans verldige Hoved — en Ide jaa monſtros og ſelſom fom Hovedet ſelv. Der kom atter Ild i hans Vine, da han raabte: „Jeg har det! Ved Gud, det er en pregtig Ide! Bring til— veie Cement og opfor en Pyramide af dem til Minde om denne herlige Dags Arbeide! Hurra!“ „Det er en fortreffelig Ide“, ſagde Officeren, og de tilſtedeverende Hofbetjente gav ſit kraftige Bifald. Kong Ccœſar havde allerede ſamlet en Skare Hofmend omkring ſig. „Vi ſkal opfore et Monument, der ſkal ſtaa til Verdens Ende“, ſkreg Ceſar. „Du, Bill, foreſtaar Arbeidet — og — men — lad mig ſe — det ffal ikke vere en Pyramide — en Soile — Cœeſars Spile—ja-u ſkal det faa, og den ſkal naa til Skyerne. Findes der ikke nok dode til at bygge den af, kan vi jo ſimpelthen drabe flere, der er nok af dem. Den gamle Slendrian, Cabano — eller hvad han nu hedder — fom boede her for — i mit Palads — ſagde, at han vilde drebe ti Millioner af os idag; men det gik ikke ſaa let for ham. Max's Ven — den fordgmte langhaarede Knos fra Afrika — afflorede Oli⸗ garkiets Planer, fortalte gamle Quincy det Hele, Og nu ae —2 89— har jeg Prinſens vakre Tos der henne i Hjprnet........ Men byg en Sprle, Bill — hoi og fterf. Jeg erindrer— hik-hvorledes de pleiede at bygge Huſe ved Safkatchewan, da jeg grov Poteter der; de opfprte et Plankeverk, tre a fire God heit, faa langt ſom Huſet ſkulde vere og med en pasſende Aabning mellem Plankerne, hvilken de fyldte med Jord og Sten lagt i Cement, ſom inden kort Tid ſtorknede, hvorefter Plankeverket loftedes op, og et nyt Lag blev dannet; det er Maaden, paa hviken du bor kon⸗ ſtruere Cœſars Spile, Bill. Lad Charley Carpenter hjelpe dig; tht han er Ingenior. Og, hor Bill, nu ſkal du legge en forſvarlig Menge Dynamit — Jim har netop fortalt mig, at han har fundet flere Ton af den — leg en Masſe Dynamit-hik-forſtaar du — i Spilens indre, og hvis de forſsger at rive ned Monumentet, vil det ſende dem til hede Weds Ys Hor, Max, din langbenede, preefelyjtne Ven maa forfatte en pasſende Inſkription til min Gpile. Hörer du? Han er netop Manden til at gjore det. Det maa vere noget rigtig aparte. Ved Gud, vi jfal opfsre et Monument overſtraalende Wgyptens Pyramider. S w- ſars Sgile! Hurra!“ Uhyret begyndte at danſe og juble ved Tanken paa ſit Forſlag. Bill ſkyndte fig ud. De havde 60,000 Fanger, fom ikke tilhorte de dodsdemte, men var ⸗Kjobmend, Sagforere, Leger o. ſ. v. Da jeg indfandt mig, holdt de paa at debatere, hvor— vidt de ſkulde drebe Fangerne eller ei; men jeg foreſlog, at de ſkulde lade dem arbeide paa Cceſars Spile, og at de maatte faa beholde Livet, hvis de arbeidede flittigt. Mit Forſlag blev endelig tilſtemt. De holder nu paa at opfore Monumentet paa Union Square. Tuſindtals Per⸗ ſoner er beffjceftigede med at bere ſammen de dode, me⸗ dens andre ffaffer tilveie Cement, Sand o. ſ. v. Bill og pans Ven Carpenter har nok at beſtille; de har ladet — 80 konſtruere ſtore Trœkasſer, omkring 50 Fed lange, 40 Fod drede og 4 Fod doie. De dode ſkal Legged i Rader fear ledes, at Fodderne peger indad til Wonumentets Centrum. J Soilens indre dlir der et tomt Rum omkring 4 Fed i Firkant, lodende fra Bunden op til Topper, og i dette Rum er det Tanken at anbringe Dynamit, medens Staal⸗ traade ſtal lode ud fra Sprengſtoffet til alle Lag af dade, jaa om nogen forſoger at nedrive Monumentet, vil en Exploſion dlive Folgen. „J Eftermiddag ſkal vi gaa ud og je paa Arbeidet“, fagde Han; „thi de ſtal holde paa Nat og Dag, indtil Spilen er ferdig. Broderſtabets Medlemmer omfatter Planen med megen Interesſe, da Monumentet fal vidne for Efterverdenen om deres egne Triumfer.“ „Jeg bar leſt etſteds“, ſagde jeg, „at for nogle Aarhun⸗ dreder tildage brvd en Armee af hvide Mend ind i en af Barbar Staterne; de blev imidlertid beſeirede af de tds fodte, bver eneſte Kriger drebt, og af deres Legemer ope fortes et ſtort Monument, fra bvilket grinende Hovedſkaller titter frem den Dag dag til Skrek og Advarſel for andre mod at trenge ind i Landet. Ceeſar maa ſikkert have leſt om dette forfordelige Seierstrofc.“ „Det er muligt“, ſagde Max; „men Ideen kan alligevel⸗ have veret original hos ham; thi der er ingen Grendſer for, bead en faa monſteos Hierne fom hans, ſtimuleret af Breendevin, kan producere.“ Ved Middagen fontes ſtakkels Phillips at vere bedre; han havde mange Sporgsmaal at giore angaaende Ope roret. „Arthur“, ſagde han, „hvis den ondſkabsfulde Mand og hans allierede blir tagne tilfange, suffer jeg, at du for min Sfyld ikke ſtraffer dem. Overlad dem til Gud og deres egen Samvittighed.“ „Det ſkal jeg“, ſagde Max med lav Stemme. Mrs. Phillips bifaldt paa det hjerteligſte fin WEgtefel- les Ytringer. Jeg vovede ikke at fe op; men for mit = 8 = > 8 “ Pe SR —201— inhre Hlil fremſtillebe fig et ſlrælleligt Billede af det flammende Baal meh den til Polen lanlebe Man i Mib⸗ ten, og heit over Luerne ſyntes jeg at fe be porige Fan⸗ ger, bundne paa Henber og Hodder, lenges ind i olden, et Syn, der bragte mig til at gyſe, Citer at Max hawbe givet Vagterne ſtrang Hefaling til at fe nple efter Huſet, began vi os ub fulgt af to af vore meft betroebe Menb, alle vel bey bnebe og bevende rybe Kors paa Bryſtet. Hville Scener! Den vilbeſte Uorben herſtebe overalt, Tyve og Morbere ſpermede omkring os, hvorhen vi end ſtyrebe vore Feb, fort ſagt Typs ſcener og Plynbringer mybite Viet paa alle Kanter, Bi bevegebhe os frem i j N a * 1. „ Marſchorben med wore Wlagazingeverer rede til Forſvar hvillet Zieblit fom helſt, Bove rpbe Mors beſlyttebe mob Oyerfalb af Broberſla⸗ bets Meblemmer, og Tyvene holbt fig paa Afftand ved Synet af vore Vaaben. Beb en Zoergade mypte vi et Les bybe Legemer, der kjortes til Monumentet. Kuflen, et af Vroberſlabets Meblemmer, fom fjendte Max, bod os at tage Sabe hos ham paa Vognen. Vanen gjer Doyen faa naturlig fom Livet. Vi mobtog hans Tilbub, ſteg op yaa Vognen og ſatte os ved hans Side, medens en af vore Mend placerebe fig bag paa Lesiet. J Dybent Selſlab lierte vi ſaalebes gjennem Broadway, fom var forladt af alle med Unbdtagelſe af Forbrybere; i alle Bu⸗ tiker var der gjort Indbrub; debe Kroppe faa overalt;* nu og da ſtrakte et nedbrendt Kvartal fine kulſorte Arme mob Himlen ligſom i Bon. Da vi narmede os Union Square, mybtes vore Blille af et forferdeligt Syn — et ſaabant, fom Jorberig albrig for har veret Vibne til. Store Baal taftede et flammende Sljær over Arbeibet; hundrebe Tuſinder var forſamlebe for at beſtue det for⸗ ferbelige Monument, hvorom Rygtet allerebe hade ſprebt fig vide omkring. Styrſtebelen af disſe var Medlemmer —2902— af Broderſkabet eller tilhorte de lavere Samfundslag, fom vidſte, at de intet havde at frygte af Opſtanden. Der var mange Kvinder blandt dem og ikke faa faa Tyve, der under Beſkuelſen af det ſelſomme Monument for Oieblik⸗ fet rent glemte at ſtjæle. Indenfor denne Kreds af morke, lidenſkabelige Skikkelſer, ſom dannede Tilſkuerſkaren, var der en anden Hob af et ganſke forſkjelligt Udfeende, nemlig Fangerne, der holdt paa at opfore Monumentet. Mange af disſe var graahaarede, nogle blodige af Saar tilfsiede af Inſurgenterne, alle var blege og forſkrakkede; ikke faa faa gik i Pjalter, andre halvnogne, idet deres Kleder bogſtavelig talt var revne af Kroppen. De vovede neppe at fe op under Arbeidet af Frogt for Piſken i Henderne paa deres Herrer, der gik omkring blandt dem fyldende Luften med Eder og Forbandelſer. Max viſte mig frem⸗ ragende Kjobmend, Sagforere og Preſter; alle hapde dette vetſkremte Udfeende, ſom Menneſkene faar efter et for⸗ fordeligt Jordſkjclv, naar de har tabt Tilliden til Klo⸗ dens Stabilitet og ikke er ſikre paa, at Jorden i naſte Oieblik aabner fig for at opfluge dem levende. Det var Anarkismen ſat i Scene — Intelligentſens Mend udforte Arbeidet, og den raa Styrkes Repreſentanter uddelte Befalinger; den vante Samfundsorden hapde vendt fig op ned. Det mindede mig om, hvad Swift beretter i en af fine Fortellinger om det Land, hvor Menneſkene var Hee ſtenes Tjenere. Vognene kjorte frem, et halvt Duſin ad Gangen, og deres frygtelige Indhold tomtes ned paa Brolegningen, fom om det kun var Favnved. Saa blev Ligene baarne afſted efter Hoved og Hender af de forſkrekkede Fanger til de Perſo— ner, hvilke befandt ſig indenfor Kasſerne, og ſom ordnede Kroppene i Rader. Naar en af disſe Kiſter var fulde, blev Indholdet tildekket med Cement, der ſnart ſtorknede, og Ligene var begravede forevigt. Kasſerne loftedes op for at blive fyldt paa nyt, og det eneſtagende Ligbegjeen⸗ gelſesarbeide fortſattes med uformindſket Styrke. —293— Medens jeg ſtod og betragtede denne jfreffelige Scene, naaede et Hjerteffjerende Skrig mine Yren — en Stemme, der gik mig til Marv og Ben. En ung Mand, ſom var behjcelpelig med at bere et Lig, flap Taget og faldt be⸗ vidſtlos om paa Brolegningen. Jeg gik over til Staklen, der han faa ſukkende og ſtonnende. Han havoe draget Kjendſel paa den, hvis Lig han bar — en Kvindes afſje⸗ lede Legeme. Bed npie at betragte det blodige Anſigt, de fordreiede Trek, gjorde han den frygtelige Opdagelſe, at det var hans Aegtefaelle. En af Vagterne vilde til at give ham et Drag af Pi⸗ ffen og raabte: „Op med dig! Ingen Sentimentalitets⸗Humbug her!“ Jeg greb dette Umenneſkes Arm, og det Iyffedes mig at holde den tilbage. Den ſtakkels Fange havde omfavnet det dede Legeme hviſkende omme, kjerlighedsfulde Ord til hende, ſom aldrig mer ſkulde hore hans Stemme. Vagten truede; men Pobelen var ogſaa bleven rprt til mildere Folelſer og tog mit Parti, ja tillod endog den ſtakkels unge Mand at bere afſted fin dode Huſtru til Morket udenfor. Gud alene ved Enden paa denne ſorgelige Scene. . Jeg nermede mig Monumentet, der allerede var mange Fod Hpit. Stiger blev forferdigede, opad hvilke man kunde bere Ligene. Kaffe, Brod og Kjod uddeltes til de arbei⸗ denbe. Jeg lagde Merke til en ſnigende, barſktudſeende Perſon, ſom drog omkring kigende enhver ind i Anſigtet. Ikke langt borte var en graahaaret Mand en af fine jebnal- drende bebhjelpelig med at bere et tungt Legeme. Nid⸗ dingen betragtede forſt den Mand, ſom havde Tag i Ligets Fodder, hvorefter han nermede fig hans Kollega ved Ho⸗ vedet. Et Gledesudbrud tilkjendegav, at den ſogende havde fundet fin Mand. „Ha! du gamle hjertelgſe Skurk, endelig har jeg fundet dig! Du er den Mand, ſom kaſtede min ſyge Huſtru ud ’ BR YY af Huſet, fordi hun ikke kunde betale Leien. Nu er Heev⸗ nens Time kommen.“ Den gamle Mand faldt paa fine Kune holdende op fine Hender og bad om Naade. Jeg horte et Skud, en rod Plet viſte ſig paa den graahaaredes Pande, og han faldt ſtendod over det Legeme, han hapde baaret. „Skynd jer!“ raabte en af Vagterne ſmeldende ſin Piſk. „To iſtedetfor en — faa meget bedre — afſted med dem til Stigerne!“ Det ſortnede for mine Oine. „Hvor bleg du er!“ ſagde Max. „For mig bort, ellers beſvimer jeg.“ Vi ſkyndte os Hjem i et andet af Revolutionens Kjore— toier — en Ligvogn. A acu XXXVII. Den anden Dag. Det var en forferdelig Nat. Skarer af Farmere fra de omkringliggende Diſtrikter ſtrommede ind til Byen; de var ikke legere disſe retſkafne Selveiere, disſe tapre Soldater, ſom i en forgangen Zid ſluttede fig til Waſhingtons, Jack⸗ ſons, Grants og Shermans Armeer, men deres underkuede Efterkommere — gruſomme blodtorſtige Slaver. Enhver, der eiede noget, var deres Fiende og blev deres Offer; de brad ind i Huſene hos Ven og Fiende uden Forſtjel, myr⸗ Dede Mend, Kvinder, og Born, og beſjceledes kun af en eneſte Tanke, nemlig Rov. En af vore Mend kom til mig ved Midnatstid og ſpurgte: „Horer De disſe Raab?“ „Hvor?“ ſpurgte jeg. „Ved Pderdyren Jeg befalede ham at kaſte ud en Haandgranat, og efter den paafslgende Exploſion hortes Skurkene, der var Mor⸗ dere og ikke Krigsmend, at tage tilbens, ſaa hurtigt ſom Fodderne kunde bere dem. Hele Natten var der en Babels Forvirring. Tre Gange maatte vi tage vor Tilflugt til Haandgranaterne. Ilde⸗ brande raſede paa utalige Steder i Byen illuminerende Omgivelſerne med fine heslige Ildtunger, og det flam- mende, rode Skin aabenbarede Scener, en Mordanmi, en * 295 f —290 — sae Rj Vederſtyggeligded, Hvis Sideſtykke Verden aldrig har ſeet. Jeg nerede Frogt for, at Pobelen kom til at autende ſelv det Hus, dvor vi hoede, og i det Tilfcelde Havde vi kun at velge mellem Flammedoden eller blive nedflagtede af den raſende Folkehob. Ingen af os for. Max fad for jig ſelv henſunken i dybe Tanker. Overveiede han — forjent — om han davde giort Ret i at vere behjelpelig med at frembringe denne Kataſtrofe? Tidlig den folgende Morgen drog han ud fulgt af tre Mend. Vi nod vor Frokoſt i Taushed. Det forefom mig ſom om vi ikke havde Ret til at ede omgivne af al denne Dod og Odeleeggelſe. Vi Havde ikke ſiddet leenge ved Bordet, for der hortes Sti og Skud oppe faa Taget. Nogle Rovere Havde nemlig giort Forſog paa at komme over til vort Hus fra en af de tilſtsdende Bygninger. En livlig Geverild op⸗ ſtod; men vore Magazinrifler og Haandgranater gjorde fort Proces med dem, thet nogle faldt, og de vurige tog Flug⸗ ten. Det var Bonder, fom var ude paa Rovertog. Efter en Stunds Forlob hortes tunge Slag paa Doren. Jeg leenede mig over Relingen paa Taget, og ſpurgte, Hvem det var. En grov Stemme ſvarede: „Jeg har et Brev til Dem.“ Frygtende at det kun var en Liſt beregnet paa at faa Adgang til Huſet, nedſenkede jeg en Snor og bad ham faſtgjore Brevet til den, hvilket han gjorde. Jeg traf op et ſtort, ffiddent. Stytfe Pakpapir, hvorpaa var ftriblet nogle faa godt fom ulaſelige Ord lydende fom folger: Hr. Gabriel, Max's Ven! Caeſar gmuijfer den Tuugen. jom ſkal ſtaa daa Frontſiden af Monumentet. Bill. N Jeg forſtod ikke i Forſtningen, hvad han mente; men 0 endelig kom jeg til den Slutning, at der hentydedes til den 4 Inſtription, hvorom Ceſar havde talt med Max hin Dag — i Prins Cabanos Palads. Jeg bad Overbringeren vente 8 * wt a TS eee Pe 3 „ 2 . 2 8 ; 2 ; * a Car. rs 2 * “ol at W e 1 —297— et ieblit, faa ſtulde han faa den med. Efter nogle Mi⸗ nutters Overveielſe ſlrev jeg folgende: Dette ſtore Monument er reiſt af Cäſar Lomellini, kommanderende General over Dodeleagelfens Broderſkab, til Minde om den moderne Civiliſations Ded og Begravelſe. Det beſtaar af Ligene af en Fjerdedels Million menneſtelige Veſe⸗ ner, hvilke engang var de regjerende eller de ſtyrendes Veerttypi i denne megtige, men desverre ruinerede Stad. Deres Styrelſe var helt igjennem ſlet. De gjorde fin fordervende Indflydelſe gjeeldende i Rettens Hel⸗ ligdom, i Kongresſens og Legislaturernes Haller, i Landets Presſe, ved Valgurnen og 1 Menneſtenes Hjerter og Sjeele. De dannede ſtore Kombinationer i den Henſigt at plyndre de fat⸗ tige, at tage fra de udarmede og give til de formuende, at gjpre de fattige endnu fattigere. ‘ De benyttede en fri Regjerings Maſkineri i Underkuelſens Tjene⸗ ſte; de ſpottede Friheden og haanede dens Traditioner; de jagede Retfeerdigheden ud af Landet og indkaldte i dens Sted Gruſomhed, Uvidenhed, Fortvivlelſe og Laſter. Deres Hjerter var haardere end Mzlleſtene; de degraderede Men⸗ neſkeheden og ſpottede Gud. J Tidens Fylde naaede Forbitrelſen ſelve Himmelens Sale, og den underkuede Menneſkenatur reiſte fig til almindelig Revolution paa Jorden. De omkom ved de Inſtrumenter, fom deres egen Ondſktab havde frembragt, og her ligger de begravede i Sten omkring Sprengſtoffe, der er ligeſaa poeleggende ſom deres Liv. Vi afſkyr deres Laſter, paa ſamme Zid fom vi begreeder deres Skjcebne. Aarhundreders Feilſtyre naaede fit Kulminationspunkt, medens de var ved Roret, og de led en forfeerdelig Straf for Feedrenes Synder og Kortſynthed ſaavel ſom for deres egen Gruſomhed og Ondſtab. O, Menneſke, lad dette Monument ſtaa for evigt! Hvis Civiliſationen i kommende Tider atter blomſtrer paa Jorde⸗ 8 —298— rig, bor Mennefteflagten komme hid forat beſkue dette himmelhsie Monument og lere at afſtaa fra Egenkjerlighed og leve retferdigt. Maa Menneſfene drage den ſtore Lerdom af denne ſtrokindjagende Dynge affielede Legemer, at ingen jordiſk Regjering kan beftaa, uden den er bygget paa Barmhjertighed, Retfeerdighed, Sandhed og Kieerlighed! Jeg bandt Papiret til Snoren og feenfede det ned til den ventende Budberer. Ved Middagstid kom Max tilbage med ſonderrevne Rieder og ligblegt Anſigt. Om Hovedet havde han en hvid Bandage, der var gjennemtreengt af hans eget Blod. Kriſtina udſtodte et Skrig og hans Moder beſvimede. „Hvad er der iveien, Max?“ ſpurgte jeg. „Alt er forgjẽeves“, ſvarede han med en Stemme, der tilkjendegav Fortvivlelſe. „Jeg troede at vere iſtand til at bringe Orden igjen i disſe kaotiſke Forholde og gjenop⸗ reiſe Samfundet; men det var kun en Drom.“ „Hvad er hendt?“ ſpurgte jeg. „Tidlig denne Morgen begav jeg mig til Prins Cabanos Palads for at faa Ceſar til at hjelpe mig. Han havde imidlertid levet i Sus og Dus hele Natten og befandt ſig i Sengen ſvinagtig beruſet. Saa gik jeg ud for at raad- fore mig med Pobelen, men en anden uheldig Omſtendig⸗ hed havde indtruffet oq gjort en ſaadan Raadſlagning til en Umulighed. Igaaraftes flygtede Vicepreſidenten —Joden — ien af Daemonerne medtagende hundrede Millioner Dollars i Guld, der var overladt ham til Opbevaring.“ „Hvor drog han hen?“ ſpurgte jeg. „Ingen ved. Han tog flere af ſine tro Venner med, og det rygtes, at han drog til Paleſtina for at opkaſte fig til Regent i Jeruſalem, beſtige Salomos gamle Kongetrone og ved ſin uhyre Rigdom omgive ſig med en Pragt og Glans, der ikke giver den bibelſke Konge noget efter, ſamt gjenop⸗ live det jodiffe Folks Glorie paa Verdens Ruiner.“ „Hvilken Virkning havde hans Flugt paa Pobelen?“ ſpurgte jeg. —299— „En forferdelig Virkning. Arbeiderne er raſende, og de vildeſte Rygter er i Omlob; de ſamlede fig i ſtore Ska⸗ rer rundt Palad ſet for at hindre Caſar at flygte ligeſom Kroblingen; thi de mistenker alle og enhver; de tror, at ogſaa han har en Million ſkjult i Paladſets Kjelder, og frevede, at han ſtulde viſe fig. Jeg forſogte at tale til dem fra Paladſets Trappe. Jeg fortalte dem, at Cefar faa doddruklen i fin Seng, og at der ſaaledes ikke var nogen Fare for, at han vilde komme til at gjore fig uſynlig ligeſom Kryblingen. Hvis de nerede Mistanke om Forrederi, raadede jeg dem til at velge en Komite for at underſoge Paladſet, om der fand⸗ tes nogen ſtjulte Skatte. Jeg mindede dem om, at de truedes af en Fare, fom de ikke havde tenkt over, nemlig den, at det var nodvendigt at oprette en Regjering, ſom alle maatte adlyde; Hvis de ikke tog dette fornuftige Skridt, kom de fnart til at ſtaa Anſigt til Anſigt med Hungers⸗ neden. Jeg forklarede dem, hvad jeg mente hermed, nem⸗ lig at denne Bys 10 Millioner Indbyggere var blevne underholdte af Tuſinder af Vognladninger med Fodevarer, hvilke daglig bragtes ind til Staden fra Udenverdenen; men nu havde al Trafik ophort; Folkehoben havde temt Buti⸗ kerne, og imorgen vilde de begynde at fole Hungerens Kvaler. Jeg ſogte at gjore dem begribeligt, hvad en Hun⸗ gersnpd havde at betyde for 10 Millioner Menneſker. Dette gav dem noget at tenke paa, og de blev meget ſtille af fig. En af dem raabte: „Hvad vil De vi ſtal gjore?“ „J maa oprette en midlertidig Regjering; J maa velge en Mand, hvem J alle er enige om at adlyde; det neſte er at velge nogle Raadgivere til at biſtaa ham. Og ſaa maa de Perſoner blandt eder, hvilfe er Lofomotivfprere eller Ronduftprer paa Jernbaner eller Luftlinier gjenind⸗ tage deres gamle Pladſe, fore jer ud paa Landet for at 300 — bortbytte, hvad J har tilranet eder under Opſtanden, t Kvaeg, Mel og Grontſager og alle andre Livsfornodenheder.“ „Han onſker at lade fig udraabe til Konge,“ hylede en Grobian. „Ja“, ſvarede en anden, „og feette os til at arbeide igjen.“ „J ethvert Tilfcelde er han en fordomt Ariſtokrat,“ bro⸗ lede en tredie. Men der var nogle blandt dem, hvilke havde Forſtand nok til at indſe, at jeg havde Ret, og Pobelen delte fig vieblikkelig i tvende ſtridende Barter, Ord forte til Slag, og mange blev drebte. Tre Skurke lob til for at gribe mig; men jeg nedſkjod en af dem og ſaarede en anden; den tredie gav mig et Sabelhug; men min Hat formindſkede dets Kraft, ellers vilde det have gjort Ende paa mig. Da hau hevede fit Vaaben for at hugge til mig paa nyt, fied jeg ham paa Flokken. Mine Verner tvang mig ind gjen⸗ nem den Dor i Paladſet, udenfor hvilken jeg befandt mig; vi barrikaderede den forſvarligt for at holde de vilde Biers ſter ude, Jeg flygtede ud gjennem en Bagdor og kom hiem.“ „Alt Haab er ude,” tilfviede han ſorgmodigt; „jeg kan intet andet gjore nu end at treffe de nodvendige Foran: ſtaltninger med Henſyn til vor egen Sikkerhed.“ e * XXXVIII. Flugten. „Ja“, ſvarede jeg, „vi kan ikke forblive her en Nat til. Ternk, hvilke Redſler, om der udbrpd Ildebrand her i Kvartalet!“ Han jaa paa mig med et halvt ſporgende og halvt for⸗ ſkrœkket Blik. „Det kan let hende,“ ſagde han; „vi maa flygte. Jeg vilde med Glede ofre mit Liv, om jeg dermed kunde ſtanſe Disſe Redſelsſcener; men det vilde vere forgjeves. Der gives i Virkeligheden ingen anden Udvei end at tage Flug⸗ ten.“ Vi maatte ffride til Handling og det hurtigt. Max ſtrev tre Breve til General Quincy af ens Indhold, ud⸗ valgte tre af ſine meſt betroede Mend, der var beveebnede lige til Zenbderne, til at overbringe dem. Det var en far⸗ lig Reiſe; men om en af dem naaede frem til Demoner⸗ nes Hovedkvarter, var han paalagt at overlevere ſin Af⸗ ſtrift til Generalen. Max bad Luftſkibenes Kommandant ſende ham en af Demonerne, hvilket blev lovet hin Aften i Kjelderen under det for omtalte Oplagshus. Endvidere bad han General Ouincy — fom Tegn paa, at Budbe⸗ reren havde naaet frem, og at Loftet vilde blive opfyldt — at ſende heit op i Luften en eneſte Demon ſtrax ved Mod⸗ tagelſen af Breyet. Vi ſteg op paa Taget med vore Kikkerter. Om to Ti⸗ mer antog vi, at Budbeererne, hvis de gik nogenlunde hurtigt, vilde have naaet deres Beſtemmelſesſted. Dette Tidsrum var allerede henſvundet; men intet var at opdage i Retning af Arſenalerne. enbſkinndt vi ngie underſogte —302— Horiſonten med vore Kikkerter. Teenk, om vore Budberere var blevne myrdede paa Veien, eller General Quincy neg⸗ tede at holde Ord; thi det var meget ſandſynligt, at ingen agtede paa et givet Lofte i en faa forferdelig Anarkismens Periode! Atter hengik en halv Time uden noget Signal, og vi var Fortvivlelſen ner: Kunde vi udholde en Nat til ligeſaa reedjelsfuld ſom den foreqaaende? Endelig raabte Eſtella, der uafbrudt hapde rettet Kikkerten veſtover: „Se! der er noget, ſom beveger ſig i Luften.“ Rettende vore Kikkerter paa det af hende angivne Punkt, opdagede vi, Himlen vere Lovet, det omſkrevne Signal. Deemonen hevede fig ſom en ſtor Orn i en betydelig Hpide, {vevede omkring i Luften en Stund og ſenkede fig derpaa langſomt ned igjen. General Quincy agtede altſaa at indfri ſit Lpfte. Alle kom i travl Virkſomhed med Forberedelſer til Flug— ten. Vi dannede en Kjede fra Taget til Verelſerne ne⸗ denunder, og alt af Verdi, ſom vi önſkede at tage med paa Reiſen, pasſerede fra Haand til Haand op gjennem Aabningen, for at Sagerne kunde vere ferdige til at brin- ges ombord, naar Luftſkibet ankom. Selv Kvinderne hjalp til. Vi ſaa ikke efter vore Budberere; thi de ſkulde vende tilbage med Skibet. Om Eftermiddagen var det forholdsvis ſtille. Pobelen paa Gaderne ſyntes heller at fe fig om efter Fede end Rov; maaſke de fleſte hvilte jig for at komme til Kreefter og vere iſtand til at tage deſto kraftigere fat om Aftenen. Ved Morkets Frembrud ffulde det forferdelige Blodbryllup atter fortſettes. Vi ſpiſte Middag Kl. 6. Efter Maaltidet onſkede Mr. Phillips, at vi ſkulde forene os i Bon, og han tilfoiede, at det var uviſt, om vi oftere fik Anledning til at gjore det. Han bad indtrengende til Gud om Beſkfyttelſe, og enhver af os fulgte andeegtigt med i Bonnen. Klokken halv otte befandt alle ſammen ſig oppe paa Taget —303— ferdige til Reiſen, ſtirrende i den Retning hvorfra Luft— ſkibet ventedes at komme. Omkring en halv Time ſenere faa vi det gjennem Tusmprfet begynde at ſtige tilveirs over Arſenalet. General Qumey var altſaa det givne Lpfte tro. Daemonen floi raſkt henimod os Heit oppe i Luften; den kredſede rundt over vort Hus og endelig begyndte den at ſenke jig over bore Hoveder. Damerne og Mr. Phil⸗ lips bragtes forſt ombord, hvorefter Mendene begyndte at bere op Kasſer, Kufferter, Baller, Penge, Böger og de Inſtrumenter, ſom vi hapde beſtemt os til at bringe med paa Flugten. Netop i det Sieblik hortes en ſvare Tumult. Jeg gik hen til Reefoerfet og faa ned t Gaden. Langt mod nord fik jeg Wie paa en uhyre Folfejverm, der var 1 Anmarſch. J Begyndelſen troede jeg, at de kommende var drufne, idet de hujede og ffreg, ſom om de var beſatte af ſelve Brendevinsdjevelen. Nogle bar Fakler, og i Spidſen marſcherede en lurvet Knegt med en lang Stang, paa Hvis Top jeg pinede en fort Masſe, hvilken jeg i Tusmprfet ikke kunde faa Rede paa. Det varede ikke lenge, inden de fik Die paa Luftſkibet, og Hylene tiltog med fordoblet Styrke, ſamtidig med at jeg horte Max's Navn lyde fra Hundreders Leber. „Hvad betyder dette?“ ſpurgte jeg. „Det betyder, at de onſker at faa Tag i mig“, ſvarede han. Skynd jer, ſkynd jer!” Alle Mand anſtrengte fig til det yderſte med at bringe Reſten ombord, medens Kvinderne oppe paa Deeffet mod— tog de mindre Pakker, hvilke ſendtes op. „Op med Doren, ellers knuſer vi den!“ raabte en Tor- denſtemme nedenunder. Max ſvarede med at kaſte en Bombe over Reefverfet; den exploderede og dreebte et halvt Duſin Mend; men denne Pobel var ikke faa let at jage paa Flugt fom Tyvene. Kugler begyndte ſnart at flyve; men heldigvis blen ingen —304— | : truffet, ſaaſom det ſtedſe tiltagende Morke beſkyttede os. Nogle fteerfe Karle ſaages at nerme fig Bygningen berende en lang Bjelke, hvormed de ſandſynligvis agtede at knuſe Doren, der havde modſtaget alle deres tidligere Angreb. „Ned med en af Dodsbomberne“, ſagde Max til Men⸗ dene paa Daemonen. To af Beſcktningen paa Luftſkibet bar ned mellem fig meget forſigtig en ſtor, ſort Jernkugle. „Udover med den!“ befalede Max. Kort efter hortes Bomben explodere; den uſynlige Gift ſpredte ſig udover, og det varede ikke Longe for Merndene med Bjelken ſegnede ſtendode om paa Gaden, medens de, der ikke indaandede Giſtſtoffet, ſtyndte ſig afſted, ſaa fort ſom Benene kunde bere dem. „Skynd jer, ſkynd jer!“ raabte Max. Jeg faa udover Rakveerket og opdagede, at flere In— ſurgenter lob ind i et Hus i Neerheden, men efter nogle Oieblikkes Forlob kom de ſtyrtende ud igjen ſeende tilbage, medens de lob. „Jeg frygter for, at de har fat Ild paa * ſagde jeg til Max. „Det var noget jeg ventede“, ſvarede han roligt. „Skond jer, ſkynd jer!“ raabte han igjen. Dyngerne paa Taget forſvandt hurtigt. Jeg boiede mig netop for at lofte op en af mine koſtelige Bogpakker, da en knitrende og ſpragende Lyd, der hurtig tiltog i Styrke, naaede mine Oren; det var Ilden, fom under Masſernes uſtanſelige Jubel brod frem gjennem Vinduer og Dore i det antendte Hus; men heldigvis laa dette imellem os og den ftore Masſe af vore Fiender. „Min Gud", udbrod Max, „det er Ceſars Hoved!“ Paa Toppen af den for omtalte Stang ſaa jeg virkelig Kjcempens veldige Hoved, der i Lyſet fra den brendende Bygning og med Morket fom Baggrund lignede et Bil⸗ lede malet med Blodfarver. Jeg kunde tpdelig ſljelne — 303 — de glasagtige Wine, den fremſtaaende Tunge, den ſtore Un— derkjeeve og den veeldige Oxehals, hvor der hang foere Draaber af ftprfnet Vlod. „Det er Inſurgenters forſte Inſtinkt“, ſagde Max, „at mistenfe Lederne og drebe dem; de myrdede Cceſar og nu er de her forat faa Tag i mig. Da de faa Luftfkibet, beſtyrkedes de i fin Mistanke om, at jeg er i Ferd med at fore bort deres Skatte.“ Jeg kunde ikke vende Blikket fra det ſpogelſesagtige Ho⸗ ved, hvilket tiltrak ſig hele min Opmeerkſomhed, jvatende frem og tilbage med den beveegende Folkehob opferende en ſand Djevledans deroppe i Luften. Det tiljtpdende Hus var allerede i Brand, og Rog ſaaes at ſtige op af Taget nermeſt os. Pobelen, der jaa, at vi ikke bevegede os, troede, at Luftſkibets Maſkineri var gaaet iſtykker, og Jubelen tiltog, efterhvert ſom Ilden nermede fig. Op ſendtes Pakker, Bundter og Kasſer hurtigere og hur⸗ tigere. Vi fod os ikke afffreeffe hverken af Ilden eller Pobelen. Taget nermeft os var allerede i Brand, og vi kunde höre Ilden dernede fom i en Masovn. Endelig var vi ferdige, og alt bragt ombord. „Op, op, Karle!“ Max og jeg var de ſidſte til at forlade Taget, hvor det nu var blevet utaalelig varmt. Alle befandt ſig i god Behold oppe paa Deeffet. Mafkiniſten flap paa den elek— triſtke Strom, og den ſtore Fugl ſvaiede et Dieblik, men begyndte derpaa at Hebe fig fom en veritabel Fonix fra fit Rede af Flammer. Da Folkemasſerne faa, at vi begyndte at ſtige tilveirs, forſt ſagte og uſikkert, men derpaa hurtigere og hurtigere, blev der en ſvare Leven. Kugler flpi om— fring os faa tyk fom Sne; men Deemonens Metalſider ſpottede kun Bly. Som en Pil ffjpd vi op t Luften hpi⸗ ere og hoiere. Den ſtore By faa udbredt nedenunder fom et ſtort Kart merket her og der af brendende Huſe. —806— Svevende hen over Treegrupperne paa Union Square faa jeg gjennem min Kikkert Cajars Spile berende Vers dens Gravfkrift. „Hvad ffal disſe Millioner gjore imorgen?“ ſpurgte jeg Max. „Sulte“, ſvarede han. „Hvad ſtal de tage fig fore naſte Uge?“ „Ede op hverandre“, ſparede han. „Kommer ikke en Styrelſe til at opſtaa paa nyt af denne Forvirring?“ ſpurgte jeg. „Ikke paa lang Tid”, ſvarede han. Uvidenhed, Liden— ſkaber, Gruſomhed og Forbrpdelſer vil blive de domine— rende. Menneſker, der har en jaa forferdelig Erindring om Arbeidet, kan umulig vere at formaa til at begynde igjen. Og hvem ſkal give dem Wrbeide? . Efter at tre Fjerdedele af Menneſleſlogten er omkomne af Hunger eller drabte, jaa vil den overlevende Fjerdedel — de ſtorkeſte, de meſt brutale — finde det nodvendigt at ſlutte fig ſammen i Bander til Selvforſvar. Den dygtigfte Slaaskjqmpe Hos hver af disſe blir Hovding ligeſom hos alle vilde. Verdenshiſtorien begynder da langſomt at gjen— tage fig ſelv. En uforferdet Grobian kommer til at legge under fig nogle af de nerboende Flokke og blir Konge. Gradvis og i den meſt primitive Form begyndes Arbeidet igjen, i Forſtningen fordetmeſte udfort af Slaver. Men— neſker vil komme til at give Afkald paa Friheden mod at erholde Beſkyttelſe. Efter et Par Aarhundreder opftaar etſlags Handelsſamkvem, og derpaa kommer flere Sekler af Krig Provinſer og Nationer imellem. Et uyt Ariſto— frati opſtaar. Kulturen begynder atter at lofte paa Hove— det. En ftor Magt lig Romerriget i den gamle Verden kan muligens trade frem paa Verdenshiſtoriens Skueplads. Det er ikke uſandſynligt, at en mork Overtro tager Verden i Beſiddelſe, og at Alfred, Victoria og Waſhington blir dyrkede ligeſom Saturn, Jupiter og Herkules i det ſvundne —307— med kanſte ligeſaa blodige og gruſomme Ceremonier ſom hos Karthagenienſerne eller de gamle Mexikanere. Og faa- ledes vil Menneſkeſleegten Skridt for Skridt gjenopfpre det ſtore, menneſkelige Drama, der altid begynder med en Tra— gedie, ſpilles fom en Komedie og ender i en Kataſtrofe.“ Byen holdt paa at forſvinde, og vi befandt os ude paa Atlanterhavet, Hvis ſvale, ſalte Briſe var forfriſkende. Baade jeg og Max faa os tilbage. „Teenk“, ſagde jeg, „hvad ſom foregaar dernede.“ Max gyſte ved Tanken paa alle de Raddſelsſcener, der havde fundet Sted i de ſidſte Dage. Hans Dine fik denne uhyggelige Glans, ſom jeg havde meerket ved tidligere Anledninger, naar et eller andet bittert Minde dukkede op i hans Erindring. 5 „Jeg vilde ikke betenfe mig paa at pdelegge Verden for at frelſe ham der,“ ſagde han pegende paa Faderen, der faa paa Knee og bad. Max ſogte at retferdiggjore fig for fin egen Domſtol. „Gabriel“, ſagde han efter en Pauſe, „hvis dette ÜUd— brud ikke havde heendt nu, vilde det alligevel have fundet Sted; det var kun et Tidsſporgsmaal; thi det paa Men— neffeheden hvilende Tryk var for ſtort. Verden kunde ikke have fortſat i de ſamme Spor, ligeſom den heller ikke kunde have vendt tilbage, og Kataſtrofen var uundgagelig. Det kan gjerne veere, at det er Forſynets Maade at afviffe de forte Billeder. Maaſke at de gamle Legender om Menne— ſkeſleegtens Sdelceggelſe ved Syndflod og Ild er dunkle Erindringer om lignende Begivenheder fom de, hvilke nu har fundet Sted.“ „Det er muligt, min fare Max,“ ſvarede jeg, og vi taug en Stund. Selv Havet vidnede om Menneſkenes Ruin. Fyrtaar⸗ nene holdt ikke lngere tilveirs fine Ildfingre til Advarſel for ſofarende mod de forrederſke Klipper; ingen Luftſkibe med fine talrige Yldpine for pilſnart gjennem Luften; kun . —308— hiſt og her janes et Dampfkib eller en Seilſkude paa fin moiſommelige Vet mod fremmede Kyſter, lidet anende hvad der ventede dem ved Reiſens Maal, naar de hungrige Skab— ninger indfinder ſig kravlende op Skibets Sider for at Dreebe og rove. Hvor ſtille og fredelig var ikke Natten, der havde ud— bredt ſit Slor over Jorderig! Hvor ſtyrkende og ren var ikke Luften! Hvor uydelſesrig var ikke Stilheden for vore Oren, hvilke i de ſidſte redſelsfulde Dage pintes af den raſende Pobels Hyl! Hvor behageligt var ikke Morket for vore Oine, der jaa lenge var plagede af Qld og Mord— ſeener! Eſtella og Kriſtina, Hvis Anſigter bar Preg af de udjtandne Sjelslidelſer, kom og ſatte fig hos os. Jeg hevede mit Blik til Stjernehimlen, til den endeloſe Procesſion af lyſende Verdener — til det uendelige, tyſte Himmelrum — og tenkte paa de lange Tidsperioder, da der ikke fandtes Menneſker paa Jorden, da alle disſe Stjer— nehcere kun paraderede for Gud Aaſyn, da den Alvidende endnu ikke havde befluttet at ſkabe disſe ſmaa Kryb, fom blev kaldt Menneſker. Hvorfor ſkabte han dem? Dog var jeg fuldt overbeviſt om, at et taknemmeligt Hjerte, ſom opſendte en levende Straale af fin Kjerlighed til Guds Trone, var uendelig meget mere end alle Jordens Bjerge og Sletter, ja den talloſe Stjerneher; thi Materien er det, hvormed Gud virker, medens Tanken, Kjerligheden, Samvittigheden og Bevidſtheden er Dele af den almegtige Fader ſelv. Vi tenker, fordi vi er guddommelige; vi beder, fordi vi er udodelige. En Del af Gud — det valdige, det ufattelige Veſen i det hoie! Hans aldrig ſvigtende Haand ſtyrer disſe vel— dige Kloder paa deres Baner ligeſaa let, ſom den ſam— menfoier Liljerne paa Marken og maler Sommerfuglens melede Vinger med Regnbuens Farver. Jeg kunde have gredt over Menneffeflegten; men jeg erindrede, at Gud bor bag Stjernerne. rr i WEN a XXXIX. Europa. Den folgende Dag floi vi hen over Oceanets ſvere, rullende Gplger, der, faa langt Siet kunde naa, ſyntes at ligge i en evig Kamp om Forrangen, i ſtadig Konkurrance ligeſom Menneſkene paa Livets Skueplads. Ovenover os havde vi Skypanoramaet, der jaa ofte er en Stormens og Redſelens Budbringer; thi ſelv i deres mildeſte Form forudſiger Skymasſerne Uveir, der altid ſamler Taagen omkring fig lig en Kledning, og ſelv om det gaar lang⸗ ſomt, kommer Stormen uſpigelig ned. En Hvalfiſt ſprutede fin Vandſtraale hoit tilveirs. Lyk⸗ kelige Skabning! Hvor godt pasſer ikke de gyngende Bol— ger til dens ſlimede, glatte Hud! En Skare Delfiner boltrede fig dernede i Bolgerne i et Overmaal af Glede og Lykke. Havmaagerne {lpi omkring os, ſom om vort Luftſkib kun var en ſtorre Fugl. Herude er der Harmoni. Se, hvor Fuglene drager ſig Vinden tilnytte og faar den til at lofte, ſenke eller drive dem fremad gjennem Stor⸗ men lig et Seilfartsi. Der var ikke Arbeide, kun Liv og Tilfredshed — Glede over Tilverelfen felv. Overalt viſte der fig Spor af Guds Godhed — Lys, Lyd, Luft, So, Skyer, Fugl og Fiſt — en Verden, hvoraf vi var en Del, og vi gledede os over den. Baa Tankens Vinger ſvevede jeg atter tilbage til den ſtore By, til dens lange Gader, myldrende af Drabsmeend — til den hungrige, raſende Folkemasſe. Hvorfor lyttede de ikke til mig? Hvorfor ſpottede de mig, rige ſaavel ſom fattige? | Hvis de havde givet Agt —310— paa mine Ord, kunde de maaffe have undgaaet at tomme den bitre Kalk. Men det ſynes, ſom om Troen og Ci viliſationen var uforenelige. Kriſtus var kun en Mulighed i den barfodede Verden, og de faa, fom havde Sko paa Fodderne myrdede ham. Hvad var det, ſom bevegede Menneſkeſlegten til at gaa hen og indjvpbe fig i Elendig— heden ſom i et Kleedebon, medens Hele Naturen frydede ſig? Max fortalte mig, at vi med Nod og neppe undſlap. Af de tre Budberere, ſom vi havde udſendt, naaede kun en frem til General Quincy; de andre blev myrdede paa Gaden. Og da den ene Mand havde fjempet fig trem til Arſenalet, fandt han Luftens Mameluker forberedende fig til Flugt om Natten til de bjergige Egne i Sydamerika. Havde vi udſat vor Reiſe til den folgende Dag, eller der- ſom alle tre Budberere var omkomne paa Veien, vilde hvereneſte en af os have fundet en ynkelig Dod i Flam⸗ merne. Det var derfor med dybt Alvor, at vi forenede os med Mr. Phillips i Morgenbonnen. Den folgende Dag nermede vi os gamle Europa, ved hvis Kyſter en Mengde aabne Baade, Floddampere og Sartpier af alle Slags drev omkring overfyldte af Men— neſker. Mange af disſe Skibe var ſkrobelige Farkoſter og uffiffede for en Gpreije; men de Redsler, fom de ombord- veerende flygtede fra, var forfeerdeligere end Havet nogen— finde kan opviſe. Pasſagererne raabte til os gjennem Talerpr og bad os vende tibage, da hele Europa faa i Ruiner. Vi paa vor Side fortalte om Tingenes Tilſtand over i Amerika, raadende dem til at ſoge hen til uciviliſerede Lande, hvor kun Barbarer findes. Da vi kom nermere Kyſten, kunde vi ſe, at Verfter og Sandrevler var forte af Folk, hvilke kjcempede ſom afſindige om de faa Baade eller Skibe, der endnu var tibage. Med de Vaaben, fom de i Haſtverket havde faaet Tag i, ſogte de at holde tilbage de bedre bevebnede Masſer, hvilke —311— anrettede et forferdeligt Blodbad, og hvert Mieblif for⸗ tyndedes de flygtendes Rekker. Nogle blandt den betrengte Skare raabte til os om Hjelp, og ſtrakte bonfaldende fine Arme i Veiret, medens Luftſkibet pasſerede hen over dem. Vore Hjerter blodte for dem; men vi kunde intet gjore. Men hvorfor dvele ved det grasſelige Billede, der fremrullede ſig nede paa Jorden? Gaarde, Landsbyer og Storbyer var kun en Masſe rygende Ruiner. Kampen raſede endnu paa Gader og Landeveie; vi kunde höre de flygtendes Skrig, Knaldene fra Geveerer og Piſtoler i For— folgernes Heender, ja nogle af dem var endog faa ond— ſkabsfulde, at de fyrede paa os, ligeſſom om de vilde fe noget, de ikke kunde pdelegge. Aldrig for har jeg troet, Menneſkeſleegten var jaa ondſkabsfuld. Forſt nu fattede jeg, hvor meget ondt der har veret undertrykt i den menneſkelige Natur gjennem Tiderne ved Lovens Jernkraft. Er Menneſket det felles Produkt af en Gud og en Djee⸗ vel? Under dette Skjeebnens Spil var det iſandhed deemoniſk. Vi flor mod ſyd over Frankriges pdelagte Frughaver og ruinerede Vinbjerge. Et ftort Felt af Affe og rygende Ruiner viſte os, hvor Paris faa. Rundt omkring ſaaes lurvede Menneſkeſkikkelſer ſtreife omkring for at finde noget at ſpiſe og at grave op Rodder paa Markerne. Etſteds ude paa Landet opdagede jeg paa en Mark foran os et enſomt ſtaaende Tre, i Hvis Neehed ſaaes de rygende Ruiner af et ſtort Hus. Noget hvidt bevegede fig nede i Treets lovrige Krone, og ved neermere at betragte det gjennem min Kikkert opdagede jeg, at det var en Kvinde holdende noget i ſine Arme. „Kan vi ikke tage hende med?“ ſpurgte jeg Kasten „Vi kan ikke ſtoppe Fartpiet paa en jaa fort Afſtand“, ſvarede han; „men vi kan jo vende tilbage.“ „For Guds Skyld gjor det“, ſagde jeg. Vi ſenkede os og flpt henimod Treet, Kvinden ſtrakte —319— bynfaldende ud fine Arme holdende et Spadbarn. Kri— ſting, Eſtella og de andre Damer grad ved Synet af den ulykkelige Moder, der blir rent fortvivlet, da vi formver forbi, men fatter Mod, naar hun fer os vende om. Vi kommer ſagte tilbage; vi ſtanſer, og en Rebſtige falder. Jeg ſtiger ned, faar en Snip af Barnets Kloder mellem mine Tender og bialper Kvinden op paa Dakket, hvor hun faldt om raabende paa franff: „Skaan mit Barn!“ O, redſelsfulde Tid, da hvert Menneſke betragtes ſom en Morder! Vore Damer ſogte at trofte den ſtakkels Kvinde. Hun var kladt i Pjalterz men paa hendes Fingre fad koſtelige Juveler, der tilkjendegav, at hun tilhorte de sore Lag i det ruinerede Samfund. J tre Dage, ſortalte hun, havde hun tilligemed Barnet voret ſkjult i Trget uden Mad eller Drikke og feet alle fine fore omkomme med Undtagelſe af lille Francois, der atter befandt fig i Mo— derens Arme. Saavel Moder fom Barn blev paa det one hyggeligſte pleiet af vore Kvinder, der gl̃dede fig meget over den lille rodmosſede Franſkmand, vi havde faaet ome bord. , Gud vere Lovet for den Engel, fom bor i Menneſkena⸗ turen! Ve den, font byder Djavelen at udfafte ham! Max var bele denne Dag henſunken i dybe Tanker; han kaſter Blikket udover den horjede Verden og ſukker. Selv Kriſtina formaar ikke at tiltrokke ſig haus Opmeerkſomhed. Hvorfor ſkulde han fole fig lykkelig, naar der er faa megen Elendighed? Var han ikke behjcelpelig med at fremkalde W : Middelhavets blaa, ſmilende Vande med de mange, ſkov⸗ bevoxede Oer viſer fig for vore Blikke; men ſelv dette fore ſvinder ſnart, og Orkenens gule Sand ligger under os, jaa langt Oiet kan rekke. Vi ſvaver hen over en Kara⸗ vane med de taalmodige Kameler, Orkenens Skib nu ſom i fordums Dage, og morfe Pilegrime. J disſe ode Trak ter har man intet hort om de Krampetrœkninger, der har W ~~. ar J slid 7 if 4 . ¢ / or 7 ‘e 7. —B1g— gaaet gjennem Verden. De beder til Allah og Muhamed og er lyllelige. Den varme, blaa, ſtyfrie Himmel hveelver fig ſom en Kuppel over deres Hoveder. Deres Fode er {nap og grov; men i deres Aarer brender ikle denne heftige Wrgjerrighedend Feber, fom har brevet Menneſleſlegten til Galſtab og Redsler; de lever og dor ſom deres Fee⸗ bre for ti Tuſinder Aar tilbage — uforanderlige ſom Stjer⸗ nerne over deres Hoveder, og disſe Himmellegemer er netop de ſamme, hvilke lyſte jaa klart og herligt, da de kaldeeiſke Faarehyrder ſtuderede Stjernebillederne og de vandrende Planeters Baner. Foran os Hever fig endelig ſtore, blaa Masſer ſtigende hyit op i Luften fom Skytoppe, ftrectfende fig fra pit mod veſt, og om fort Zid, efterſom vi kommer nermere, anta- ger de Form af megtige Bjergkjceder med jnebedeffede Tin⸗ der og Orpnjver ved Foden. Jeg veileder Lodſen, og ſnart begynder det ſtore Skib at ſagtne Fart og jenfer fig ſpevende omkring i en ftor Cirkel. Vor ſveerre Slygge foraarſager en ſvare Raddſel nede i Faareflollen. Det hvide Hus med fine brede Veran⸗ daer kommer tilſyne, og udenfor ftaar min kjcere Moder, Syſtende og vore Tjenere ſtirrende op i Luften hyiſt for⸗ bauſede over det fig nermende Uhyre af en Fugl. Slibet fenfer fig fra fin lange Reiſe. Vi er hjemme. Bort Friſteb er naaet, LX, Haven mellem Fjeldene. (De Slutuingddemerhtinger er fra Gabriel Weltſteind Dagdog. Siden min Hiemkomſt dar jeg ikke veret uvirkſom. For det forſte ſamlede jeg alle de Greve, jeg davde ſtrevet til min Broder Heinrich fra Now York, fordi jeg antog dem at vere af Vigtighed fom et Billede af Ciwiliſationens Odelcggelſe og en Fremftilling af de Begivenbeder, Huilfe furte til den. Jeg Led ſenere Brevene trylke paa vor medbragte Presſe, Wet jeg troede, at Eſterverdenen vilde ſtattere dem lige jaa Ht, fom vi give de Billeder, furſte Moſedog, indedolder af Verden for Sondfloden, Og endvidere dar jeg befluttet at netegne i denne Dag⸗ dog de Begivenheder, fom berefter indtreſſer. Saaſnart jeg davde forklaret min Familie Aarſagerne til vor Hiemkomſt. paa bvilken den tildels var forberedt giennem mine Breve til Heinrich, og giort mine Slegt⸗ ninge dekjendt med min Huſtru og mine Venner, ſammen⸗ kaldte jeg et Mode af Koloniens Indvaanere, der udgjorde omkring ſem Tuſen — Mend, Kvinder og Born. Alle indfandt ſig, medbringende Madkurve ligeſom til et Brullup. Vi modte i en gammel Lund paa en Bjerg⸗ ſtraaning. J en Tale ſkildrede jeg den gresſelige Til⸗ dragelſe — Civiliſationens Odeleggelſe. Jeg debover neppe at tilfoie, at de i hpieſte Grad blev forfcerdede, da de horte denne grufulde Beretning. Mange grad ditterlig, andre jamrede fig, vridende fine Hende i Fortvivlelſe; thi de davde efterladt fig i Schweitz mange Here Venner og Slogtninge. Jeg troſtede dem, jaa godt jeg kunde; mine Dede dem om, at den ſchweitziſke Republik havde overlevet mange Dynaſtier Revolutioner; at Indbyggerne der ikke var nedſunkne i den Vellyſt og Overdaadighed, ſom havde ruineret den worige Verden; men var et ubedeervet Folk, blandt hvilket Ardeidet altid havde indtaget en He⸗ dersplads. Desuden var Scheiden et Krigerfolk, og de a e a . I * * , „ * 2 9 — 3 have ſtærle Heftninger i Landes Gimmelopie Hjerge, hvorſor be antagelig lunbe forfvare fig mob ethbert Angreb af be ſuline Horber, fom vile överſvnmme Rontinentet. Det forſte Sporgs maal, ſom fremſtillebe fig for os, var, 7 hvorlebes vi bedi lunne were forberedt ſely mod lignende paver, Vi gil derſor over til at bis lutere vort Lands na⸗ turlige Beſlaffenhed. Det var et Heiland beliggende hyit over de tropifle og mia⸗ matiſle Sletter, omringet of endnu hiiere Fjelde, hvor der bor Leyninger af den eiendomme⸗ lige Race, fom forſt blew beſtrevet af Stanley. Den eneſte Maade, poo hrilten Jiender lunde lomme ind i Low bet, var at trenge fig frem ab en almindelig Riprevei, der foinger fig op gjennem et Pas i Bjergene. Lao et Punlt i bette Smug er det ſaa trangt, at der fun er Rum for tvende Rigretpier at paß ſere Side om Side, Bi beſluttede at ſamle alle vore Mend den folgende Dag for at opfore en Mur poo nente Sted {oa hei, at den fuldftendig lunde afſljere al Jorbindelſe med Udenverbenen, ligeſom den maatte vere faa Tyl, at den modſtod eihvert Angreb. Dette blew heldigt ud fert, og en Mur, 30 Jod hei og 50 Fob tvers over paa det bredeſte Punkt, hever fig op mellem vor Koloni og ben ydre Verden. Det var med ſorgmobdige Jylelſer, at vi fired til bette Berk for at ude⸗ lulle vore Mebmenneſler. En Vagt bleo ſtationeret paa et heit Punkt ner Muren, fra hvillet man kunde overſlue det omlringliggende Land⸗ ffab i mange Miles Omlreds. Vi fom overens om at be nytte os af Bauner til at varſle hele Nybygget, naar der var Fare paa Herve, Derneſt opforte vi, under Karl Janſons Overopſyn, et Verkſteb, hvor unge Mond lertes Metalarbeide, og de begyndte at forferbdige et ſtort Antal Magazingeverer, faa at hvereneſte Mand i Kolonien kunde verre vel bevebuet. Karl er en af disſe ſtille, fordrings loſe Perſonligheber, hville altid gjer mere, end de lover, og han er en dygtig Mand * — GOS) eS eee ae —-316— i fit Fag. Jern og Kul fandt vi i Overſlodighed 1 Bier gene. Ligeledes blev der ſtobt en Mengde fowre Kanoner, hvilke lagdes paa bate Hiul, faa at man kunde ſkyde lodret op i Luften, i det Tilfelde vi blev angrebne af Luſtſkibe, endſtjondt jeg troede, at Hemmeligheden ved deres Ror: ſtruktion efter al Sandſynlighed gik tabt med Civiliſatio⸗ nens Odeleggelſe. Imidlertid Lod vi Deemonen omhygge⸗ lig opbevares, idet vi opforte et ſtort Skur over den, da vi havde beſtemt os til at bygge andre Luftſkibe, naar dertil gaves Tid og Leilighed, for at vi kunde feette os i For⸗ bindelſe med Udenverdenen, om dette var onffeligt. Efter at have truffet alle nodvendige Foranſtaltninger til vort Lands Forſvar, begyndte vi at tenke paa Midler til Beſkyttelſe inden vort eget Samfund; thi et Folks veerſte Fiender findes altid inden dets egne Landemerker — i Indvaanernes Lidenſkaber og Forfeengelighed. En Nations farligſte Uvenner neermer fig ikke med fipvende Faner og klingende Spil; men kryber ind paa den med en frogtelig Peſts lydloſe Skridt. Under dette Arbeide erholdt jeg en vordifuld Asſiſtence af Max, men iſer af hans Fader, der helt og holdent havde gienvundet ſine Sanſers fulde Brug. Han var vel bekjendt med alleflags Regjeringsprineiper og dertil nerede et breen⸗ dende Onſke om at vere Menneſkeheden tilnytte. Max ſyntes nogle Dage efter vor Ankomſt at befinde fig t en meget nedtrykt Sindsſtemning. Han greb med Begjerlig⸗ Hed det Arbeide, jeg udpegede for ham, fom om han ved Tjenfter hos vort Folk vilde godtgjore den Skade, han havde tilfbiet Verden. Vi holdt mange Raadſlagninger. Gode Henſigter og erlige Beſlutninger findes der nok af blandt Masſerne; men naar der er Tale om fremſynte Statsmend og Filantroper, maa vi fe op til kun nogle faa overlegne Wander, Det er imidlertid ſjelden, at Evnen og Attraagen til at gjore godt er forenede i en og ſamme Perſon. Da vi Havde formuleret vor Regjeringsplan, ſammen⸗ Wr —317T— kalbdte vi Folfet paanyt, og efter flere Dages Debat blew den idet vejentligfte antagen. J vor Konſtitution beljender vi forſt vor Tro paa den almegtige Gud, fra Hvis Hjerte udſpringer alle gode For⸗ jetter paa Jorden, og ingen Regjering kan blomſtre, hvis den ikle nyder hans Velſignelſe. For det andet vedtog vi en republikanſt Regjering⸗ form. Enhver aandsfriſk, voxen Mand og Kvinde tillades at ſtemme. Stemmerets ſyſtemet er fuldfommen hemmeligt og antages at hindre Beſtikkelſer. Det er omtrent lig det, ſom var i Brug i forſtjellige Lande for Proletariatets Revolu⸗ tion. Den ſtorſte Forbrydelſe, ſom vore Love fender, er For⸗ rœderi mod Staten. Dette beſtaar ikke alene deri, at man forer Krig mod Regjeringen; men ogſaa 1 Beſtikkelſer ved Valgurnen, hvilkle Forbrydelſer ſtraffes med Doden. Men da disſe Overtredelſer ifplge deres Natur er hemmelige, har vi taget Beſtemmelſe om tre Slags Domsafſigelſer, nemlig „ſtyldig“, „ikke ſtyldig“ og „mistenkt“. Sidſtnevnte benyttes i Sager, hvor Juryen er moralſt overbeviſt, at tiltalte er ſtyldig, men hvor der ikke er nok direkte Vid⸗ nesbyrd til at domfelde ham. Juryen har da Magt til — ikke ſom Straf, men for Samfundets Sikkerhed — at erklere ham uberettiget til at ſtemme eller indehave offent⸗ lige Tillidshverv i et Tidsrum, der ikke maa vere under et Aar og iffe lengere end fem. Beſtikkelſer og Korrup⸗ tion fetter vi i Klasſe med Hpiforrederi, da Erfaring har viſt, at de er farligere i ſine Folger for det almene end aaben Krig mod Regjeringen og mange Gange verre end Mord. Derneft kommer almindelig, tvungen Skolegang. Ingen kan ſtemme, der ikke fan leeſe og ſkrive. Vi tror, at en Mands Udvidenhed ikke bor ſtaa fom en Modvegt mod en oplyſt Mands Indflydelſe. Uvidenhed er ikke alene for⸗ dervelig for vedfommende Individ felv, men sdelceggende —31s— for Samfundet i fin Helhed; en Farſot, der virker dre bende overalt. Vi afffajfer alle private Sfoler med Undtagelſe af de hoiere Undervisningsanſtalter og Akademier. Vi tror, at Samfundets Fred og Sikkerhed krover, at alle Born, rige ſaavelſom fattige, under Opveerten er i hverandres Selſkab. Paa den Maade ſpredes Races og Kaſte Fordomme, det hele Samfunds Befolkning voxer op i broderlig Forening. Hvis ikke denne Beſtemmelſe var tagen, vilde man i Lobet af en eller to Generationer fe Folket oprevet i fiendtlige Partier, omgjerdede af doftrinert Bigotteri, mistenkende og modarbeidende hverandre i Politik, Forretninger, forte ſagt i enhver Henſeende. Men, da vi tror, det ikke er ret at uddanne unge Mends Hoveder paa Bekoſtning af deres Herter, har vi med de verdslige Kundſkaber forenet moralſke og religioſe Ler⸗ domme, om bvilke de forſkjellige Kirkeſamfund er enigez tht der er hundrede Punkter, hvori de ſtemmer overens, mod et, hvorom de er uenige. Og af Henſyn til de Punkter, om hvilke de have deres egne Meninger, har vi indrettet det jaa, at Bornene kun beſoger Skolen fem Dage i Ugen, for at Foreldre og Preſter kan faa Anledning til at give dem en yderligere Religionsundervisning fom Tilleg til den, der meddeles om Sondagene. Vi affkaffer Pengerenten og ſtraffer med Feengſel den Mand, ſom modtager Rente. Staten eier alle Veie, Gader, Telegrafer eller Telefon⸗ linier, Jernbaner og Miner; den har udelukkende Kontrol over Poſt og Expresſager. Da de forſkjellige Departementer i Tidernes Lob kreever mange Tjeneſtemeend, hvilke lettelig kan benyttes af det ved Magten verende Parti i politijfe Oiemed, har vi beſtemt, at den, fom anſettes i et Embede, taber fin Stemmeret, ſaalcenge han forbliver i det offentliges Tjeneſte. Folkets Tjenere har ingenſomhelſt Ret til at vere med og ſtyre det. ‘ty * 1 f i —B19— Den, fom agter fin Stemmeret hyiere end et Embede, ſtaar det frit for at afſlaa Udnevnelſe. Da vi ikke har arveligt Adelſkab ſom i England, eller ſtore geografijfe Underafdelinger fom i Amerika, blev vi nydt til at hitte paa en ny Plan under Dannelſen af vor Kongres eller Parlament. Vor ſtyrende Forſamling, der kaldes Fol ket, er delt i tre Afdelinger. Den forſte velges udelukkende af Produ⸗ centerne — Arbeiderne i Byer, Jordbrugerne og Haand⸗ perferne paa Landet; de maa velge ſine Repreſentanter af fin egen Klasſe. Og da Producenterne udgjor den tal⸗ rigſte Klasſe, modſparer den Afdeling, ſom repreſenterer dem, Underhuſet i England eller Repreſentanthuſet i Ame⸗ rika. Den anden Afdeling veelges udelukkende af Kjobmend, Fabrikanter og alle, ſom beffjeftiger fig med Handel eller er Arbeidsherrer. Den tredie Gren af den lovgivende For⸗ ſamling, den mindſte af de tre, voelges af Forfattere Re⸗ daktorer, Kunſtnere, Videnſkabsmend, Filoſofer og literere Folk i Almindelighed. Denne Afdeling forventes at have det afgjorende Ord i Sager, hvor de andre ikke kan blive enige. Man har Grund til at antage, at de kommer til at udmerke ſig ved brede Syner og edle Tanker. Hvor et Sporgsmaal opſtaar, til hvilken Gruppe en Velger horer, afgjores Tviſten af Republikens Preſident. Intet Forſlag bliver til Lov, undtagen det erholder Ma⸗ joritet i hver af de tre Afdelinger eller i det mindſte en Stemmeflerhed af to trediedele i ts af dem. J Tilfelde af at Meningsforſtjel opſtaar angaaende et Lovſporgsmaal, ſammentreder de tre Aſdelinger, diſkutterer Sagen og ſo⸗ ger at komme til Enighed. Da Erfaring tilftreffelig har beviſt, at der er ſtorre Fare for, at de porige Klasſer ſammenrotter ſig for at undertrykke Producenterne, end at disſe konſpirerer mod de porige, naar undtages i Nodsfald, ſom vi nylig har ſeet — har vi beſluttet, at Underhuſet kan vedtage et Lovpforſlag med tre Fjerdedels Majoritet, tiltrods for at de andre Afdelinger fetter fig imod. = } i —820— Es Preſidenten velges af Kongresſen for et Tidsrum af fire Aar og kan ikke gjenvelges. Han har intet Veto eller Kontrol af Embedsudnevnelſer. Wed Preſidentvalg udfrors ves en Stemmeflerhed af to Trediedele i hver Afdeling. Viſer det fig i Fremtiden, at Arbeidslonnen og Velſtan⸗ den i et fremmed Land ſtaar i Heide med vor, oprettes Frihandel med dette Land. Men befinder et andet Lands Befolkning fig i ſtorre Fattigdom og arbeider for mindre Lon end vort eget Lands Indbyggere, afſkjqres al Hane delsforbindelſe med denne Nation; thi lavt betalt Arbeide paa den ene Side af Greendſen kommer uundgageligt til at troeffe ned Arbeidet paa et lignende Standpunkt paa den anden Side af Linien. Heller ikke er en flig Opfin⸗ delſe fom en Tarif tilſtrekkelig; tht endſkjont den er bedre end Frihandel, vil den dog, ſelv om den har Tendents til at holde Priſen paa Varer oppe, aabne Adgang til Lan⸗ Landet for Produkterne af udenlandſk Arbeide, hvorved Lonnen t vort eget Land formindſkes i den Udſtrakning, fremmede Varer indfores. Medens Priſen ſaaledes holdes oppe paa Handelsartikler til Fabrikanternes ſtore Fordel, trykkes Arbeidslonnen ned. Nogen ligelig Handel kan der ikke vere Tale om mellem tvende Folk, font befinder ſig paa helt forſkjellige Civitiſationstrin, og hvilke frembringer ſamme Produkter. Saaledes drages de frieſte Nationer beſtandig ned og ruineres af de meſt undertrykte. Hvor⸗ ledes vilde det gaa med Himlen, derſom man nedrev Skis lemuren mellem den og Helvede? Vi har beſluttet, at vor Republik ſkal verve af fig ſelv, ved fig jelv — „i en ſtor Dam eller et Svanerede.“ Vor Kongres fal have Ret til at faſtſotte Godtgjorelſen for altſlags Arbeide, ſaa at Lonnen ikke falder lavere, end at Arbeideren kan leve komfortabelt, ja endog have noget tilovers for de graanende Dage. Det er ſimpelt hen et Sporgsmaal om Faſt'qttelſen af Beerdier. Dette Erperi- ment har for veret forſogt i forſkjellige Lande; men man —321— anſtillede beſtandig ſaadanne Jorſog i Arbeidsherrens In⸗ teresſe, da hans undergivne iffe havde nogen Stemme i Sagen. Billigt Arbeide var desuden til de pore Sam⸗ fundslags Fordel. Yaa den Maade blev Arbeidskraft en Handels vare, Lift den raadende, og ſaaledes gik det, indtil Kataſtrofen endelig kom. Nu har Arbeiderne ſin egen Afde⸗ ling i Kongresſen, hvor de kan forſvare fine Rettigheder. Forſtjellige Tviſtigheder inden de tre Klasſer vil i Re⸗ gelen udjevnes ved Kompromis. Derſom Feil begaaes foretrecffer vi hellere, at de ffal komme Flertallet tilgode iftedetfor, fom for har veret Tilfeelde, Faatallet. J Indledningen til vor Konſtitution erflerer vi, at „denne Regjerings Beſtemmelſe fimpelt hen er at ſikre enhver ſtrebſom Borger, ikke alene Frihed, men et kom⸗ fortabelt Hjem, tiljtreffelig Fede og Kleder ſamt et beha⸗ geligt, lykkeligt Liv.“ Er ikke disſe de hoieſte Maal, til hvilke en Regjering bor ftrebe? Og ſelv om de gamle Styrelſes former ikke nagede dette Reſultat, burde de ikke veret omdannede ſaa⸗ ledes, at det kunde blevet en Mulighed? Vi agter ikke at gjore Forſog paa at faſtſcette en lige ſtor Godtgjorelſe for alſlags Virkſomhed; thi vi ved, at Arbeide, hvor der udfreves en ſerlig Ovelſe, i fig ſelv er mere berdt end det, hoor ingen ſerſkilt Uddannelſe behpves, og der gives en intellektuel Virkſomhed mere ver- difuld for Samfundet end Anſtreengelſer af Mufklerne. Henſigten er at lofte op iſteſtetfor at Drage ned og fremfor alt hindre Masſerne fra at ſynke ned i den gresfelige Elendighed, ſom netop har kulmineret i en Verdensomveltning. Det er ogſaa Regjeringens Beſtemmelſe at regulere An⸗ tallet af Lorlinge, ſom onſker at indtrede i et viſt Haand⸗ vert eller i en ſerſkilt Livsſtilling. Der kan ſaaledes f. Ex. vere for mange Skomagere men for faa Jordbrugere. Hvis da en for ſtor Mengde Skomagere ſtrommer til, vil fimpelt hen Folgen blive den, at de trenger ud ſine eldre —8298— Kollegaer i Haandverket; men derſom de maa ty til Jord⸗ brug eller andre Beſtjqftigelſer, hvor der er Mangel paa Arbeidskraft, vil der ſaaledes blive mere Arbeide for Sko⸗ mageren og med Tide ſtorre Krav paa ſaadanne Haand⸗ vorkere. Der gives ingenſomhelſt Grund mod, at Menneſkets Klogt ikke ſkulde anvendes til Losningen af ſaadanne Sporgs⸗ maal. Den har erobret Dampens og Elektrieitetens Kref⸗— ter; men har forglemt at tage fig af Samfundet, af vil: fet Millioners Lykke afhanger, Hvis faa megen Tanke⸗ kraft bavde veret anvendt paa Studiet af Menneſkenes indbyrdes Forhold og de forſkjellige Livsſtillingers Slegt— ffab med hverandre, fom der blevbrugt under Dampmaſki⸗ nens Opfindelſe og Fuldkommengjorelſe, vilde Tilbud og Eſterſporgsſel have voret omtrent lige; man kunde da have undgaaget Fattigdommen i Verden, naar undtages ſyge og Kroblinge. Og ſelve Tiggerne vilde begyndt at have ſig, naar det Tryk, font hvilte paa dem, der befandt fig paa Fattigdommens Rand, var fjernet. Vi benytter ikke Guld og Solv fom Penge undtagen til Daekkelſe af ſmaa Belob — ſaaſom Femdollarer og mindre. Vore Bjerge indeholder ikke noget Forraad af disſe Me taller, og derſom vi gjorde vor Lykke og Velſtand afhen⸗ gig af dem, vilde det lille, ſom findes blandt os, ſnart ſammenhobes paa faa Mends Hender, hvorved Eierne kom til at blive Landets Herrer. Af den Grund udfteder vi Sedler, hvilke er lovligt Betalingsmiddel for al Gjeld ſaavel privat fom offentlig, og maa ikke foroges over et viſt Belob pr. Individ. Der er fat en Grendſe for, hvor megen Jord eller hvor ſtor Pengeſum en Mand kan beſidde. Det, ſom overſtiger dette Belob, maa enten af vedkommende felv eller af Stas ten bruges i Offentlighedens Interesſe. Vor Koloni har kun en eneſte By, der i Virkeligheden ikke kan regnes for ſtort mere end en Flekke, kaldet Stanley. 9 * 2 aS" ~—B23-— Republifen har fat fig i Beſiddelſe af al Jordeiendom i og omkring den, hvilken iffe allerede er bebygget, og betalt Eierne den nuverende Pris for ſamme. Herefter blir in⸗ gen Byggetomter ſolgte undtagen til Perſoner, ſom tenker at opfsre Huſe til eget Brug. Saadanne Perſoner erholder Byggetomter til den oprindelige Pris. Saaledes vil An⸗ ledningen for de fattige til at erhverve fig egne Hjem al⸗ drig formindſtes. Videre har vi beſluttet, at herefter ingen Byer kan an⸗ leegges uden af Nationen ſelv. Naar mindſt et hundrede Perſoner anſoger Regjeringen om Anleg af en By, fkal Styrelſen tage i Beſiddelſe et tiljtreffeligt Areal Jord, fom betales efter den virkelige Verdi og ikke kjobes til nogen kunſtig Pris. Jordſtykket udmaales derpaa i Tomter, hvilke kjobes af Anſsgerne og andre til det oprindelige Koſtende, forudſat at de opfsrer fine Huſe paa ſamme. Vi udeluk⸗ ker alle Spekulanter. Ingen Byer, der anlegge? paa anden Maade, ſkal have Jernveis⸗ eller Poſtbefordring. Naar en By ſaaledes er anlagt paa den allerede be⸗ ſkrevne Maade, ſkal der ſorges for Parker til Indvaaner⸗ nes Vederkvegelſe. Ingen Byggetomt ſkal vere mindre end en halv Acre. Gaderne maa vere brede og beplantede med Frugttreer i dobbelte Rader. J Midten af Byen ffal der opfores en offentlig Bygning med et Forſamlings ve⸗ relſe lig et Theater og ſtort nok til at rumme Stedets Indvaanere. J Jygningen jfal der ligeledes findes Ba⸗ deverelſer til fri Afbenyttelſe, Bibliothek, Leœſeverelſe, of⸗ fentlige Kontorer o. ſ. v. Byſtyrelſen ſkal inddele Ind⸗ byggerne i Grupper paa fem Hundrede Familier hver, og for hver Gruppe anſcettes en Lege, ſom betales af den offentlige Kasſe. Baa ſamme Maade ffal Styrelſen ogſaa ſorge for Theaterforeſtillinger og Talere — alting frit. Arbeidstiden begrendſes med 8 Timer daglig. Der ffal pere to Helligdage i Ugen, nemlig Onsdag og Sondag. —324— Ligeſom Staten kan befordre Poſten billigere, end en Per⸗ jon ſelv kunde beſorge ſine Brepſkaber, blir Udgifterne til Leger og Underholdning billigere end under det gamle Syſtem. Vi opmuntrer ikke Folk til at opfinde arbeidsbeſparende Maſtiner; men vi anſer dem heller iffe for at verre rent forkaſtelige. Vi tror, aten Styrelſes Valgſprog bor vere — ikke billige Varer og billige Arbeidere — men lykkelige Fa- milier. Hvis en Mand gjor en nuyttig Opfindelſe, kjober Staten den for en rimelig Pris til Folkets Nytte. Mend velges, til hvilfe alle Tviſtigheder henviſes. Hver af de ſtridende Parter udkaarer en Mand, og disſe tre Danner Voldgiftsretten. Hvor en Jury udkraves, be⸗ taler den tabende Part alle Omkoſtninger. Vi anſer det ikke for at vere ret, at fredelige Borgere beſkattes for at ſette tvende trettekjere Perſoner iſtand til at ligge i Uenighed for Retten. Domes en Mand for en Over tredelje, tvinges han til ved Arbeide at dekke Sagens Omkoſtninger og de Udgifter, der er forbundne med hans Ophold i Fengſlet, for han kan blive fat paa Frifod. Om Lovovertredere vil exiſtere, maa de unterhoide fig ſelv. (Af Gabriels Dagbog fem Aar j;cnere.) Jeg har retop forladt en meget lyktelig Gruppe paa Verandaen — Eſtella og vore tvende Smaaborn, Kriſtina tilligemed hendes tre lyshaarede Skjonheder. Mar er borte for at tilſe ſine Faar. Min Moder, Mrs. og Mr. Phil⸗ lips Lefer eller leger med Bornene. Solen ſkinner ned fra en ſkyfri Himmel, og Luften er opfyldt af Fugleſang. Jeg treder ind i Bibliotheket for at nedſkrive efterfolgende Linier i min Dagbog. Gud har hoiligen velſignet os og hele vort Folk. Der var nogle konſervative, ſom paa det beſtemteſte modſatte fig bore Reformer; men vi lod dem venligſt forſtaa, at der⸗ fom de ikke fandt fig tilfredſe og öonſtede det, vilde vi transportere dem til Udenverdenen, hvor de kunde nyde — 325 — Frugterne af det gamle, erverdige Syſtem, fom de roſte ſaa meget. Nu derimod er disſe Mend de iherdigſte For⸗ ſvarere af den nye Tingenes Orden. Og her er en af den virkelige konſervatives Dyder: Hvis du fan lede ham paa den rette Bei, vil han klynge fig til det nye ligeſaa haardt, fom han for kjcempede for det gamle. Saadanne Mend er i Regelen ikke af Naturen ſlette Menneſker; de er ſim⸗ pelthen ikke iſtand til med det ſamme at venne ſig til det nye. Daemonen vendte igaar tilbage fra en Trip til Udenverdenen. Max's Spaadomme har paa det frygteligſte gaaet i Opfyldelſe. Tre Fjerdedele af Menneſtene i de civiliſerede Lande er feiede vef. J Frankrige, Italien og Rus land har Slagtning en veret forferbdeligere end noget andetſteds. ‘aa mange Steder ſeilede Demonen Hundre der af Mile uden at je en menneſtelig Skabning. Ulve og Bjorne har atter taget Landene i Beſiddelſe. J Skandi⸗ navien og det nordlige Amerika, hvor det haarde Klimat til en vis Grad ſatte en Stopper for Menneſkets Liden⸗ ſkaber, holder enſlags Styrelſe atter paa at opſtaa. Bon⸗ derne har ſluttet fig ſammen for at forſvare fine Kreaturer og ſine Boliger mod indtreengende Horder. Men Civiliſation eller Dannelſe ſynes rent at have for⸗ ſvundet. Der findes ingen Aviſer, ingen Böger, Skoler eller Lærere. Den neſte Generation vil ſimpelthen blive Barbarer, der kun beſidder nogle faa Legender om deres Fedres hpie Udvifling og Magt. Et Held er det, at vi mellem disſe Fjelde har opbevaret alle de Midler, med hvilke vi kan gjenindfore forrige Tiders Civiliſation, naar Verden atter er moden for den. Vor Konſtitution har virket ypperligt. Ikke langt herfra har den ſmukke By Lincoln ſprunget op. Det er mig en Glede at beſoge den, hvilket jeg gjor ofte. De brede Gader er beplantede med Frugttreer. Rundt de tarvelige Huſe er der en Have, hoor Blomſter og Gront⸗ ſager voxer i O verflodighed. Der findes ingen ſtore Pa⸗ - — ; 2 7 a re 1 — . * 7 ok 1 al» wee “ N — 2g — ladſer, fom kaſter en kjolig Skygge over den ſimple Mands Hytte, og ingen luxurioſt udſtyrrede Kioretpier til at op⸗ velke Had og Misundelſe i den fattige Beſkuers Hjerte, Iſtedetfor den usle Forfengeliqhed har en Broderkjerlig⸗ Hedens Folelſe holdt fit Indtog i Menneſkenes Hierter. Den fattige behover ikke at arbeide fig ihjel og ſtige ned i en fortidlig Grav paa Grund af haabloſt, uophorligt Slid og Slab. Nei, han ſynger, medens han arbeider, og er glad tilſinds; thi ingen mork Hungerens Skygge fvaver over hars Hoved. Vi foſtrer Mend, ite Millionerer. Den gode Huſtru ſynger ogſaa, medens hun tilbereder Aftensmaden; thi Hun erindrer, at den Aften ſtal der vere Foreſtilling i Theatret. Der borte paa en Stol ligger den balvferdige Kjole, ſom Hendes ſmukke Datter ſkal have paa nojte Sondags Aften, naar det ugentlige Bal foregaar. Og bendes Sonner er meget interesſerede i Foredragene over Kemi og Hiſtorie. Lad os betragte Familien ved Aftensbordet. Der er te gen bekymrede Anſigter at fe; men alle er glade og til fredſe rundt det veldolkede Bord. Lyt til deres Konverſation! Faderen beretter, at By⸗ ſtyrelſen tre Aar tilbage kjobte nogle Kviekalve for en Whee tydelighed; nu er de gode Malkekjor; Authoriteterne har beſluttet at forcere en til hver fattig Familie, fom ingen har. Og de roſer disſe Beſtrebelſer; de elfer Menneſkeſlogten, velſigner den gode, kjcerlige Styrelſe, der ſaaledes drager Omſorg for Menneſkene og ſoger at lofte dem op. Videre meddeler Faderen, at den Perſon, ſom faar en af disſe Kjor, er forpligtet at bringe til Byens Styrelſe den forſte Kviekalv, fom Koen foder; det offentlige drager Omſorg for den i to a tre Aar, hvorefter den bortſkjonkes til en anden fattig Familie. Saaledes fortſetter den organiſerede Velgjorenhed fit Kjerlighedsarbeide i det uendelige. 2 De har nu indtaget fit Aftensmaaltid under megen Mun⸗ * 2 2 terhed og forbereber fig til at goa i Theatret. Lab 93 folge dem. Hvor Gaberne myldrer af Holt! Itte den forfarbelige Trængſel, der beſtandig lever i min Erindring, men glade og fornpiche Menneſter. Og her er vi ved Theat ret. Der er ingen Jamlen i Lommerne efter Mynt, fom maaſte neppe lan undveres; men fri fom Byens Gaber ſtaar De⸗ rene aabne. Under megen Latter og Stjæmt indtager Theatergjængerne fine Sever, Leppet gaar op, De ſpillende hyrer til Byens Zoll — unge Mend og Kvinder, hville har lagt for Dagen, at de beſibder Anleg for Kunſten. De er bleven uddannede paa Byens Beloſtning og erholder en liden Gobdtg jorelſe for deres Tjeneſter en Gang om Ugen. Se den ſtraalende Belysning! Hor den deilge Muſik! Hvillet ſmutt Sc neri! Dg hyilte ſmukke Figurer har ille de ſpillende, klebte i maleriſte Dragter fra et eller andet fremmed Land eller en forſvunden Tidsalber. Men her! de forteller den gamle Hiſtorie, gammel fom den forſte Rvindes Elſtov i Eden; Have — Beretningen om Menneſlets Kjærlighed, altid jaa byrebar for Jordens Byrn. Men je! Scenen har forandret fig. Der er Munter⸗ hed. En Skare blomſterbekranſede Gutter og Piger tre der frem til en lyſtig Vals. Dg jaa fortſcttes det vafre Skueſpil. Det er Gjenſtin af den gyldne Tidsalder, da Dyden triumferede, og Laſten jagedes paa Dyr. Spillet er over, og Publikum ſtrymmer tilbage leende og ſamtalende henad de lange af Frugttreer omgivne Gader til deres Boliger. Hvor lidet koſter det iffe at gjere Menneſtet lykkeligt! Dg hvad favner vi i denne muntre Scene? Hvor er de Ulve, der ſtreifede gjennem Byernes Gader i den gamle Verden, ſom gik tilgrunde? Hvor er de Ba⸗ ſter, ſom med Liſt og Underfundighed tilranede ſig Frug⸗ tf a —328— terne af deres Medmenneſkers Slid og Sleb? De var ſandelig ikke tilſtede ved denne Foreſtilling. Her er Forſkjellen: Regjeringen, ſom fordum underholdt og huſede disſe Uhyrer ved uretferdige Love, ja endog brod Aabninger i Samfundets Paliſader, hvor de kunde krybe igjennem og pdelegge Samfundet — tilſtopper nu hvert Hul eller Aabning, ſaa de ikke kommer ind, forebyg⸗ ger alle Anledninger, knuſer ethvert Egenkjeerlighedens og Gruſomhedens Inſtinkt. Ulvene er forſvundne. Vor lille Verden er en Edens Have. Saaledes beveger Menneſkene ſig Haand i Haand gjen⸗ nem et lykkeligt Liv til en lykkelig Dod. Gud ſmiler til dem fra fin Trone bag Stjernerne. Ende. NOTABLE PUBLICATIONS OF PJ, SCHULTE & COMPANY. THE WORKS OF IGNATIUS DONNELLY. CASAR’S COLUMN: A Story or THE TWENTIETH CEN- tuRY. By Edmund Boisgilbert, M. D. (Ignatius Don- nelly). Large 12mo, cloth, $1.25. Paper, 500. The same in Swedish. Cloth, $1.25. Paper 750. The same in Norwegian. Cloth, $1.25. Paper, 500. In preparation, a German translation, at same prices. „The most remarkable and thought producing novel that the disturbed industrial and social conditions of the present have produced.“ Arena. „A Gabriel’s trump.”— FRANCES E. WILLARD. A very extraordinary production.“ — Rr. Rev. Henry C. Potter. The effect of an honest purpose is felt in every line.”—Pioneer-Press. “Tt is exceedingly interesting as a narrative, and is written by a man of thought, learning and imagination. I consider it the best work of its class since Bulwer’s Coming Race,’ I was 1 with the power of the book — the vividness and strength with which the incidents of the tale are described and developed. The plot is absorbing, and yet nothing in it seems forced. The conception of the ‘Column’is as original as its treatment is vigorous. There is no padding in the book; the events are portrayed tersely and clearly. The analysis is reasonable and sagacious, and the breadth of the author's 2 Notable Publications of F. J. Schulte & Co. mind, as well as his careful study of social conditions, is made evident by his treatment of the discussions put into the mouths of his characters. Justice is done to each side.“ — JULIAN HAWTHORNE. As an example of the highest literary form it deserves unstinted praise.” — CARDINAL GIBBONS. DOCTOR HUGUET: A Nove. By Ignatius Donnelly. Large 12mo, cloth, gilt top, $1.25. Paper, 50c. „This latest work of Mr. Donnelly is fully equal, if not superior, in origi- nality and strength to all that have preceded it. The plot is based on one of the burning questions of the day - the race problem — and it is one of the most original and striking conceptionsin literature.. . We are safe in saying that no book of recent date has created the sensation which ‘ Doctor Huguet’ will create. Mr. Donnelly’s acknowledged power as a writer is seen to a marked degree in this new work, and many remarkably fine passages attest his skill and scholarship.”—St. Joseph [Mo.) News. RAGNAROK: Tue Ace oF Fire AND Graven. By Ignatius Donnelly. Illustrated. Large 12mo, cloth, $2.00. Mr. Donnelly himself considers this his greatest work. „The title of this book is taken from the Scandinavian sagas, or legends, and means ‘the darkness of the gods.’ The work consists of a chain of argu- ments and facts to prove a series of extraordinary theories, viz.: That the Drift Age, with its vast deposits of clay and gravel, its decomposed rocks and its great rents in the face of the globe, was the result of contact between the earth and a comet, and that the Drift-material was brought to the earth by the comet; that man lived on the earth at that time; that he was highly civilized; that all the human family, with the exception of a few persons who saved themselves in caves, perished from the same causes which destroyed the mammoth and the other pre-glacial animals; that the legends of all the races of the world preserve references to and descriptions of this catastrophe; that following it came a terrible age of ice and snow, of great floods while the clouds were restoring the waters to the sea, and an age of darkness while the dense clouds enfolded the globe. These startling ideas are supported by an 9179 4 0 acre facts, and by legends drawn from all ages and all regions of the earth. „The work will be read with curious interest by the learned, and, though it draws perpetually on the treasuries of scientific and ethnic lore, the un- learned will pore over its pages with eagerness and delight. . . . ‘Ragna- rok’ is a strong and brilliant literary production, which will command the in- terest of general readers, and the admiration and respect, if not the universal credence, of the conservative and the scientific.“ — PROF. ALEXANDER WIN- CHELL, in the Dial. ATLANTIS: THe ANTEDILUVIAN WoRLD. By Ignatius Donnelly. Illustrated. Large 12mo, cloth, $2.00. „These propositions are startling, and would be incredible if they were not su portal by adequate testimony, which, however, Mr. Donnelly has col- lated from a great variety of sources. He brings to bear upon the question an amount of classical, historical, geological, ethnological and miscellaneous knowledge which is altogether surprising, marshaling his arguments in the clearest and most effective manner, and presenting them in perfect English, frequently rising into eloquence. . . . It is amarvel of erudition and in- n and a work of immense research.“ T , Guardian, Banbury, Ing- Notable Pubhcations of H. J. Schulte & Co. 3 THE GREAT CRYPTOGRAM: Francis Bacon’s CIPHER IN THE SO-CALLED SHAKESPEARE PLAYS. By Ignatius Donnelly. Large 8vo, 998 pages, cloth, extra, $2.50. DONNELLIANA: EXCERPTS FROM THE WIT, WISDOM, ELOQUENCE AND PoETRY OF IGNATIUS DONNELLY. With a Biography. By Everett W. Fish, M. D. Large 12mo, cloth, gilt top, $1.50. LE ROY ARMSTRONG. AN INDIANA MAN. By Le Roy Armstrong. .12mo, cloth, extra, $1.00. Paper, 50c. „A powerful novel, charmingly written. So true to the real life of mod- ern politics as to seem more like history and biography than romance.“ Inter Ocean. ‘Of intimate personal knowledge of the phases of life described, of fault- less discrimination in the choice of essential facts, and of the power to write them well, Mr. Armstrong has proved himself a master.”—Hvening Post. Its purpose is to purify personal living and correct politics. No man could have a nobler or a more needed motive.“ — FRANCES E. WILLARD. Out of the everyday happenings of a country town the author has con- structed a story that holds the reader’s attention from beginning to end.”— Chicago Herald. „The story centers in the saloon of an Indiana town. . There is not a line of moralizing in it, but it is a faithful, realistic, dramatic, moving recital of events. The scenes of rural life are depicted with a graphic skill that would not have done discredit to the immortal author of ‘Adam Bede.’”— Voice. ROBERT H. COWDREY. A TRAMP IN SOCIETY. By Robert H. Cowdrey. 12mo, cloth, gilt top, $1.25. Paper, 50c. ‘(Thrilling and fascinating. . . . No one who reads it can restrain ad- miration for the man who can write a story that contains inits warp and woof so much that is helpful and bettering to humanity.”—Arkansaw Traveler. ‘‘ We have had a dozen or more novels of late that have had new eco- nomic schemes for a basis, but mostly advocating state socialism. At last we have the individualistic novel, and it ought to win widespread favor. Mr. Cowdrey has strong conyiction, a good command of English and strong im- agination.”—St. Louis Republic. E. C. POST. DRIVEN FROM SEA TO SEA; or, Just a-CAMPIN’. By C. C. Post. Large 12mo, illustrated, cloth, $1.25. Paper, 50c. : „Since the days that Mrs. Stowe wrote the doom of the slave-driver in ‘Uncle Tom's Cabin’ no author has struck amore vigorous blow in favor of the rights of the laborer.”—Chicago Inter Ocean. 4 Notable Publications of F. J. Schulte d Co. OPIE READ’S FAMOUS NOVELS. A KENTUCKY COLONEL. By Opie Read. Large 12mo, cloth, gilt top, $1.25 Paper, 50c. In these days of endless foreign importations in the line of literature, when readers are constantly hobnobbing with lords, dukes and princes in Eng- lish novels, and characters with unpronounceable names or undefinable morals, in Russian, French or Italian fiction, it is an unmistakable relief to pick up a book like A Kentucky Colonel.“ Book Talk. Hon. Henry C. CALDWELL, whois not only one of the greatest of American lawyers, but one of the best of literary critics, says: 1 have never read a better story. It is the most beautifully written, the most striking in character, and upon the whole one of the most thrilling and yet chaste preces of fiction that has been produced in many a day. It will create a sensation.” „A book the popularity of which will not be temporary. It has virility, tenderness, striking character pictures and the American flavor.” — Chicago Journal. There is a rich vein of true humor and of healthy and vigorous senti- ment, and it has a fresh and breezy atmosphere which is heartily welcome in view of the hot-house character of much of our fiction.” —Philadelphia Record. EMMETT BONLORE. By Opie Read. Large 12mo, cloth, gilt top, $1.25. Paper, 50c. A book combining all the qualities which have made A Kentucky Colonel” so ee with even greater variety of action and incident and character, and full of rich and sparkling humor. A novel of remarkable power and interest Spirit. A notable contribution to recent literature.”— Book Buyer. LEN GANSETT. By Opie Read. 12mo, cloth, $1.25. Paper 50c. So beautiful, so chaste, so full of simple, rugged honesty and pure, wholesome sentiment, that no one can read the book without being bettered. ; It is full of gentle humor that has just enough tart init to make it appetizing. Some of the word-painting is almost sublime, and everywhere there is that broad, sweet touch of tenderness that is a part of the author's very self. — Am. Commercial Traveler. SELECTED STORIES. By Opie Read. 16mo, cloth, gilt top, $1.00. Paper, 500. Sixteen gems set in one beau- tiful volume. „These stories of Opie Read are admirable. The mingled strain of broad humor, irrepressible anecdote and touching pathos recall to me vividly the inimitable Lincoln as a racontewr.”— MRS. MADELEINE VINTON DAHLGREN. thank you for the dainty volume. ‘Sun Dust’ and An Arkansas Hang- ing’ delighted me especially. They should bein the repertoire of every elo- cutionist. ‘John and Jack and There was a Fool’ are oe amusing, and ‘Little Diser’ very touching. . Iam glad to see that Mr. Read is be- ginning to pick up his diamonds and polish them.“ — OcTAVE THANET. — — Notable Publications of F. J. Schulte & Co. 5 „These stories have a wonderful completeness about them, and in their pathos, humor and imagination are certain to attract readers who long for something new in fiction."—Philadelphia Record. They have a life meaning, all of them.“ Picayune. LEWIS VITAL BOGY. IN OFFICE: A Story or WASHINGTON LIFE AND SOcI- ETV. By Lewis Vital Bogy. 12mo, paper, 25. „The writer of this novel is to be commended for the effort he makes to show the pitfalls and the dangers of Washington official life to a young girl who lacks a male protector. It is not difficult to draw the conclusion that the narrative is simply a disguise for actual happenings at the Nation’s capital. Mr. Bogy, whoever he may be, has written a brief and extremely clever story that should commend itself to the general reading public.“ Ve Orleans States. „The characters are so accurately drawn that several Washington people have no trouble in recognizing themselves in print. The book is causing quite a sensation.“ Washington Dispatch to St. Louis Globe-Democrat. ALVAH M. KERR. , AN HONEST LAWYER. By Alvah Milton Kerr. 12mo, cloth, extra, gilt top, $1.25. Paper, 50c. A volume which is certain to attract general attention, not only in the United States, but far beyond the limits of our country. ‘‘An Honest Lawyer’ is a novel with a purpose. The author believes that, as it is impossible to conceive of a millionaire Christ, so the accumulation of wealth beyond reason- able limits is inconsistent with true Christianity. The plot of the story is laid in a growing Western town, and the characters are living, breathin Americans. In fact, thisis distinctively an American novel, and as such, an because of the fascinating interest of the story and the masterful style in which it is written, it will commend itself, aside from the lessons conveyed, to all who admire the virile and original in literature. THOMAS AND ANNA M. FITCH. BETTER DAYS; or, A MILLIONAIRE OF TO-MORROW. By Thomas and Anna M. Fitch. 12mo, cloth, extra, gilt top, $1.25. Paper, 50c. A wonderful book, filled with wit, eloquence and philosophy, and a nar- rative of such thrilling interest as to carry the reader without stop from cover to cover. „It is one of those volumes which the reader feels called upon to finish at a single sitting.”— St. Louis Republic. “The authors of this fascinating book are Tom Fitch, our silver-tongued orator, and his gifted wife, and their combined talent has produced a work which is far superior to anything that has appeared for 8 in our literary world. The authors treat, in a lucid manner, some of the most important questions of the oe The arguments of both sides are given in a fair and im- partial manner, and a plausible solution offered. The treatment of the labor question shows great power of observation, and the volume on the whole indi- 6 Notable Publications of F. J. Schulte & Co. cates sound common sense, a great gift of demonstration, eloquence of lan- guage and high moral views. The romance forming the skeleton of the book olds the attention of the reader throughout.”— San Francisco News Letter. FRANC B. WILKIE (“ Poliuto’’). PERSONAL REMINISCENCES OF THIRTY-FIVE YEARS OF JOURNALISM. By Franc B. Wilkie (‘‘Poliuto”). Large 12mo, cloth extra, gilt top, ele- gant cover design in gold and silver, $1.50. Half mo- rocco, $3.00. | „A valuable addition to the history of journalism. It is written in Mr. Wilkie’s best and most trenchant style, and typographically it is a model of beauty. . . . This book is as fascinating asa novel. It is the story of a typical American youth, sprung from the soil, who, through poverty, distress, efeat and hardship, at last fought his way to eminence and command. It 18 such a story as perhaps, with change of circumstances, might describe the lives of ten thousand living Americans. It is the story of a boy born close to the bleakest of New England hills, whose earliest childhood saw life surrounded with but little sunlight, and whose horizon was bounded, if not by poverty, yet with such amelioration as hard manual labor could compel. But it is these resangusta domi men—the farmers’ boys, who have wrested success in life from the most untoward circumstances —that have made this country what it is. Mr. Wilkie was one of these.”—Chicago Herald. To newspaper men this book will prove as great a joy as Anthony Trol- lope’s ‘ Autobiography’ was to the thousands who found it the most readable book that prolific writer produced.“ Book and Newsdealer. WM. E. BURKE. FEDERAL FINANCES; or, THE INCOME OF THE UNITED States. By Wm. E. Burke. Illustrated. 12mo, clo $1.25. Supplies a need of the times, inasmuch as it furnishes an intelligiole ex- een of our American system of taxation, written in such a simple and irect style that the ordinary intellect can readily rasp its meaning Abstruse tables of figures and all other and hinges wearisome forms are dis- carded, and his exposition of the nation’s finances and methods of obtaining the income required to perpetuate the goverment reads like a well-told story. He makes no attempt to discourse upon the dry subject of pon economy, but deals entirely with the facts involved. Beginning with the first Biblical account of taxation, he traces his subject in the most interesting way from a period anterior to the advent of coin money, through the era of tithes and tenths, the methods of oriental countries, Greek and B systems, down to the first recorded attempt of England to secure governmental revenue, and the subsequent artifices of British kings and governing bodies to establish taxes. Then follows the history of taxation in the new world down to the resent, a chapter on the sources of federal income, a description of collection istricts and customs officers, of the revenue marine and all its ramifications, discriminating duties and reciprocity, avoidance of duties by dishonest people and their practices, a chapter on amugeling, another on the peculiarities of the Mexican frontier and Pacific coast and others, on internal revenue in its sey- eral departments, revenue frauds, seigniorage, miscellaneous revenues, public lends, ste.“ Burlington Hawkeye. 8 ö Notable Publications of F. J. Schulte & Co. 7 MRS. HENRY POTT. TRANCIS BACON AND HIS SECRET SOCIETY: AN ATTEMPT TO COLLECT AND UNITE THE Lost LINKS oF A Lone AND STRONG CHAIN. By Mrs. Henry Pott, editor of “ Bacon’s Promus.” Illustrated with twenty- seven full-page plates. Post 8vo, 421 pages, cloth -extra, gilt top, $2.00. S. F. NORTON. TEN MEN OF MONEY ISLAND; or, THE Primer oF FINANCE. By S. F. Norton. 16mo, cloth, gilt top, $1.00. Paper, 25c. It makes the money question, which has bothered so many brains, as simple as the alphabet. It is a literary wonder in this, that it makes posting one’s self on the fundamental principles of righteous finance as easy ae pleas- ant reading as Robinson Crusoe.“ Lester C. Hubbard. MRS. MARION TODD. PIZARRO AND JOHN SHERMAN. By Mrs. Marion Todd. 12mo, paper, 25c. „This book treats exclusively on the money question. It handles the subject both historically and argumentatively, and when the reader lays it down he will have a comprehensive knowledge of this momentous topic.”— Farmers’ Voice. PROTECTIVE TARIFF DELUSION. By Mrs. Marion Todd. 12mo, cloth, 75c. Paper, 25c. he best book ever written upon the subject for the general reader.”— Cou. B. S. HEATH. “This book should be in the hands of every public speaker.”—Hastings Journal. THE RIGHTS OF WOMAN; or, PROF. GOLDWIN SMuITH AND HIS SATELLITES IN CONGRESS. By Mrs. Marion Todd. 12mo, cloth, 75c. Paper, 30c. „The brightest defense of woman’s natural rights that we have ever read.“ Wonconformist. „A clear and cogent presentation of the facts relating to the suffrage question. We are free to say that, although Mrs. Todd cannot vote, she can argue with ability and skill..—Chicago Herald. MICHAEL J. SCHAACK. ANARCHY AND ANARCHISTS. By Michael J. Schaack, Captain of Police. With over 200 original illustrations. 698 pp., Svo, cloth, $2,00, Half mo rocco, $3,00, 8 Notable Publications of E. J: Schulte & Co. RICHARD L. CARY, JR. (Hyder Ali”). TALES OF THE TURF AN D“ RANK OvurTsiIpErs.” By Richard L. Cary, Jr. (“Hyder Ali”); with illustrations by Gean Smith. Quarto, cloth, $2.50; half calf, $3.50; full morocco, 85.00. „The author has succeeded in clothing turf history, fancy and romance in the garb of poetry, in verses that are not only smooth and flowing, but clean intone. The pubhshers have been lavish but tasteful in the typographical production.” — Horseman. E. L. ARMSTRONG. THE LITTLE GIANT CYCLOPEDIA: A TREASURY OF READY REFERENCE. By K. L. Armstrong. A million and one facts and figures. Eighty-two colored plates and maps. 16mo, full leather binding, flexible, red edges, $1.00. This remarkable book has had a sale reaching into the hundreds of thou- sands, and is steadily growing in popularity. It is constantly revised, and brought up to date with each new edition. „This wonderful book will add a year to any man’s lifetime if it is true that time saved is time snatched from the grave.”—Ottawa Tribune. ELI F. BROWN, M. D. SEX AND LIFE: Tur PHYSTOLOdY AND HYGIENE OF THE SEXUAL ORGANIZATION. By Eli F. Brown, M. S., M. D., author of The House I Live In,” etc., etc. Illustrated. 16mo, cloth, extra, $1.00. Paper, 50e. A clean, popular, scientific book, by an author of high repute, on a subject of the utmost importance, but which has never before been treated in a manner suitable for general circulation. C. ROPP. ROPP’S COMMERCIAL CALCULATOR: A PRAOTIOAIL ARITHMETIC FOR PRACTICAL PURPOSES. Containing a complete system of accurate and convenient tables, to- gether with simple, short and practical methods for rapid calculation. By C. Ropp. Leatherette, 250. Artificial leather, with pocket silicate slate and account book, 50c. Am. Russia, $1.00. Genuine Russia, $1.50. F. J. SCHULTE & COMPANY, PusBuisHERs, 298 DEARBORN STREET, CHICAGO, Det meſt forhadte og det meſt afholdte Retormblad i Vordveſten er NUHMNNDEN, der udgives af Fala & Lund i Grand Forks, Nord Dakota, hver Onsdag. Bladet tar altid et uforferdet Standpunkt ſom Arbei- dernes og Larmernes Talsmand i Kam pen mod Kapitalmagten, ligeſom det har veret en meegtig Faktor i at fremme Totalafhold blandt det ſkandinavifke Folk i Nordveſten og i at ſikre Prohibitionslove for Sta— ten Nord Dakota. „Normanden“ redigeres af H. A. Foſs, Forfatter af „Husmandsgutten“, „Kriſtine“ oſv. ligeſom Udgiverne har ſikret ſig et helt Korps af Bidragsydere blandt Nordveſtens bedſte Skribenter, ſaa Bladet hver Uge indeholder flere veerdifulde originale Reformartikler end noget andet norſk Blad i Amerika. 5 Som lobende Fortelling paabegyndtes rde Juli 1892 Edward Bellamy's ſtorſlagne Bog “LOOKING BACKWARD”, overfat paa norſk. Det enefte Blad hvorigjennem man kan faa denne Fortelling. Priſen paa Bladet er 81.50 for Aargangen med Pre— miebog verd op til 50 Cents. Reformvenner, fom leſer det norſke Sprog burde ikke tove med at abonnere paa „Normanden“. Til Bevis for, hvad Bladet magter, kan nevnes, at tiltrods for, at det har havt en bitter Modſtand fra republikanſke og demokra— tiſte Maſkinpolitikere, fra Monopoliſter, Salboniſter og en ſtor Del af bagſtreverſke Preſter og Kirkefolk, har dets Cirkulation voxet de ſidſte fire Aar fra 625 til neſten 8,000 — otte tuſen — Abonnenter. Lad Fakta tale og ſend 81.50 efter en Aargang af „Normanden“ til e ormanden ub. Co., 7 oe Grand Forks, N. Dak. 719 ip SS i LIBRARY O wi 6 21 i 839 0